Psychedelia.dk

Men nu er traditionerne jo ikke direkte årsag til rovdrift, materialisme, krige, etc. Det er jo et biprodukt af noget andet end kun traditionen.
Jeg vil mene, at en sand dynamisk sameksistens kommer ved en mere korrekt forståelse af traditionen, og den styrke der ligger i den til at kunne sameksistere og lære af andre kulturer på en udviklende og åben måde. Vi kan alligevel ikke smide traditionen ud af vinduet. Det er jo det grundlag vores ideer, udsyn etc. har bygget til at viderebygge på i en global kontekst. Og jeg mener alle traditioner. Alle traditioner skal kunne co-eksistere.

Desuden: vil du ikke mene det er et udtryk for en undertrykkende idéimperialisme at vægte Bevidsthed når der er, i hvert fald, en stor tradition der taler om no-mind, sunyata/kuu, betinget sam-opståen. Jeg ved godt, at jeg sætter dine ord meget på spidsen ved dette. Men det er mere for at spørge hvilket grundlag monokulturen skal bygges på?

_________________

Nu så jeg lige videoen igen. Argumentet for nødvendigheden af den globale empatiske ekspansion, der skal gøre os i stand til at føle med ikke blot alle mennesker, men også dyr, planter og småsten, er baseret på bevidsthedens evne til at skabe nye, omfangsrige fiktioner, der muliggør dannelsen af empatiske bånd med stadigt større uafhængighed af tid og rum.

1. Aben oplever samhørighed med mennesket, der kæmper med en nød. Aben forstår at mennesket er i præcis samme situation som den selv var sekunder før og empatien blomstrer.
2. Dette eksempel illustrerer hvorledes vi som mennesker har været afhængige af denne empati i den præhistoriske periode. Empatien var basis for en stammebaseret, kollektiv bevidsthed, der var altafgørende for overlevelsen. Den mellemmenneskelige empati kobles med muligheden for kommunikation og dækkede derfor kun vores 'råbe-afstand'.
3. Udviklingen af skriftsproget udvidede vores empatisfære, som bliver illustreret ved massereligionens spredning.
4. Den industrielle revolution muliggør større markeder via teknologisk udvikling, og danner grobund for et nyt empatisk fællesskab i nationalstaterne.
5. Vores nye muligheder for kommunikation barsler en ny æra -det empatiske globale samfund, der ikke sætter nogle grænser for vores medfølelse og samhørighed med jorden selv.

Tro på dette hvis du lyster. Fra mit perspektiv er der ingen grænser for, hvor vanvittige disse påstande er.

---
En lille håndfuld indvendinger:

-En stigende abstraktion i kommunikationens karakter lægger en kraftig dæmper på, hvor stærke empatiske bånd denne formår at understøtte. Ser jeg en person falde på gaden og slå sig grusomt, vil jeg straks spørge om vedkommende er okay og om jeg evt. skal ringe efter en ambulance. Ser jeg en tilsvarende situation i fjernsynet eller på youtube griner jeg gerne højlydt, hvis faldet ser komisk ud.

-Den ovenfor skitserede 'empati-historie' er fortællingen om en følelse af fællesskab, der fjerner sig længere og længere fra forbindelsen til naturen. Dette illustreres ironisk nok af tegningen omkring 5:41:
Stenalder-manden tænker på: belonging, sex, food, shelter.
Middelalder-manden tænker på: food, social position, God.
Det moderne menneske tænker på: football, coffee og... noget jeg ikke kan tyde.
Alligevel konkluderer videoen, at denne udvikling åbner muligheden for et altomfattende, empatisk bånd med hele den virkelighed, som mennesket gradvist har fjernet sig fra.

-En optimistisk udlægning af menneskehedens historie har altid en pessimistisk underside. Optimismen repræsenterer et ønske om, at kunne have høje forventninger til fremtiden og tiltro til, at tingene går i 'den rigtige retning', på bekostning af et realistisk billede af de problemer samfundet står overfor og hvilke årsager der har skabt disse problemer. Hvis man anerkender at miljøproblemer findes i virkeligheden (og det virker det til at du gør) må man også indse, at disse er en klar konsekvens af den teknologiske og sociale udvikling: naturvidenskab – industriel revolution -forbrugssamfund – globalisering. Karakteristisk for optimismen er netop det svar, som du selv kommer med: Teknologien redder os alligevel til sidst (Kristus kommer!).
Dette skriver jeg ikke for at være pessimist. Pessimisme er en tilsvarende ukonstruktiv holdning: 'Vi ved at problemerne er så store at der ikke er noget at gøre, derfor har vi en bekvem undskyldning for at synge endeløse, selvmedlidende klagesange.'

