Citat:
Reportage: Medicinalfirma jagter ny pille mod depression i technomiljø
Mange depressive har ingen glæde har af den eksisterende antidepressive medicin. Men løsningen er ikke mindre medicin til alle. I det hele taget er debatten om psykofarmaka præget af myter og fejlagtige påstande, mener direktør i medicinalfirmaet Lundbeck.
Anders Legarth Schmidt
Journalist på Politikens netredaktion
Tine Bryan Stensbøl bukker sig forover og peger på mit fodtøj, der er gule og lettere snavsede Timberland-vinterstøvler i størrelse 45. Mon de er for beskidte?
Vi står i et laboratorium på medicinalvirksomheden Lundbecks store matrikel i Valby i anledning af debatten om antidepressiv medicin. Og afdelingschefen har, viser det sig, ikke noget mod støvlerne. Hun vil blot bruge dem til at forklare, hvad det egentlig er, forskerne har gang i her på laboratoriet sådan en fredag eftermiddag. Udenfor er temperaturen under nul, solen dækket af skyer, og vinden hård. Her i laboratoriet går forskere i hvide kitler rundt blandt et væld af reagensglas, mikroskoper, sterile arbejdsbænke og forskellige maskiner, der brummer monotont.
Fakta
Psykiatrien indefra
En overlæge skrev i en kronik i Politiken, at borgerne i Danmark ville være bedst tjent med, at alle former for medicin mod psykisk sygdom blev fjernet fra markedet, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem.
Kroniken skabte voldsom debat blandt fagfolk og patientforeninger, og det var baggrunden for, at Politiken besøgte en lukket psykiatrisk afdeling.
Siden inviterede Lundbeck Politiken på besøg. Lundbeck er en dansk baseret global medicinalvirksomhed, der forsker og udvikler lægemidler mod sygdomme i hjernen som for eksempel depression.
»Vi går alle sammen i fodtøj, men vi har forskellig størrelse fødder«, begynder Tine Bryan Stensbøl.
»Du ville lide, hvis du skulle presses ned i en størrelse 39. Ligesom mine fødder ville svømme rundt i en størrelse 45. Tidligere har vi givet alle patienter med depression samme type medicin. Det svarer til, at vi prøver at presse alle ned i en størrelse 39. Den passer til nogle, men ikke til alle. Vi ved nu, at antidepressiv medicin ikke virker på alle. Derfor forsøger vi at udvikle medicin til alle dem, hvor fodtøjet ikke passer«, siger afdelingschefen.
Lundbeck står bag Cipramil og Cipralex, der gennem tiden har været to af de mest solgte lægemidler mod depression i Danmark. Dermed er virksomheden helt central i den igangværende debat om medicin mod psykisk sygdom, der er opstået, efter at professor og overlæge Peter Gøtzsche i en stærkt omdiskuteret kronik slog til lyd for, at pillerne gør mere skade end gavn. Lægerne kan ikke håndtere medicinen, og folk ender med at tage piller i årevis, selv om de kun har brug for medicin i kort tid, lød hans anklage.
»I de kommende år bør psykiatrien derfor gøre alt, hvad den kan, for at behandle så lidt som muligt, i så kort tid som muligt, eller slet ikke, med psykofarmaka«, skrev lederen af Det Nordiske Cochrane Institut ved Rigshospitalet.
Samme Gøtzsche har i en storsælgende bog med titlen 'Dødelig medicin og organiseret kriminalitet' anklaget medicinalindustrien for at være bundrådden og korrupt. Umiddelbart er der ikke mange spor af råddenskaben her i laboratoriet, hvor Tine Bryan Stensbøl har viklet sig ud af fodtøjs-analogien.
»Vi prøver at finde det guldkorn, der kan hjælpe de patienter, der ikke har gavn af medicinen i dag«, siger hun.
Og hvordan gør man så det? Jo, Lundbeck har store forventninger til forsøg med stoffet ketamin. Stoffet er et bedøvelsesmiddel, der især bruges på dyr, men ved et tilfælde opdagede læger i 2001, at ketamin måske havde en antidepressiv effekt. En kvinde med en svær depression fik stoffet for at beskytte hukommelsen i forbindelse med elektrochok-behandling. Patienten vågnede op efter sin bedøvelse og erklærede til lægernes store overraskelse, at hun følte sig rask.
