Her er en lidt dårlig ting jeg skrev om Positivisme of Hermeneutik, men den bestod.. så den er fin fin

... og her er den til jeres "fornøjelse"

==============================================
Indledning.
I denne opgave vil jeg undersøge de to videnskabsteoretiske positioner; Positivismen og Hermeneutikken, som disse så ud da de opstod i starten af 1800-tallet.
Jeg vil starte med at undersøge hvad positivismen er med udgangspunkt i teksten De tre stadiers lov, af Auguste Comte. I denne tekst opstiller Auguste Comte, sit positive videnskabsbegreb, og der skal ses på hvilken måde dette bliver opstillet på. Der skal kigges på i hvilken sammenhæng positivismen opstår, dens udviklingssyn, og dens vision i fremtiden, for fremtidige måder at drive videnskab på. Efter dette skal der ses på Hermeneutikken som den ser ud med, og opstår hos, Friedrich Schleiermacher.
Disse to videnskabsteoretiske positioner opstår begge i starten af 1800-tallet, men bærer vidt forskellige videnskabsidealer. De to positioner vil blive præsenteret med deres grundtemaer, og der vil til sidst kigges lidt mere på hvordan de to positioner står overfor hinanden mere præcist. Dette vil dog nok være klart efter præsentationen af dem, men for god ordens skyld vil de blive sat overfor hinanden alligevel, og med dette vil der også kigges på hvordan disse to positioner begge har præget humanioras videnskabsteoretiske debat. Der vil blive kigget lidt på en debat der kører mellem disse to positioner, idet de begge, med deres forskellige synspunkter ender med at overlappe hinanden i forskningsområde, nemlig et kig på studiet af samfund bestående af mennesker. Her virker det til at være en uløselig debat mellem disse to positioner, da de som der vil ses, ikke har samme ideal om hvordan forskning skal foregå, i den forstand, at der ikke tages udgangspunkt samme sted, og i forlængelse af dette, er der også strid om sandhedsidealet i de to forskellige positioner.
Der vil i opgaven ikke blive gjort noget ud af de senere traditioner indenfor hver af disse positioner, såsom logisk posivisme og eksistentialistisk hermeneutik. Det er for omfattende til denne opgave.
Positivisme:
Det var franskmanden Auguste Comte (1798 – 1857) der først brugte ordet ”positivisme” om sin filosofiske anskuelse. Positivismen opstod i forlængelse af empirismen i England, som den så ud med David Hume og oplysningstænkningen i 1800-tallet. På dette tidspunkt var nogle naturvidenskaber, og tekniske videnskaber blevet institutionelt selvstændige. Disse fik deres legitimitet igennem en del nye opdagelser og opfindelser. F.eks. havde fag som geologien og biologien fundet nye forklaringer på udviklingen, der ikke skyldtes ikke-fysiske kræfter.
Og det var med dette syn på verden, at alle fænomener kan forklares videnskabeligt ved hjælp af observans og ræssonement, positivismen tog sit udgangspunkt.
Det Auguste Comtes filosofi er et forsøg på, er at opstille en forklaring på den menneskelige tænknings udvikling som den har foregået gennem historien.
”For på en passende måde at forklare den positive filosofis sande natur og særlige karakter, må vi først kaste et blik på menneskeåndens gang fremad, set under ét; thi hvad et begreb indeholder kan kun ret lære gennem dets historie.”
Det er i forlængelse af dette perspektiv Comte opstiller de 3 stadier, som ifølge ham, enhver menneskelig tanke må gå igennem. Disse tre stadier er; Det teologiske, det metafysiske, og det positive stadie. Disse tre måder at anskue fænomenerne på, mener Comte, er forskellige fra hinanden. Dog udtrykker hans udviklingstanke at alle tanke-udviklinger udvikler sig på denne måde.
Der skal nu ses på hvordan disse tre stadier skal opfattes ifølge positvismen.