-Opblomstringen af massemedier betyder, at en enorm 'vi-vil-jo-alle-sammen-det-gode'-stemning kan piskes op på ingen tid. Det er hvad vi med jævne mellemrum er vidner til, i forbindelse med Live Aid-koncerter, gigantiske TV-shows til fordel for Haiti osv. Dette betyder imidlertid ikke, at vi 'føler med' Haitis befolkning på en synderligt oprigtig måde. Lidelseshistorierne forsvinder hurtigt fra medierne, fordi folk bliver trætte af at høre om, hvor forfærdeligt det alt sammen bliver ved med at være:



http://news.yahoo.com/s/nm/20110109/wl_ ... ti_quake_1

Verdens gode intentioner kan ikke rede et fundamentalt disfunktionelt samfund fra kollaps. Det er imidlertid heller ikke hvad støtte-koncerter, indsamlinger osv. drejer sig om. De drejer sig om en momentan følelse af samhørighed og optimisme på vegne af menneskeheden og en verden, vi i stadigt højere grad føler os fremmedgjorde og magtesløse over for.

---
I alt beskedenhed vil jeg foreslå følgende som mere realistiske indfaldsvinkler til morgendagens samfund:

-Lokalisering i stedet for globalisering.
-Genetablering af traditioner frem for global monokultur (som Odden er inde på).
-Mindre universel medlidenhed(!). Glem verdens fattige og fokuser i stedet på genetablering af samhørighed i nærmiljøet.
-(Fodnote til ovenstående punkt: Positive værdier (kultur) er ikke kun inkluderende, men i lige så høj grad ekskluderende. 'Kulturelle' værdier, der omfatter alle mennesker, er strengt taget slet ikke værdier. At etablere et positivt defineret fællesskab er ikke ensbetydende med at tænke på- og tage hensyn til alle dem, der potentielt er udelukkede fra fællesskabet. Tænk på den humor i har sammen med jeres venner og overvej hvad der er vigtigst: At den er sjov eller om den måske kunne fornærme nogle mennesker?)
-Tag menneskelig forskellighed alvorligt: Ikke i form af 'vi har alle sammen lov til at være her, men i form af det er hverken nødvendigt eller gavnligt, at alle mennesker principielt skal kunne leve side om side.

Edit: rettede småfejl og en genstridig quote. 'Du' i ovenstående refererer naturligvis til QuaZ.

Jeg er med Arpheus langt hen ad vejen her.
Jeg skrev faktisk en artikel om vigtigheden af at lokalisere istedet for at globalisere. Og det er en vigtig pointe!

Lige i forhold til teksters udbredelse: Så kan det også have den negative side at forstærke dogmatik og had. Det har vi også set før.

_________________

Jeg er meget enig. Hvis det skrevne ord giver mulighed for at føle empati med andre mennesker på et mere abstrakt og universelt grundlag, åbnes muligheden for at hade og foragte andre mennesker på et mere abstrakt og universelt grundlag simultant.

Jeg er klar over at det er en flad udmelding, men jeg er sådan set lidt enig med alle og dog alligevel ikke helt. Jeg tror ikke, der behøver at være den store uenighed her.
Jeg er med på lokaliteten. Det er vigtigt der er en forankring i det nære miljø og det synes jeg er så indlysende, at det ikke behøver yderligere forklaring (yderligere). Hvorvidt man bør hjælpe naboen, så tror jeg det føles naturligt for de fleste. Hvad angår den anden side af jordkloden, så bliver det mere abstrakt, men jeg kan ikke se noget galt i, at hjælpe andre med at opbygge deres lokalområder. Ikke nødvendigvis af medlidenhed, men af nødvendighed (ellers ender problemerne jo her alligevel).

Hvis vi antager, at vi alle er af det samme mener jeg ikke det betyder, at vi nødvendigvis skal stræbe efter en global monokultur, men snarere en respekt for hinandens forskellighed og øget samarbejde mellem adskilte lokaliteter (indenfor denne enhed) og accept af de illusoriske grænser jeg tror vi har brug for, for at begribe verden.

