Psychedelia.dk

Meget af det samme. Angst i løbet af hele dagen - værst om morgenen, men efterhånden rigtig godt om aftenen.

Jeg har orienteret mig en del på bluelight.org og fundet ud af at det er et udbredt fænomen. Der er hundredevis af tråde om folk der kæmper sig igennem "MDMA-induced comedowns", og det dækker både over misbrugere til folk som mig der kun har enkeltoplevelser. Symptomerne er de samme - angst, depression og en del kognitive problemer, men det synes at langt de fleste bliver raske indenfor 4 måneder til 1,5 år (hvor de sidstnævnte dækker over de lidt mere hardcore misbrugere, som beslutter at kvitte stofferne).

Anyways, jeg bestræber mig på at leve et aktivt og socialt liv på niveau som før min nedtur, men det er sgu svært når ens selvværd er fuldstændig revet i stykker

Okay, det er jo lidt skidt at høre. Men altså.. Hvordan fik du selvværd før? Det er 100% mulig for dig at 'vende tilbage igen' - du skal bare tro på det og gøre en indsats selv.

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

Det er egentlig et godt spørgsmål. Jeg har tidligere bare haft et godt selvværd går jeg ud fra. Har haft relativt meget succes både socialt, med piger, uddannelsesmæssigt osv, men pludselig stiller jeg spørgsmål ved alle mine evner og om jeg overhovedet fortjener hvad der kommer til mig. Et eller andet sted ved jeg jo godt at det bare er angsten der fucker med mig, men det er sgu svært at arbejde med..

Hvorfor skulle du ikke fortjene hvad der kommer til dig? Tro mere på dig selv. Jeg kender godt til det, med at stille spørgsmål til alt efter sådan et trip. Og det er ret sundt. Men husk nu, at det var en midlertidig tilstand, du befandt dig i, som har givet dig nogle nye spørgsmål/selvindsigt. Det behøver jo ikke ændre grundlæggende på hvem du er eller dit selvværd, det er jo blot en anden måde at anskue tingene i dit liv på.
Er rimelig morgenbaske, PM hvis jeg skal uddybe

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

Hej alle.

Jeg har nu været på antidepressiv i 3 uger og med undtagelse af to gode dage, har det ikke været særlig rart. Jeg er opmærksom på at virkningen oftes finder sted efter 6 uger ca., og at det i den optik måske var værd at vente dertil.

Anyways, jeg har kigget mig lidt omkring på Bluelight, hvor der som nævnt er et stor gruppe af mennesker som sidder i den præcis samme situation som jeg, og de fraråder stort set alle brugen af antidepressiv. Istedet foreslår de at gå "the natural way" med sund kost og masser motion (som jeg i forvejen er gør mig i).

Jeg har derfor tænkt mig at snakke med min psykiater imorgen, og høre hans holdning til eventuelt at trappe ud af medicinen. Jeg vil dog lige høre om der er noget input især ift. det at trappe ud af medicin efter kun 3 uger..


god aften

anyone?

Hvad sagde din psykiater? Jeg tænker lidt at selv om folk herinde ved lidt af hvert og har prøvet lidt af hvert, så bør man lytte til den med mest viden om emnet.
Altså viden om dig, medicin og psyken - altså psykiateren

Mvh

får først kontakt til ham imorgen. Men jeg har tænkt mig at fortælle ham at jeg er meget ked af at tage medicinen og derfor gerne vil ud af den. Så må vi se hvad han svarer

Spørg din læge om han evt. i fællesskab, jer 2. Finde en længerevarende behandling af dine symptomer. Ved ikke om du har fået nogle specifikke diagnoser, men hvis du kunne i samarbejde med din læge, få udskrevet 4mg Subutex i en kortere periode på 2-3mdr. Det hjælper virkelig at have et godt konstruktivt forhold til sin læge! Man får som regel, hvad man selv tilbyder! Udviser du hvor meget din nuværende mentale situation påvirker dig, og du F.eks skriver dagbog og lytter til din krop! Overdriv bare.. Men start ikke med at kæfte op om at du er begyndt på triatleren... Begynd ii det små. Bedst ville være, hvis du kunne skrive en A4 med dine tanker osv. Tage det med til lægen, og simpelthen læse det op for ham! Således glemmer du ikke noget, lægen afbryder næppe og han vil opfatte dig og situationen, som værende ganske alvorligt! Nævn evt for ham, at du er begyndt på at tage dagligt vitamintilskud og er begyndt at løbe lidt 2-3 gange i ugen! Du kan nærmest få det, som du vil, hvis du magter at bruge lidt ekstra tid...

