En fantastisk post Banisteriopsis! Det er godt med en erfaren Ayahuasca brugers ærlige udtalelser om mit projekt. Jeg vil nu prøve at give nogle svar til de spørgsmål og problem stillinger du har sat op.
For det første, med hensyn til min ven - Jeg har siddet og tænkt meget over det hele aftenen, hvilket jeg har fundet ud af var en god ting at gøre - Jeg syntes jeg har lært en hel del mere om ham som person. Førhen, så jeg ham som min intellektuele mentor, en vis mand der var 40år yngre end han burde være. Men i aftes gik der et par ting op for mig. Dels, virker det til at han har en indre konflikt mellem hans yngre jeg - Den uansvarlige, rock 'n roll singing pseudo-rebel som kan blive ved, og ikke formår at sige stop når han burde. Og dels hans ældre jeg, den gamle intelligente mand med det grå skæg. Nu kender jeg ikke til hele hans livs historie, men den opfattelse jeg har fået af ham er, at han er komplet forvirret omkring hvilken vej han skal gå. Han virker lidt rodløs i sit liv, han flyder lidt frem og tilbage, og på et eller andet punkt har han bare lyst til at give op - Pakke tasken, og flytte tilbage til sin far i de trykke rammer. Det er som om han ikke kan kapere den situation han sidder i, at han fløj fra reden lige det år for tideligt. Jeg tror alt dette kan have en stor indflydelse på hans trip, især da han indtil vidre kun har givet udtryk for at han vil ud hvor han ikke kan bunde. For ham, tænker han måske at det er et wakeup call der kan nedbryde den monotone hverdag - Men jeg tror, at det er langt større en hvad han kan håndtere. Han kunne sagtens gøre sig klar psykisk til det, hvis han bare fik noget tid - Men på nuværende tidspunkt ville det bare gå alt for stærkt. Jeg har derfor besluttet ikke at tage ham med på rejsen, da jeg ikke kan garantere for hans ve og vel. Hvis han vil gamble og give sig i kast med større ting end han kan håndtere, så er det hans valg. Og det respektere jeg. Men jeg skal ikke være årsagen til en potentiel metaforisk drukne ulykke. Vi teenagere tror gerne vi er supermand, men inderst inde ved vi jo godt at det er en selvskabt illusion som er lavet ud af et forvirrets barns naive ler.
En erfaren sitter.. Ja, den er straks svære. Den optimale sitter for mig, ville jo være en person der har nok viden om Asatroens alle 8 verdener, og som kan guide mig på min spirituele rejse. Men blandt mine venner og bekendte, er psykedeliske stoffer ikke noget mange bruger. Det sker, at der er nogen der har Psilocybin svampe - Eller måske enda LSD eller mescalin. Men jeg kender virkelig ikke nogen psychonauts med en god portion erfaring, ja, jeg er rimelig sikker på at jeg slet ikke kender nogen der har prøvet Ayahuasca(Bortset fra en bekendt, som jeg godt kunne forestille mig havde prøvet det. Han er dog en utilregnlig type som blander stoffer uden omtanke for hvad han kan klare, og ofte har vi været nød til at lægge ham i lås pga. voldsomme slag, spark, flaske kast og sågar trusler med smadret flasker - Altså, langt fra en optimal trip sitter). Et alternativ der måske kunne virke, ville være at finde en erfaren Ayahuasca tripper som ville være interreseret i at give mig en introduktion. Her tænker jeg på, at mødes et par gange før og lære hinanden lidt at kende - Hvorefter en af mine tætte venner ville kunne være en slags secondary trip sitter. Min ven ville kunne fortælle noget om hvem jeg er, og den erfaren Ayahuasca tripper ville kunne fortælle om stoffets og dets effekt - Sammen, ville de have et ret godt overblik over situationen. Hvorvidt dette er muligt, at finde en vildt fremmed som faktisk ville sætte alle de timer af til en person de ikke kender, tør jeg slet ikke udtale mig om.