Genetablering... Eller nyskabelse og plads til nye eller andre traditioner, med respekt for de grænser der kan hjælpe os med at rumme siderne af totaliteten. Jeg tror også det er vigtigt at acceptere, at vi ikke nødvendigvis alle sammen kan eller skal leve side om side, men om ikke andet, så dog respektere hinandens forskellige udtryk og grænser.

Jeg orker ikke at finde links, men har læst om en del alternative samfund, hvor mennesker der for eksempel er trætte af det materielle ræs (det kunne være enighed om alt mulig andet), slutter sig sammen og har (tilsyneladende) velfungerende samfund indenfor nationalstaters rammer og uden at ligge i konflikt med nationalstaten, det synes jeg lyder fedt. Jeg har også læst om idéer om at bygge flydende samfund i internationalt farvand, der er selvforsynende. Så ville man kunne få lov til at "melde" sig ind, hvor man synes man passer bedst ind. Lidt for science fiction og naivt for nogle måske, men hvem ved. Jeg synes det lyder som en fed vision (så er vi også ude over eventuelle problemer med oversvømmelser).

>03-04:
Jo, vores forestillinger om altets natur - verdenssjælen (eller hvad man vælger at kalde det), er forskellige og det tror jeg som sagt, er fordi vi ikke kan fatte totaliteten. Derfor har jeg også afholdt mig fra mig den arrogance jeg synes det i virkeligheden er, at tro man kan definere det yderligere. Selvom jeg er arrogant nok, til at bilde mig ind, at min fornemmelse er rigtig. Jeg kan dog kun have fornemmelser eller forestillinger, ikke en sikker viden og den fornemmelse kan selvfølgelig være forskellig fra andres.

Den universelle enhed (eller samhørighed) er ikke noget vi behøver at bevæge os imod på vores midlertidige materielle plan, den ér for mig en realitet.
Jeg ligestiller ikke samhørighed med fred eller fravær af modsætninger, det opfatter jeg som en ret naiv forestilling indenfor overskuelig fremtid. For en god ordens skyld, så definerer jeg enhed og samhørighed på den måde, at vi er af det samme, uundgåeligt er knyttet til hinanden (gennem vores næste i bogstavelig forstand) og principielt har samme vilkår (liv, død osv.), alene ved at være et live.

Jeg tror, at forsøg på at skabe paradis på jord (i forståelsen af paradis som fravær af modsætninger) formentlig vil ende i det modsatte - ensretning og nivellering (som i også er inde på med de dogmatiske tekster). I bedste fald kan det ende med at sidde i rundkreds og sige "uhm" uden nogen form for dynamik overhovedet (indtil en eller anden får nok) eller en ligegyldig forbrugskultur (hvor vi er nu) i værste fald Charles Manson eller holocaust.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at menneskeheden forsøger at arbejde sig hen imod større forståelse og bedre betingelser, for at ha det så godt det er muligt, indtil fysiske (eller guddommelige) love river freden i stykker. Alene den forståelse og respekt for de tilsyneladende modsætninger kan måske forhindre, at vi i det mindste ikke ender med at slå hinanden ihjel.

Jeg tror den endelige fred eller forening først opnås tilfredsstillende i døden, hvorefter det hele muligvis starter forfra eller andet jeg ikke kan vide med nogen form for sikkerhed.

Jeg er derimod ret sikker på, vi ikke kommer op til 72 ludere i paradis (som jeg i går fandt ud af Burroughs meget morsomt har skrevet). I livet er det en synd, men når du kommer i paradis gælder det om at gå amok i sprut og sex - det er sgu for primitivt. De harpespillende mennesker med vinger er også et udtryk for en personificering, der afslører en begrænset menneskelig forståelse (men dog menneskelig), ligesom den hvid skæggede alvidende fader i himlen. Måske bruges den personificering, for at gøre det begribeligt, eller (hvad jeg anser for mere sandsynligt) for at sikre magten.

Jeg fik startet med det konkrete og endte mere udsvævende, sorry.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Hah lovely! =D .. tak for det indlæg! Enig i din udlægning !:-)



Er de ikke? Hvad med kulturer som ikke havde tradition for rovdrift eller materialisme, eller vores andre samfundsskabte problemer? ..
Traditionen er bare født ud af tankemåden ...

