Psychedelia.dk

Øhm jo, jeg er 22 år gammel men føler mig alt andet end 22... Hvis jeg spør folk hvor gammel de tror jeg er, skyder de som regel på at jeg er 19-20 år. Altså jeg ser yngre ud end jeg er, jeg får også tit af vide at jeg er ret barnlig (på den gode måde) og størstedelen af mine rigtig gode venner er yngre end mig selv selvom jeg fungerer fint med folk i alle aldre, har en kollega på 30 som jeg snakker meget med om politik, kultur og religion. Og jeg skulle mene at vi vidensmæssigt er på samme plan og at han også lærer en del af mig.
Når jeg snakker med folk på min egen alder syntes jeg ofte det virker som om at de har taget et skridt ind i voksenverdenen og er blevet mere seriøse, ambitiøse og bekymrer sig om alt hvad der nu hører til det at være voksen, man hører dem sige "Åhh jeg har bare SÅ travlt for tiden, skal lige tjekke min kalender!" Det er som om at de pådrager sig alt for meget ansvar, glemmer alt om sig selv og bare skynder sig at blive voksne!
Jeg føler lidt at jeg på mange punkter er mere vis end 'dem' men i deres øjne burde jeg se at tage mig sammen og begynde at tænke fremad, men det gider sgu ikke, jeg vil gerne være voksen men ikke på den måde!
Nogen gange når jeg snakker med folk og kommenterer på deres stresspladder er det som om at de lige stopper op og tænker "Gud ja..... men nej det kan jeg jo ikke tænke på, nej det er for meget"

Det er som om de fleste folk i min alder bare mister deres ivrige, nysgerrige og til tider naive gnist der har hjulpet dem med at erfare 'livet'
Ved ikke hvordan jeg ellers kan forklare det!

Jeg ved sgu ikke helt hvor jeg vil hen men håber at der i netop dette forum er nogen som vil kunne genkende de hersens tanker.... Og snakke lidt

Jeg kan sagtens følge dig i, hvad du mener. Jeg tror nok bare, at de mennesker har tilrettelagt planerne for deres fremtid, som garanteret har en del med uddannelse at gøre, og det kræver en fandens masse tid og arbejde. Du er måske ikke lige så fremadrettet, men mere interesseret i at leve nu og her. Deres liv er måske en større del af en investering. I vil dog garanteret have svært ved at forstå hinanden. Man forstår kun det ved andre, som man forstår ved sig selv. Jeg tror, at en del af deres videre udvikling går på at lære at slappe mere af en gang imellem, hvor du måske vil udvikle din evne til at tænke fremad. Nu kender jeg dig dog ikke og aner ikke, om du allerede har styr på hele dit liv og fremtiden. Der findes dog i hvert fald de her to typer.

Jo altså jeg er også snart færdig med min uddannelse og har tanker om at hoppe videre i det system, har og et megalån i banken og månedlige regninger osv... Så jeg er vel godt på vej til at blive voksen på det punkt, men jeg har fandme ikke glemt mig selv, det er som om at 'de andre' bare har nået en grænse for personlig udvikling og vælger at fortsætte på det plan de er nået til fordi nye prioriteringer fylder for meget til at de kan bekymre sig om deres sind...
F.eks. virker det som om at det eneste disse mennesker tillader sig selv at lave er tage i byen, drikke sig stiv og snakke lort til de er lamme nok til at turde at bevæge sig ud på dansegulvet og så er det ellers hjem at putte.. Det er så her jeg tænker 'Var det virkelig det?" Hvad skulle det til for, hvad var målet, jeg har lige brugt 400kr på at nå til peaket og så finder i en taxa og fræser hjem hurtigere end jeg ka tælle til 3... Whut!??
Turen i byen er det samme som deres liv, peaket er denne alder... Jeg har sgu planer om at peake så længe jeg kan!!
Men så skulle man tro at folk lavede noget andet end at lamme den i byen, men naaah "Ska bare stene herhjemme idag!"
Hvad med en tur i skoven?
Eller en lille kop kaffe på en cafe?
Så kan vi snakke om livet, om sindet, om verdens problemer... Lad os lære af hinanden og blive bedre mennesker!