· Den teologiske fase:
Dette er mennesketankens udgangspunkt. Al begrebstænkning starter her. I denne fase forsøges forklaringen på fænomenerne forklaret ved, at der er en bagvedliggende kraft bag det hele. Det der i forklaringen bliver til Gud, eller guder. Comte mener den monoteistiske religion er den mest udviklede indenfor første fase. Det man altså gør i denne fase, er at tillægge fænomenerne antropomorfe egenskaber.
· Den metafysiske fase:
Den metafysiske fase, er en mellemfase mellem første og tredje fase. I denne fase forklarer man ikke længere fænomener med overnaturlige væseners indgriben, men der er stadig et ønske om at forklare fænomeners bagvedliggende væsen. I stedet for at forklare fænomener ved overnaturlige væsener, forklarer man dem i stedet med abstrakte kræfter. Og hvert fænomen får derved tillagt sig en dertil svarende entitet.
· Den positive fase:
Denne fase er den sidste fase, hvor alle over-naturlige forklaringer smides væk. Man søger i stedet at observere forskellige naturfænomener og forklare disses lovmæssigheder udfra ens observans og ræssonement. En forklaring bliver altså til en ren påpegning af et fænomens lovmæssighed.
Her har man opgivet at nå frem til absolutte begreber, og søgningen prøver mere på at forstå de gældende love for fænomenerne. Man undersøger fænomeners relationer efter lighed og rækkefølge. Og forklaringen på fænomenerne er nu en påpegning af, hvad man observerer og ikke et forsøg på at forklare noget ikke-fysisk bagvedliggende.
Auguste Comtes tekst De tre stadiers lov:
Comte gør i sin tekst meget ud af at forklare det vigtige i at opfatte det teologiske, eller naive stadie, som han kalder det, som et nødvendigt skridt på vejen til at danne sig begrebsmæssige forklaringer på virkeligheden. Han sammenligner menneskehedens udvikling i tanken, med det at gå fra, at være barn, hvor man er teologisk i sin tanke, til ungdom, hvor man er metafysisk, til manddomsstadiet, hvor det positivistiske stadie endelig opnås. Han kalder manddomsstadiet for det fysiske stadie.
Udviklingsloven begrundes ikke kun i den historiske analyse af videnskaberne og disses udvikling, men også i det faktum at enhver iagttagelse af en kendsgerning har behov for en teori at forklares ud fra. Den teologiske fase var altså udgangspunktet for teoridannelsen.
Auguste Comte beskriver således den teologiske fases begyndelse, som værende menneskets behov for at danne teorier. Disse teoriers formål er at knytte kendsgerninger sammen, for uden teorier, bliver alle iagttagelser meningsløse. Dog påpeger han i sin tekst, at det første stadie manglede evne til at danne teorier efter kendsgerninger. Denne empirisme er først noget der er opstået med Bacon, som ifølge Comte er den første der sagde, og som siden hen er gentaget af ”alle klare hoveder”, som han skriver , at alle virkelige erkendelser hviler på kendsgerninger.
Det metafysiske stadie behandler Comte ikke så meget i sin tekst. Men han nævner at det er et nødvendigt stadie, eftersom det teologiske og det positivistiske er uforenelige i deres måde at teoretisere over verden på. Men, som han skriver, er det ikke muligt at gå fra teologien til positivismen uden et metafysisk stadie.
Det er denne lov Comte bygger sin grundtanke om positivismen på, og han går efter beskrivelsen af denne udviklingslov i gang med at beskrive hvad positvismen er.
Auguste Comtes beskrivelse af positivismen:
Positivismen, og det positivistiske stadie, er det stadie, hvor det menneskelige subjekt får mindst muligt at sige. Det er det stadige, hvor man som objektiv observerer, beskriver virkelighedens lovmæssigheder. Spørgsmålet er så, hvor vidtfavnende dette stadie skal være.
For Auguste Comte skal dette ideal gælde for al menneskelig videnskab. Alle videnskaber må gennemgå disse tre faser, og selvfølgelig ende i det positive stadie, og ifølge Jan Friis Flor i bogen Humanistisk Videnskabsteori, er dette kun sket for matematik og astronomi.
