Psychedelia.dk

Da jeg startede var jeg meget i tvivl om hvad det er for en verden der kommer frem på psychedelia. Er det en 100 % adskildt verden fra den normative og kan den derfor ikke bruges til at sige noget generelt?

Mit første svar på det her var at det muligvis var en anden verden, men at der findes subjektive sandheder i alle verdener.

Engang var jeg så heldig at opleve at hele verden smeltede og jeg så det som energibaner rundt omkring mig. Med tiden kunne jeg fokusere mere og mere ind og fandt så den del af den energibane der var mig.

Efter en heftig tur på 8 dråber syre, virkede det mere som en frekvensforvirring. Forstået sådan at vi er subjekter har en fælles verden der bedst kan beskrives som en radio frekvens. Så længe vi alle er på den frekvens får vi de samme indtryk som vi så behandler subjektivt.

Når man indtager psychedelia begynder frekvensen at forvrænges og ens verden bliver mere og mere subjektiv. Lyde og billeder er noget man 100 % selv generere og acceptere man den tanke brydes alt ned og man ender med at miste forbindelsen helt med "den fælles frekvens" og ens egne forstillinger. Det er det jeg tror man oplever hvis man bryder igennem.

Acceptere man ikke den subjektive verden bliver man bange for at miste kontakten til den fælles verden. Ens egos død vil hvis man tror dybt på den fælles verden vil føles som en endelig død.

Går stadig og arbejder med teorien og den er baseret på noget så subjektivt som egen erfaring og lidt tibetansk buddhisme.
Men er der nogen der har været ude i samme tanker?

Mvh.
Anarkrig

Er alt man oplever ikke _altid_ noget subjektivt? Du har jo ikke andre oplevelses-værktøjer end dit eget subjekt, så det er vel ikke anderledes Uanset om man bruger narko eller ej til at ændre sin oplevelses-tilstand?

Jeg mener ikke man ka' sige at en's måde at opleve verden på er mere forvrænget i narko-påvirket tilstand end den er i ikke-påvirket tilstand. Den er _anderledes_, men i-og-med du kun har dit subjekt til at erfare verdenen omkring dig med, ka' du ikke reelt vurdere hvilken tilstand der er mest sandfærdig (se evt tråden om plato og hule-lignelsen, som si'r det meget godt )

Den 'virkelige verden' _må_ være subjektiv og 100 procent individuel sålænge et menneske ikke har nogen objektive måder at erfare virkeligheden på.

Jeg er ikke sikker på at det helt er en kritik, jeg er erkender at det hele er subjektivt og jeg tager overhoved ikke stilling til hvad der er mest rigtigt,

Jeg forholder mig til en kolektiv "frekvens" som er den verden vi oplever fælles og stiller den så relativt op at den kun er en frekvens af mange.

Når en radio frekvens forvrænges(for at blive i samme termalogi) bevæger man sig væk fra den og over mod en anden. Den nye "frekvens" kan være lige så virkelig for en selv som enhver anden inkl. den fælles, men man er alene på den.

Som sociale væsner kan man argumentere for at det til daglig er mest praktisk at være på samme frekvens som andre, men som du kan se har jeg ingen vurdering af rigtighed.

Mvh.
Anarkrig

Det var ikke lige sådan jeg mente det

Det jeg mener er at din vurdering af hvornår du er på en fælles frekvens, er noget du subjektivt oplever. Du ka' ikke bevise objektivt at du er på en fælles frekvens med nogen eller noget-som-helst, sålænge du ikke med sikkerhed ved om alt hvad du oplever er en drøm eller illusion som kun du selv oplever.

Når du drømmer mens du sover feks, så ka' du også godt drømme om andre mennesker og føle du er med dem. Altså opleve en fælles frekvens uden at den reelt eksisterer.

