Jeg synes det lyder som en god idé

. Jeg tænkte faktisk lidt over det efter bubber havde skrevet det. Jeg laver jo det der radio-noget hver anden uge, med nogle venner - og jeg er sikker på vi kunne bruge det, evt bringe det i afsnit..
Nå men kapitel 6 kommer her

:
Kapitel 6
”Skal vi ringe til politiet?” Sagde Hardts efter et kort øjebliks begrænset betænksomhed. ”Vi har alle sammen stoffer på os som vi ikke skal have, men det er også bare..” HopIFjordeN så forvirret ud. Hardts synes at kunne forstå hvor han var på vej hen; ”Ja jeg tænker lidt, hvis vi nu ringer til politiet og de kommer herud.. ..Jeg er sku stadig ikke sikker på hvad der er skuespil og hvad der er virkelighed for Dagny..! Jeg forestiller mig en situation hvor han opfører sig helt normalt når de endelig kommer frem.”
”Han er enten en usædvanlig gemen psykopat, eller også er han på én eller anden måde skizofren” fortsatte HopIFjordeN. De havde kigget væk et øjeblik og HopIFjordeN igen kastede et blik ind mod stuen, var Dagny ikke at se nogen steder. ”Han er væk” sagde HopIFjordeN tørt. Hardts følte en sten i maven, han kunne mærke hvordan han begyndte at spænde mere i kroppen. Hans krop havde forstået situationens fare og havde antaget en form for beredskab. CoA rejste sig langsomt op og drejede hovedet rundt for at se ud i det mørkelagte skovområde. De gule lygters belysning var langtfra tilstrækkelig i denne her situation, og der var ikke nok af dem.
Man ville ikke behøve at gå længere væk end 6-7 meter fra huset før man ville være ude af syne inde fra. Regnen var aftaget til støvregn og dalede nu blot langsomt ned, specielt synligt i det gule lys. Det var som om Dagny havde anet at de 3 planlagde at skride til handling. ”Ro på, vi finder ud af det her” sagde CoA, selv godt påvirket af en uvirkelig frygtfornemmelse. ”Det første vi gør, er at gå ind i stuen og tænde alt lyset, vi gør det sammen og vi gør det hurtigt – er I med mig?” Hardts rejste sig op og sørgede for at få deres fulde opmærksomhed. Der gik nogle få sekunder, og så sagde Hardts ”Nu!” ”Vent!” sagde HopIFjordeN med det samme.
”Er døren og til haven lukket?” Han refererede selvfølgelig til vinterstuens alternative indgang. Det var ikke så meget en have som et kortere overgroet græsareal som grænsede op til et gammeldags stakit der havde set bedre dage. Bag det lidt ødelagte stakit lå skoven, som nu var henlagt i total mørke. Han gik selv over og bekræftede at døren nu også var låst.
De rejste sig op og Hardts åbnede glasdøren med et bestemt tag, de var alle på vagt og så snart de kom ind i stuen inspicerede de den hurtigt, hvorefter CoA hurtigt tændte lyset ovre ved døråbningen ud til gangen. De var alle i fuldt alarmberedskab og kiggede med hurtige febrilske bevægelser rundt i lokalet for at være sikker på at et hvert tænkeligt gemmested ville være afsløret. Tilbage var gangen, køkkenet og badeværelset.
”Dagny! – kom frem nu!” sagde CoA vredt.
Det var dog ikke den samme vrede CoA der tidligere havde bandlyst Dagny fra middagsbordet. Denne her CoA var mere nervøs end vred, han var på usikker grund. Klokken var lidt over 23, og Dagny svarede ikke. Hardts og CoA gik frem mod døråbningen. Hardts gik mod venstre for at for et overblik fra serveringslugen, mens CoA gik direkte mod døråbningen. Gulvet var beklædt med gamle planker, og adskillige af dem knagede toneløst når man trådte på dem. Udover gulvbræddernes klagesang var der dog ikke mange lyde at høre, HopIFjordeN stod tilbage ved døren ud til vinterstuen. Han kunne ikke beslutte sig for om han skulle lukke den eller holde den åben, de havde jo trods alt sikret at det ikke var muligt at komme ind i huset derude fra, men han følte sig tvunget til at holde alle muligheder åbne indtil de fandt Dagny, eller i det mindste fik kontrol over situationen.
Først gik CoA til højre for døråbningen og kiggede skråt ind imod køkkenet, der kunne umuligt stå en person i den smule blind vinkel der var tilbage. Samtidig kiggede Hardts den modsatte vej ind af serveringslugen. Havde det ikke været for karmen der delte køkken og gang havde Hardts og CoA kunne se hinanden. Nu kiggede de begge i den manglende vinkel og besluttede at det var tid til at træde ud i køkkenet. På én eller anden måde vidste de godt hvordan de skulle koordinere det, uden tidligere at have snakket om det. Hardts viste CoA tre fingre, og med hvert sekund fjernede han én. Da han ramte nul, sprang han ind gennem serveringshullet, og CoA gennem døråbningen. Der var ingen at se. Hoveddøren var lukket, og stadig låst indefra. Nøglerne lå hvor Dagny havde lagt dem tidligere, på et lille chatol der stod til venstre før døren, parallelt med gangen. Det gav en hvis tryghedsfølelse, og CoA som havde opdaget det, kom med en tung udånding. ”Er han der??” HopIFjordeN stod stadig imellem opholdsstuen og vinterstuen. Hardts bukkede hovedet en anelse så han kunne se ud gennem serveringslugen, han rystede på hovedet uden at sige noget. Han kiggede på CoA og pegede med tommelfingeren ind mod vægen han bag ham. Bag væggen skulle badeværelset ligge, og ingen af dem havde endnu været derude. CoA forstod denne hentydning, som Hardts nu gav videre til HopIFjordeN.
