Psychedelia.dk

Jeg har hørt mange mennesker sige at de ikke er bange for at dø. Nok noget nærmere nysgerrige, spændte og evt også forventningsfulde. Disse ting gør sig da også gældende for mit vedkommende, men til listen vil jeg også gerne tilføje bange/angst/ekstrem rædsel!
Jeg kan ikke finde ud af om jeg virkelig er overbevidst, når folk fortæller mig at de ikke er bange for at dø, jeg kommer altid til at tænke på menneskets evne til at fortrænge og fornægte uundgåelige, ubehagelige forestående episoder, såsom døden. Denne evne tror jeg ikke altid at vi behersker fuldt ud, og da slet ikke når det drejer sig om en sådan "krænkelse" af egoet, som døden nu må være. Egoet lever jo af bekræftelse og anerkendelse, og uden disse to ting bliver vi (ego) syge, selvfølgelig varierer dette behov fra menneske til menneske, formentligt alt efter hvor stort et ego det enkelte individ nu har. Men når vi nu ikke engang kan leve et liv uden, hvordan skulle vi så gladeligt kunne give afkald på det i døden? Ikke at jeg tror vi har brug for bekræftelse og anerkendelse, når først vi er døde, men hvordan kan nogen læne sig tilbage med et smil på læben og sige at de ikke frygter at miste det...? Spurgte man nu folk om de var bange for aldrig at kunne gense sine kære, at blive glemt, ikke længere at have venner og bekendte, der anerkender en som man er og ikke længere at have nogen at holde af (hvis man da kan bruge dette til at sammenligne), så tror jeg måske svaret blev lidt anderledes, for det er vel sådan set lidt af det vi kommer ud for når vi dør?
Da der nu selvfølgelig er forskel på størrelser af ego er oplevelsen af frygten for at dø vel også ret forskellig. Jeg kunne forestille mig at folk der behersker deres ego (munke f.eks), er mere afklaret med døden end vi er her i det meste af den vestlige dualistiske verden, som jeg ser på det er vi blevet proppet med frygt allerede fra barnsben, vi vokser op med forestillingen om en himmel og et helved, hvis ikke man har opført sig ordentligt kommer man i helvede, hvis ikke det er anledning for et barn til at vokse op og frygte døden ved jeg ikke hvad det er....?
Jeg tror at dybt i os alle sammen ligger frygten for at dø, også selv om vi måske ikke er klar over det.
Jeg ved ikke om særlig mange deler dette synspunkt, men det kunne alligevel være interessant at høre om andres mening/ forestilling om døden, forudsat at man har sådan en...

Tror at det er en meget normal følelse at frygte døden, gjorde jeg også selv for ikke længere mindre end et år siden, men er i en overgangsfase hvor jeg er begyndt at blive mere afklaret (efter min egen vurdering).

Jeg har mange gange ligget i sengen både med lukkede og åbne øjne og tænkt over døden (skrev såment en essay i folkern om det engang i 8. klasse), og fik en meget ubehagelig følelse af at tænke på døden, tilnærmelse af smerte og sorg. Men som tiden er gået har jeg bare anerkendt at døden er der, og der ingen grund er til at frygte den, der er så mange andre ting vi kan tage os til og bruge tiden på. Det er unødvendige bekymringer til en hvis grænse (en af de få bekymringer man ikke skal være bekymret over!).

At bruge freuds model til at forstå det er nok noget forenklet, men vel fint nok, men så se det da på en anden måde - erkend at du skal dø, erkend at det ikke er slemt hvis du gør hvad du mener er rigtigt efter din egen mening. Det er ligemeget om det er ud fra religion eller ateistisk overbevisning, man erkender det på den ene eller anden måde.

Som sagt jeg frygter det ikke længere, men til en hvis grænse går det mig på. Det meste af min frygt/angst har været tanken om at jeg ikke eksisterede mere når hjertet og hjernen stopper med at fungere. Tror at det er meget normalt at tænke sådan i en periode.

_________________
A trap is for fish: when you've got the fish, you can forget the trap. A snare is for rabbits: when you've got the rabbit, you can forget the snare. Words are for meaning: when you've got the meaning, you can forget the words. Where can I find someone who's forgotten words so I can have a word with him?...

jeg er ikke bange for at dø men selvfølge spændt .Der mange ting som kan hjælpe os med at acceptere døden og gøre den mere naturlig så som meditation som bla lære os at hvile i os selv og i vores inderste kærne som jeg mener er sjælen og vores sande jeg og den føles altid tryg for mig.Der ik noget mere trygt i mine øjne end når jeg sidder og meditere og kommer i det tomrum hvor man kun har sjælen og ingen tanker og da jeg er sikker på at jeg kommer til at have den sjæl med mig efter døden bliver jeg hel tryg.Det med at være bange for at dø og miste sin kære er jeg kommet over ved at acceptere at alt hvad vi får mister vi igen så det ikke så svært igen for sådan er det bare

kærlig hilsen tribe

Kan lige så godt være ærlig og sige jeg er ekstremt bange for døden.. tanken om ikke at kunne tænke, ikke at være bevidst længere.. det er ren forfærdelighed!