Så det du kalder en fælles frekvens kræver at der er nogen at være fælles med, og det ved man aldrig subjektivt om der er (da vi ikke ka' erkende andre bevidstheder end vores egen, og derfor ikke ka' afgøre endeligt om vores bevidsthed er noget vi drømmer eller ej)

Det er vel ikke så vigtigt hvad der er drøm og vågne oplevelser.
Men det er rigtig at det kræver at der er noget vi er fælles om og det er jeg også ret sikker på der er. Fordi vi er sociale dyr har vi brug for at lave en fælles frekvens så vi kan leve sammen med andre. Så det er nødvendigheden af en fælles verden der er mit hoved argument for at vi lever den sammen. Det kan dog være svært som du påpeger at skelne hvornår det fælles ophøre, mit bud er at det er en følelse, du kan føle andres bevidste tilstedeværelse. Det der gør at du bliver bevidst om dit udseende og hvordan du aggere.

Men godt set den vej havde jeg ikke været nede af.

Mvh.
Anarkrig

Så du mener altså at alle mennesker er forbundet omkring en samlet frekvens.´Og når man tager psychedeliske stoffer så forlader men den frekvens og tuner ind på en anden? Og hvor er man så? Jeg kan ikke helt gennemskue hvad du mener.

Kan godt følge din "teori" omkring energier. Har selv oplevet det på et heftigt trip.
Hvis man dykker langt nok ned under overfladen får man en fornemmelse af hvor stor en del af selve livet er opbygget og afhængig af disse..

Det kommer vel an på hvilken form for 'virkelighed' du søger at vide noget om

Hvis vi er enige om at der formentlig er forskel på drøm og vågen tilstand, så er det relevant at vide hvilken tilstand man observerer ud fra (da det har betydning for hvilke regler der gælder (en drøm tillader andre ting end den 'virkelige' verden tilsyneladende gør, selvom de begge subjektivt ka' opleves lige virkelige))



Det virker ihvertfald sådan, så langt er jeg enig (jeg vil dog mene det mere ligger i den naturlighed at vi alle er mennesker, og derfor samme type 'dyr'. Og ligesom vi fysisk ligner hinanden (arme, ben, næse osv. Hvad man måske ku' kalde en fælles fysisk frekvens, for at holde fast i dit udgangs-punkt ) ligner vi nok derfor også hinanden rent psykisk (såfremt hjernen skaber bevidstheden, og bevidstheden altså derfor er et fysisk fænomen))

Men jeg vil alligevel mene det formentlig er Umuligt at ku' vide med sikkerhed. Hvordan beviser man feks at virkeligheden er virkelig, og ikke bare noget man drømmer? Problemet er jo at alt hvad man vil gøre i forsøget på at bevise at virkeligheden er virkelig, er handlinger der foregår _inde_ i den 'virkelighed' man forsøger at bevise. Og _hvis_ det vi kalder virkelighed så rent faktisk bare er en drøm, så svarer det til at ting i drømmen forsøger at bevise sig selv (Ligesom hvis en person du drømmer om si'r til dig, i drømmen, at det du drømmer er virkelighed. Det accepterer du måske i drømmen, men næppe når du vågner. Og samme problem mener jeg vi har mht det vi kalder den vågne virkelighed ift om den blot er en drøm: sålænge vi drømmer 'virkeligheden' accepterer vi den som virkelighed, og ka' derfor ikke sige med sikkerhed om den er korrekt (vi ka' jo ikke vide om vi en dag faktisk vågner fra det vi kalder virkeligheden, og dermed opdager det faktisk bare var en drøm (hvis vi er heldige er det måske det der sker når vi dør? Muligheden er da tilstede ))



Hvordan stiller du dig så overfor fælles-skabet med dyr? Har vi også overfor dem en fælles-frekvens, eller er vi konstant på hver vores?

Hvis du i den normative virkelighed træder ind i et rum med en hund, og næste dag træder ind til den mens du er på trip, er der så forskel på måden du oplever hunden?
Hvis der _er_ forskel, vil du så sige vi også med dyr, og eventuelle andre livs-former, har en fælles-frekvens der ka' 'forvrænges' af trips?

Og hvis du ka' svare ja til det, er det så ikke et godt argument for at fælles-følelsen fra starten af er helt subjektiv, og altså ikke afhængig af om du tripper eller ej? At den følelse du har af at befinde dig i en normativ virkelighed når du ikke tripper altså udelukkende opfattes af dig som normativ fordi du netop befinder dig mere i dén end i den 'trippede' virkelighed. At det du definerer som normativt altså fra starten er en rent subjektiv definition, en personlig illusion, den illusion du opfatter oftest og som derfor udgør normen for dig som subjektivt individ, og dermed fjerner hele præmissen for overhovedet at definere noget som fælles-normativt der ikke ses direkte relativt til dig-selv. Det jeg mener er; at den normative virkelighed må være relativ til observatøren og dermed ikke ka' være objektiv i nogen reel grad.

