Psychedelia.dk

Her er en lidt dårlig ting jeg skrev om Positivisme of Hermeneutik, men den bestod.. så den er fin fin ... og her er den til jeres "fornøjelse"

==============================================

Indledning.

I denne opgave vil jeg undersøge de to videnskabsteoretiske positioner; Positivismen og Hermeneutikken, som disse så ud da de opstod i starten af 1800-tallet.
Jeg vil starte med at undersøge hvad positivismen er med udgangspunkt i teksten De tre stadiers lov, af Auguste Comte. I denne tekst opstiller Auguste Comte, sit positive videnskabsbegreb, og der skal ses på hvilken måde dette bliver opstillet på. Der skal kigges på i hvilken sammenhæng positivismen opstår, dens udviklingssyn, og dens vision i fremtiden, for fremtidige måder at drive videnskab på. Efter dette skal der ses på Hermeneutikken som den ser ud med, og opstår hos, Friedrich Schleiermacher.
Disse to videnskabsteoretiske positioner opstår begge i starten af 1800-tallet, men bærer vidt forskellige videnskabsidealer. De to positioner vil blive præsenteret med deres grundtemaer, og der vil til sidst kigges lidt mere på hvordan de to positioner står overfor hinanden mere præcist. Dette vil dog nok være klart efter præsentationen af dem, men for god ordens skyld vil de blive sat overfor hinanden alligevel, og med dette vil der også kigges på hvordan disse to positioner begge har præget humanioras videnskabsteoretiske debat. Der vil blive kigget lidt på en debat der kører mellem disse to positioner, idet de begge, med deres forskellige synspunkter ender med at overlappe hinanden i forskningsområde, nemlig et kig på studiet af samfund bestående af mennesker. Her virker det til at være en uløselig debat mellem disse to positioner, da de som der vil ses, ikke har samme ideal om hvordan forskning skal foregå, i den forstand, at der ikke tages udgangspunkt samme sted, og i forlængelse af dette, er der også strid om sandhedsidealet i de to forskellige positioner.
Der vil i opgaven ikke blive gjort noget ud af de senere traditioner indenfor hver af disse positioner, såsom logisk posivisme og eksistentialistisk hermeneutik. Det er for omfattende til denne opgave.

Positivisme:

Det var franskmanden Auguste Comte (1798 – 1857) der først brugte ordet ”positivisme” om sin filosofiske anskuelse. Positivismen opstod i forlængelse af empirismen i England, som den så ud med David Hume og oplysningstænkningen i 1800-tallet. På dette tidspunkt var nogle naturvidenskaber, og tekniske videnskaber blevet institutionelt selvstændige. Disse fik deres legitimitet igennem en del nye opdagelser og opfindelser. F.eks. havde fag som geologien og biologien fundet nye forklaringer på udviklingen, der ikke skyldtes ikke-fysiske kræfter.
Og det var med dette syn på verden, at alle fænomener kan forklares videnskabeligt ved hjælp af observans og ræssonement, positivismen tog sit udgangspunkt.
Det Auguste Comtes filosofi er et forsøg på, er at opstille en forklaring på den menneskelige tænknings udvikling som den har foregået gennem historien.

”For på en passende måde at forklare den positive filosofis sande natur og særlige karakter, må vi først kaste et blik på menneskeåndens gang fremad, set under ét; thi hvad et begreb indeholder kan kun ret lære gennem dets historie.”

Det er i forlængelse af dette perspektiv Comte opstiller de 3 stadier, som ifølge ham, enhver menneskelig tanke må gå igennem. Disse tre stadier er; Det teologiske, det metafysiske, og det positive stadie. Disse tre måder at anskue fænomenerne på, mener Comte, er forskellige fra hinanden. Dog udtrykker hans udviklingstanke at alle tanke-udviklinger udvikler sig på denne måde.
Der skal nu ses på hvordan disse tre stadier skal opfattes ifølge positvismen.


· Den teologiske fase:
Dette er mennesketankens udgangspunkt. Al begrebstænkning starter her. I denne fase forsøges forklaringen på fænomenerne forklaret ved, at der er en bagvedliggende kraft bag det hele. Det der i forklaringen bliver til Gud, eller guder. Comte mener den monoteistiske religion er den mest udviklede indenfor første fase. Det man altså gør i denne fase, er at tillægge fænomenerne antropomorfe egenskaber.

· Den metafysiske fase:
Den metafysiske fase, er en mellemfase mellem første og tredje fase. I denne fase forklarer man ikke længere fænomener med overnaturlige væseners indgriben, men der er stadig et ønske om at forklare fænomeners bagvedliggende væsen. I stedet for at forklare fænomener ved overnaturlige væsener, forklarer man dem i stedet med abstrakte kræfter. Og hvert fænomen får derved tillagt sig en dertil svarende entitet.


