TheBo skrev:
Mikkel skrev:
Buddhister ser lidelse som et stadie, hvor man lærer noget om sig selv og sine medmennesker og får et større indblik i andres lidelse. Lidelse kan derfor være noget positivt og lærerigt for nogle mennesker. Under alle omstændigheder er det - for mig at se - usandsynligt at lidelsen varer ved hele livet, og der ingen vej er ud af den.
Og buddhisterne har da helt sikkert ret - man lærer utroligt meget om sig selv og sine omgivelser, når man har en ordentlig nedtur.
Men du glemmer at tage en ting i betragtning: Hvad hvis man ikke har oplevet andet end lidelse hele livet? Hvordan skal man så se en ende på den?
Hvis hele ens liv har været overskygget af livslede, så kender man jo ikke til andet. Er der så en anden udvej?
Jeg ved ikke, om buddhister har ret. Jeg er ikke selv buddhist. Jeg prøvede såmænd bare at sige, at den tilgang man har til alle ting i livet kan afgøre, hvordan du kommer ud på den anden side. Jeg prøver at have en positiv tilgang til min hverdag - det synes jeg, alle skal prøve. Selvom det i perioder kan være svært.
Jeg er ikke dum, og jeg kan sagtens se, at den tilgang buddhister har til lidelse er deres skjold, der netop beskytter dem mod det samme. Alligevel synes jeg dog, der er sandhed i, at lidelse er en fase, som vi alle gennemgår fra tid til anden.
Jeg tror ikke, der er nogen, der har oplevet et helt liv udelukkende i lidelse. Når man taler om sindstilstandene depression og lykke, så er det jo ikke en enten eller situation. Jeg anser mig selv som værende lykkelig, men for det meste er jeg bare neutral - et eller andet sted midt i mellem. Nogle gange kan vi alle føle os nede. Og nogle gange har vi nogle rigtig gode stunder. Måske er disse stunder værd at leve for.
Jeg tror simpelthen ikke på, at man ikke kan kende til andet end lidelse. Men jeg vil ikke bedømme, hvorvidt et selvmord er den rigtige eller forkerte løsning - det skal være op til personen selv i situationen. Selvmord er et valg.