En kirke fuld af kristne føler måske de er på en fælles-frekvens med hinanden som du måske ikke ville føle, Uanset om du var i din trip-virkelighed eller din normative virkelighed, hvis du trådte ind i kirken. Og hvis det er tilfældet så må fælles-frekvensen være relativ til dit eget udgangs-punkt, hvilket så samtidig som konsekvens undergraver hele ideen om at der overhovedet findes en ægte fælles-frekvens (jeg håber du ka' finde hoved og hale i teksten her, for det er lidt svært at beskrive emner som disse på tekst )

Jeg tror mere man ka' snakke om kultur-forskel. Også selvom en trippende person ka' virke meget langt væk og fjern og ikke til at snakke med osv. Jeg mener ikke man ka' snakke om virkeligheds-forvrængning andet end relativt til din egen virkeligheds-opfattelse. Den virkelighed ethvert individ til enhver tid opfatter som virkelig, _er_ virkelig for dette individ. Den ka' kun være forvrænget i forhold til _andre's_ definitioner af hvad virkeligheden er.
Folk der tror på gud vil nogen måske mene er på en forkert frekvens, men's de måske mener det samme om dem der ikke tror på gud. Det er Umuligt at sige den ene part har mere ret end den anden, med-mindre man mener man har patent på virkeligheden. Så en reel objektiv fælles-frekvens mener jeg ikke man ka' stille op. Kun frekvenser der er fælles med en's egne.

Jeg siger ikke at teorien er 100 % gennemtænkt. Det er mere en følelse end noget andet. Men lad mig forsøge at svare på dine indvendinger.

I forhold til drøm og virkelighed vil man aldrig kunne skyde ideen om drøm/virkelighed ned. Det må handler om der man føler sig bevidst.

I forhold til dyr er det en bevidsthedsfrekvens, derfor er dyr ikke på denne frekvens, jeg vil mene at de oplever verden på en helt anden måde også fordi deres sanser og disses samarbejde fungere forskelligt. Det du er inde på med fysisk frekvens, pga fysisk fælles grundlag, vil jeg kalde basis hvor bevidsthedsfrekvensen er overbygning. Basis er grundlaget for at dette kan være til stede, men det er ikke en del af det.

Mht. til de kistne/troende kontra ateister, er der stadig en fælles verden mellem os. Hvis jeg sidder i bussen med en kristen person og buschefføren køre rådent(tænkt exempel:p) kan vi tale om det og have en fælles bevidst opfattelse af det. Det kan godt være at hans/hendes tro på hvorfor det er sådan er anderledes, men vi kan se/høre/føle tæt på de samme ting i situationen.

Var jeg på syre ville min fartfornemmelse være helt anderledes, farver og lyde vil også opleves forskelligt. I min teori, jeg har fjernet mig fra den fælles frekvens og vores fælles opfattelse af tingene er smeltet væk i nogen grad.

Dette fjerner ikke muligheden for betydningen af forskelligt udgangspunkt.Det betyder selfølgelig stadig noget hvad man tror, det er jo uhyr komplext og jeg har kun taget fat i hvordan en fælles verden kan forklares. Hvad man tror er jo de briller man ser alt igennem og vi oplever heller ikke den fælles frekvens helt ens, men den står alligevel som den verden vi mest af alt har til fælles.

Mvh.
Anarkrig

Jeg forsøger heller ikke at påstå du ta'r fejl . Jeg prøver bare din teori af ved at stille argumenter op der på den ene eller anden måde enten underbygger eller undergraver teorien (djævlen's advokat, om du vil)

En teori ska' ku' tåle enhver beskydning hvis den er korrekt. Og formålet med at beskyde teorier er ikke at genere udbyderen, men kun at finde ud af om teorien ka' holde



Men der hvor man føler sig bevidst er jo netop individuelt, hvilket udelukker at der ka' være tale om en objektivt defineret fælles-frekvens.