Det blev lidt OT men jeg føler stadig at der er noget hel galt med denne tendens til at blive 'voksen' hurtigt.

Undskyld men jeg har virkelig svært ved at forklare det... Kort sagt er jeg mere voksen end andre på nogle punkter og bagud på andre.. Men jeg føler et eller andet sted at min måde at være udviklet på er den mest rigtige model i forhold til dem jeg har prøvet at beskrive!

Jeg har det sådan at de sidste 2-3 år har jeg næsten ikke mødt nogen jeg connectede godt med, som var ligesom mig men jeg ser masser af andre typer som minder om hinanden... Hvor er mine sjælevenner!? - Klynk!

Tja, det kan være at de mennsker du omtaler simpelthen mener at de nu har oplevet "alt" hvad der er værd at opleve. Og at det nu er på tide for dem at få styr på deres liv, læne sig tilbage og se verden flyde forbi. Jeg har sgu lidt ondt af dem. Det virker som om de helt har mistet lysten til eventyr, hvis man kan sige det på den måde Jeg forstår dem ærligt talt ikke.

Det eneste jeg er bange for ved det at blive ældre, er pludselig at vågne op som 60 årig og finde ud af at der er så mange ting man aldrig har fået gjort, fordi man konstant har bekymret sig om arbejde, regninger osv. Og samtidig være klar over at det bare er for sent at lave om på det Af samme grund kan jeg heller ikke gå og blive stresset over at jeg skylder banken 10.000 kr. For hvis jeg ikke havde lånt de penge var der sgu nok en hel del ting jeg så var gået glip af.

Men sådan lever vi jo alle sammen vores liv forskelligt, og hvis det virker for dem så fair nok da. Men jeg synes sgu de spilder tiden.

heh, håber det gav mening

Det er soleklart scent, ku ikke sige det bedre selv og er enig på alle punkter...
Det du siger med at de har oplevet "alt" er bare for uvirkeligt da mange af 'dem' som jeg kender ikke har prøvet/oplevet en tiendedel af det jeg har uden at medregne stofferne... Der er plads til meget mere livserfaring i mig!

Vil tygge lidt på emnet, er lidt for sentimentalfuld lige nu!

Hvis de sidder fast i tilværelsen, har de jo problemer. Så er deres liv gået i stå. Men kort spørgsmål... hvorfor er du sikker på, at de folk er gået i stå og ikke udvikler sig? Jeg er også konstant i byen og kommer hjem i en taxa hammerlam af sprut hver gang. Det er dog sjældent, at jeg føler, jeg ikke har fået noget som helst ud af det. Nye personlige kontakter er fx en vej til fremskridt og udvikling.

Alle tilstræber at opnå den størst mulige personlige lykke for dem selv. Hvis folk har muligheder for mere indhold i livet, vil de forhåbentlig på et tidspunkt indse, at de må bruge dem. Måske kan de ikke se det nu, og derfor ser det ud, som om de ikke kommer videre, men der må jo ske noget deroppe, når der strømmer flere og flere indtryk og informationer ind hver dag. Alle har bare deres drømme og syn på fremtiden, og enhver gør det bedste, de kan magte, for at blive det menneske, de har lyst til at være. Hvis ikke er de i den grad på det forkerte spor og har brug for et rigtig godt råd at vågne op på. Men det er jo ikke helt til at forstå andres hensigter.

Jeg er snart 35, så hør her knægt :



Børn og unge i folkeskolen og gymnasiet har oceaner af fritid. Deres mor vasker deres tøj, laver aftensmaden og rydder hele huset op for dem. Skide forkælede møgunger. Og jeg ved at det er sådan, for hvordan skulle en lille 12-årig knægt ellers have tid til at spille Counter Strike ca. 6 timer om dagen - kun afbrudt af mors sandwiches som han kan spise i "spawn"? (Jeg er naturligvis bitter over at den gennemsnitlige 12-årige kan tæve mig i ethvert computerspil.)

