Psychedelia.dk

Hør nu her! Jeg er i det mest mærkelige mentale sted. Det har noget at gøre med inputkanaler og erfaring. Hvordan ved vi det vi ved?
Der er også noget om strukturering af input, sprog, systemer etc.


Dybest set kan det koges ned til dette:

Hvis den fysiske verden eksisterer, hvorfor har den så produceret en ting (svampen) som får mig til at betvivle om den eksisterer?

På den anden side, er det ikke det mest naturlige?
Hvis der er noget, så burde man da spørge hvorfor, ikke?

Jeg ved ikke hvor meget mening det giver for jer, jeg har selv svært ved at holde fat på det. Jeg synes selv jeg begynder at lyde som en person jeg ikke ville kunne forstå.

Er der nogen der kender det her?

kan sagtens følge dig.. tror det startede efter de første trips på svampe. Det er som om man bliver helt filosofisk og finder ud af at verdenen rummer mere end man lige ved. og at svampene er en slags genvej til noget. Dog har denne følelse stilnet lidt af den sidste tid pga stress og uddannelse. Men nu er det heldigvis igen snart tid til sjov på shrooms..

Sjovt, jeg har ikke alle de spørgsmål når jeg er på shroomz. Det hele giver bare mening på sådan en stor måde.. hehe.. men den her hører vidst til i fuck? eller filosofi?

Højst muligt. Jeg var stadig lidt langt væk da jeg skrev det, så hvis nogen vil flytte den så gør det bare.
Jeg havde bare den mærkeligste fornemmelse af, at det var enormt vigtigt, så jeg skrev så meget ned som jeg kunne.

Svampetrip er nu en finurlig ting på den fede måde

1. Fordi den fysiske verden ikke rummer mening, hensigt, formål el.l.. Produktionen af svampen er altså et tilfældigt evolutionært rest-produkt, og naturen "ved" ikke, at svampen kan fremkalde bestemte tanker/oplevelser i dig, og har ingen hensigt med at "skabe" svampen.

2. Fordi der er en dyb mening i alting, og én stor kosmisk sammenhæng. Naturen har skabt svampen og mennesket, for at blive selvbevidst. Mennesket (bevidstheden/fornuften) er altså en slags spejl, som naturen kan se sig selv i. Mennesket er "Ånden, der vender sig mod sig selv".

Jeg hælder mest til 1. mulighed, og synes den anden lyder som en udiagnosticeret psykose forklædt som filosofi.

Der var ganske givet noget psykose over det, ihvertfald fra en psykiaters synspunkt. En ting er naturvidenskab, noget andet er hvordan det føles. Rationelt set giver nogen af de tanker jeg havde ikke så meget mening, men de var meget vedholdende.
Anyway, jeg brygger lidt på en triprapport, og så vidt jeg kan få styr på det, handlede det om nogle meget basale spørgsmål:

- Hvorfor eksisterer universet overhovedet?
- Eksisterer universet i det hele taget, eller er det bare noget jeg forestiller mig?
- Er min krop en essentiel del af mig, eller kan den undværes?
- Hvad fanden foregår der egentligt?

Specielt det sidste kunne jeg godt tænke mig et svar på.

Man hører om de gamle hippier, der siger at hvis alle bare tog syre, ville hele verdenen blive bedre. Jeg tror jeg begynder at forstå, hvorfor de tænkte på den måde.
Efter en sådan tur, hvem gider så at slås.

Sjovt nok er alle spørgsmålene klassiske filosofiske problemer.

Jeg prøver lige at skitsere dem, og håber, at det kan give dig lyst til at læse- og beskæftige dig med den filosofiske tradition.
Selvom det kan være frugtbart selv at finde frem til mulige svar på de filosofiske spørgsmål, kan det være endnu mere givende, at begynde at læse andres tanker, når man selv "sidder fast", eller føler at man har fundet SvarET.

nr. 1 kaldes "Theodicé-problemet" og blev formuleret af Leibniz (1646-1716) som "Hvorfor er der noget og ikke intet?". Leibniz forsøger at begrunde dette med at Gud er god, og at den aktuelle verden er "den bedste af alle mulige verdener". Senere har Heidegger (1889-1976) genoptaget dette spørgsmål, og kritiseret traditionen for at forsøge at begrunde det værende med et "højeste værende" (Gud).

nr. 2 kaldes "omverdens-problemet", og er en skeptisk udfordring der opstod som følge af Descartes metodiske tvivl og skarpe opdeling i subjekt (bevidsthed, også kendt som "Cogito'et") og objekt (omverden). Descartes fandt frem til, at det første sikre udgangspunkt er, at jeg tænker, og derfor eksisterer. Da der er noget der tænker/tvivler må "noget" eksistere, og dette "noget" er min bevidsthed. Problemet er så at vise hvordan man som subjekt for viden om noget udenfor sin egen bevidsthed, altså om omverdenen (de fysiske ting, andre menneskers bevidstheder osv.). Descartes begrunder dette med, at Gud er god, og ikke kunne finde på at narre os, så når vi opfatter noget "klart og distinkt", så er det noget virkeligt vi opfatter.
Hele den filosofiske tradition efter Descartes har dog haft svært ved at acceptere, at Gud er vores eneste garanti for viden om omverden, og har kæmpet med dette problem - bl.a. Kant, Husserl, Heidegger og Maurice Merleau-Ponty har forsøgt at løse det, ved at opstille alternativer til Descartes' metafysik.

nr. 3 behandles bl.a. af den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), der forsøger at gen-tænke forholdet mellem bevidstheden og omverden, således at min krop bliver en slags bindeled mellem de to, og ikke bare et stykke mekanik, der er afskåret fra bevidstheden (som det har været i næsten hele filosofien indtil da).
Bevidstheden er kroppen, og kroppen er et direkte udtryk for bevidsthedslivet.

nr. 4 ... hmm?

Lækkert med nogen kilder. jeg tror jeg vil grave lidt ned i det her. Nu er det jo ikke sådan at jeg aldrig har tænkt over disse ting før (jeg har læst en del, men aldrig særligt organiseret), men det der overraskede mig var at det bare kom helt af sig selv. Det var ikke mig der begyndte på det, jeg guidede ikke trippet i den retning, det poppede bare frem.
Det sidste spørgsmål er et jeg har haft i et stykke tid. Efter de sidste to svampetrip, som begge gik længere end jeg har været før, var det det jeg kom tilbage med. Hvad er det der foregår? Hvorfor er det her ikke på forsiden af alle aviser? Hvorfor diskuterer folk ikke det her på hvert gadehjørne?
Jeg er klar over de logiske svar på de spørgsmål, men jeg blev bare slået af hvor langt ude det er at sådan noget eksisterer.

Og hvor er det godt der er et sted som her, hvor man kan snakke om den slags uden at folk kigger mærkeligt på en.

Kære Lukasino.. Jeg har haft (har stadig lidt) de spørgsmål kørende oppe i hovedet.. Det er umuligt at få svar på dem, men det gør dem ikke mindre spændende!
Jeg gik i et halvt år med samme spørgsmål og blev faktisk deprimeret over hvor umuligt det hele er at forklare.. Når først man har set hvilke "mursten" alt er bygget op af, så er det svært at tage ens hverdag seriøst, da det hele virker som én fucking stor joke!
Men jeg håber du kommer med nogle lækre filosofier! Smid dem her og lad os grave os ned i spørgsmålene

/IC