Men det er jo så bare en anden tradition ... Men præcis som du skriver til sidst - co-eksistens - dynamisk sameksistens - men samfundet er blevet globalt, fordi vores evne til at bevæge os er blevet globalt, og vi bevæger os


Jamen monokulturen skal ikke bygges ... Den skabes ... Den skabes som et bi-produkt af vores globaliserede kultur og informationstilgængeligheden ...
Computere eller rettere Internettet og hvad det faktisk er en fysisk manifestation af og den kritiske masse det har opnået, som mange ting har opnået ...

Men her begynder vi at bevæge os ud i noget som ikke handler om at ha' ret eller uret men om at se/tro, eller evnen/viljen til at se igennem en andens briller for i sandhed at forstå "dét" ...

Men for at svare på dit spørgsmål - monokulturen skal bygges det helt elementære - forskellighed.


Så vi lærer altså at forholde os til noget vi ser, på ligeså mange forskellige måder som vi ser/oplever dem på? Både den nære og den fjerne relation - vi lærer også hvordan vi kan distancere os fra noget som vi ellers ville være meget berørte af hvis det skete foran os.
Samme historie som Haiti - noget som er MEGET langt væk, ville vi normalt være ligeglade med - men det at vi kan bringe det tæt på, kan vi vælge at gøre noget
Vi Bryder altså med en tidligere Rigtig/Forkert opfattelse? Vi Krydser altså ift. standpunkt?


Man kan ikke fjerne sig fra noget man essentielt er en del af ? ... elastikeffekt ...
Det post-moderne menneske kunne tænke på: fællesskab, individualisme, bæredygtighed, samhørighed, difference, interdepens .. sammenfiltring ..


Kig tilbage i tiden .. Det er altid gået godt, for vi lever stadig så hvorfor ikke være optimistisk ?



Vil du påstå at ingen blev oprigtigt berørt?:-) Journalister, nødhjælpsfolk mfl. som var tilstede pga. vores fælles (massemediernes) opmærksomhed på det...



Momentan ... lad os forsøge at skabe endnu en konstant? .. Vi skabte jo også penge? ... Penge der kom ud fra vores gensidige behov for at kunne udveksle varer.



1. Gør det lokale, det globale
2. Traditionerne kan ikke "genetableres" ? traditioner skabes og er flydende som menneske der skaber dem er ... Ingen monokultur - multikultur.
3. Det punkt kræver vist en total redefinering af ens rolle ift. samfund ...
4. "tage hensyn til alle" - er der netop ikke mange kulturer de har netop dette som værdi? Hvornår lærer aben at stoppe med at tænke på, hvad alle de andre aber tænker om dem? .. Nå ja, reflekteret Ego - men det skranter jo med -> øget bevidsthed ..
5. Vi søger kun sammen i flokke hvis det er nødvendigt eller gavnligt ... Når du går ind i bussen og kigger efter en plads, søger de fleste en fri dobbeltplads, selvom man kun har brug for een plads .. men er det nødvendigt eller gavnligt sidder vi os ned ved siden af en anden ...
http://www.youtube.com/watch?v=sYcXe-sHZ74


Men had er også bare kærlighed?:-) jeg tror jeg pointerede det tidligere ? ... Misforstået kærlighed .. Kærlighed værende det at ville investere tid/energi i et andet menneske.

nonzero .. zero-sum .. non-zero-sumness
http://www.youtube.com/watch?v=wcZFIy2mfyE
http://www.ted.com/talks/robert_wright_on_optimism.html
http://www.ted.com/talks/robert_wright_ ... ssion.html
http://en.wikipedia.org/wiki/Nonzero:_T ... an_Destiny

Namaste

Hey QuaZ

Jeg er bange for, at du forveksler din egen bevidstheds udvikling med verdens udvikling.

...eller hvis du foretrækker det sådan her...

Du er bange for, at jeg forveksler din bevidstheds udvikling med verdens udvikling.

Er begge dele ikke lige gyldige og er alt i så fald ikke ligegyldigt?

Kærlighed er bare en anden form for frygt.

Well jeg er ikke bange for at du forveksler noget, jeg nyder idé udvekslingen, processen
Jeg ved tilgengæld at "videnskaben" fortæller at i det her sammenfiltrede univers udvikler intet i universet sig uden noget andet - alt er "interconnected" ... hvis man tillader sig selv at være lidt abstrakt og drage paralleller i mellem partiklernes opførsel og vores opførsel ... se sammenhængene .. så er min og din bevidstheds udvikling, også en del af vores kollektive bevidstheds udvikling?