· Den positive fase:
Denne fase er den sidste fase, hvor alle over-naturlige forklaringer smides væk. Man søger i stedet at observere forskellige naturfænomener og forklare disses lovmæssigheder udfra ens observans og ræssonement. En forklaring bliver altså til en ren påpegning af et fænomens lovmæssighed.
Her har man opgivet at nå frem til absolutte begreber, og søgningen prøver mere på at forstå de gældende love for fænomenerne. Man undersøger fænomeners relationer efter lighed og rækkefølge. Og forklaringen på fænomenerne er nu en påpegning af, hvad man observerer og ikke et forsøg på at forklare noget ikke-fysisk bagvedliggende.


Auguste Comtes tekst De tre stadiers lov:

Comte gør i sin tekst meget ud af at forklare det vigtige i at opfatte det teologiske, eller naive stadie, som han kalder det, som et nødvendigt skridt på vejen til at danne sig begrebsmæssige forklaringer på virkeligheden. Han sammenligner menneskehedens udvikling i tanken, med det at gå fra, at være barn, hvor man er teologisk i sin tanke, til ungdom, hvor man er metafysisk, til manddomsstadiet, hvor det positivistiske stadie endelig opnås. Han kalder manddomsstadiet for det fysiske stadie.
Udviklingsloven begrundes ikke kun i den historiske analyse af videnskaberne og disses udvikling, men også i det faktum at enhver iagttagelse af en kendsgerning har behov for en teori at forklares ud fra. Den teologiske fase var altså udgangspunktet for teoridannelsen.
Auguste Comte beskriver således den teologiske fases begyndelse, som værende menneskets behov for at danne teorier. Disse teoriers formål er at knytte kendsgerninger sammen, for uden teorier, bliver alle iagttagelser meningsløse. Dog påpeger han i sin tekst, at det første stadie manglede evne til at danne teorier efter kendsgerninger. Denne empirisme er først noget der er opstået med Bacon, som ifølge Comte er den første der sagde, og som siden hen er gentaget af ”alle klare hoveder”, som han skriver , at alle virkelige erkendelser hviler på kendsgerninger.
Det metafysiske stadie behandler Comte ikke så meget i sin tekst. Men han nævner at det er et nødvendigt stadie, eftersom det teologiske og det positivistiske er uforenelige i deres måde at teoretisere over verden på. Men, som han skriver, er det ikke muligt at gå fra teologien til positivismen uden et metafysisk stadie.
Det er denne lov Comte bygger sin grundtanke om positivismen på, og han går efter beskrivelsen af denne udviklingslov i gang med at beskrive hvad positvismen er.

Auguste Comtes beskrivelse af positivismen:

Positivismen, og det positivistiske stadie, er det stadie, hvor det menneskelige subjekt får mindst muligt at sige. Det er det stadige, hvor man som objektiv observerer, beskriver virkelighedens lovmæssigheder. Spørgsmålet er så, hvor vidtfavnende dette stadie skal være.
For Auguste Comte skal dette ideal gælde for al menneskelig videnskab. Alle videnskaber må gennemgå disse tre faser, og selvfølgelig ende i det positive stadie, og ifølge Jan Friis Flor i bogen Humanistisk Videnskabsteori, er dette kun sket for matematik og astronomi.
Det fælles mål for disse videnskaber er, at 1) formulere lovmæssigheder, som kan gøre forudsigelser mulig og 2) at begrunde disse lovmæssigheder.
Dog er hvert område indenfor videnskaberne mere eller mindre selvstændige. De skal dog, med deres forskellige lovmæssigheder, respektere de generelle lovmæssigheder beskrevet foroven, men ikke reduceres til dem.
Comte opridser i De tre stadiers lov, de fem kategorier, hvorpå den positive filosofi skal virke. Disse fem er; de astronomiske, fysiske, kemiske, fysiologiske og sociale fænomener. Og bliver på grund af sidstnævnte kategori anset som sociologiens stamfader.
Der skal længere nede i opgaven kigges lidt på muligheden for det positivistiske videnskabsideal at studere samfund, samt hvorvidt dette kan lade sig gøre, og hvilke indvendinger hermeneutikken, kan have imod det synspunkt, at positivismen vil være istand til at forske samfund efter det positivistiske videnskabsideal.
Auguste Comtes håb med dette ideal var at skabe en kultur med orden, fred og progressivitet, i et samfund der var præget af et positivistisk verdenssyn.
Så mennesketankens mål er altså en objektivt observerende tanke. Den der ser det større system, og observer og forklarer dette. Dette medfører at en subjekt-tanke ikke får så meget plads i den positivistiske tradition.
En tradition som også deler dette videnskabsideal er strukturalismen, denne opstår med Ferdinand de Saussure (1857 – 1913). Med strukturalismen får man en teori om sproget, hvori sproget ses som et større system end individet, og individets sprog, og kulturer tolkes hermed udfra det større sprogsystem, og ikke så meget de enkelte individers udtryk. Dog kan sprog ikke udtrykkes uden en person, og ved dette er udgangspunktet noget tættere på humanismen end positivismen er det. En teori som også tager sit udgangspunkt i det menneskelige udtryk, men det menneskelige udtryk som værende unikt, er hermeneutikken som der skal kigges på her.

Hermeneutikken.