Fælles-frekvensen må være den frekvens 2 eller flere individer enes om er fælles-frekvens. Dvs fælles-frekvensen ka' være forskellig alt efter hvilken gruppe du spør'. 10 forskellige grupper ka' ha' hver deres fælles-frekvens. Derfor må en eventuel fælles-frekvens være relativ til en gruppe (hvilket gør den begrænset objektiv)



For lige at forstå dig korrekt her; du mener at bevidsthed ikke hænger sammen med den fysiske verden? Altså at bevidsthed og hjerne ikke er en del af hinanden?

Det jeg ikke rigtigt forstår her er hvad du mener med at det fysiske er grundlaget for, men ikke en del af, bevidstheden.

Hvis det fysiske er grundlaget for bevidstheden, må det vel nødvendigvis være en sammenhængende del af den? Uden et grundlag ville bevidstheden vel netop ikke ha' et grundlag for sin eksistens? Grundlaget må vel nødvendigvis være en del af det som det er grundlag for? Hvis bevidstheden er Uafhængig af det fysiske som grundlag, så si'r du jo at bevidstheden ikke behøver det fysiske som grundlag: dvs bevidsthed ka' eksistere uden krop. Er det sådan jeg ska' tolke det du skriver?



Jeg er ikke nødvendigvis enig i det du si'r her. Af 2 primære årsager.

Den ene årsag er at den anden i bussen ka' være en du selv projicerer frem (hvis det er en drøm så eksisterer den anden bus-passager måske ikke som selvstændigt individ, men istedet som produkt af din egen bevidsthed. Og så er det dig-selv der tillægger denne passager de attributer den besidder (og ikke kun passageren, men også bussen og måden den kører på, og alt andet du oplever))

Den anden årsag er 'ikke skue hunden på hårene'-problematikken. Altså at en oplevelse ikke behøver være korrekt bare fordi man oplever den. En person med mange tusser behøver feks ikke være rocker. En person der slingrer på gaden behøver ikke være påvirket. Osv.
Så at du måske opfatter bussen som kørende vildt, betyder ikke at den anden passager også opfatter det som vildt. Så igen må det du opfatter som normativt være en subjektiv størrelse. Hvis du feks mener 50 km/t er normen for vild kørsel, og den anden passager mener 60 km/t er normen for vild kørsel, så er jeres normative verden ikke længere ens.



Jeg mener du gør en fejl her.
Sålænge du ikke _ved_ hvordan den anden passager oplever bus-turen (og det ka' du jo ikke vide med-mindre du _er_ den anden passager), ka' du ikke vide hvor du er i forhold til dén passager's fælles-frekvens.
Det ku' jo være passageren løg om sin opfattelse af bus-turen. Det ka' du Umuligt vide hvis du ikke har direkte adgang til passageren's bevidsthed.
Derfor må fælles-frekvensen være helt afhængig af hvordan du selv definerer den, og dermed være rent subjektiv (dvs du er på fælles-frekvensen hver gang du selv synes du er på den. Uanset hvilken frekvens du så måtte være på, så er det fælles-frekvensen hvis du selv synes det. Og dermed mener jeg det undergraver hele ideen om at der sku' være en reelt normativ fælles-frekvens)



'Vi'... hvem er 'vi'? Hvor mange bevidstheder _ved_ du med 100 procent's sikkerhed at der findes? Du kender din egen fordi du oplever den. Men hvis du kun oplever din egen bevidsthed, hvordan ka' du så med sikkerhed vide dén ikke er den eneste der eksisterer?

Hvis præmissen er at man kun ka' vide med sikkerhed det man selv direkte ka' erkende, og man kun ka' erkende sin egen bevidsthed, så må det nødvendigvis være en tro's-sag om der findes andre bevidstheder.
"I think, therefore I am", den er beviselig for ethvert eksisterende 'jeg', men "He, she or it, thinks, therefore he, she or it, is" er en Umulighed for ethvert 'jeg' at påvise.
Så når det er en tro's-sag, så må en eventuel fælles-frekvens også være en tro's-sag, og så ka' vi ikke komme tættere på det end vi ka' komme på en eventuel gud der jo også er en tro's-sag. Det er den samme problematik der gælder, da begge ting (gud, og andre bevidstheder end den selv-oplevede af 'jeg'et') er Ubeviselige.