Jeg forstår godt charmen i at 'snakke i cirkler', som er den måde jeg forstår dine indlæg på. Altså, åbenhjertigt at formulere hvad man selv læser ud af en anden brugers indlæg og poste det som svar, for derefter at læse denne brugers svar, som om han gjorde det samme -hvilket han/hun/den/det jo altid vil gøre på den ene eller anden måde alligevel. Som Charles Manson så smukt har formuleret det: 'I tell it to me and you tell it to you... in fact, that's my whole philosophy'.

Min spådom er dog, at du på et tidspunkt bliver træt af det og vil tilegne dig nogle mere principielle standpunkter, som du så vil argumentere ud fra. Men det må tiden jo vise.

Tilbage til diskussionen:

Som en hyldest til dig, Odden, arpheus og psychedelias læsere generelt (og for at undgå arbejdet på min egen eksamensopgave) har jeg skrevet følgende indlæg om virkelige og metaforiske katastrofer, på baggrund af en af dine tidligere kommentarer.



Ved at spise rottegift lærer vi, at den slags er ubehageligt og yderst sundhedsskadeligt. Vi fortryder måske at vi har gjort det efterfølgende, men dette redder os ikke fra at have ondt i maven i lang tid. Mens vi ligger i sengen overvejer vi de talrige, glædesfyldte ting vi kunne have beskæftiget os med, hvis vi ikke havde været så naive at tænke 'der sker nok ikke noget og det smager jo sikkert meget godt'.

Samme historie med, eksempelvis, den store TV-galla og -indsamling til fordel for Haiti -noget som end ikke kan spises, men dog bragte os, Danmarks Radio og Hella Joof i et mægtigt humør, alt imens vi så de 100.000-vis af kroner skylle ind, til støtte for den stakkels, jordskælvsramte ø. Vi blev glade, fordi vi i vores hjerter tænkte: 'Det skal nok gå alt sammen', 'verden er jo alligevel et godt sted' og 'se hvor flotte kjoler de kendte har på'. Hvad vi, -ikke den lille minoritet af rapportere, ikke nødhjælpsarbejderne eller Jørgen Leth -men vi, det store danske og internationale flertal af mennesker tænkte var, at når det virkelig gælder, så kan vi alle afsætte lidt af vores private velstand, for at hjælpe de mindre heldige -på trods af, at disse befinder tusindvis af kilometer borte. For en aften fik vi endelig lov til, ikke blot at tro-, men at se bevist for vores øjne, at den universelle følelse af medmenneskelighed kunne strække sig til de fjerneste egne og gøre en virkelig forskel.

Eller hvad?

Det tankevækkende og sjove ved efterskælvet af international medlidenhed, som den 10-20 sekunder lange naturkatastrofe forårsagede var- og er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt pengene faktisk hjalp noget. Mere end et år efter begivenheden er landet stadig forarmet, men det hører vi jo ikke noget om. Det er fordi lidelseshistorier uden videre udvikling har kort levetid i medierne. Vi har vel alle en vag idé om, at pengene hjalp -der var jo så mange -men vi ved ikke rigtig hvordan de hjalp. Faktisk er vi nok ligeglade. Flertallet af os gider ikke undersøge det, fordi bevidstheden om at vores lille bidrag hjalp en smule er nok for os. Men hvad har en sådan holdning med solidaritet at gøre? Med international samhørighed og empati? Vores bevidsthed om at vi gav betyder mere for os, end hvad vores penge specifikt gik til og om de nu blev forvaltet på ansvarlig vis. Hvis der var læsere og seere i den slags overvejelser, ville medierne nok viderebringe noget information. Ellers kan vi jo selv følge med, via nettet. Men hvor mange af alle dem der gav gør dette? Mit gæt er under en promille.

Men var det ikke følelsen af medfølelse og international empati vi så helhjertet lovpriste ved TV-gallaen? Glædede vi os i virkeligheden snarere over en idé om, at verden for én gangs skyld var, som den burde være? At vi alle hjælper hinanden? Men hvis TV-gallaen gik ud på at fejre en forestilling om, hvordan verden ideelt set burde være -men ikke er -så glædede vi os jo ikke over det realiserede globale sammenhold og den almenmenneskelige empati, men derimod over en illusion om disse. Vi donerede penge, musikere optrådte gratis og stjernerne kom og fremviste deres flotte kjoler, fordi vi alle så inderligt ville ønske, at illusionen kunne være virkelighed -bare for én aften.