Det førte til, at nogle af verdens førende forskere søsatte eksperimenter, hvor forsøgspersoner med depression fik ketamin. Meget tyder på, at stoffet kan bruges mod depression, og derfor forsøger Tine Bryan Stensbøl og hendes kolleger her i laboratoriet at aflure ketamin dets hemmeligheder.
»Men når man tænker på stoffet ketamins historie, så giver det os visse...udfordringer. Det bruges nemlig også som streetdrug«, fortæller afdelingschefen.
Direktør kalder bog for »en gang forvrøvlet sludder«
Et par hundrede meter længere oppe af Ottiliavej i Valby tager Lundbecks udviklings- og forskningsdirektør Anders Gersel Pedersen imod. Hans store lyse kontor ligger på øverste etage af en stor glasbygning, hvorfra han kan se ud over det meste af Lundbecks matrikel. Han har inviteret Politiken på besøg, da han mener, at debatten om antidepressiv medicin er præget af »myter, manglende nuancer og fejlagtige påstande«.
Interview med direktør Anders Gersel Pedersen
Jeg lægger Peter Gøtzsches bog 'Dødelig medicin og organiseret kriminalitet' på det lyse bord foran direktøren.
Hvad mener du om den her bog?
»Jeg har ikke læst den helt, men det er en gang forvrøvlet sludder«, siger Anders Gersel Pedersen, mens han lader en finger bladre hurtigt gennem bogens små 500 sider.
Hvorfor?
»Når der er ting, som ikke passer ind i hans verdensbillede, bliver det enten forklaret med 'guilt by association', at det er nogen, der kommer fra et sted, han ikke kan lide, og derfor kan man ikke stole på de, de siger. Eller de har talt med en læge, der har lavet research og fået fondsmidler et eller andet sted fra og derfor er utroværdig. Han har totalt mangel på selvkritik i sin egen dømmekraft«, siger udviklings- og forskningsdirektøren.
455.000 danskere fik i løbet af 2012 udskrevet en recept på antidepressiv medicin. Hvorfor skal så mange have en så potent medicin?
»Det er ikke et spørgsmål om, hvor mange der får medicinen, men om at få løst problemet. Verdens førende eksperter - deriblandt WHO - mener, at depression er en af de tilstande, som bringer størst sygelighed i hele verden og formentlig vil gøre det i endnu højere grad i de kommende år. Så at underkende depression er at stikke hovedet i busken. Der er heller ingen, der siger, hvad det rigtige tal er for behandlingen af type 2 diabetes eller forhøjet blodtryk. Det kan man ikke sætte tal på. Det er en tåbelig diskussion«.
Så du mener, at hele debatten om, hvor mange der får antidepressiv medicin, er forkert?
»Ja, den er helt forfejlet. Depression er en meget alvorlig sygdom for rigtig mange mennesker. Den er i en svag vækst. Noget af det skyldes befolkningens sammensætning, men noget skyldes formentlig også de tilværelser, vi lever. Er det den måde, vi presser os selv, som gør, at nogle har lettere ved at få depression? Eller bliver nogen med depression diagnosticeret, fordi de bliver presset - mennesker som uden det pres ikke var blevet diagnosticeret? Vi ved det faktisk ikke. Så om vi behandler for lidt eller for meget er et åbent spørgsmål. Om det fortjener at blive undersøgt? Ja«.
Hvad er så den rigtige debat?
»Det er, hvordan vi hjælper folk med depression bedst muligt, så de kan fungere og blive fritaget fra den enorme lidelse, det er at være depressiv. Det er en forfærdelig sygdom«.
Men er der noget i samfundet, som gør, at flere og flere får brug for medicin?
»Vi har skruet vores tilværelser sammen på en måde, så folk er udsat for pres. Vi skal levere varen, og det betyder, at folk, som er depressive, men ikke diagnosticerede, de vil have lettere ved at blive diagnosticeret, fordi de er under pres. Vi har et system, der er ret råt og hårdt med folk, der ryger ind og ud af arbejdspositioner. Der er en selvforherligelseskultur, hvor alle skal være nummer 1 og bedst til ting. Det er medvirkende til, at folk knækker«.