Man ku' også sige at det er lige Umuligt at bevise om du er på fælles-frekvens med andre mennesker, som det er Umuligt at bevise om du er på fælles-frekvens med gud.
Du ka' _tro_ du er på fælles-frekvens med begge, men det er Umuligt at påvise for dit 'jeg' om det er noget du bare bilder dig ind. Dit 'jeg' ku' snyde dig så du opfatter dig-selv som værende på samme frekvens som alle andre, selvom du måske er på en helt anden. Feks; hvis den anden bus-passager, fra det tidligere eksempel, kigger på dig, så er det _din_ bevidsthed der afgør hvordan du opfatter måden passageren kigger på dig på. Måske opfatter du at passageren kigger underligt på dig, og tror derfor du er på en forkert frekvens. Eller også tror du passageren tænker det samme som dig, og føler derfor du er på samme frekvens. Men i begge tilfælde er det _dig_ der former hvad du tror.

Et godt eksempel ku' også være at forsøge at tyde ansigter. Nogle mennesker ser notorisk sure ud selvom de smiler, mens andre altid ser glade ud selvom de er mopsede. Hvordan du tyder et ansigt afhænger af dig (igen det der med at 'skue hunden på hårene').

Et andet eksempel ku' også være det klassiske med at en fuld person til en fest tror alle har det sjovt, men's alle de ædru slet ikke deler den fulde's opfattelse. Den fulde tror måske den er på samme fælles-frekvens som alle andre, og oplever måske fuldt og fast at være på samme fælles-frekvens. Den fulde har ikke en eneste reel mulighed for at bevise det ikke er korrekt, og dermed er _både_ den fulde og de ædru på fælles-frekvensen (det er bare 2 _forskellige_ frekvenser, der af hver betragter/observatør _subjektivt_ betragtes som værende den rigtige fælles-frekvens. Og dermed ka' det Umuligt være en objektiv frekvens. Og hvis den ikke ka' være objektiv ka' den ikke være alment gyldig for andre end det enkelte individ der oplever den subjektivt. Og dermed, mener jeg, falder hele ideen om at der overhovedet findes en reel fælles-frekvens væk. Det eneste jeg mener du ka' sige med sikkerhed, er om du tror andre befinder sig på _din_ personlige fælles-frekvens eller ej.)

"Beauty is in the eye of the beholder"
"Uglyness is in the eye of the beholder"
"Fælles-frekvens is in the eye of the beholder"
"Everything is in the eye of the beholder"

Jeg har smidt ideen ud for at få den efterprøvet så selvfølgelig er det det du gør. Hvis jeg ser på dine argumenter ender de alle for mig i at alting er relativt og subjektivt og man kan ikke bevise noget objektivt.

Det er jeg for så hvidt enig i, men det er jo der man starter. Nitzche introducere aktiv nihilisme som erkendelsen af at alt er relativt, intet objektivt eksistere. Men at man ikke bare skal forfalde til ligegyldighed, men finde sine egne sandheder. Det er nok lidt det jeg operere efter, alle ideer kan ødelægges af relativisme, men lad os da droppe den kritik.

Mange af dine invendinger har været kontruktive, men de mange af dem er også fasttømret til relativismens dogme.
Jeg er ret sikker i min tro på at der er noget der er fælles og jeg tror det er "kunstigt" skabt mellem mennesker på grund af primært vores sociale natur. Der vil være subjektive opfattelser af det fælles, men det fælles gør at vi kan tale om det samme og forstå hinanden.

Mvh.
Anarkrig

Ja, jeg ved ikke hvordan man sku' ku' undsige 'alt er relativt'-ideen uden at ende med at leve i religionen's tro's-baserede verden.

Så det eneste jeg egentlig faktuelt ka' sige er at; relativt til den virkeligheds-opfattelse _jeg_ oplever, er der ingen synlig over-ordnet objektiv fælles-frekvens på det mentale plan. Der er kun nogen der tilsyneladende er på fælles-frekvens med mig, og nogen der tilsyneladende ikke er. Men hvor 'min/vores' tilsyneladende frekvens så ligger, i forhold til den over-ordnede objektive fælles-frekvens jeg har indtryk af du mener findes, er helt Umuligt for mig at svare på (da jeg som sagt ikke tror en sådan objektiv super-orden findes på det mentale plan)

Du ku' også ha' spurgt til om der findes en reel objektiv normalitet, hvilket jeg heller ikke tror der gør.
Jeg tror normalitet bare er den tilstand man til enhver tid befinder sig oftest i, Uanset hvad den tilstand så måtte være.