Børn og unge HAR mindre ansvar. Til dels fordi de ikke KAN løfte det ansvar, som det er at sørge for sit eget, og til dels fordi de har andre til at løfte ansvaret for deres overlevelse, mad på bordet og en velfungerende hverdag. En del af at blive voksen, at at man selv begynder at løse de problemer, som Mor og Far hidtil har skuldret.

Det kan være svært at kende din omgangskreds, men for mit vedkommende, så er min kalender temmelig booked, og det er normalt måneder ud i fremtiden. Har dårligt nok tid til at tage stoffer. Men der følger nogle ting med det at have kone og børn. Jeg kan sgu ikke bare tage på eventyr i Himalaya og så parkere ungen derhjemme med en pakke kiks og nogle brik-juice.



Efter at have drukket 35000 øl så daler ambitionsniveauet ofte for mange af os. De eneste der plejer at holde kamdrukgejsten oppe er de desperate 30-årige singler. Mange har heller ikke tid til at trække hele søndagen ud af kalenderen til dræbende alkoholtømmermænd. Jeg synes tit at folk begynder at foretrække de private fester.

Når det så er sagt, så er det da sommetider at det tager overhånd med arbejdslivets glæder og familie og projekter med at villa, volvo og vovhund skal se pænere ud end naboens. Det er ikke så meget alder-realteret som det er et udtryk for at flertallet lader sig præge voldsomt af samfundets "krav" til én. Og det er da også længe siden, at vi har været inde i sådan en stime af neo-puritansk og -calvinistisk moral.

Ok det startede egentlig med at jeg prøvede at forklare at jeg følte mig ret atypisk fordi jeg har udviklet mig anderledes i forhold til de mennesker jeg førhen sammenlignede mig selv med og ja jeg er nok en smule frustreret over at folk ikke længere gider at lave de samme ting som mig. Men ikke at det er de ting vi førhen lavede sammen (Sex, drugs n bassline) men mere at de ikke kan se det fede i det der nu betyder noget for mig, atså en fundamental forskel i værdier. Men på den anden side er jeg sgu egentlig også glad for at jeg ikke bare har lukket øjnene og fulgt strømmen og ligger og solbader på bellevue og tramper løs på culture box til tidens nye hippe elektroniske rytmer eller sidder ved et bord som en eller anden tøs har brugt timer på at anrette så folk kan sidde og sige naaaaj nogle lækre vinglas og er det forresten ikke carbernet savignon jeg sidder og bæller i mig, det går lige til hovedet.. Fnis!

Det er som om at der er en masse ydre materielle ting der skal være til stede før folk kan tage i skole/arbejde og fortælle om hvor hyggeligt det var den aften uden at de egentlig har snakket om en skid der betyder noget eller følt at de virkelig slappede af.
Der er de selv samme folk man engang kunne sidde på en bænk og dele en brutalis med og bare have den fedeste eftermiddag fordi pladsen var fuld af forvirrede duer der kastede om sig med brødkrummer...

Hvad skete der med de små glæder i livet... Naturen er f.eks. en af de største glæder jeg har men skal man nyde den med 'dem' så skal de kraftedderperkme have ghettoblasters, picnickurve og brætspil og al muligt andet lort med for ikke at kede sig WTF?

Er jeg bare en særling der burde holde sig for mig selv... Aj det er måske lidt at overdrive men for fanden... Hvad er galt med folk?

Hvad der er galt med folk...
Well, mange er forsvarsløse hoppet på den der med at de absolut må have den sidste nye mobiltelefon
og alle mulige moderne dimser så de kan vise at de er en del af det pulserende samfund.
Og for at ku få råd til alle de dimser er det nødvendigt med stress.

Ok, det var da vist lidt banalt forklaret,
men altså for faén jeg tror ikke der er noget galt med dig - tværtimod.
De værdier du taler om, lyder som sande værdier.
Naturen er den sande kilde til kraft - for de af os som stadig kan huske, hvordan man lytter, sanser og lever.

Besøgte Albert Hofmann for nogle år siden, husker hvordan han, mens han lykkeligt og lidt vemodigt så ud over marker og bjerge sagde:
"jeg kan ikke forstå, hvorfor alle de unge flytter fra naturen ind til byerne. De kigger, men ser ikke..."