Det fælles mål for disse videnskaber er, at 1) formulere lovmæssigheder, som kan gøre forudsigelser mulig og 2) at begrunde disse lovmæssigheder.
Dog er hvert område indenfor videnskaberne mere eller mindre selvstændige. De skal dog, med deres forskellige lovmæssigheder, respektere de generelle lovmæssigheder beskrevet foroven, men ikke reduceres til dem.
Comte opridser i De tre stadiers lov, de fem kategorier, hvorpå den positive filosofi skal virke. Disse fem er; de astronomiske, fysiske, kemiske, fysiologiske og sociale fænomener. Og bliver på grund af sidstnævnte kategori anset som sociologiens stamfader.
Der skal længere nede i opgaven kigges lidt på muligheden for det positivistiske videnskabsideal at studere samfund, samt hvorvidt dette kan lade sig gøre, og hvilke indvendinger hermeneutikken, kan have imod det synspunkt, at positivismen vil være istand til at forske samfund efter det positivistiske videnskabsideal.
Auguste Comtes håb med dette ideal var at skabe en kultur med orden, fred og progressivitet, i et samfund der var præget af et positivistisk verdenssyn.
Så mennesketankens mål er altså en objektivt observerende tanke. Den der ser det større system, og observer og forklarer dette. Dette medfører at en subjekt-tanke ikke får så meget plads i den positivistiske tradition.
En tradition som også deler dette videnskabsideal er strukturalismen, denne opstår med Ferdinand de Saussure (1857 – 1913). Med strukturalismen får man en teori om sproget, hvori sproget ses som et større system end individet, og individets sprog, og kulturer tolkes hermed udfra det større sprogsystem, og ikke så meget de enkelte individers udtryk. Dog kan sprog ikke udtrykkes uden en person, og ved dette er udgangspunktet noget tættere på humanismen end positivismen er det. En teori som også tager sit udgangspunkt i det menneskelige udtryk, men det menneskelige udtryk som værende unikt, er hermeneutikken som der skal kigges på her.
Hermeneutikken.
Hermeneutikkens udgangspunkt er modsat positivismen, ikke det objektive, men det subjektive. Der bliver taget udgangspunkt i det menneskelige udtryk. Forskellen på positivisme og hermeneutik kan kort sagt forklares ved det, at positivismen forklarer hvad der i hermeneutisk forstand er ikke-meningsfyldt, hvorimod hermeneutikken vil forklare det meningsfyldte. Og det meningsfyldte er det menneskelige udtryk, som kan fortolkes og forstås.
Hermeneutikkens felt er altså forståelsen. Det er en disciplin der undersøger hvordan man egentlig er i stand til at forstå og fortolke noget. Forståelsen opstår i fortolkningen af meningen. Dog forsøger hermeneutikken ikke at afvise de fysiske årsagssammenhængende forklaringer på det naturlige felt, som de naturvidenskabelige positioner er så glade for. Hermeneutikken påstår bare at den mest holdbare måde at forstå det meningsfulde på, er i den fortolkende forståelse af et menneskeligt udtryk.
Hermeneutikkens opståelse.
Hermeneutikken opstår i 1800-tallet, samtidig med positivismen.
Hermeneutikkens fader bliver ofte regnet for at være tyskeren Friedrich Schleiermacher (1768 – 1834). Ordet ”hermeneutik” blev dog indført før, og allerede i 1600-tallet, og blev betegnelsen brugt for en disciplin der havde med udlægning og redegørelse af bestemte tekster, nemlig juridiske og teologiske tekster at gøre . Der bliver i denne form for hermeneutik taget udgangspunkt i selve teksten. Med romantikkens opståen i 1800-tallet bliver man mere bevidst om, at forståelse ændres med historien, idet kulturer og tænkemåde ændres. Dette udvider hermeneutikken til at indbefatte, ikke kun teksterne, men også ophavsmændenes eller forfatterens større kontekst. Dette sker hos Schleiermacher, og det er derfor man ofte har udnævnt ham som hermeneutikkens egentlige fader, og Dilthey udvikler den sidst i 1800-tallet til at indeholde ethvert menneskeligt udtryk, og ikke kun tekster.
