ZlazkeFrø skrev:
Ok det startede egentlig med at jeg prøvede at forklare at jeg følte mig ret atypisk fordi jeg har udviklet mig anderledes i forhold til de mennesker jeg førhen sammenlignede mig selv med og ja jeg er nok en smule frustreret over at folk ikke længere gider at lave de samme ting som mig. Men ikke at det er de ting vi førhen lavede sammen (Sex, drugs n bassline) men mere at de ikke kan se det fede i det der nu betyder noget for mig, atså en fundamental forskel i værdier. Men på den anden side er jeg sgu egentlig også glad for at jeg ikke bare har lukket øjnene og fulgt strømmen og ligger og solbader på bellevue og tramper løs på culture box til tidens nye hippe elektroniske rytmer eller sidder ved et bord som en eller anden tøs har brugt timer på at anrette så folk kan sidde og sige naaaaj nogle lækre vinglas og er det forresten ikke carbernet savignon jeg sidder og bæller i mig, det går lige til hovedet.. Fnis!
Det er som om at der er en masse ydre materielle ting der skal være til stede før folk kan tage i skole/arbejde og fortælle om hvor hyggeligt det var den aften uden at de egentlig har snakket om en skid der betyder noget eller følt at de virkelig slappede af.
Der er de selv samme folk man engang kunne sidde på en bænk og dele en brutalis med og bare have den fedeste eftermiddag fordi pladsen var fuld af forvirrede duer der kastede om sig med brødkrummer...
Hvad skete der med de små glæder i livet... Naturen er f.eks. en af de største glæder jeg har men skal man nyde den med 'dem' så skal de kraftedderperkme have ghettoblasters, picnickurve og brætspil og al muligt andet lort med for ikke at kede sig WTF?
Er jeg bare en særling der burde holde sig for mig selv... Aj det er måske lidt at overdrive men for fanden... Hvad er galt med folk?
Hvad der er galt med folk...
Well, mange er forsvarsløse hoppet på den der med at de absolut må have den sidste nye mobiltelefon
og alle mulige moderne dimser så de kan vise at de er en del af det pulserende samfund.
Og for at ku få råd til alle de dimser er det nødvendigt med stress.
Ok, det var da vist lidt banalt forklaret,
men altså for faén jeg tror ikke der er noget galt med dig - tværtimod.
De værdier du taler om, lyder som sande værdier.
Naturen er den sande kilde til kraft - for de af os som stadig kan huske, hvordan man lytter, sanser og lever.
Besøgte Albert Hofmann for nogle år siden, husker hvordan han, mens han lykkeligt og lidt vemodigt så ud over marker og bjerge sagde:
"jeg kan ikke forstå, hvorfor alle de unge flytter fra naturen ind til byerne. De kigger, men ser ikke..."
Folk har ofte så travlt, at de ikke har tid til at mærke sig selv eller for den sags skyld naturen omkring dem.
Mange har faktisk glemt at vi bor i en naturlig veden.
Jeg tror det handler om værdier.
Og så måske lige det, at der for mig at se kun findes 2 forskellige slags mennesker på planeten:
Os der ad forsk. vej har oplevet bevidsthedsændrende tilstande
(om det er stof-induceret eller vha meditation el.lign er underordnet)
- og som er autentiske overfor sig selv og de oplevelser og indsigter.
Og så alle dem, som ikke har haft disse oplevelser/indsigter.
Gid vi dog var nogle flere.
Så et godt råd til alle med børn - opdrag jeres børn til at blive ansvarsbevidste og bevidste med omgangen med planterne,
og husk at vis dem naturen, og den fred vi kan opnå der i stilhed.
Aj, ok det var da lige ud ad en tangent...
Ofte føler jeg mig da også underlig i forhold til den verden, jeg lever i - men er sgu glad for mit liv og mine valg.
Og er lykkelig over at være den jeg er i et så fucked up samfund.
Og lykkelig over trods alt at bo i et så fucked up samfund, efter at have rejst meget i Nord- og Sydamerika og Østen,
hvor folk er så fattige, at de ikke har tid til denne slags luksus-reflektioner.
For det, at vi kan sidde aften efter aften på nettet og skrive om disse tanker, er da et velfærdstegn.
Så må vi jo selv måle velfærden eften den værdi-skala, som vi måler tilværelsen efter...
Men come on - hvis ikke jeg var lidt underlig ville jeg sgu da ikke sidde herinde og skrive med en masse ukendte mennesker...
Selvom mange af jer efterhånden ikke føles så ukendte mere
Zlazke, du er 22. Mange gange vil du opleve at folk vokser fra hinanden.
Det kan være frustrerende ensomt til tider, men i disse perioder har du plads til endnu en selvdefineringsproces.
Faktisk har jeg oplevet det som en gave pga. skilsmisse at miste næsten alle, jeg troede var venner.
-En gave, fordi det hjalp mig til at se klart, og fordi det ikke var jeg, men derimod ex´en som sad tilbage med alle de folk,
som ikke var til noget som helst. Hvilket han da også fandt ud af hen ad vejen.
Et par linjer fra Paul Banks "Time Problem" til at afslutte mit indlæg her:
"Sometimes I get lonesome
and then I miss my old friend so
he disappeared in a mist of booze
and in a cloud of smoke.
Some are gone forever
one moved to Japan
some are right around the corner
but they´re living in a foreign land.
Fly away, fly away, like a bird so free
over every mountain and across the deep blue sea.