Er ligeglad med himmel/helvede, er ikke ligefrem "relligiøs".

Men på andre planer accepterer jeg at der er en universel naturlighed i at hvad der starter også må ophøre og at vi ligesom går i et med universet når vi dør. Døden er jo bare manglen på en tilstand, ligesom før vi blev født, hvor vi ikke "var".

Når jeg dør og min bevidste eksistens ophører, er jeg netop "uendelig" eller tidsløs. Den eneste måde at undgå døden er tidsløshed, og det kan kun opnås ved ikke at være bevidst om tiden (altså være død). Derfor er det et logisk paradoks ikke at dø..

Men ligemeget hvad vi gør, skal vi jo dø.. det virker bare meget fjernt, for jeg har ikke lyst til det. Det er egoismen der giver mig dødsangst, men man må også prøve at overkomme det for at kunne holde tanken ud, og se det smukke i at blive "recyclet" og gå i et med universet.. at ens fysisk bevidste eksistens ophører..

Det egoistiske problem i at dø er at der ikke er nogen følelse af at være død, kun manglen på en.. og det er jo også ret irriterende at tænke på, men alligevel, hvorfor frygte ingenting? Det er kun tabet af ens bevidsthed fra ens fysiske legeme der er irriterende ved det, og det er et egoistisk synspunkt..

Alt i alt: døden er noget lort. Siden det er enden på livet, er livet også noget lort. Men sådan er det.

Jeg har nogle forskellige forventninger til døden, men jeg må sige at jeg glæder mig rigtig meget i sidste ende. Jeg har altid været nysgerrig.. og dette er bare en af de gåder man kun kan løse selv.

Jeg tror ikke jeg ender med at være bange for døden.. men jeg vil aldrig dø i en OD.. tror det kan tage meget af helheden fra oplevelsen.

Jeg er glad for, at folk dør, og jeg er glad for folk er bange for døden. Det er jeg nok også selv. Hver dag dræber vores race - menneskene - tusindvis af mennesker og dyr, som alle frygter døden. Hvis vi ikke døde - eller decideret blev myrdet - ville verden være et uretfærdig sted efter min mening.

Hvis jeg så læser om en fisker, slagter, eller anden form for dyre-dræber, der dør i en trafikulykke, bliver myrdet af en psykopat eller overdoserer heroin, så føler jeg bestemt ikke empati for ham. Han er jo ikke andet end offer for hvad han gør mod andre hver eneste dag. Og jo, man kan godt sammenligne det på den måde, for vi mennesker er på ingen måde bedre end dyr. Tværtimod. Men man skal selvfølgelig stadig ikke indføre dødsstraf, fordi et barn kommer til at kvase en mariehøne.

Tager jeg for mange svampe?

................

ved ikke om jeg skriver det rigtige sted har lige lavet en profil.
men det du skriver forstår jeg .. noget af.. hæh.. men det der med at vi er blevet proppet med frygt fra lille barn af det forstod jeg ... jeg ved ikke rigitig om jeg kan sige min mening om det for det er som om hjernen ikke rigtig kan tænke tanken helt færdig.. eller er det bare mig..
men alligevel var det noget syg tekst du skrev det var på tide det kom ned på papir.
jeg tror jeg konfrontere bypræsten med det næste gang jeg ser hende hæh..

For mig er reinkarnation en virkelighed. Jeg kan ikke gøre rede for hvordan det fungerer, men jeg er (blandt gennem trips) blevet sikker på, at det som er tilbage i den situation man kalder egodød kan operere fuldstændigt uafhængigt af krop og personlighed.

Når man identificerer sig 100 pct. med sin personlighed så vil døden være det ultimative tab og dermed også være forbundet med angst - for man mister jo alt.

Jeg tror dog at der er noget i os som er mere "egentligt" og at det går videre efter døden.

Jeg tror egentlig aldrig jeg har været bange for at dø. Det er jo unægteligt en del af livet. Selvfølgelig er jeg da spændt på hvad der sker, det er jo et af livets store spørgsmål: "Hvad sker der når jeg dør?" Jeg kender et par stykker der er blevet genoplivet, efter at have været væk i et par minutter. De siger begge, at det var en meget fredfyldt oplevelse. En af dem siger sågar, at hun ikke havde lyst til at vende tilbage...men hun gjorde det, fordi der var en der kaldte på hende. Før denne oplevelse var hun meget bange for at dø, men den frygt er nu helt væk...