Der skal her kigges på nogle grundbegreber i den hermeneutiske tradition, for at klargøre hvad det er, der bliver indført med denne tradition.
Grundbegreber i hermeneutikken.
Hermeneutikken opererer med to centrale begreber, disse to er fortolkning og mening.
Med mening skal forstås fænomener, som har sit udspring i mennesket. Det menneskelige udtryk. Der laves en distinktion mellem naturlige fænomener, som i hermeneutisk forstand ikke har nogen betydning, og de menneskelige udtryk, som har betydning. De menneskelige udtryk er så de meningsytringer, hvorpå man kan fortolke udfra.
Begrebet fortolkning bliver ikke indført af Schleiermacher eller hermeneutikerne, men får en drejning fra en såkaldt bibelhermeneutisk kontekst, eller juridisk hermeneutisk kontekst, idet, at dette begreb, hos Schleiermacher, får en større betydning i indfølingsprocessen (divination hos Schleiermacher). Det er nu ikke længere teksterne der tages udgangspunkt i, men forfatteren, og forfatterens kontekst. Det vil sige, at når man læser en tekst, og fortolker denne tekst, så indføler man sig i teksten, og kan derpå fortolke en mening ud af dette.
Denne indfølende opfattelse af hvordan man fortolker, har bund i en metafysisk teori, der mener at for, at en læser skal kunne forstå en tekst, og derpå også forfatterens kontekst, og det indebærer alt, psyke, traditionelle omgivelser, historisk situerethed og så videre, kan forekomme, er på grund af, at begge disse individer har del i samme overindividuelle liv. Denne tanke var præget af historismen, hvis syn var, at ethvert menneskeligt og kulturelt fænomen kunne tolkes og forstås ud fra dens historiske og traditionelle kontekst. Og i denne tanke er det også vigtigt at gå ud over sin egen tradition, for at sætte sig ind i en anden historisk tid. Og det er dette der er historismens indfølingsteori.
Denne indføling er dog kun mulig hvis forfatteren af teksten og læseren af teksten har et fælles sammenligneligt grundlag, hvad dette er, er ikke helt gjort så klart hos Scleiermacher, han nævner dog nødvendigheden for det i Om begrebet hermeneutik.
”ligesom hermeneutikken slet ikke ville kunne knytte til ved sin genstand, hvis alt var slet og ret fremmed, så behøvede den omvendt ikke at knytte sig til ved den, hvis der slet intet fremmed var mellem den talende og den lyttende”
Her vægtes vigtigheden af et sammenligneligt grundlag i det fremmede, for at gøre en fortolkning af udtrykket, i dette citat fra en taler til en lytter, mulig.
Schleiermacher nævner det psykologiske og grammatiske aspekt som henholdsvis komparations, og divinationsgrundlag.
Et andet grundprincip hermeneutikken opererer med er det, der kaldes den hermeneutiske cirkel, dette princip redegør Schleiermacher for i Om begrebet hermeneutik. Det der er pointen med dette er, at når man læser en tekst, er der et paradoksalt spil mellem del og helhed. Når man læser en tekst, og tolker en tekst, er man nødt til at forholde sig til de små enkelte sætninger og afsnit, i forhold til helheden, og man kan ikke forstå helheden uden at forstå de små sætninger og afsnit. Så der opstår i tolkningsprocessen en cirkulær bevægelse mellem enkeltdele og helheden. Denne cirkelstruktur udvides til at omfatte tekstforfatterens liv og kontekst etc i hermeneutikkens teori med Schleiermacher.