Efter CoA havde tjekket Hoveddøren en ekstra gang, var de alle sammen inde i stuen igen. De gik over mod døren til Badeværelset som ligesom fandtes inde i et indhak der gjorde at den ikke var synlig hvis man trådte ind i stuen fra gangen af. Der var et vindue ud mod haven lige før døren, og da de kom der over, trak Hardts gardinerne for. Det var nogle tunge gamle brune gardiner, ikke specielt pæne. ”Jeg er ikke sikker på om det var smart eller dumt det jeg lige gjorde” tilføjede han. CoA gik forrest og åbnede hurtigt døren. Den åbnede ud af og de andre to var nødt til at træde et ordentligt skridt tilbage da han gjorde det. Han sprang ind i badeværelset og drejede nærmest rundt om sig selv for at få overblik så hurtigt som muligt.
Der var ikke nogen i badeværelset. ”Ok, så vi er løbet tør for værelser, og alle døre er låst ikke?” sagde HopIFjordeN. ”- Og vinduer” tilføjede CoA mens han tog i vinduet på badeværelset, Hardts tog derefter i vinduet tæt ved døren og tilføjede ”Et mærkeligt sted at placere et vindue hvis jeg skal være helt ærlig” Vinduet var kun halvt synligt fra opholdsstuen set ovre fra indgangen af. De faldt alle tre en smule ned for en stund og gik over mod sofaen. ”Han er ikke inde i huset, så meget kan vi fastslå” sagde Hardts eftertænksomt. ”Nej, og det kommer han fandme heller ikke.” Man kunne se uroen vibrere lige under overfladen i CoA. HopIFjordeN kiggede søgende ud i mørket; ”Han er jo derude et sted, hvad fanden laver han!?”
De havde alle sat sig i sofaen, og midt i al forvirringen havde de ikke bemærket de fire kaffekopper der stod på et ellers helt ryddet bord. Én af dem var tomme, det var den med nissen på. De andre stod omhyggeligt placeret i forhold til stolene, og sølvpapiret som CoA tidligere havde sat på, var taget af.
”Det der… er pissehamrende FUCKING CREEPY”, CoA var helt ude af sig selv, og havde så småt problemer med at styre sin vejrtrækning. ”Det er en hilsen” sagde Hardts dystert. ”Dagny vil gerne have os til at vide at han har drukket sin meskalin, og at det er blevet tid til vores portion..” ”Men vi sad jo lige på den anden side af glasdøren og havde frit udsyn, hvordan i helvede kan han have arrangeret det her? – Og hvad med tallerkenerne og de andre ting??” sagde HopIFjordeN med en stemme der fortalte at han var tvunget til at acceptere kendsgerninger han aldrig havde regnet med han skulle stå over for. ”Det blev mørkt mens vi sad derude og snakkede, han kan måske have udnyttet at vi ikke var fuldt opmærksomme?” kom det fra Hardts. ” – ja det er nok det..” sagde CoA. Det synes at berolige ham, hvorimod det synes at have en helt anden effekt på HopIFjordeN. Hardts kunne godt selv fornemme det, det lød sandsynligt nok, logikken var solid nok - men var det virkelig det der var sket..?
Uroen som havde sitret i CoA var nu kommet op til overfladen. Han sprang op i luften så man nærmest kunne føle trykbølgen. ”JEG SKAL IKKE NU, ELLER PÅ NOGET TIDSPUNKT HAVE NOGET MESKALIN-KAFFE FRA DEN FORSKRUEDE STJERNEPSYKOPAT!” Han tog meskalin-kaffen og én efter én, kylede han kopperne med fuld kraft mod serveringslugen så de eksploderede, delvist på serveringslugen selv, delvist på køkken væggen bagved. Der var absolut kaffe over det hele.
Både Hardts og HopIFjordeN havde fået et chok, for slet ikke at nævne – en masse kold meskalinholdig kaffe ud over sig. Stanken var ikke til at bære, den havde en kraftig følelsesmæssig påvirkning på både Hardts og HopIFjordeN. Det stank af CoA’s vrede og Dagnys galskab. Med alle de negative sanseinput i luften, rejste Hardts sig instinktivt op og kunne nu heller ikke styre sig; ”Nu holder du fandme op dit primitive menneske, det er nok at vi har en galning løs.” ”Hold op! – kan I ikke se det?” Der var stilhed et øjeblik. De kiggede begge ned på HopIFjordeN. ”Han spiller os ud mod hinanden!” sagde han. ”Nu må du fandme stoppe mand. Det er jo absurd – han lægger sig ned på gulvet og leger hund så snart han får lejligheden til det, han er fem år gammel oppe i hovedet..” sagde CoA mens han kiggede mistroisk på HopIFjordeN.
”Jeg er nu ikke helt sikker CoA, jeg synes vi har fået bevist at det ikke bare er tilfældigt det hele, jeg er enig – jeg tror han leger med os” Hardts tog sin våde skjorte af og smed den ovre i hjørnet, han gav CoA et irriteret blik. I det næste øjeblik kom der nogle våde knitrende lyde ovre fra hjørnet af. Kort efter kunne de lugte en lettere brændt lugt. Det lugtede som om kaffemaskinen var brændt sammen. En harsk lugt af afbrændt kaffe krydret med den lidt sære lugt af statisk elektricitet. Der blev ikke sagt et ord.