Dette er hvad man kalder en kollektiv vrangforestilling. Den enkelte kan bestemt lære meget af, at overveje årsagerne bag sådan én. Det gør den dog ikke mindre foruroligende.

Hvorfor er denne type 'velgørenhed' så foruroligende?

Fordi TV-gallaen og alle de mange indsamlingerne fandt sted i virkeligheden (den, vi alle sammen lever i), men var motiveret af en idé, der kun findes i fantasien. Ja, kun kan findes i fantasien. Der var- og er ikke det fjerneste håb om, at en oprigtig global medfølelse nogensinde kommer til at eksistere. Hvis den menneskelige empati faktisk kunne strække sig så langt, som Haiti-kollektiv-psykosen så hjertens gerne ville give indtryk af, ville der reelt ikke længere være tale om empati overhovedet. Vores familie og venner ville tage kraftigt anstød, hvis vi var 'empatiske' over for dem på samme måde som over for haitianerne.

Hvad står vi så tilbage med, under alle disse lag af indbildning? En række musikere, TV-stjerner og almindelige mennesker, der for en enkelt aften gik sammen om at underholde, paradere i prægtige kjoler og donere penge, for at fejre et jordskælv i den tredje verden. 'Endelig noget meningsfuldt at bruge vores overskydende penge på!' Ville kollektiv sorg ikke være mere empatisk? Nej, der skal musik til!

At distancerer sig fra katastrofer der sker langt væk havde jeg lært lang tid før jordskælvet på Haiti. Det rystende var, hvad der skete lige for øjnene af os.

Jeg glemte helt at svare på dit spørgsmål: Men hvis forbindelsen alligevel er til stede, kan du se ovenstående indlæg som et passende svar.

Hahah ja da absolut ...
Hvorfor jeg også valgte at svare i første sætning
Jeg nyder processen - sagt på en anden måde - jeg elsker at blot leve livet

Din spådom er gået i opfyldelse, jeg har tidligere i livet tilegnet mig nogle meget stærke og principielle standpunkter - disse udvikles hverdag, men de er mine der kommer intet ud af at diskutere i absolutter eller om hvem der har ret og uret ... hver har sin tese ..

Og til dit lange svar



ENIG !
MEN ... Hvornår er illusionen sand? Og kan enhver illusion ikke efterlignes i virkeligheden? Jeg mener - kan vi VIRKELIG forestille os noget, som ikke findes? ..
Den illusion skabte for nogle mennesker meget reelle, virkelige reaktioner - men implikationer i deres virkelige liv ... På planer de måske ikke selv endnu er bevidste omkring .. Det er det smukke ved bevidsthed .. Det behøver ikke at man følger med, det kan godt udvikle sig uden een men før eller siden river den een med .. elastikeffekt ..
Spontan selvrealisering (?:)) Hvad er spontanitet drevet af? .. Det ubevidste? ^^,
Hvad er verden blot end en illusion af hjernen og vores sanseorganer? ...

Indsamlingen til Haiti og illusionen deri var et nødvendigt virke i det store hele ...

Er spørgsmålet i sandhed ikke HVAD det er der skal trigge det her paradigme skifte?

I stedet for at drage frem hvad der taler imod en fælles empatisk fremtid, i fortiden .. en tid vi nok eksisterer ud af, men ikke lever på ... skulle fokus så ikke ligge på hvad der skulle til for at opnå det? eller en anden ønskværdig fremtid ?:-)

