En HR vinkel i et dansk nyhedsmedie!!! Var da lige ved at få morgenkaffen i den gale hals!
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28403191Citat:
Eksperter: Fordel at købe stoffer på nettet
Internettets narko er renere end gadens, og samtidig kan man bedre forholde sig kritisk til, hvad man køber, siger eksperter.
Velovervejede beslutninger tages sjældent på natklub, især ikke hvis man er fuld. Så hvis man vil købe ulovlige stoffer med omtanke, gør man klogt i at gøre det hjemme foran computeren.
Nogle af de nye typer af euforiserende stoffer, der kommer til landet med posten:
- Phenetylaminer: Beslægtet med amfetamin og ecstacy (MDMA). Virker stimulerende og/eller hallucinerende.
- Tryptaminer: Stoffer i familie med LSD og psilocypin. Virker hallucinerende.
- Cathinoner: Beslægtet med stoffet cathin som findes naturligt i khat-planten. Stofferne virker stimulerende eller hallucinerende.
- Syntetiske cannabinoider: Syntetiske stoffer, der minder om cannabis, med samme beroligende virkning. Ryges som tobak, men er tilsat syntetiske stoffer. Nogle stoffer er endog meget potente.
Kilde: Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet
»Fra et sundhedsmæssigt perspektiv er det mere forsvarligt at købe på nettet. Men man skal være klar over, at køber man i større mængder, står man også over for en hårdere dom, hvis man bliver snuppet i tolden. For så tror de ikke på, at det er til eget forbrug – så tror de, du er pusher.«
- Misbrugsekspert Henrik Rindom, overlæge på Hvidovre Hospital og psykiater hos Stofrådgivningen
Det mener eksperter, efter at metroxpress i går beskrev, hvordan flere nye narko-sortbørser for tiden dukker op på internettet.
»Det positive i at købe stoffer på nettet er, at man har tid til tænke sig om, og har bedre mulighed for at vide hvad man køber og dermed fylder i sin krop,« siger lektor Jakob Demant fra Center for Rusmiddelforskning.
LÆS OGSÅ: Nettets pushere kæmper om at blive næste 'Silk Road'
»Hvis man køber stoffer på en natklub eller af en ven, er der risiko for, at man er påvirket af alkohol og presset af overvågning på grund af kriminaliseringen. Så går det tit ekstremt hurtigt, og det er sværere at være kritisk.«
Og der er stor forskel på stoffer købt på nettet og på gaden, bekræfter Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, hvor man analyserer kvaliteten af beslaglagt narkotika:
»Det er meget renere stoffer, vi finder i beslaglagte postforsendelser, frem for det, vi ser på gadeplan,« siger Institutleder Christian Lindholst.
LÆS OGSÅ: Politiet: Svært at fange narko-forbrydere på nettet
Både Lindholst og Demant påpeger dog, at rene stoffer medfører en øget risiko for overdoser, hvis man er vant til at tage fortyndede stoffer købt af en sælger og ikke på nettet.
»Men problemet er, at de kan være tyndet op med ting, der er problematiske i sig selv. I Schweiz er der blandt andet lavet test af stoffer købt på natklubber, der indeholdte antibrækmiddel til dyr,« fortæller Jakob Demant.