http://ekstrabladet.dk/112/article2075898.eceCitat:
Fire unge personer, der alle er mellem 18 og 20 år, er uafhængigt af hinanden blevet fundet bevidstløse midt i Næstved bymidte.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der frygter at farligt narkotika kan være i omløb.
- Vi har fire unge mennesker, der har eksperimenteret med noget narko. Der er formentligt tale om stoffet 'fantasy' i en hjemmelavet afart, siger vagtchef Kenneth Pedersen til Ekstra Bladet lørdag morgen.
Den første person blev fundet omkring klokken 03.30 i nat liggende bevidstløs på jorden. Han blev hentet af en ambulance og kørt til hospitalet. Efterfølgende er yderligere tre andre personer fundet på samme måde, den seneste omkring klokken 05.00.
- De lå og var mere eller mindre livløse, men de har det okay nu. De er dog stadig under opsyn.
- Vi har nogle af vores mænd ude på hospitalet for at tale med dem nu i håb om, at vi kan komme nærmere, hvad de har indtaget, siger Kenneth Pedersen.
Det er endnu uklart, om de fire unge personer kender hinanden, men det er påfaldende, at de er jævnaldrende og alle falder om inden for et kort tidsrum.
- Det, som vi fandt ud af i nat, var, at der formentligt er tale om et narkotisk stof, som muligvis indeholder fælgrens. Det har vi faktisk set før her i området. De fire kan godt have indtaget det sammen, men det er blandt andet det, som vi forsøger at finde ud af nu, siger vagtchefen.
Fælgrens har tidligere været indblandet i mindst et dødsfald herhjemme. I dette tilfælde blev det indtaget sammen med blandt andet guldøl, hvilket resulterede i en fatal blanding for en 47-årig mand fra Sønderborg.
Politiet vil meget i kontakt med personer, der kan have hørt noget om det hjemmelavede 'fantasy'. Politiet kan kontaktes på 114.