Jeg prøver at visualisere de dødes rige i mit hoved. Jeg har en idé om hvad jeg kan løbe ind i, hvad jeg måske vil se - Og jeg er sikker på at det ikke vil være let. Jeg vil sikkert være pisse bange. Men tanken om min bror har før hjulpet mig igennem svære tider, og jeg har det på en måde som.. Koste hvad det vil, nu skal jeg se ham, høre ham, røre ved ham, lugte til ham, snakke ved ham. Alverdens ondskab vil ikke kunne stoppe mig, da det set med nutidens øjne, virker som om meget af mit liv har været et stort projekt - Et projekt der skulle gøre mig klar til denne enorme udfordring. Jeg har en meget stærk fantasi, eller har i det mindste haft. Imens jeg gik igennem min depressions fase i en alder af 15-17 år, lærte jeg utroligt meget om mig selv. Jeg sad ned, og jeg analyserede mig selv, mine tanker, jeg prøvede at få noget struktur over mine meget plettede barndoms minder, at finde ud af hvad er rigtigt og hvad er skabt af min fantasi.. Men jeg gik også ind i en dæmons verden. Jeg er af den overbevisning, alle har en slags dæmon i sig - Ren og skær ondskab, ukontrolleret vrede. Det var hårdt, og det var forstyrrende - Imens jeg kæmpede mod denne dæmon, fik jeg mange pludselige billeder i mit hoved. Det var alt gigantiske vulkaner, kranier hvis hud var blevet spist af fugle, altre til at ofre på, hurtige glimt af totalt død rundt om mig på gaden(Alle mennesker jeg var omringet af, ville i et kort sekund ligne rådne lig). Men jeg holdt ud. Med tiden blev disse billeder erstattet af en grå mark, med et enkelt dødt egetræ lige midt på den.. Og en mørk, melankolsk skygge siddene i dette træ. Hvis jeg var trist, var dette billed mit skjulested - Et sted hvor ingen kunne røre mig. Billedet sad fast i over et år. Men en dag, forsvandt det. Og det blev ikke erstatet.. Før senere. For en morgen vågnede jeg op, og foran mig så jeg en dyb grøn dal - Vandet var klart, en ørn fløj højt på himlen og spejdede ned, en ulv løb rundt i det tykke krat, en bjørn listede ud af sin hugle, hjortene drak af floden, solen skinnede og der var harmoni.. Dette er det billed jeg render rundt med nu. Stadig et sted hvor jeg kan føle mig sikker, men mest af alt et sted jeg kommer for at tænke - Bare tænke over hverdagens problemer, hvad der går mig på, få rydet ud i alt. Og slappet af. Jeg føler det som om, at dette billede har givet mig en form for rustning - En rustning, hvori intet kan røre mig. En rustning, som jeg kan bekæmpe det onde med. Dette er mere eller mindre hvad jeg husker fra min 15-17årgs alder, den evige kamp, den evige analyse. Tingene er skrevet, som jeg oplevede dem - Næsten som taget ud af en bog, bortset fra dette føltes ægte. Jeg var virkelig i kamp. Og jeg sejrede, og trådte ud som en ny person - Rustet, til at klare verdenen, rustet til at klare ondskab, rustet til.. Bare at klare mig. For det føltes som om, at jeg havde kæmpet mod det ondeste af det ondeste - At intet ondere end dette kunne eksistere. I mine egne tanker ændrede jeg form fra den mørke skygge i træet, til en stor og bred skuldret mand der kunne stå fast, som ingen kunne holde tilbage, som bare kunne marchere fremad. Og jeg gik, men med meget små skridt. For der var noget der holdte mig tilbage - Jeg var uvis om hvad det var, men nu har jeg set det. Det er stadig min bror der hænger fast. Jeg føler, at jeg bliver nød til at møde ham, for at kunne komme vidre - For at kunne se dagen imorgen, og tro på den. Og ikke bare leve i nuet. Jeg er bange for dødens rige, men jeg frygter det ikke. For al den tillid jeg ikke har haft til mig selv igennem det meste af mit liv, kommer susende af alt sin kraft igennem mine åre, min hjerne, mine ben, mine arme, min brystkasse. Jeg tror faktisk på mig selv. Samtidig, ved jeg at jeg ikke vil blive i dødens rige - For 1,5 år siden blev jeg onkel, og jeg elsker min niece. Hun blev døbt i kirken, og jeg blev hendes gud fader, samt stod fader - Min søster vidste udemærket at jeg ikke var kristen, men jeg fik alligevel denne ære. Og siden dengang har min hjerne kredset om at skulle beskytte denne pige, og sørge for at hun kunne klare sig igennem livet. At være en støtte for hende, når hun føler sig alene. Hun er som en magnet, hun vil trække mig op igen - For en del af min sjæl, er fuldt ud dedikeret til hende. Dette var noget af en lang smørre, som jeg måske ikke havde behøvet at skrive. Men jeg tror næppe jeg fornærmer nogen med det, og det føltes godt at komme ud med det på papir. At køre hele episoden igennem, få samlet tankerne om de 3 år i en meget lille koncentreret tekst. Et kapitel af mit liv, hvis du vil.