Er det så jer, der rydder op, når folk knækker?
»Vi prøver at hjælpe folk med depression. Det er den hyppigste årsag til selvmord og den største årsag til invaliditet i de avancerede økonomier. Beregninger viser, at det koster 100 milliarder euro om året i EU, at folk er depressive«.
Kritikere peger på, at tallet 455.000 er for højt, fordi mange får medicinen, uden den virker. Hvordan forholder du dig til det?
»Medicinen er ikke effektiv over for alle, og det er et stort problem. Det er også en af grundene til, at vi bruger milliarder af kroner på at udvikle bedre medicin. Det var der ingen grund til at gøre, hvis medicinen virkede på alle«.
Vurderer du, at mange i dag får antidepressiv medicin, uden at det hjælper dem?
»Mange starter på medicinen og får ikke en remission, altså en fuldstændig ophævelse af de depressive symptomer. Derfor skifter mange mellem forskellige behandlinger, nogle får flere præparater, nogle skal både have flere medikamenter og psykoterapi. Nogle bliver indlagt til elektrisk behandling med stød. Hele det behandlingsregime havde du jo ikke, hvis du havde én medicin, som var effektiv«.
Psykiatrien er blevet stedmoderligt behandlet
Tror du det er sådan i Danmark, at for få får medicinen?
»Jeg ved det ikke. Ingen har fundet det tal. Du spørger mig om noget, som ingen har undersøgt. Det kan være, at nogen burde sætte sig ned og undersøge det, før vi havde denne diskussion. I stedet for at komme med meninger og slå vildt omkring sig. Langt den største del af alle de selvmord, der bliver begået, bliver begået af folk, der ikke har fået medicin. Vi ved, at langt de fleste selvmord bliver begået af folk, der er deprimerede. Så noget siger mig, at der er nogen, vi ikke har nået i dette system. Omvendt skal vi selvfølgelig sikre os, at det er de syge, som får medicinen, og ingen andre. Der er ingen, som har glæde af behandling, der ikke virker. Hvis du og jeg fik blodtryksnedsættende medicin, så ville vi jo besvime«.
Hvad er i dine øjne de værste forbrydelser i debatten om antidepressiv medicin?
»Tåbelige udsagn om, at man kan fjerne al medicin. Og udsagn om, at det gælder om at begrænse brugen af medicin. Det gør det ikke. Det gælder om at sørge for, at de rigtige får behandlingen, og det gælder om, at dem, som får behandlingen, får den længe nok og under behørigt opsyn, sådan at de får en fuldgyldig og ikke en lemfældig behandling. Men psykiatrien som helhed har haft en stedmoderlig behandling i det danske sundhedsvæsen«.
Får psykiatrien stadig en stedmoderlig behandling?
»Ja. Da man etablerede regionerne, blev psykiatrien skilt ud fra somatikken. Hvorfor? Hvorfor skulle psykiatriske patienter pludselig ikke ligge på hospitaler med sofistikeret medicinsk behandling, når man udmærket godt ved, at disse patienter har masser af somatiske lidelser ud over deres psykiatriske lidelse? De patienter blev lagt over i en kasse ved siden af. Depression er ligeså konkret som at have blindtarmsbetændelse. Det er bare hjernen, det foregår i, som er et sværere organ at håndtere«.
Der har lige været et meget omtalt selvmord i medierne, hvor en ung mand begik selvmord, kort efter han var startet op i antidepressiv medicin, og der blev udtalt kritik fra Patientskadeankenævnets side, og....
»Lægen har ikke gjort det, som var fornuftigt. Hvis jeg havde en patient, som var syg nok til, at jeg udskrev medicin, så ville jeg ikke sende vedkommende ud på en tømmerflåde, men sørge for, at der blev fulgt op på patienten, som retningslinjerne er. Vi ved, at patienter, som er deprimerede og starter behandlingen, stadig har en risiko for at begå selvmord. De har også stadig en risiko for at få det skidt på anden vis. Derfor skal man som læge være omhyggelig«.
»Egentlig interesserer Peter Gøtzsche mig ikke så meget«
Det fremføres i debatten, blandt andet af Peter Gøtzsche, at antidepressiv medicin har den bivirkning, at folk risikerer at tage livet af sig. Hvordan forholder du dig til det?