Hermeneutikkens udgangspunkt er modsat positivismen, ikke det objektive, men det subjektive. Der bliver taget udgangspunkt i det menneskelige udtryk. Forskellen på positivisme og hermeneutik kan kort sagt forklares ved det, at positivismen forklarer hvad der i hermeneutisk forstand er ikke-meningsfyldt, hvorimod hermeneutikken vil forklare det meningsfyldte. Og det meningsfyldte er det menneskelige udtryk, som kan fortolkes og forstås.
Hermeneutikkens felt er altså forståelsen. Det er en disciplin der undersøger hvordan man egentlig er i stand til at forstå og fortolke noget. Forståelsen opstår i fortolkningen af meningen. Dog forsøger hermeneutikken ikke at afvise de fysiske årsagssammenhængende forklaringer på det naturlige felt, som de naturvidenskabelige positioner er så glade for. Hermeneutikken påstår bare at den mest holdbare måde at forstå det meningsfulde på, er i den fortolkende forståelse af et menneskeligt udtryk.



Hermeneutikkens opståelse.

Hermeneutikken opstår i 1800-tallet, samtidig med positivismen.
Hermeneutikkens fader bliver ofte regnet for at være tyskeren Friedrich Schleiermacher (1768 – 1834). Ordet ”hermeneutik” blev dog indført før, og allerede i 1600-tallet, og blev betegnelsen brugt for en disciplin der havde med udlægning og redegørelse af bestemte tekster, nemlig juridiske og teologiske tekster at gøre . Der bliver i denne form for hermeneutik taget udgangspunkt i selve teksten. Med romantikkens opståen i 1800-tallet bliver man mere bevidst om, at forståelse ændres med historien, idet kulturer og tænkemåde ændres. Dette udvider hermeneutikken til at indbefatte, ikke kun teksterne, men også ophavsmændenes eller forfatterens større kontekst. Dette sker hos Schleiermacher, og det er derfor man ofte har udnævnt ham som hermeneutikkens egentlige fader, og Dilthey udvikler den sidst i 1800-tallet til at indeholde ethvert menneskeligt udtryk, og ikke kun tekster.
Der skal her kigges på nogle grundbegreber i den hermeneutiske tradition, for at klargøre hvad det er, der bliver indført med denne tradition.


Grundbegreber i hermeneutikken.

Hermeneutikken opererer med to centrale begreber, disse to er fortolkning og mening.
Med mening skal forstås fænomener, som har sit udspring i mennesket. Det menneskelige udtryk. Der laves en distinktion mellem naturlige fænomener, som i hermeneutisk forstand ikke har nogen betydning, og de menneskelige udtryk, som har betydning. De menneskelige udtryk er så de meningsytringer, hvorpå man kan fortolke udfra.
Begrebet fortolkning bliver ikke indført af Schleiermacher eller hermeneutikerne, men får en drejning fra en såkaldt bibelhermeneutisk kontekst, eller juridisk hermeneutisk kontekst, idet, at dette begreb, hos Schleiermacher, får en større betydning i indfølingsprocessen (divination hos Schleiermacher). Det er nu ikke længere teksterne der tages udgangspunkt i, men forfatteren, og forfatterens kontekst. Det vil sige, at når man læser en tekst, og fortolker denne tekst, så indføler man sig i teksten, og kan derpå fortolke en mening ud af dette.
Denne indfølende opfattelse af hvordan man fortolker, har bund i en metafysisk teori, der mener at for, at en læser skal kunne forstå en tekst, og derpå også forfatterens kontekst, og det indebærer alt, psyke, traditionelle omgivelser, historisk situerethed og så videre, kan forekomme, er på grund af, at begge disse individer har del i samme overindividuelle liv. Denne tanke var præget af historismen, hvis syn var, at ethvert menneskeligt og kulturelt fænomen kunne tolkes og forstås ud fra dens historiske og traditionelle kontekst. Og i denne tanke er det også vigtigt at gå ud over sin egen tradition, for at sætte sig ind i en anden historisk tid. Og det er dette der er historismens indfølingsteori.
Denne indføling er dog kun mulig hvis forfatteren af teksten og læseren af teksten har et fælles sammenligneligt grundlag, hvad dette er, er ikke helt gjort så klart hos Scleiermacher, han nævner dog nødvendigheden for det i Om begrebet hermeneutik.

”ligesom hermeneutikken slet ikke ville kunne knytte til ved sin genstand, hvis alt var slet og ret fremmed, så behøvede den omvendt ikke at knytte sig til ved den, hvis der slet intet fremmed var mellem den talende og den lyttende”

Her vægtes vigtigheden af et sammenligneligt grundlag i det fremmede, for at gøre en fortolkning af udtrykket, i dette citat fra en taler til en lytter, mulig.
Schleiermacher nævner det psykologiske og grammatiske aspekt som henholdsvis komparations, og divinationsgrundlag.