Jeg ved, hvordan du har det, men er din modstand mod medicin ikke bare forfængelighed? En af bivirkningerne ved anti-depressiv medicin er at MDMA ikke virker!

_________________
Ingen af de begivenheder og stoffer jeg omtaler er virkelige. Hvis man ikke må fantasere på dette plejehjem, hvor så?

Hej Chewbacca,
Hold fanen højt. Det er utrolig fedt, at du er så stærk psykisk!

Jeg ved ikke om, jeg kan hjælpe - men her er min lille historie dengang jeg var ked af det.:

Da jeg havde en nedtur, efter længere tids uansvarlig brug af stoffer, bearbejdede jeg angsten ved at sætte små mål som jeg fokusere min energi imod. Sådan en ting som at gå udenfor og løbe en tur var dengang en utrolig udfordring for mig, men jeg bed tænderne sammen og gjorde mit bedste. Enkelte dage gik det, andre ikke. Det vigtigste for mig var bare, at jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg ikke bekymrede mig om angsten kom snigende.
Min familie og mine venner var en utrolig stor opbakning for mig og lidt efter lidt begyndte jeg, at ignorere angsten, fordi mange af mine tanker var urealistiske. Jeg blev derfor, opmærksom på mit tankemønster og at jeg måtte fokusere på noget andet, når tanker løber løbsk.

Dengang var alting meget gråt på gråt, men med tiden begyndte mine passioner igen at sparke liv i mig. Min selvtillid dalede enorm dengang, men den kom stille og rolig tilbage.Da jeg kan se, at du også godt kan lide at give den gas med pigerne;-), så er jeg sikker på, at tingene nok skal komme til dig. Alting tager sin tid og det er helt individuelt, husk det.

Nu kan angsten ramme mig til tider, men jeg føler, at det er helt naturligt. Jeg skal igennem arbejdslivet og det er noget nyt. Det er en skræmmende fornemmelse, men jeg føler, at min nedtur har hærdet mig og gjort mig stærkere.

Jeg kender ikke din alder, men uanset hvad, så er alle herinde bag dig!:-)

_________________
"The things you own end up owning you."
-Fight Club (1999)

Hej Tyler, og 1000 tak for dit svar!

Siden jeg var omkring siden her sidst, er der sket en lille fremgang. Jeg droppede min medicin for 3 uger siden nu, og selvom den første uge var et helvede, så kan jeg mærke det var den rigtige beslutning. Jeg har lige haft 4-5 dage i streg med mild til ingen angst overhovedet, men de sidste par dage har det været lidt slemt igen (hvilket dog måske kan skyldes en influenza jeg samtidig er ramt ind i?).

Anyways, min vej ud af problemerne har været daglig meditation og mindfulness. Jeg føler de værktøjer jeg tilbydes herigennem fungerer 100x bedre end de kognitive værktøjer som min psykolog har givet mig. Angst er der stadig, og til tider har den også overtaget, men jeg føler at jeg i større grad er blevet i stand til ikke at identificerer mig med de tanker og smerter som følger med en angstlidelse.

Der er dog lang vej endnu føler jeg, men jeg leder ikke længere desperat efter svar fra omverdenen - jeg har indset at jeg selv er løsningen (;

ps. jeg er 23

"Der er dog lang vej endnu føler jeg, men jeg leder ikke længere desperat efter svar fra omverdenen - jeg har indset at jeg selv er løsningen (;"

Lyder som at du er inde på den rigtige vej det er jeg glad for at læse.

hey Chewbacca.
Hvordan står det til Håber du har det godt.

Har det på samme måde som du har/har haft det. Så er nysgerrig over hvordan det går med din angst og hvordan (hvis det er sket) du har vundet over den?
Nu da du selv har været det igennem tænkte jeg at du nok havde nogle gode råd ?

Hejsa
det har været så vandvigtigt at læse din tråd! for jeg er netop i den helt samme situation lige nu( og har været der i 2 måneder) det var min første gang på emma og jeg har haft det mildest talt fucked siden, men det går lidt bedre nu...gå til psykolog og snak! det hjælper virkelig. Min angst har netop handlet meget om ikke at blive "normal" igen, og at mit liv var slut osv. har du også lidt uvirkelighedsfølelse? det har nemlig været et stort problem for mig...god bedring!