På den ene eller anden måde vil vores forestillinger altid have en relation til virkeligheden. Men stemmer vores virkelighed ikke overens med måden, som vi selv tolker vores grundlæggende forestillinger om verdens karakter, skaber dette imidlertid problemer. Hvis jeg er overbevist om, at jeg kan ophæve tyngdekraften, vil det ikke ændre på det faktum, at min krop falder mod jorden når jeg hopper ud af vinduet. Hvis jeg til sidst anerkender, at jeg ikke kan blive ved med at hoppe ud af vinduet uden at slå mig selv ihjel, men ubevidst ikke vil opgive min forestilling, kommer jeg i konflikt med mig selv. Jeg bliver et eller andet sted ved med at tro, at jeg en dag finder en måde at realiserer min latente evne til at ophæve tyngdekraften, selvom jeg på et rationelt plan bliver stadigt mere klar over, at dette er nonsens. Hvis den indre konflikt bliver alvorlig, bliver jeg neurotisk. Jeg udvikler 'psykosomatiske' sygdomme og er en belastning for mine omgivelser og ikke mindst mig selv. Jeg fungerer ikke på nogen måde og kan ikke lave alle de ting, som jeg tidligere holdt så meget af. Min eneste trøst er, når jeg kan få lov at ligge alene i min seng og drømme om at svæve højt over jorden og kigge ned på de små menneskesamfund.

Neuroser kan opstå i såvel individer, som fællesskaber og samfund.



Nødvendig måske. Men det jødiske samfund har jo også deres grunde til ikke at hylde Hitler, hvor stor en historisk nødvendighed nationalsocialismen end var. (Det er herligt at sætte ting på spidsen!)

Mao.: At alt hvad der er sket i historiens løb på den ene eller anden vis har været udtryk for en nødvendighed, er ikke ensbetydende med, at vi skal bifalde alting. Man har vel smag.


Jeg forsøger at også at få noget positivt (forståelse) ud af noget negativt, eller forvirrende (glæden over apokalyptiske naturkatastrofer på den anden side af kloden). Forståelse for begivenheders årsager har aldrig skabt et mindre ønskværdigt samfund.

Jeg forstår godt hvorfor at den negative eller forvirrende oplevelse af hvad du opfatter som glæde over apokalyptiske naturkatastrofer, når livet anskues som værende enkeltstående - men hvis livet er noget gentagende er døden ikke et nødvendigt onde, men blot en proces meget lig skolebørnenes sommerferie ...

VISIONS movie trailer og selvfølgelig Zeitgeist: Moving Forward

Namaste

Du virker både eksalteret og overfladisk og kan næppe være så gammel. I forhold til din arrogante og overfladiske bemærkning til mit tidligere indlæg, så læs det der stod.

Ud af en naturkatastrofes ødelæggelse springer nyt liv, men den betyder lidelse for dem der oplever deres egen og deres nærmeste smerte. Uanset om døden er en overgang og en proces, så er den ikke en latterlig leg. Dine indlæg stråler af overfladisk umodenhed.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Tak, Arpheus. Jeg var lige ved at skrive det samme.
Undskyld mig, QuaZ, men du virker lidt som en kopi af Zeitgeist bevægelsen og de andre film du linker til. Derfor er det også svært at gå i dialog med dig, fordi du ofte ender i det man i filosofien kalder ignoratio elenchi, som i bund grund er, at du modargumenterer noget som vi slet ikke har sagt, fordi du bliver ved med at misforstå det, i det du ikke kan læse andet i vores indlæg end dine egne holdninger. Derfor stoppede jeg også med dialogen.
Jeg vil foreslå dig, at læse, så vidt muligt uden at læse dig selv og dine holdninger ind i det, noget du umiddelbart er helt uenig i. Men at læse det så du forsøger at forstå forfatteren så godt som muligt, og venter med at dømme ham/hende indtil du ser en anden pointe end din egen. Det er svært, jeg ved det, men det er en skidegod øvelse i at lære at læse en tekst, og forstå tankestrukturer istedet for bare at kopiere dem.

_________________

Ikke som direkte kommentar til nogle af jeres ovenstående tekster, snarer lidt OT, men jeg tænkte, ja.. -
http://athenism.net/video/athenes-theory-of-everything?xg_source=msg_mes_network

QuaZ har du beskæftiget dig med psykosyntese, Roberto Assagioli eller Edward Tolle?

Den her debat har været meget tæt på OT et stykke tid - og hvis den ikke har været OT så er det link heller ikke OT hehe ..

Mener du Eckhart Tolle? Hvis ham så ja Og ditto på psykosyntesen og Roberto ... Osho's Ego-Det Falske Center arbejder jo efter samme principper ..

Jeg mente selvfølgelig Eckhardt Tolle.. Okay, jeg syntes nok, at jeg kunne genkende nogle af dine pointer og indfaldsvinkler derfra. Er psykosyntesen noget du benytter dig aktivt af?