Efter som jeg ikke har prøvet at dø, skal jeg ikke kunne udtale mig om hvordan det er, men min overbevisning er, at det er lidt som at lægge sig til at sove. Selvfølgelig alt efter hvordan man kommer herfra.

_________________
No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we're looking for the source of our troubles, we shouldn't test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.

P. J. O'Rourke

Jeg er ikke bange for døden.

Ved at når jeg er død sanser jeg ikke.

Hvis man ikke sanser..
Hvis man ikke kan se noget, høre noget, smage noget, mærke noget eller lugte noget...

Det er intethed.

Du forsvinder vel?

Sokrates sagde, at man ikke skulle frygte døden. Der var nemlig ingen der vidste hvad døden var og derfor kunne man heller ikke sige noget konkret om den. Ergo var det direkte stupidt at gå rundt og frygte og være bange for den.

Han er jo kendt for citatet:"Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved noget." og en af hoved mantraerne i hans lære (efter min mening) er, at man ikke skal snakke om de ting man ikke ved noget om, men holde sig til de ting man kan. Dette er jeg meget enig i.

Mht. døden pg jeg, er jeg da noget nervøs over at skulle dø. Noget jeg bestemt ikke har nogen trang til lige for tiden. Jeg prøver dog at se det, som han gjorde, men man må nok bare indse, at frygten for døden (eller det fremmede om man vil) er en menneskelig ting, en vi ikke kan slippe for.

Jeg er ikke helt sikker på det er en korrekt udlægning af Sokrates/Platon.

Platon lader i dialogen "Faidon" Sokrates definere filosofi som "en forberedelse til døden" (ved ikke om citatet er ordret), da man ved at filosofere indser, at sjælen er evig/udødelig og derfor lever videre, når den fysiske krop dør.

Desuden mener han vel netop, at man skal forsøge at snakke om de ting man ikke ved noget om, så man igennem en dialektisk proces kan lære nyt (eller "genopdage" det man allerede vidste - jf. anamnesis-begrebet).
Man skal bare aldrig gå ind i en dialog med det udgangspunkt at man allerede kender sandheden og ikke vil ændre sit synspunkt.

Grunden til at han siger "det eneste jeg ved er, at jeg intet ved" er, at han ved at lege uvidende spørge-jørgen kan udfordre de folk der tror de sidder på den ultimative sandhed.

Er personligt ikke bange for døden... tror at man kan nå en vis alder hvor man er "mæt af dage" og det ligesom bare er det næste skridt... man har lært hvad der skulle læres denne gang og er egentlig bare klar til det. Min mormors sidste ord. stille og fredeligt: "Jeg elsker jer. Nu dør jeg." og så åndede hun ud... ingen angst. ved endda at hun ikke helt selv synes at det var hendes tid.
Hvis jeg sq dø i dag, ville jeg nok mest synes at det var, ærlig talt, skide ærgeligt... ville gerne opleve lidt mere... men tror nu nok også jeg ville acceptere det. Var ved at drukne en gang og var sikker på at jeg ville dø. Første tanke: kære Gud hjælp mig! Anden tanke: aaargh altså også. sq da ikke nu!! Altså... ikke nogen frygt da jeg accepterede det, men det var så her jeg røg på land.

Zarethustra >

I hans forsvars tale belyser Sokrates, efter min tolkning, tydeligt, at døden ikke er noget man skal frygte fordi man intet kender til den.

Han frasiger sig jo netop der også den nåde mildere landsforvisnings dom til fordel for at blive dømt til døden. Der argumentere han bl.a. også med, at han ikke frygter døden fordi vi ikke skal frygte det vi intet ved om.

Mht. min tolking af, at man ikke skal snakke om de ting man intet ved noget om. Jeg henter også dette fra hans forsvarstale, hvor han kritisere Politikere, digtere og håndværkere for at tro de ved noget på punkter de intet har med at gøre og derfor burde holde sig til deres respektive fagpunkter.

At reflektere over, og derved snakke om, tingene, eller det uvisse og ukendte, er vel noget der i følge Sokrates (Platon er nok mest at tilskrive denne mening) er reserveret for filosofer, hvilket kan ses gennem Platons opdeling af den "perfekte" stat.

................

Det er meget præsist.

Der bør måske tilføjes: "Oplevelser er virkelige, kun ens manglende evne til at forstå, gør dem uforståelige."

Kedeligt at dø og ikke opdage hvad der skete. Det er nemlig ikke alle der opnår den der rus...

