At blive træt er ren kemi. Kroppen synes, at nu har den kørt længe nok, og så sendes der nogle stoffer afsted (bla. melatonin som sådan et slags naturligt indsovningsmiddel). De fleste går så for det meste i seng og det er så det.
Folk der lever meget regelmæssigt, har sikkert en meget velfungerende indre kemi og trodser den ikke. Engang imellem bliver man så "længe oppe" - dvs. længere end man plejer: Hvis man har det meget sjovt, hvis noget er meget spændende osv. Om "man kan" dette, fordi kroppen i den givne situation tillader en at bryde søvnmønsteret ved ikke at genere indre kemisk træthed, eller det er fordi, indre lyst/nydelses stoffer som endorfin m.m. overdøver træthedsstofferne ved jeg ikke.
Nogle trodser "med vilje" trætheden. En af de åndsvageste grunde må være at sætte rekord i Guiness Book of records, som i de første mange år medtog den slags rekorder. Det gør de ikke længere, men der var en del med som kom over 14 døgn uden søvn - rimelig velkontrollerede data.
Andre har gjort det i mere videnskabelige settings - og her er vi også oppe på noget lignende. Wikipedia angiver rekorden som 260 timer - altså ca 12. døgn - men angiver at andre kilder, hvoraf det fremgår, at nogen har kunnet holde sig vågne i helt op til 19 døgn.
Se:
http://en.wikipedia.org/wiki/Randy_Gard ... ord_holder)
Har engang snakket med en israelsk soldat, som havde været med i 6dages-krigen. Han virkede som et menneske, der bestemt ikke var typen, der ville kaste sig ud i personlige eksperimenter. Han var kampvognskommandør - og enhver der har prøvet at køre i en kampvogn ved at der er en infernalsk larm inde i sådan et skrummel, som tilmed også er overbefolket med alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Det var derfor nærliggende at spørge ham, hvornår han sov - eller om han sov i det hele taget under den krig. Han fortalte at ingen i hans kampvogn sov i 7 døgn! Spurgte ham om det ikke var svært? Han svarede: "Tværtimod. Man kan ikke sove, hvis man ved at man kan dø i næste sekund!" Hvilket er et eksempel på, at man også kan "holde sig længe oppe" af ren selvopholdelsesdrift. Igen tror jeg der er en indre kemi på spil, hvor kroppen enten undlader at gøre en træt, eller sender nogle overdøvende stoffer afsted i form af kamphormoner som adrenalin m.v.
Selv har jeg siden jeg var teenager meget tit trodset, at jeg var træt. Gad ikke sove, når det jeg lavede var for spændende, til at jeg ville afbryde. Min erfaring er at kroppen sender et slags "søvntog" af sted, hvor meningen selvfølgelig er at man skal stige på og lade sig transportere ind i søvnen. Men lader man være med at stige på, så bliver man frisk igen - efter en lille døsighedskrise - og så kan man fortsætte med det spændende. Frekvensen af "søvntog" er sådan ca. hver 4-6 time i de første 2-3 døgn. Det har jeg prøvet 100'vis af gange. en enkelt gang tog jeg den i 4 døgn. Efter en sådan tur er jeg selvfølgelig træt, og det bedste er at få en masse søvn. Hvis jeg har mulighed for at sove ud et sted, hvor jeg har virkeligt fred og ro kan jeg sagtens sove 14-18 timer i træk. Sover så som et spædbarn. Hører med at ikke at skulle noget bagefter, så jeg har mulighed for denne totalsøvn. Vågner så op - og her kommer det interessante - som om jeg har været på et trip. Føler mig fuldstændig renset. Det er så vidunderligt. Det er ikke bare en kontrasteffekt af, at have været meget træt og endelig få sin søvn. Nej, det er som en indre kathasis, hvor en masse ting er sat på plads. Er afklaret, glad og meget mere dejligt.
For mig er det virkeligt en form for naturligt trip.
På søvnløshedstrip er man sammen med sit liv på en anden måde end ellers. Man er også sammen med andre, som er i en anden tilstand end en selv. Nogle ting i en liv og relationer får et andet lys, en anden intensitet. Ens tolerance for ting og sager kan falde/stige i forhold til, hvordan det plejer at være. Hvad man ser, og hvad man blokker ud er ikke det samme, som i udhvilet tilstand. Det kan godt være en berigende erfaring med tripagtige kvaliteter. Sådan er det i hvert fald for mig.
Frivillige søvnløshed i en "dosis" på 2-4 døgn er næppe livs- eller psykosetruende, men også her gælder det vel, at man skal vide hvad man gør og hvorfor, og ikke. Og det lyder på tråden, som om man nok skal passe på, hvad man i øvrigt indtager før, under og efter seancen. Og efterfølgende planlagt hvile er også tilrådeligt.