Et andet grundprincip hermeneutikken opererer med er det, der kaldes den hermeneutiske cirkel, dette princip redegør Schleiermacher for i Om begrebet hermeneutik. Det der er pointen med dette er, at når man læser en tekst, er der et paradoksalt spil mellem del og helhed. Når man læser en tekst, og tolker en tekst, er man nødt til at forholde sig til de små enkelte sætninger og afsnit, i forhold til helheden, og man kan ikke forstå helheden uden at forstå de små sætninger og afsnit. Så der opstår i tolkningsprocessen en cirkulær bevægelse mellem enkeltdele og helheden. Denne cirkelstruktur udvides til at omfatte tekstforfatterens liv og kontekst etc i hermeneutikkens teori med Schleiermacher.
Dette er nogle af hermeneutikkens grundprincipper, som de så ud med dens opståelse omkring samme tid som positivismen. Disse grundprincipper er dog senere blevet videreudviklet en del med Gadamer, Ricoeur og Habermas bland andre, men der er ikke her plads til at redegøre nærmere for dette.


Hvordan og hvorledes senere.

Så vi ser her to positioner der har to forskellige idealer, Positivismen som vil fjerne det subjektive, og stå tilbage som en observerer og en der giver et ræssonement af det iagttagede, som være sig naturfænomener, man kan opstille lovmæssigheder omkring. Og vi har hermeneutikken der sætter sit udgangspunkt i det menneskelige subjekt, med dennes indføling og fortolkning af et andet menneskes udtryk, som værende en unik størrelse.
Der hvor disse to positioner er mest i debat hen, er på det omkring hvad der er sandt, hvad er sandheden?
For positivisten gøres der en dyd ud af at distancere sig fra det betragtede, og dermed skabe en objektiv sandhed, snarere end en indfølende tolkende sandhed. Dette medfører, at disse to syn på det sandes karakter er forskelligt. For en positivist er det muligt at opstille lovmæssigheder for betragtede naturfænomener der er sandt, og som vil blive ved med at være sandt. Dette er ikke tilfældet hos en hermeneutiker. For en hermeneutiker er der ikke nogen absolut entydig sandhed, det tolkende subjekt er en variabel størrelse, hvilket gør en absolut sandhed umulig. At tolke menneskelige udtryk er et evigt projekt.
I forlængelse af dette opstod der et interessant spørgsmål; hvad er humanistisk videnskab egentlig? Og skal humanistisk videnskab efterligne naturvidenskaberne?
Dette spørgsmåls svar udtrykkes bedst i det der sker omkring midten af 1800-tallet, nemlig en opdeling mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, som kan ses udtrykt i netop den videnskabsteoretiske debat der opstår mellem positivisme og hermeneutik. Og det er disse opdelinger og videnskabsbegreber i disse traditioner der stadig præger vor tids opdeling og omgang med naturvidenskaberne og humaniora.
Positivisten og hermeneutikeren benægter ikke hinandens funktion, i den forstand at de vil udelukke hinanden som værdifulde i hvert deres felt af viden. En positivist vil f.eks. ikke benægte en indlevelses, eller indfølelsesproces, som givende en forklaring på visse handlinger begået af en person, men vil blot påpege at det kun vil være gætværk, og ikke en sand beskrivelse af tilstanden som den egentlig er . Og en hermeneutiker vil ikke benægte kausale forklaringsmodeller på naturlige fænomener, eftersom disse ikke er menneskelige udtryk, og der derfor ikke er nogen mening bag disse udtryk. .
På dette grundlag er der som sådan, i rent pragmatisk øjemed, ikke nogen strid mellem disse to positioner. De deler ikke samme forskningsfelt, men der må siges at være to forskellige syn på subjekt og objekts betydning. Og Auguste Comte påpeger at studiet af mennesker i samfund skal foregå på positivistisk vis. Og så er man inde på at studere mennesker, og menneskers udtryk, som er hermeneutikkens felt, set i denne sammenhæng.
Men for en positivist er det muligt at studere samfund på positivistisk vis. Deres påpegning af hermeneutikernes typiske indvendinger om, at for at forstå samfund, som hovedsageligt indeholder menneskelige udtryk, er der behov for indføling, går på, at indfølingen ikke er nogen garanti for, at det er en rigtig tolkning. Indfølingen er kun en formodning, og en usikker en. Samt at man uden indføling, vil være istand til at bedømme og forstå et menneskeligt udtryk, ved at opstille generelle lovmæssigheder, beskuet ved forskning såsom behaviorisme for eksempel.
Muligheden for at forklare samfund bestående af mennesker, på positivistisk vis eller ej, er en evig debat, som hermeneutikeren og positivisten aldrig vil finde enighed omkring. Men forskellen i de to positioners metode at forske i samfund på, vil være i det, at positivisten vil forske i generelle samfundsmæssige lovmæssigheder, og ikke i det unikke, som hermeneutikeren gør. En teori om kapitalismen, vil være en lovmæssig teori om kapitalismen, og det kapitalistiske systems funktioner, men et studie af f.eks. Marx kapital-lære, vil være et studie af det unikke, eftersom Marx sindstilstand i det sted og rum, i den kultur han befandt sig i, aldrig vil komme igen. Og dette udtrykker meget klart hvad forskellen i disse to positioner er.



