Pige skrev:
Jeg har ikke skrevet indlæg herinde længe, da det begyndte at gå ned ad bakke for min kæreste igen og jeg mistede overskuddet.
Han har dog taget kontakt til ambulant behandling og har fået en tid i det nye år.
Han udtaler at han rigtig gerne vil stoppe, men han frygter at komme til at kede sig og mangle inspiration til at udfylde tiden.
Han bruger mere eller mindre dagligt igen, både hash og amfetamin.
Han havde ti dage med kun et slip af amf, og efter en uge blev vi enige om det nok var en god ide at tage en ting ad gangen, og han begyndte derfor at ryge igen.
Nu er som sagt tilbage i samme spor, som før han forsøgte at stoppe. - hvilket er halvanden måneds tid siden.
Jeg har meget svært ved ikke at udtrykke mit dårlige humør jeg kommer i når han tager amf eller ryger. Desuden tager jeg selv amf, hvis han gør det når vi er sammen. Hvilket jo ikke er en god støtte, men noget indeni mig driver mig når han tager - synes han er træls og alt for overgearet, når jeg selv er 'clean' og tager derfor med ham. Tager
mEGET sjældent uden ham.
Jeg føler mig rastløs, magtesløs og ked af det.
Føler han har et fast greb om vores fælles fremtid og at kun han kan træffe valget om hvilken vej vi kommer til at gå.
Jeg er utrolig glad for ham, han er noget at det bedste jeg ved når han ellers er clean. Tiden hvor han ikke er, giver mig bekymringer og ubehag.
Skriver fordi jeg har brug for det, og ikke fordi jeg forventer I skal udøve mirakler, men et respons med jeres tanker kunne være rart i denne tid.
Tak fordi dette sted findes.
Håner I alle får en god jul og godt nytår.
Det kræver nosser af stål at komme ud af et amfmisbrug. Jeg husker tilbage i 2013, da jeg tog meget kokain, amfetamin, mdma, alkohol og hash mytoron eller conzerta og mere amfetamin ved siden af.... Der måtte jeg på 300 mg seroquel dagligt i over et halvt år inkl nedtrapning, da jeg fik stofpsykose som abstinens. Den varer normalt kun 1-2 uger, men det kan tage tid sådan noget...
Jeg troede der var en alien på vej ud af mit røvhul og der konstant var et monster på vej ind af min dør for at slå mig ihjel. Jeg gik langs grenen i Skagen, mens mine øjne var helt udsugede, blodsprængte og fyldte med tårer. Jeg fik øjenkontakt med en, som brød øjenkontakten ved at kigge op ad i luften (wtf?) og ikke ned. Dertil fik jeg kontroltab og sparkede til stenene ved stranden, mens jeg havde forestillinger om der var insekter inde i mit hoved.Det var noget bizart pis!
Heldigere slap jeg i 2015, hvor jeg var oppe på 3 gram amfetamin på 2 timer og så ellers ritalin og mere amfetamin forinden. Det har altså været ret tilfældigt, hvordan det er gået mig.
Er han ikke træt af sit liv? Amfetamin plejer virkelig at gøre en syg fysisk, men hvis han nu fik det så dårligt, at han havde lyst til at hoppe ud foran et tog pga. stofferne og hans liv, ja så kunne det være, at han ikke gad amf mere. Jeg har selv været i stand til at tage håbløst mange stoffer, bare fordi jeg har haft en sød pige, som kunne give mig stabilitet. Jeg siger ikke du skal sige til ham, at det enten er stofferne eller dig. Det er bare en træls situation I er i, for hvor langt skal han trække den, før han vitterligt indser, at det er noget lort?
Hvad med jeres bekendtskaber der tager det? Hvordan er de? Er de oprigtige mennesker eller måske fulde af lort? Er det det samme pis de snakker om igen og igen eller har i nogle fede relationer? Det kan gøre det endnu sværere at stoppe, fordi det er lettere at glorificere et misbrug, hvis man tilføjer elementer at trivsel.