Ka huske at forsangeren fra et eller andet metalband var midlertidigt død efter en overdosis af noget stof (sovepiller, heroin eller noget andet).
Han oplevede kun sort tomhed og mørke, hvilket overbeviste ham om at der ikke var noget "efter døden".

I hans tilfælde forstod han så lidt at han ikke oplevede noget.

Han kunne vel starte med at spørge hvordan han havde kunne opleve noget "sort" (dvs. han oplevede faktisk noget) hvis han var død...

Om man frygter døden kommer vel utroligt meget an på hvad man tror døden er?
Og vi er rigtig nok blevet indoktrineret.
Det officielle system tilbyder to meget begrænsende muligheder eller forklaringer for den menneskelige skæbne. Vi kan vælge mellem en dømmende gud, der opstiller nogle normer for hvordan vi bør leve vores liv, og når vi dør skal han tilsyneladende afgøre om vi skal i himlen eller helvede for altid. Det andet alternativ kommer fra den konventionelle videnskab, der basalt mener, at vi er en kosmisk ulykke uden hverken fortid eller fremtid, og at du har dette liv og så slukkes lyset ellers. Alle andre muligheder er noget pladder. Se ? Hvis man lever i den virkelighed er det klart at man frygter døden! selvfølgelig.. Men er det usandt ? selvfølgelig er det det.. Men vi bliver jo løjet til konstant. I ved vel selv hvordan "systemet" fremstiller lsd, svampe og den slags.. Altså det er utroligt sjældent man hører en positiv lsd historie i nyhederne, ik sandt? Jeg tror aldrig det er sket, men det ville da være rart at få noget sand information i stedet for skræmme kampagner og løgne.. Men jeg tror ikke at der er nogen grund til at frygte døden, som den fantastiske Bill Hicks sagde: "All matter is nearly energy condenced to a slow vibration. We are all one conscienceness experiencing itself subjectively. There is no such thing as death, life is only a dream and we are the imagination of ourselfs."
og ikke mindst:
"The world is like a ride at an amusement park. And when you choose to go on it, you think it's real because that's how powerful our minds are. And the ride goes up and down and round and round. It has thrills and chills and it's very brightly colored and it's very loud and it's fun, for a while. Some people have been on the ride for a long time, and they begin to question: Is this real, or is this just a ride? And other people have remembered, and they come back to us, they say, 'Hey – don't worry, don't be afraid, ever, because this is just a ride ...' And we ... kill those people. Ha ha, 'Shut him up. We have a lot invested in this ride. Shut him up. Look at my furrows of worry. Look at my big bank account and my family. This just has to be real.' It's just a ride. But we always kill those good guys who try and tell us that, you ever notice that? And let the demons run amok. But it doesn't matter, because – it's just a ride. And we can change it anytime we want. It's only a choice. No effort, no work, no job, no savings and money. A choice, right now, between fear and love. The eyes of fear want you to put bigger locks on your doors, buy guns, close yourself off. The eyes of love instead see all of us as one."

Det eneste jeg frygter ved min død er at mine forældre skal overvære den..
JEG skal komme mig over mine forældres død og ikke omvendt.

Det er sådan set mit enest krav, ellers kan døden sku bare komme an, men ingen grund til at skynde sig :twisted:

Det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål. Jeg vil mene at man (under antagelsen at der intet er efter døden) slet ikke kan dø, rent subjektivt. Hvis bevidstheden kun er en funktion af hjernen og hjernen "slukker" når man dør, så vil man jo ikke opleve noget som helst. I selve dødsøjeblikket ophører man med at eksistere og vil derfor aldrig opleve at dø, højst at være ved at dø (men det kan vel også være ubehageligt nok).

Jeg kommer så til at tænke på hvor subjektiv tiden er. Vi har kun en objektiv tidsmåling hvis vi sammenligner med noget uden for os selv. De fleste kan vel relatere til at man i en drøm eller et trip har "mistet" tid eller har oplevet mere tid end der objektivt set er gået.
Så hvis man i sekundet før man dør helt bliver afskåret fra kroppen (dvs. sanseorganerne lukker ned) og man derfor i et øjeblik bare er en isoleret hjerne uden input (og derfor uden eksternt samligningsgrundlag), hvor meget tid kan man så opleve i det korte tidsrum mellem at sanserne slukker og man reelt dør?
Er der nogen grænse for hvor meget subjektiv tid man kan presse ind i et objektivt tidsrum?
Og hvad vil oplevelsen være? Mørke/ingenting? Bare dig og din hukommelse, a la "se livet passere for øjnene af sig" (eller igennem det visuelle cortex)? Eller et massivt trip efterhåden som hjernen går i selvsving og lidt efter lidt lukker ned?