Jeg læste et par af dine andre indlæg i de andre tråde under psykedelisk filosofi mm, og det virker som om, at du har læst på lektien Igen igen ot, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om du har nogle erfaringer med lucide drømme af nogen art.

Hey dudes.
Elsker det her forum! Det er meget individuelt hvorfor folk eksperimentere med stoffer. Nogen bruger det som en flugt fra virkeligheden, som kan være af forskellige årsager. Andre bruger det til at ændre deres perspektiv på forskellige områder. Jeg har sågar oplevet folk der bruger det som motivator for at stå op og morgen og gå på arbejde! Selv bruger jeg det til at undgå stress, jeg arbejder på et reklame bureau som nogen gange køre i et lidt højt tempo og jeg har røget pot, skunk og hash stort set hver dag i 3 år og jeg har fundet ud af at alle de unødvendige ting jeg går og bruger energi på blive skilt fra, så jeg kan fokusere på det der er vigtigt. Jeg har også fundet ud af mine politiske synspunkter er gået fra konservativ til SF'er over de 3 år. En anden ændring jeg har haft personligt, er et problem jeg har med at jeg bliver ubehagelig, utilregnlig og aggressiv når jeg drikker meget alkohol, men nu ryger jeg og så bliver jeg fredelig og eftertænktsom.

Det ligger til den menneskelige natur ikke at være tilfreds med noget, så snart vi få noget vil vi have noget nyt. Vi er grådige fra naturens side, som også har gavnet den menneskelige races i mange hundrede år. Men i en verden hvor handel, materialisme og penge er blevet den nye religion, skal vi passe meget på at penge ikke bliver mere værd end mennersker som der er en stigende tendens til.

["Jeg kan huske at jeg som ung, da jeg både havde massere af venner og en daværende dejlig kæreste, og alting bare kørte på skinner, tænkte: "Der må være mere i verdenen, end bare at have det sjovt, og komme "fornøjligt" igennem livet"]

Jeg oplevede noget meget lignende, men er kommet til den konklusion at du selv sætter målene for hvad der er et godt liv og du helt selv bestemmer hvordan du vil have det. Det er jo det fede ved at leve. Du kan stort set selv bestemme. Alle dine valg har en konsekvens, men valget er dit alene.

["Mange år senere, og så slog det mig jo pludselig, vi, mennesket bestræber altid noget mere, vi vil altid have mere end vi allerede har. Er kærlighed ikke den sande lykke, det bedste "drug"?]

Jeg har kun været forelsket én gang, og ville gå igennem ild og vand for hende. Jeg tror ikke der er noget større end den følelse man kan få som når man er nyforelsket, der er kun dig og hende. Hvis hele verden gik under, det ville være ligemeget for du ville dø med et smil på læben, ved at vide hun også elsker dig.

Personligt bruger jeg kun hash/skunk som rusmiddel, og det er ikke kun for at sumpe ud, men mest fordi jeg føler at det skærper mine sanseindtryk, og giver en hel ny dimension til musik/film/bøger/samtaler/tegning.

Men jeg er dybt fascineret af de lidt tungere stoffer - ikke sagt at jeg er intereseret i at bruge dem selv. Før i tiden fik jeg uro i maven, når jeg så folk bruge hårdere stoffer, jeg mente at man flygtede fra virkeligheden (og det er der sikkert også nogle der gør) og at det var "farligt". Nu er jeg af en helt anden holdning. Og som udefrakommende sammenligner jeg brugen af psykedeliske stoffer, med at springe i faldskærm, og ting af samme skuffe. Jeg forstår det som en oplevelse, dog med en risiko, men ikke større end at kaste sig ud fra en bro med en elastik om benene. Personligt er det ikke noget for mig, jeg elsker at høre om folks oplevelser under virkningen, og en farverig fortælling gør rigeligt for at jeg kan leve mig ind i oplevelsen. Opkvikkende stoffer siger mig tilgengæld ingenting ikke engang koffein.

Da jeg selv er agnostiker grænsene til atheist kobler jeg personligt ikke stoffers virkning med religiøse oplevelser. Jeg tror at et "troende" sind påvirker virkningen lige så vel som virkningen påvirker sindet, og derved skaber en "mysisk" oplevelse for brugeren, ligesåvel som velkendte teknikker som trance, meditation, chanting etc etc. gør.
Ikke noget banebrydende indlæg herfra ville bare lufte et par af mine holdningen til tråden.