Dette er nogle af hermeneutikkens grundprincipper, som de så ud med dens opståelse omkring samme tid som positivismen. Disse grundprincipper er dog senere blevet videreudviklet en del med Gadamer, Ricoeur og Habermas bland andre, men der er ikke her plads til at redegøre nærmere for dette.
Hvordan og hvorledes senere.
Så vi ser her to positioner der har to forskellige idealer, Positivismen som vil fjerne det subjektive, og stå tilbage som en observerer og en der giver et ræssonement af det iagttagede, som være sig naturfænomener, man kan opstille lovmæssigheder omkring. Og vi har hermeneutikken der sætter sit udgangspunkt i det menneskelige subjekt, med dennes indføling og fortolkning af et andet menneskes udtryk, som værende en unik størrelse.
Der hvor disse to positioner er mest i debat hen, er på det omkring hvad der er sandt, hvad er sandheden?
For positivisten gøres der en dyd ud af at distancere sig fra det betragtede, og dermed skabe en objektiv sandhed, snarere end en indfølende tolkende sandhed. Dette medfører, at disse to syn på det sandes karakter er forskelligt. For en positivist er det muligt at opstille lovmæssigheder for betragtede naturfænomener der er sandt, og som vil blive ved med at være sandt. Dette er ikke tilfældet hos en hermeneutiker. For en hermeneutiker er der ikke nogen absolut entydig sandhed, det tolkende subjekt er en variabel størrelse, hvilket gør en absolut sandhed umulig. At tolke menneskelige udtryk er et evigt projekt.
I forlængelse af dette opstod der et interessant spørgsmål; hvad er humanistisk videnskab egentlig? Og skal humanistisk videnskab efterligne naturvidenskaberne?
Dette spørgsmåls svar udtrykkes bedst i det der sker omkring midten af 1800-tallet, nemlig en opdeling mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, som kan ses udtrykt i netop den videnskabsteoretiske debat der opstår mellem positivisme og hermeneutik. Og det er disse opdelinger og videnskabsbegreber i disse traditioner der stadig præger vor tids opdeling og omgang med naturvidenskaberne og humaniora.
Positivisten og hermeneutikeren benægter ikke hinandens funktion, i den forstand at de vil udelukke hinanden som værdifulde i hvert deres felt af viden. En positivist vil f.eks. ikke benægte en indlevelses, eller indfølelsesproces, som givende en forklaring på visse handlinger begået af en person, men vil blot påpege at det kun vil være gætværk, og ikke en sand beskrivelse af tilstanden som den egentlig er . Og en hermeneutiker vil ikke benægte kausale forklaringsmodeller på naturlige fænomener, eftersom disse ikke er menneskelige udtryk, og der derfor ikke er nogen mening bag disse udtryk. .
På dette grundlag er der som sådan, i rent pragmatisk øjemed, ikke nogen strid mellem disse to positioner. De deler ikke samme forskningsfelt, men der må siges at være to forskellige syn på subjekt og objekts betydning. Og Auguste Comte påpeger at studiet af mennesker i samfund skal foregå på positivistisk vis. Og så er man inde på at studere mennesker, og menneskers udtryk, som er hermeneutikkens felt, set i denne sammenhæng.
Men for en positivist er det muligt at studere samfund på positivistisk vis. Deres påpegning af hermeneutikernes typiske indvendinger om, at for at forstå samfund, som hovedsageligt indeholder menneskelige udtryk, er der behov for indføling, går på, at indfølingen ikke er nogen garanti for, at det er en rigtig tolkning. Indfølingen er kun en formodning, og en usikker en. Samt at man uden indføling, vil være istand til at bedømme og forstå et menneskeligt udtryk, ved at opstille generelle lovmæssigheder, beskuet ved forskning såsom behaviorisme for eksempel.