Konklusion.
De to videnskabsteoretiske positioner, positivisme og hermeneutikken, som disse så ud i deres opstartsfase, er nu undersøgt.
Der ses at positivismen opstår i forlængelse af empirismen og oplysningstænkningen. Auguste Comtes udviklingsteori inddeler tre faser, for den menneskelige tankes udvikling; den teologiske, den metafysiske og til sidst den positive fase, som enhver menneskelig tanke gennemgår, for at udvikle sig til en fuldent positiv filosofi. Denne positive filosofis ideal er at fjerne enhver teologisk, og metafysisk bagvedliggende forklaring på naturlige fænomener, og derpå forklare de lovmæssigheder, et naturligt fænomen undergår. Dette sker ved, at subjektet forlades, til fordel for objektiv beskuen og ræssonement af fænomenerne.
Derpå kigges der på hermeneutikken, som opstår omkring samme tid som positivismen, som en selvstændig disciplin. Denne position opstår i forlængelse af en bibelhermeneutik, hvor der tages udgangspunkt i teksten som tolkningsgrundlag, men man fandt i forlængelse af romantikken ud af, at en teksts betydning og mening, ofte skal ses ud fra en større historisk kontekst, og ikke kun ud fra teksten selv. Dette gjorde at ethvert menneskeligt udtryk vil have mening, en mening som kan fortolkes. Denne fortolkning mente Schleiermacher, kunne kun ske ved en såkaldt indføling, eller divination, i teksten af læseren af teksten. Dette gør at subjektet får en større betydning i hermeneutikken, end hos positvismen, subjektet er her en central skikkelse, subjektet er den der med sin forståelseshorisont går ind i en tekst og tolker en mening ud af den givne tekst.
Der opereres med to vidt forskellige idealer for sandheden, den ene hvori en objektiv beskuer, forklarer lovmæssigheder og opstiller ved dette, en fast sandhed omkring et givent fænomen. Den anden operer med et subjekt, der går ind og tolker en mening ud fra en tekst, og det er derved ikke noget fast sandhedsbegreb man operer med, for det tolkende subjekt er en variabel størrelse.
Dette satte gang i en meget vigtig debat på universiteterne, om hvorvidt humaniora skal efterligne de naturvidenskabelige discipliners videnskabsideal. Og der blev lavet en opdeling i det der kaldes naturvidenskab og åndsvidenskab.
-----------------------------------------

Noter:
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 63.
Comte, Auguste; De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 51.
Comte, Auguste; De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 51 – 52.
Comte, Auguste; De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 53.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 52.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 56.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 54.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 57.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 65.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 62.
Auguste Comte fremstiller dette samfundssyn i de afsluttende sider af hans tekst De tre stadiers lov.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 142.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 142.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 143.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 148.
Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik, forelæsning A, i Hermeneutik – en antologi om forståelse, S. 50
Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik, forelæsning A, i Hermeneutik – en antologi om forståelse, S. 58
Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik, forelæsning B, i Hermeneutik – en antologi om forståelse, S. 64.
Peter C. Kjærgaard og Jens E. Kristensen: Universitetes idehistorie i Universitet og videnskab, S. 61.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 89.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 165.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 88.
==============================================

....alle dem der er nået hertil er tumper...

_________________

Jeg er da ingen tumpe?

*EDIT*
Spændende opgave, jeg har ikke kendt så meget til disse begreber før nu, men jeg må da konkludere at jeg er positivist, ud fra det beskrevne.

Jeg kan ikke helt forstå, hvad det er hermeneutikken vil, da det som skrevet er en evig tolkning af menneskelige udtryk, der ikke fører til nogen dybere forståelse af årsagerne til disse udtryk. Som jeg ser det, vil en hermeneutiker altid se hvad et menneske udtrykker, eller prøver at udtrykke, hvorimod en positivist vil se årsager til menneskernes udtryk, hvilket i mit hoved giver langt mere mening.

Det subjektive, og den subjektive fortolkning af udtryk vil altid være meningsløs da den ikke fører videre end til en ufuldstændig, og upræcis illusion om, hvad afsenderen prøver at sige, skabt i vores eget hoved. Hermeneutikeren vil så argumentere at vi, fordi vi alle tager del i det samme overindividuelle liv, kan danne noget meningsfyldt og sandt.

Men hvordan skulle dette overindividuelle liv kunne bestå, når samfundet er opdelt i forskellige samfundslag og aldersgrupper, der endvidere er opdelt i enkelte individer, der omend de har noget tilfælles, altid dybest set vil være ene?

Hermeneutik er jo netop en videnskab der vil forstå. En videnskab der vil forstå det unikke, det menneskelige udtryk. Man kan på positivistisk vis forklar et menneskes fødsel og skriveteknik, men ikke et menneskes tanker.
Og det der er pointen, er at der er ingen statisk sandhed. Det er der hos positivismen. Personlig synes jeg positivisme er godt til mange ting, og hermeneutik er godt til en masse andre ting.
Og at sige at det er meningsløst, med det grundlag du giver er nok lige naivt nok. Pointen er at der tolkes på noget som er meningsfyldt, og den tolkning er i sig selv meningsfyldt. Og det er på den måde filosofi udvikler sig. Enhver filosofi, er en filosofi i fht en anden filosofi, som der tolkes på.