Folk har ofte så travlt, at de ikke har tid til at mærke sig selv eller for den sags skyld naturen omkring dem.
Mange har faktisk glemt at vi bor i en naturlig veden.

Jeg tror det handler om værdier.

Og så måske lige det, at der for mig at se kun findes 2 forskellige slags mennesker på planeten:
Os der ad forsk. vej har oplevet bevidsthedsændrende tilstande
(om det er stof-induceret eller vha meditation el.lign er underordnet)
- og som er autentiske overfor sig selv og de oplevelser og indsigter.
Og så alle dem, som ikke har haft disse oplevelser/indsigter.

Gid vi dog var nogle flere.
Så et godt råd til alle med børn - opdrag jeres børn til at blive ansvarsbevidste og bevidste med omgangen med planterne,
og husk at vis dem naturen, og den fred vi kan opnå der i stilhed.
Aj, ok det var da lige ud ad en tangent...

Ofte føler jeg mig da også underlig i forhold til den verden, jeg lever i - men er sgu glad for mit liv og mine valg.
Og er lykkelig over at være den jeg er i et så fucked up samfund.
Og lykkelig over trods alt at bo i et så fucked up samfund, efter at have rejst meget i Nord- og Sydamerika og Østen,
hvor folk er så fattige, at de ikke har tid til denne slags luksus-reflektioner.
For det, at vi kan sidde aften efter aften på nettet og skrive om disse tanker, er da et velfærdstegn.
Så må vi jo selv måle velfærden eften den værdi-skala, som vi måler tilværelsen efter...

Men come on - hvis ikke jeg var lidt underlig ville jeg sgu da ikke sidde herinde og skrive med en masse ukendte mennesker...
Selvom mange af jer efterhånden ikke føles så ukendte mere

Zlazke, du er 22. Mange gange vil du opleve at folk vokser fra hinanden.
Det kan være frustrerende ensomt til tider, men i disse perioder har du plads til endnu en selvdefineringsproces.
Faktisk har jeg oplevet det som en gave pga. skilsmisse at miste næsten alle, jeg troede var venner.
-En gave, fordi det hjalp mig til at se klart, og fordi det ikke var jeg, men derimod ex´en som sad tilbage med alle de folk,
som ikke var til noget som helst. Hvilket han da også fandt ud af hen ad vejen.

Et par linjer fra Paul Banks "Time Problem" til at afslutte mit indlæg her:

"Sometimes I get lonesome
and then I miss my old friend so
he disappeared in a mist of booze
and in a cloud of smoke.
Some are gone forever
one moved to Japan
some are right around the corner
but they´re living in a foreign land.
Fly away, fly away, like a bird so free
over every mountain and across the deep blue sea.

Hej Zlaskefrø og alle i andre, jeg er 29 og ny her på forum'et, og jeg synes at folk er super flinke her.

For mig lyder det som at du er på rette vej ligesom banisteriopsis og de andre her.

Problemet er vel at der ikke er så mange af vores type idag, og så skal man være lidt heldigere for at løbe ind i en person der kan blive en god ven. Men problemet er vel også at der mangler nogle fora til at møde de folk der har interesser der ikke passer lige ind i den konventionelle sociale omgangsform. Så selv om man evt. møder dem til en fest opdager man det ikke...

Det her forum er derfor en god ting, til trods for at det er skærmbegrænset.

Jeg er 17 år nu, og for ca. et år siden, blev mit sind "åbnet" for naturens goder! jeg elsker naturen (dog bruger jeg for lidt tid der!) sidde et sted, med go udsigt, ryge en lille joint eller 2 filosofere over ALT! naturen, verden, mennesker, dyr, himlen, universet osv. heldigvis har jeg en ven, som også kan se naturens goder! og jeg elsker virkelig naturen, elsker f.eks. regnvejr (især når jeg er skæv), det gjorde jeg aldrig, dengang jeg ikke røg tjald! ved ikke rigtigt hvor jeg ville hen med det indlæg her!? hehe... men håber og tror kun at man bliver klogere og udvider sin horisont ved at filosofere over naturens goder!

edit/ Newton + filosofere + måske enda ryge tjald + æbletræ = tyngdekræft !?