Puha, det var skam en god information at få! Jeg vidste faktisk ikke at psykiske skade stuer eksisterede, indtil for få uger siden. Efter en lidt for stor mængde amphetamine blev jeg lidt rundt på gulvet, og snakkede derfor med min psykolog. Han rådede mig til at tage derhen, hvis sådan noget nogensinde skulle ske igen. Men jeg har altid haft en vis paranoia over for det psykiatriske væsen, jeg har altid set dem som en slags halv onde skabninger, som blot kaldte sig for gode. Efter diverse fortællinger og historier fra både et par nærre venner og fremmede som alle har været på den lukkede, er jeg blevet mere og mere modstander af psykiatrien. Tilføj et par film som har påvirket mig meget, og den følelse er kun blevet stærkere. Jeg tror sku' at jeg holder mig væk fra den Psykiske skadestue, for når alt kommer til alt, vil deres pacificerende mediciner ikke hjælpe mig. Hvis jeg kommer i kamp med ondskaben, og jeg bliver pacificeret - Så ved jeg ikke om ondskaben ville få overhånd, eller den også ville gå i dvale. Så lige præcist det råd har forhøjet min bevisthed, og fået mig til at tænke på hvem jeg kan stole på - Den nærmeste familie og vennerne.
Det er skam ikke så meget frygten for at brække mig - Jeg forventer at brække mig, før eller siden. Men jeg læste nogen rapporter på nettet, der rapporterede at de brækkede sig før DMTen kunne nå at blive absorberet, og derfor spildte et trip. Hvis det skete for mig, ville det være noget af et skridt tilbage - Dels fordi jeg vil skulle til at forberede min psyke forfra. At give kroppen noget at arbejde med under bræk proccesen, lyder jo faktisk som en god idé. Set i bakspejlet, er det ofte de slemme krampe trækninger, som kun formår at hive mavesyre op, som er værst. Jeg tror at jeg vil spise noget vegetar mad(Uden bønner osv, ting med højt indhold af protein. Højst sandsynlig grønne linser) en 6 timer før, og så drikke en 2-3 liter vand op til "Zero Hour". Hvordan lyder det?
Jeg har læst mig frem til, at noget asthma medicin ikke bør tages samtidigt med MAOI. Jeg har ikke fundet ud af hvilket, men vil bruge min tid på at undersøge det nærmere.
Det skal lige siges, at jeg ikke tror min astma egentlig er astma. Jeg har aldrig fået et rigtigt astma anfald, men derimod en række symtomer som kan være kommet på en anden hvis - F.eks er min hals ikke glad for hash, hvilket kan give kraftige hosteanfald - Efter hosteanfaldet kommer som regl en svimmelhed(Hvilket kun bliver forstærket af THCen), som så går over efter et par minuter. Andre gange har det mere været ting som pludselig hovedpine, kvalme, og svimmelhed - Men det var tilbage dengang hvor jeg tog min medicin fast. Jeg bryder mig ikke selv om medicinen, ihvertifald ikke til brug som medicin - Kommer jeg ind i en daglig rytme med disse to inhalatore, falder min koncentration, jeg bliver hyperaktivt, og ilde til mode - For lige gyldigt hvad jeg gør, er der denne konstante følelse. Spirocourt bruger jeg mere i ny og næ, dvs. ca en til to gange om måneden, for at tilfredsstille min mor. Hun vil jo selvfølgelig gerne have at jeg tager min medicin. Bricanylen er den jeg render rundt med i lommen oftest, og jeg har brugt den en smule rekreationelt(Ved større doser føler jeg en indre rysten, en smule utilpashed - Dvs, ikke et behageligt stof at bruge. Men igennem den her utilpashed og rysten finder jeg et klare syn, så det virker vel som en slags meditation mod større problemer. Jeg bevæger mig dog mere og mere væk fra den), men når jeg endelig tager den er det en slags "vanguard", jeg føler måske der er lidt galt med vejr trækningen, og tager den bare for en sikkerheds skyld. Men jeg står ofte i rum der ikke er meget mere en 7 grader varme, iført en tynd kittel og en skjorte. Der er noget træk, hvilket jo påvirker ens hals og lunger i den grad. Men som sagt, jeg vil undersøge hvorvidt MAOI og Bricanyl/Spirocourt reagere kraftigt med hinaden. Kan det testes ved lave doser af hver, eller skal jeg holde mig til det teoretiske på papir?
Men endnu engang, genial post. Den satte virkelig min hjerne igang, og fik mig selvfølgelig til at gå endnu dybere end i dette projekt, at binde mig endnu mere til det. Jeg føler det næsten som om, det er uundgåeligt at jeg ikke tager på rejsen.
- Det er sku' godt nok et stykke tid siden jeg har skrevet så meget på en enkelt dag, men jeg må vel være "In the zone" idag - For selv om jeg ikke har tænkt over mange af de ting jeg skriver, før, så kommer det hurtigt og naturligt til mig. Jeg kan ikke sige, at alt hvad jeg har skrevet er korrekt - Men dette er hvad min hukommelse og psyke siger til mig.
|