Angående det sidste spørgsmål, så kan det vel besvares med, at vi alle er mennesker. Og der altid vil være et sammenligneligt grundlag dér.

-Odden

_________________

Hvis nogen er interesserede, har jeg skrevet flere filosofi-afløsnings-opgaver (små opgaver man skriver på 1. år af filosofi-studiet på KUA) på 6-10 sider, der alle er blevet godkendt og bedømt som gode, som jeg gerne vil dele med andre.

Emnerne er "Jürgen Habermas' Diskurs-etik", "Plotins Skønhedsbegreb", "Kants etik og Hegels kritik af denne" og "Logisk konsekvens/gyldighed".

Jeg kan poste dem i en tråd her på siden eller sende dem som word-dokumenter til interesserede over PM.

Jeg kunne godt tænke mig at kigge dem igennem

_________________

Absolut spændene læsning, selvom jeg ikke fik fat i alt.. læser den igennem senere igen...

Men noget piner mig, hehe, hvordan udtaler man "hermeneutik" ?

er det "HÆR-MENØ-TIK" ?? Elller hvad?!

Øv, så sku' jeg alligevel ikke ha' læst den (hvis altså ellers jeg, for at relatere til din opgave-tekst, vægter ordet 'tumpe' på samme måde som dig )

Jeg er ikke selv så meget hjemme i hvilke begreber der dækker over hvilke tænke-måder, men som jeg læser din tekst så virker det på mig som om dem du beskriver som positivister begår en fejl ved at tro på objektivitet? (jeg tror ikke selv på en sand universel objektivitet, men istedet på "beauty is in the eye of the beholder")

Alt opleves jo i sidste instans subjektivt af det enkelte individ, og udelukker vel dermed en ægte objektiv betragtning?

Det videnskaben gør, er jo blot at erstatte sig selv som 'oplever/observatør' med et måle-apparat som 'oplever/observatør'. Si'r de feks at solen objektivt set lyser i den og den farve, så aflæser de jo sådan set bare det individuelle måle-apparatet's subjektive oplevelse af solen's farve.

Man ka' filme solen med et video-kamera med forkert hvid-balance feks, og så sammenligne farven med den man selv ser med sine egne øjne; det er 2 forskellige farver. Hvorfor er video-kameraet så mere objektivt?
Og hvis man så ydermere piller ved farve-mætningen på tv'et der viser hvad kameraet ser, så ka' man yderligere ændre resultatet (man ka' feks gøre billedet sort/hvid) og dermed komme længere væk fra mål-sætningen om objektivitet.

Så hvis 'positivister' tror på objektivitet, og på at de reelt ka' betragte ting udefra (altså fri-gøre sig fra deres eget subjekt, deres egen subjektive tanke-gang (der vel er præget både af deres biologi og deres opvækst)), snyder de vel sig selv?

Nej, jeg synes at Positivister har fat i den lange ende når det netop kommer til at måle rent naturvidenskabelige fænomener. Såsom solens bane i mælkevejen og jordens bane omkring solen. Dette kan ikke tolkes. Men jeg mener de træder ind på et helt andet område når de mener at mennesker og samfund kan studeres positivistisk.
Hermeneutikere kan umuligt sige noget om solens bane etc. (Hvis vi altså forestiller os at hermeneutikere ikke laver andet end hermeneutiske ting, som, som sagt, er at tolke menneskelige udtryk.). Solens bane er ikke et menneskeligt udtryk, det er et fænomen der foregår uafhængigt af menneskets udtryk. Det en hermeneutiker kan tolke, er et menneskes subjektive udtryk om solen, som værende flot, et varsel om en helvedesild, fuldstændig neutral eller whatever.
Und bla blah...

Forresten er det ikke som sådan mine egne holdninger jeg sætter frem i teksten, men mere en fremstilling af to videnskabsteoretiske positioner overfor hinanden, og til sidst et kig på visse forskningsområder og muligheder... Så personligt har jeg intet mod eller for nogen af dem... Men som idehistoriker, der læser tekster skrevet af mennesker, sætter jeg mig selvfølgelig i en hermeneutisk tradition.

-Odden

_________________

Jeg mener alt ka' tolkes, eftersom der ikke findes nogen neutral/objektiv observatør.