...

Ok tak for jeres svar... Det er sg da rart at få bekræftet at der findes 'normale' mennesker

Vi er nok kommet ud på lidt af et sidespor i forhold til hvad det startede med men jeg tror sgu bare vi fortsætter for det er egentlig blevet ret interessant for mig

First of all Malkavian: Kan du ikke lige forklare hvad du mener med neo puritansk og calvanistisk moral.. Er en puritaner ikke en slags religiøs person?

Og så til det der betyder noget..
Grunden til at jeg tit bliver frustreret er vel nok at jeg syntes at jeg er på rette vej (tak for at bekræfte det jeg egentlig godt vidste.. det ka man have brug for engang imellem ) men ser folk omkring mig glide ud i den her 'overfladiske livstil' og ikke kan forstå hvorfor..

Jeg vil stadig gerne kunne identificere mig med mange af dem da jeg syntes de er smukke mennesker og prøver nok underbevidst at køre lidt med på moden men det strider sgu imod den jeg egentlig føler mig som, igen frustration, jeg er bundet af frygten for at ende helt alene med min oplysthed!

Det er vel fint nok at jeg har det som jeg har det og ser 'det' men hvad med resten af verden.. Jeg gider ikke leve 'alene' så kan jeg da ligeså godt bare følge flokken, drikke mig stiv og grine af andre folks elendighed.. Eller noget

Det er ligefør jeg tror at jeg vil gøre det til mit mål i livet at oplyse folk om at det sagtens kan lade sig gøre at leve et lykkeligt liv uden den store kapital, firehjulstrækkeren, nye sneaks hver måned og endeløse mængder af elektroniske gadgets!

Jeg mener ikke at den glæde jeg har over naturen, de små smil, indre fred og lignende er noget jeg har opdaget på stoffer, det har altid været i mig, jeg har altid været lidt af en ener men stofferne har bare gjort mig mere opmærksom på mit sinds behov, givet mig selvtillid og gjort mig opmærksom på hvordan folk påvirker hindanden... Netop dette har jeg altid haft en interesse i.. Altså det med mennesker mellem og har tit også bekymret mig når jeg kunne se at der var noget galt.. Men uden evne har jeg altid kastet mig ud i at prøve og hjælpe folk med deres ulykke, stress og frustration og deres liv.. Nok fordi jeg selv ved hvordan det føles ikke at have kontrol over noget fordi der er så meget at have kontrol over...

Så det jeg egentlig gerne vil var at hjælpe folk med at give slip, slappe af og sortere ligegyldige bekymringer fra men for at kunne det skal jeg vel selv ha sorteret en masse ting fra og kunne se det hele lidt fra oven!

Jeg var til et meditationskursus i sidste uge hos nogle buhddister¨, det var sådan et dropinnkursus der kører en gang om ugen og skal hel sikkert derhen igen da jeg føler at det er en god måde at starte på, jeg håber det bærer frugt!

Men spørgsmålet er hvordan man starter.. Sådan i det små?
Hvordan kan man åbne folks øjne.. bare lidt?
Vil de gerne åbne eller vælger de at ignorere det åbenlyse?
Og hvis de vil hvad forhindrer dem så?
Vil folk overhovedet stole nok på mig til at lade mig hjælpe dem?

Hmm.. Måske kunne jeg forberede et lille foredrag jeg kunne holde når jeg engang til januar skal tilbage i skole.. Så kunne min klasse være forsøgskaniner



Nå ok, så var der vidst ikke mere i den omgang... Håber at der er nogen er jer der har nogle råd/tips eller meninger om noget af det jeg har skrevet...

Bær venligst over med at det hele er lidt rodet og barnligt formuleret.. Der var ikke noget fast i mit hovede til at starte med..