Og faktisk så synes jeg det er en meget Uheldig ide at ville objektificere normalitet, da jeg mener det er den slags der fører til undertrykkelse og tvangs-regimer. I danmark feks praktiseret igennem det psykiatriske system, hvor man bli'r erklæret syg hvis man ikke passer ind i magten's norm-definition. Dvs _nogle_ personer ta'r sig den frihed at bestemme hvornår _andre_ er tilpas normale, hvilket naturligvis er at hæve sig over andre mennesker og totalt kritisabelt. Intet menneske har ret til at udråbe sig selv som værende et mere normalt menneske end andre, da man ikke har nogle objektive grundlag at vurdere ud fra. Ethvert selvstændigt tænkende individ, der ikke har selv-erkendelse's adgang til andre bevidstheder end sin egen, ka' kun vurdere virkeligheden ud fra sig-selv, og ka' derfor ikke hævde at besidde nogen form for objektiv sandheds-viden om andre. Og derfor er hele den kultur vi ser, hvor folk opdeles i normale og Unormale (hvor mennesker ska' vurderes som værende på, eller ikke-på, en eller anden til enhver tid selv-relativ 'objektiv' fælles-frekvens), en slags sygdom i-sig-selv.

Det lyder som en Kant-diskussion jeg havde med min religionslærer.


Anarkrig problemet er at du søger svar hvor der ingen er. Sålænge man holder sig på overfladen kan man tale om sandheder og svar, men går man i dybden (som du gør) hvor al systematik bliver ædt op af paradokser kan man kun tale om hvordan man selv har det, og ikke om absolutte størrelser.

Når man indtager psychedelia begynder frekvensen at forvrænges og ens verden bliver mere og mere subjektiv

Mere subjektiv og paradoksalt nok mere objektiv på samme tid. Personligt har jeg altid set den psykedeliske oplevelse som objektiv, da man slipper af med de fordomme man før har haft og åbner op uden at være begrænset af de tankebaner som samfundet/omgivelserne normalt lægger for vores tanker, men jeg kan godt se hvorfor du kalder den subjektiv, da man jo netop skifter væk fra den almindelige "frekvens" og tager udgangspunkt i sig selv.


Men hvis vi søger lidt op mod overfladen kan vi finde nogle svar som vi kan blive enige om.


Vi er alle mennesker og har hver vores bevidsthed. Dybest set er vi alle connectede på en eller anden måde; den tanke har de fleste tror jeg. Kald det gud, fælles bevidsthed, nirvana eller overenergi; denne vore normale bevidsthed er ikke ALT.

De psykedeliske stoffer får en til at fokusere netop på dette; uendeligheden og den uendelige kompleksitet. Vi forkaster vores "JEG" og kaster os ud i det farverige, mørke, uendelige univers. Det kan opleves på mange måder og er forskelligt fra gang til gang fordi man ikke finder "SANDHEDEN" (så ville det ik være sjovt at trippe mere )

Man erkender ubegribeligheden i det hele, og forstår kun en ting: at man er en del af det hele, for det føler man og det er alt der betyder noget. Det er ihvert fald sådan jeg har det og det giver én en ufattelig tryghedsfornemmelse og varme, samtidig med at man så får værktøjer som er brugbart for ens normale jeg, og som man nyder godt af når man vågner op af trippet.

Du kan kalde det fællesfrekvens alt det du vil men i sidste ende er det jo bare endnu et symbol på det uforståelige, og den kan hverken be eller afkræftes.

Håber I fik lidt ud af mit indlæg selvom det endte lidt rodet og måske med lidt vås hist og her hvem ved

Måske er der slet ingen der ved

Måske findes der ikke så meget som 1 eneste selv-bevidst individ der ved hvad hele det her vi kalder 'virkeligheden' egentlig handler om?