Ingen information _du_ modta'r, enten gennem dine egne kropslige sanser eller gennem forlængede sanser som videnskabeligt måle-apparatur osv, er den samme som den _andre_ modta'r. For 2 individder at modta' præcist den samme information, er fysisk Umuligt. Når du feks ser lyset fra solen er det fotoner der rammer _dit_ øje. I samme øjeblik disse fotoner rammer dit øje, forsvinder muligheden for at de også ka' ramme _andre's_ øjne. Dvs; det _du_ ser, ka' ingen andre se. Og det _andre_ ser, ka' du aldrig se. Og dermed mener jeg man må konkludere al information er individuel, og dermed altid åben for andre's fortolkning, hvilket Umuliggør at der ka' findes en decideret 'sandhed' (hvis du feks si'r til mig du med dine egne øjne har set at jorden bevæger sig i en bane rundt om solen, så ka' jeg enten være enig eller Uenig med dig. Men jeg ka' ikke bevise at det du har set er korrekt, eller at dine øjne ser ting på den rigtige måde. Ergo er jeg derfor tvunget til selv at vurdere/tolke om du og din viden virker tro-værdig, ved at sammenligne det du si'r du ser med det jeg selv ser. Ingen af os er den neutrale observatør, set i forhold til den anden, og derfor ender al information altid med at blive subjektivt fortolket hos det enkelte individ.)



For at være sikker på jeg forstår; positivisterne mener altså der _ikke_ er forskel på de grund-læggende fysiske processer der holder jorden i sin bane om solen, og så de processer der styrer mennesker/liv og samfund? Hvis jeg har forstået dig korrekt, så er jeg selv enig med positivisterne i det spørgsmål.



Jo ok, men han ender vel alligevel med at måtte fortolke sit eget indtryk af solen, altså det han _selv_ ser, med de andre mennesker's subjektive udtryk, altså det _de_ si'r de ser? Og når han så sammenligner de 2 informationer (det han selv ser, og det de andre ser) er det vel en fortolkning han laver af den totale sum information han har fået til rådighed?
Han ka' jo ikke vide om han selv ser tingene korrekt, og han ka' heller ikke vide om de andre ser tingene korrekt, og så er han jo tvunget til selv at måtte vurdere hvad der virker mest sandsynligt (og dermed ender al information med at blive fortolket af ham selv)



Ja den er jeg med på, men den del er jeg bare ikke selv så god til . Jeg ved feks ikke om jeg selv er positivist, hermaneutiker eller noget andet. Jeg er personligt mere interesseret i selve problem-stillingerne, end hvordan man rubricerer de forskellige menings-forgreninger og tilhørs-forhold (det er lidt som med musik; om det er pop eller punk er lige-meget, sålænge det bare lyder godt )

Du har sådan set ret i objektivitets spørgsmålet. Der er selv indenfor positivistiske kredse stor strid om hvad sandhed, og objektivitet egentlig er.
Og du har som sådan ret i at måleapparater falder under en hvis form for subjektivisme, da det jo er bygget af mennesker til at måle bestemte ting, ofte med et bestemt resultat som forhåndsværende for apparatets byggelse.
Det er en af grundene til, at jeg godt kan lide RAW's E-prime tanke, der gør at man ikke må sige nogle former for verbet To Be, eller IS.




Fra http://www.nobeliefs.com/eprime.htm

Dog mener jeg, at man godt, med et vist forbehold, kan tage det for gode varer når en filosof siger han laver en objektiv undersøgelse af noget. Idet man godt kan trække sit eget aspekt mere eller mindre ud af en undersøgelse. (Og der er som regel altid en professionel distance til et emne i en god filosofisk, videnskabelig undersøgelse).

-Odden

_________________

Jeg ka' godt li' ideen der bli'r beskrevet; at intet ka' siges med absolut sikkerhed, og der er ingen tvivl (ihvertfald som _jeg_ tolker det ) om at det er den slags tænke-baner der ska' til for at bekæmpe at nogle mennesker bevidst/Ubevidst indta'r 'magt-positioner' over andre mennesker. Altså en klar forståelse af at man ikke nødvendigvis selv har ret.
Dog synes jeg alligevel også teksten er selv-modsigende ind-imellem når man læser den. Men hoved-ideen er jeg tilhænger af.



Du tænker på generel konsensus går jeg ud fra? (Feks at vi alle er enige om at himlen er over os og jorden er under os, fordi dén enighed gjorde det muligt for landmanden at ku' nøjes med at sige "pløj jorden" og så ville alle vide at det ikke var noget der foregik i himlen. Hvorimod hvis vi ikke var enige om hvad der var himmel og hvad der var jord, så ku' "pløj jorden" jo let virke som en menings-løs sætning)



Ikke for at være pedantisk, men når vi taler om at alt er subjektivt så gælder det vel også vurderingen af _hvad_ der er god videnskab? 'Prof distance' ka' jo være godt for visse ting, men måske et for-drejende element i andre? Og for at ku' vide om man praktiserer 'prof distance', må man vel først vide noget om hvordan dem man ønsker at henvende sig til, vurderer hvad der er 'prof distance'?

Ka' man ikke sige at det enkelte individ's 'subjektivitet' (feks det vi hver især tror er sandt om universet) bli'r til 'objektivitet' når den tone-angivende del af en gruppe begynder at bakke op om syns-punktet? (tænk feks på 'jorden er flad/rund'-revolutionen i sin tid. Først stred 'jorden er rund'-teorien jo mod den objektive 'jorden er flad'-sandhed, indtil folk generelt begyndte at tro mere på den var rund, hvorefter den objektive sandhed så blev ændret til at jorden er rund.)