»Det er en påstand, som Peter Gøtzsche overhovedet ikke har nogen tal, der støtter«.
Men han mener, at der er klar dokumentation for den påstand?
»Egentlig interesserer Peter Gøtzsche mig ikke så meget. Problemet er, at det er meget svært at skelne mellem, hvad der er selvmordstanker, -adfærd, -forsøg og så fuldbyrdede selvmord. Du har en befolkningsgruppe, som har stor risiko for at forsøge at begå selvmord eller begå fuldbyrdet selvmord, nemlig depressive patienter. Du giver dem behandling, der hjælper dem. De får den behandling, samtidig med at de er i en alvorlig sygdomssituation. Og så siger man: »Der kan I bare se. De begår selvmord, fordi de får den her medicin«. Det kan man ikke udlede, det er meget mere kompliceret end som så. Men man har faktisk lavet undersøgelser og gjort tallene op: Vi taler om 100.000 patienter, hvor man har pløjet al information om dem igennem. En tredjepart har kigget på det. Alligevel får du det svar, at du ikke kan se en forøget risiko for selvmord som sådan, men vi kan godt se, at der er en forsøget risiko for selvmordstanker og selvmordsadfærd, som at patienter slår eller skærer sig selv. Det her er enormt kompliceret, og Peter Gøtzsche og medierne prøver at forsimple det«.
Men kan I selv gøre noget bedre?
»Vi kan udvikle nye og gode lægemidler«, siger Lundbecks udviklings- og forskningsdirektør Anders Gersel Pedersen.
Ketamin løsner dig fra din krop ...
Tilbage i laboratoriet er det netop det, afdelingschef Tine Bryan Stensbøl og hendes hvidkitlede kolleger er i gang med. En hurtig søgning på internettet afslører, hvad det er for 'udfordringer', forskerne står med, når det handler om at udvikle ny medicin med udgangspunkt i ketamin.
Ketamin er et kendt stof i i techno- og klubmiljøer verden over, hvor det går under navnet 'Special K' eller bare K. Det virker på samme måde som stoffet PCP, der bliver kaldt 'englestøv'. Brugere beskriver rusen fra ketamin som drømmende, en følelse af at være adskilt fra sin egen krop. Højere doser giver hallucinationer, og man kan havne i det, som bliver kaldt et 'K-hul', hvor det føles som om, man løfter sig op over ens egen krop. Nogle finder det spirituelt, andre kalder det skræmmende.
Det ville nok ikke gå stille af sig, hvis danskere med depression pludselig fik sådanne trip, så derfor er planen følgende:
Lundbeck vil ved hjælp af forsøg med blandt andet musehjerner isolere den del af stoffet ketamin, der har den antidepressive effekt. Og derpå udvikle ny medicin mod depression - uden den effekt, som dele af klubmiljøet søger.
»Vi vil jo meget nødig give patienterne euforiserende stoffer«, som Tine Bryan Stensbøl formulerer det.
Men det er en lang og snørklet proces at nå til den dag, hvor et nyt lægemiddel står på apotekernes hylder. Lige nu er forskerne hos Lundbeck i gang med at udvikle en model, så de med sikkerhed kan måle en antidepressiv effekt af ketamin. De deler en musehjerne i 60 bidder, som hver får et skud ketamin. Og så måler de. En stærkt forsimplet fremstilling kunne lyde sådan her: De leder efter den nøgle i stoffet, der passer i det nøglehul i hjernen, der styrer depressionen. Finder de ketamins hemmelighed, kan de gå videre og afprøve tusindvis af forskellige stoffer for at finde et, der har samme effekt i hjernen som den attråværdige del af ketamin.
Men det tager tid, forklarer afdelingschef Tina Bryan Stensbøl. Hun kigger næsten undskyldende på sin yngre forskerkollega, der har talt begejstret og håbefuldt om modellen med musehjernerne. Og siger så:
»Jeg er ked af at sige det, men der går i hvert fald 15 år, før vi har produktet på markedet«.
»Jamen, så går jeg lidt tidligere hjem i dag«, svarer han med et grin.
Publiceret 28. januar 2014
Kilde :
http://politiken.dk/magasinet/ECE219276 ... hnomiljoe/
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