Edit/ Er min motivation ikke bare at jeg ikke vil være alene og derfor prøver at ændre folk... Burde jeg hellere prøve at tilpasse mig

Med neo-puritansk mener jeg en ny tendens i tiden, som spiller på de gamle kristne dyder - omend i ny indpakning. Efter alt det hippie-sjov i 60-70'erne er det som om folk er på vej tilbage til at "have sunde interesser", køber kun økologisk grønt til deres børn, lugter langt væk af politisk korrekthed og prøver i det hele taget at fremstå utroligt "ansvarlige og uskyldige".

Samtidig er der den stigende calvinistiske arbejdsmoral. Calvin havde den holdning, at når man arbejder synder man ikke (og omvendt er lediggang roden til alt ondt). Altså er der en ny arbejdsmoral i fremmarch, og det er utvivlsomt også derfor folk er så stressede i deres arbejde. Alligevel bliver de ved, med stressen hængende i ansigtet, fordi det er det "moralsk rigtige" (for at sætte det lidt på spidsen).

Hvis du vil prøve det er det da iorden. Men man kan ikke flygte fra hvem man selv er. Problemet er, at når man "ved" så er der ingen vej tilbage. snøft

Iøvrigt tror jeg at den såkaldte "almindelige flok" (i mangel af bedre udtryk) ikke består af andet end folk der prøver at tilpasse sig.

Så hvis du gerne vil stresse (jvf. Malkavian) og lade tiden forsvinde igennem dine fingre så er det lige det der er sagen...

Men jeg vil lige slå fast at jeg mener at det er ganske nødvendigt at have et arbejde, hvis man ikke studerer.
Det arbejde kunne også være at passe sit barn eller andet, men man bliver nødt til at arbejde for andres bedste, jævnt hen af vejen, for at blive glad og finde sin mening med det hele. Det er min overbevisning.

"the Sun is the same, in a relative way, but your older" - Pink Floyd

ja man skal forstå man er en person, en sjæl, og at det fysiske udseende eller ændring ikke afgør hvordan man er, og hvordan ens liv skal være... man kan i bund og grund stadig være den samme inden i, og det behøver ikke være noget negativt

Personligt glæder jeg mig til at blive gammel og kunne trippe og slappe af hele tiden

Cubensis: Jeg kender din situation. For 5 år siden oplevede jeg det samme. Sjovt nok var jeg også 22. Mine venner begyndte at forandre sig i en anden retning end mig. Jeg trippede rundt på psykedelikas i en mission der handlede om at finde mit jeg. Ganske stille og roligt blev jeg skubbet ud af flokken. Skal lige siges at de også tog stoffer. Men som tiden gik, blev jeg forbudt at tage psykedelikas sammen med dem, så var det kun pulver og til sidst var det ingenting. Det endte så ud i, jeg ingen venner havde tilbage, fordi jeg kan ikke se hvorfor jeg skal stoppe min udvikling, fordi gutterne gik mere op i volvo, villa og vovhund. Alle mine venner er stoppet med det sjove, nu går deres liv med at arbejde, passe unger, passe hus, være "ordentlige" mennesker, bekymre sig om penge og deres respektive partner der er totalt anti-drug.

Min pointe er: Sådan er livet bare. Os syrehoveder, livsnydere og lokumsfilosoffer er bare ikke som de andre, der er ikke noget i vejen med de andre, de er bare den del af befolkningen. der udgør vores mainstream.

Jeg har det langt bedre med at være en del af marginalen, end at være en del af mainstreamen. Fordi det er de små marginaler der tæller.

Min situation nu:

8 venner, min familie og min dame. Jeg er ganske glad for min situation, de venner jeg har, er ligesom jeg. Min bedste ven har 2 børn, kan stadigvæk godt ryge en fed og droppe noget narko. Når jeg selv har 2 børn, kan jeg stadigvæk godt ryge en fed og tage et trip. Fuck mainstreamen.

kæft jeg håber jeg ender med den mulighed.. hehe.. håber ikke hele tripperiet osv går i vasken pga mine venner ikke gider mere.. [/quote]

Jeg synes bare der må komme en dag, hvor "alt det sjove" må ophøre, og livet må gå videre og komme med nye udfordringer.. Meeen jeg har vist også mange år endnu, hehe.. Eller man ved jo aldrig, der kan opstå så mange ting her i livet!