Objektivitet ka' vel derfor altid siges at være et flydende begreb (forstået sådan at 'objektivitet' er noget ethvert individ subjektivt vurderer hvad er)? Hvilket så ville betyde at udsagnet "der er som regel altid en professionel distance" kun gælder for dem der betragter verden på en bestemt måde

Og i praksis er den skelning af objektivitet og subjektivitet vel relevant?
Relevant når feks magt-haverne vurderer om brug af euforiserende stoffer er godt eller skidt, så vil en 'prof distance' vel næsten automatisk betyde at ikke alle elementer bli'r korrekt belyst i en eventuel undersøgelse? Feks ved at man ikke ind-lever sig i selve den subjektive vurdering brugeren har, fordi man pga sin 'proffe distance' fokuserer mere på fysisk erkendelige 'objektive' (som måske istedet burde kaldes: fælles-subjektive, eller konsensus-subjektive) symptomer (om man feks ka' få øget livs-kvantitet) og ikke fokuserer på de mere abstrakte ikke-målbare subjektive symptomer (om man feks ka' få øget livs-kvalitet)

Ja jeg tænker på en generele konsensus virkelighed. Der er visse fænomener ved virkeligheden man ikke kan undgå, som alle må acceptere som værende sande. F.eks. LSD virker fra doser så små som ca 50mcg... Jorden drejer om solen. Samfundet udvikler sig i en vis retning.
F.eks. Når Jean-Francois Lyotard laver en, som han siger selv, objektiv undersøgelse af samfundets udvikling i 1979, og danner begrebet post-modernisme, så kan man som sådan tage det for gode varer at det er en ret objektiv analyse af samfundets udvikling. Og at han har fat i en hel del. Dog er den ikke 100% objektiv, da der selvfølgelig er noget tolkning fra ham selv. Men den er mere objektiv end for eksemepel Tom Wolfe's og Pynchon's "New Journalism", som er en betegnelse for en litterær stil der mener intet er objektivt. Det de to gør, er at sætte sig selv HELT ind i teksten, dvs, vi får en analyse af en begivenhed, F.eks. "A journey into the minds of Watts" af Pynchon, som er en højst subjektiv artikel om sorte og hvides forhold i en amerikansk storby. Og der ER altså forskel på udtrykkene.

Det skal lige siges for god ordens skyld, at begrebet post-modernisme blev ret misbrugt iløbet af 80'erne. Det blev brugt i en sådan grad at alt var post-modernisme dengang. At gå på café var postmodernisme, at sidde og snakke med venner var postmodernisme, at cykle var postmodernisme.. etc etc... og derved mistede ordet en del af dens "slagkraft".

Angående sidste spørgsmål. Så er der vel noget om det... Man tager i mange kredse nutildags "Big-Bang" som en objektiv sandhed, men teorien er bestridt, og klart styret af et bestemt paradigme. Og om alt dette, hvordan visse, rent faktisk subjektive ideer styrer såkaldte objektive, videnskabelige paradigmatiske udviklinger, kan man læse om i bogen "Strucures of Scientific Revolutions" af Thomas Kuhn. Og der er meget mere til disse teorier.
Et godt citat til dette er:
"History is the lie we have all agreed upon" - Napoleon Bonaparte

-Odden

_________________

Jeg har ikke læst alle indlæggende helt så i må undskylde hvis jeg misforstår noget af den grund. Snakker du i ovenstående om viden der er objektivt sand eller viden der er sand fordi der er generel konsensus om at den er sand?

Jeg tror da på at der findes en objektiv virkelighed, men jeg tror ikke på at vi nogensinde kan erkende den (virkeligheden er ontologisk objektiv, men epistemologisk subjektiv). Erkendelse vil altid være begrænset af den måde vores krop/bevidsthed er skruet sammen på (og da ingen bevidsthed fungerer på helt samme måde lever ingen af os i præcis den samme virkelighed).

Objektivt "Sand" viden er altså umuligt, det nærmeste vi kan komme sandhed er det vi kan blive enige om er sandt. Sandheden er noget vi konstruerer i fællesskab. Spørgsmålet er så selvfølgelig om denne konstruktion er tilstrækkelig stabil til at man kan undersøge den uden selv at ændre på den i processen, det mener jeg ikke virker sandsynligt. Forskeren kan umuligt beskrive verden uden at ændre den (det er vist det der kaldes dobbelthermenutik).

Som Jel også er inde på var den flade jord sandheden indtil tilstrækkeligt mange mennesker følte sig overbevist om at en anden sandhed var mere i overenstemmelse med virkeligheden. Det kommer sandsynligvis til at ske igen med opfattelsen af den runde jord. (Kuhns opfattelse af videnskabelige fremskridt synes jeg er ret overbevisende i den forbindelse - selvom han så vidt jeg forstår ikke selv er så glad for den totale relativisme hans teori umiddelbart medfører)



Men du mener altså at nogle teorier rent faktisk er objektive sandheder? (f.eks. teorien om at jorden er rund)

Godt indlæg acidDreamer...
Til sidste spørgsmål: Nææh, men jeg mener vi alle kan være ret sikre på, at der er en jord vi laver teorier over

_________________