Muligheden for at forklare samfund bestående af mennesker, på positivistisk vis eller ej, er en evig debat, som hermeneutikeren og positivisten aldrig vil finde enighed omkring. Men forskellen i de to positioners metode at forske i samfund på, vil være i det, at positivisten vil forske i generelle samfundsmæssige lovmæssigheder, og ikke i det unikke, som hermeneutikeren gør. En teori om kapitalismen, vil være en lovmæssig teori om kapitalismen, og det kapitalistiske systems funktioner, men et studie af f.eks. Marx kapital-lære, vil være et studie af det unikke, eftersom Marx sindstilstand i det sted og rum, i den kultur han befandt sig i, aldrig vil komme igen. Og dette udtrykker meget klart hvad forskellen i disse to positioner er.
Konklusion.
De to videnskabsteoretiske positioner, positivisme og hermeneutikken, som disse så ud i deres opstartsfase, er nu undersøgt.
Der ses at positivismen opstår i forlængelse af empirismen og oplysningstænkningen. Auguste Comtes udviklingsteori inddeler tre faser, for den menneskelige tankes udvikling; den teologiske, den metafysiske og til sidst den positive fase, som enhver menneskelig tanke gennemgår, for at udvikle sig til en fuldent positiv filosofi. Denne positive filosofis ideal er at fjerne enhver teologisk, og metafysisk bagvedliggende forklaring på naturlige fænomener, og derpå forklare de lovmæssigheder, et naturligt fænomen undergår. Dette sker ved, at subjektet forlades, til fordel for objektiv beskuen og ræssonement af fænomenerne.
Derpå kigges der på hermeneutikken, som opstår omkring samme tid som positivismen, som en selvstændig disciplin. Denne position opstår i forlængelse af en bibelhermeneutik, hvor der tages udgangspunkt i teksten som tolkningsgrundlag, men man fandt i forlængelse af romantikken ud af, at en teksts betydning og mening, ofte skal ses ud fra en større historisk kontekst, og ikke kun ud fra teksten selv. Dette gjorde at ethvert menneskeligt udtryk vil have mening, en mening som kan fortolkes. Denne fortolkning mente Schleiermacher, kunne kun ske ved en såkaldt indføling, eller divination, i teksten af læseren af teksten. Dette gør at subjektet får en større betydning i hermeneutikken, end hos positvismen, subjektet er her en central skikkelse, subjektet er den der med sin forståelseshorisont går ind i en tekst og tolker en mening ud af den givne tekst.
Der opereres med to vidt forskellige idealer for sandheden, den ene hvori en objektiv beskuer, forklarer lovmæssigheder og opstiller ved dette, en fast sandhed omkring et givent fænomen. Den anden operer med et subjekt, der går ind og tolker en mening ud fra en tekst, og det er derved ikke noget fast sandhedsbegreb man operer med, for det tolkende subjekt er en variabel størrelse.
Dette satte gang i en meget vigtig debat på universiteterne, om hvorvidt humaniora skal efterligne de naturvidenskabelige discipliners videnskabsideal. Og der blev lavet en opdeling i det der kaldes naturvidenskab og åndsvidenskab.
-----------------------------------------
Noter:
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 63.
Comte, Auguste; De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 51.
Comte, Auguste; De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 51 – 52.
Comte, Auguste; De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 53.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 52.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 56.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 54.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 57.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 65.
Comte, Auguste: De tre stadiers lov. Fra Livsanskuelser gennem Tiderne, side 62.
Auguste Comte fremstiller dette samfundssyn i de afsluttende sider af hans tekst De tre stadiers lov.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 142.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 142.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 143.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 148.
Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik, forelæsning A, i Hermeneutik – en antologi om forståelse, S. 50
Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik, forelæsning A, i Hermeneutik – en antologi om forståelse, S. 58
Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik, forelæsning B, i Hermeneutik – en antologi om forståelse, S. 64.
Peter C. Kjærgaard og Jens E. Kristensen: Universitetes idehistorie i Universitet og videnskab, S. 61.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 89.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Hermeneutik af Mogens Pahuus, S. 165.
Humanistisk Videnskabsteori; Red. Collin, Finn og Køppe Simon. Afsnittet Positivisme af Jan Friis Flor, S. 88.
==============================================
....alle dem der er nået hertil er tumper...