Hej Bananen1234, det lyder da vildt at du havde nedtur lige siden du tog det første gang! Hvor meget tog du, og var det som piller eller pulver? Skriv gerne lidt mere om hvordan du havde/har det.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Hej fanny
Jeg det har jeg haft siden første gang hvor jeg to EN bombe, men derudover havde jeg taget concerta og weed. det går gradvist bedre og har været til psykiater, men har fået at vide jeg godt kan regne med min. 4 måneder før det går væk

Nu ved jeg jo ikke hvor mange mg MDMA der var i den bombe du fik, men det lyder stadig som en meget voldsom reaktion du har der. Normalt kan folk ikke mærke MDMA-tømmermænd i mere end en uge, hvis de er gået til den! At kunne mærke det i et halvt år, svarer omtrent til hvad hårde misbrugere af MDMA, som har taget det flere gange om ugen i lang tid, kan forvente. Derfor undrer jeg mig at du har det så skidt, og tænker at det måske i virkeligheden er noget andet. Trippet kan jo godt have sat skub i nogle psykiske processer i dig, som gør at du føler du er kommet ud på glatis. Hvis man tager et stof, som ryster ens normale verdensbillede, kan det give angst, og angsten kan forværre hele situationen og gøre at du føler dig endnu mere "fucked up" end du ville være, hvis du bare flød med, og accepterede hvad der kom. Angst er ingen sygdom som sådan. Det er en reaktion som man kan ændre på, ved at prøve at acceptere og rumme sig selv. Også selvom ens verden ændrer sig efter et trip. Hvis du holder fast i angsten og siger "jeg kan ikke accepterer min verden efter trippet" kan du være sikker på at du får det endnu mere ad helvede til.
Jeg ved det er enormt svært at arbejde med angst og ændre ens egen reaktion på det man opfatter som uacceptabelt og skræmmende ændringer i bevidstheden, men angsten forværrer din tilstand. Lægen kan kun bedøve din angst et stykke tid, så du ikke mærker den, men han giver dig ingen redskaber til selv at håndtere den.
Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

det er og "kun" to måneder siden nu

Hej Alle, tænkte jeg lige ville vende tilbage.

Efter mit comedown i januar er det siden sket meget. Jeg fandt siden bluelight.com, hvor der er tonsvis af folk i samme situation som jeg selv - folk der har ramt et long term MDMA comedown, enten fra en gangs brug eller gennem års misbrug. De kunne forsyne mig med masser viden om min situation - en masse neurovidenskab jeg ikke vil gå alt for meget ind i nu - men for at koge det ned så er den populære forklaring (som også blev bakket op af min psykiater), at der er sket nogle nedreguleringer af nogle receptorer, som er så voldsomme at de først bliver funktionsdygtige igen efter flere måneder. Over den tid har man så taget lidt 'psykisk skade' og vil efterfølgende skulle finde sig selv ud af et potentielt angst- og depressionshelvede, som har været tilfældet hos mig selv.

Min nedtur har været en lang og sej rejse, og til tider har jeg stadig mine kvaler. Jeg har været forsøgt mig med kosttilskud, motion, diverse terapisessioner og i sidste ende også antidepressiv for at lette tågen. Udover motionen hjalp det mig ingen ting, nærmere tværtimod. Jeg droppede pillerne da jeg blev en skygge af mig selv (i højere grad end det allerede var tilfældet), og begyndte med yoga og mindfulness, som muligvis var det jeg skulle bruge. At blive bevidst om mine tanker og følelser, at lære at trække vejret ordentligt samt finde ro i kroppen, og ikke mindst at bestræbe mig på at være tilstede i nuet, har altsammen gjort sit for at få mig op at stå igen.

Idag rammer angsten mig stadig. Den er meget udtalt om morgenen når jeg vågner, og gemmer sig altid derude i kulissen et sted, parat til at tage pusten fra mig til hver en tid, MEN den har ikke længere overtaget! for snart snart 10 måneder siden flyttede jeg hjem til mine forældre efter en nytårsaften hvor en lille omgang MDMA havde væltet mit liv på hovedet! Jeg var paranoid, ekstrem angst, depressiv og udviklede langsomt selvmordstanker, som blev så stærke at jeg i sidste ende virkelig troede at det var løsningen. Jeg græd hver dag - noget jeg næsten havde glemt var mig muligt. Men livet fortsætter, og der er sgu lys på den anden side. I dag er jeg fraflyttet Aalborg, gennemført en universitetsbachelor, Startet et nyt kapitel i københavn, fået job, lejlighed og en dejlig kæreste - alle ting jeg troede var uden for min virkelig for bare et halvt år siden.