Psychedelia.dk

Hej Psychedelia.dk

Jeg har et problem, eller rettere sagt; en af mine venner har måske et problem og det er netop af denne grund jeg skriver herinde. Egentlig har hans ”problem” ikke nødvendigvis noget at gøre med brug af rusmidler, men jeg har alligevel valgt at skrive herinde, da nogle af jer måske kan give mig svar på nogle af de spørgsmål jeg ligger inde med.
For at forstå baggrunden for min tråd, er jeg nødt til at fortælle lidt om min ven og ikke mindst om mig selv, for det kan lige så godt være mig, som har et ”problem”. I øvrigt må i være overbærende i forhold til eventuelle stavefejl, underlige sætningskonstruktioner og lign – klokken er mange.

Jeg er 18 år gammel og min kammerat er 19 år gammel – vi har kendt hinanden siden 6. klasse (folkeskolen), men vi begyndte først at knytte tætte bånd i en alder af henholdsvis 14 og 15 år. For dem, der ikke er vilde med matematik, vil det sige, at vi har været tætte venner i 4 år .

Jeg har, føler jeg selv, altid været i stand til at læse andre mennesker, sætte mig i deres sted og forstå hvorfor de agerer som de gør. Imidlertid er jeg ikke altid i stand til at lave samme slags ”analyse” – hvilket det egentlig ikke er, da jeg ikke forsøger at analysere mennesker, jeg forstår dem bare – af min ven, da det simpelthen er mig ubegribeligt, hvorfor han gør som han gør og er som han er i visse situationer.
Min ven har altid været speciel og han er uden tvivl den ven, som er sværest at gøre sig klog på, som kræver mest energi og som jeg holder mest af. De få andre venner han har – det drejer sig reelt kun om 1 anden – er enige med mig i, at han har visse adfærdsproblemer, men dette kommer jeg ind på senere.


Omkring min ven:
Min ven har aldrig selv haft særlig mange venner og han har ingen venner, som han har kendt længere tid end mig. Dog har han langt mindre venner nu, end blot for et år siden. Hvorfor han ikke har flere venner, tættere venner, eller flere barndomsvenner, har jeg ofte spurgte mig selv om – svaret har jeg ikke fundet. Umiddelbart er min ven et af jordens mest ”komplette” mennesker jeg kender:
Udseendemæssigt er han min omgangskreds, mig og størstedelen af jorden overlegen. Hans manerer er som de skal være og ”pigerne” synes han er en vaskeægte gentleman . Han er i gang med en uddannelse og har umiddelbart styr på sit liv. Derudover besidder han alle de kvaliteter, som man kunne ønske hos en ven – et venskab bygger for mig på tillid, gensidig respekt og et særligt bånd. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min ven elsker mig, at jeg er hans bedste ven, sammen med en anden, og at han ville gå igennem ild og vand for mig – jeg ville gøre det samme for ham, men det ved jeg ikke, om han er klar over.

Egentlig kender jeg ikke synderligt meget til min vens fortid: Jeg ved, at han de første 5 år af sit liv voksede op på Nørrebro med sin far og sin mor. Hans far lider af manidepressivitet og er førtidspensioneret som følge af dette – derudover har hans far dagligt røget hash fra han var 18 og gør det, i en alder af nogen og 50, stadigvæk. Da han var omkring 5 år blev hans forældre imidlertid skilt. De næste 4 år boede han alene med sin mor på Nørrebro og han beskriver disse år som det eneste tidspunkt, hvor hans mor har været ”en rigtig mor”. Hans mor er af en eller anden årsag et mere eller mindre tabubelagt emne, så hvad han præcist mener med ovenstående, der er et citat fra ham, er jeg ikke sikker på.
Da min ven var 9 år fandt hans mor en ny kæreste, som hun den dag i dag bor sammen med og har barn med. Stedfaderen og min ven har haft visse komplikationer, men jeg tror ikke, at det har været noget ud over det sædvanlige – dog tror jeg, at det i stor grad har distanceret min ven fra sin mor. I dag har min ven og hans stedfar et godt forhold, et forhold jeg vil vurdere som bedre end det han har med sin mor.
Hvad der sker fra min ven er 9 og til jeg lærer ham at kende, er jeg desværre ikke afklaret med. Dog har min ven antydet, at hans mor, efter de flyttede til provinsen, ændrede hendes indstilling til livet og at hendes væremåde har været præget af negativitet og en opgivende indstilling til livet. Dette har uden tvivl påvirket min ven – i bund og grund er man vel primært et produkt af sin opvækst. I denne periode gik min ven til psykolog som følge af en depression. Dette har givet ham (citerer) ”psykiske ar”, hvilket han ofte bruger som argument, når han handler på bestemte måder.

Nå. Da jeg lærte min ven at kende var han klart anderledes end han er nu. Da jeg lærte ham at kende var han ikke længere depressiv, men jeg er nu bange for, at han er ved at blive det igen. Han reagerer meget aggressivt over visse ting og han er derudover blevet sårbar og isoleret. Aggressiviteten og sårbarheden uddybes senere og isolationen omhandler ikke mig, hans anden ven, hans få andre bekendte, men derimod de folk, som han snakkede med før i tiden. Disse har han helt lagt bag sig og når vi snakker om dem siger han, at han ikke ”føler han kan snakke med dem” mere, nærmest som om han ikke kan kapere det psykisk.


Vi har begge to røget hash i 3 år og været igennem utallige problemer, der flere gange har gjort, at jeg har været på nippet til at give op på dette fantastiske menneske – hvilket jeg aldrig har tænkt mig.
I løbet af disse 3 år har jeg røget en del mere end ham, men omkring april 2009 eskalerede forbruget for os begge to. De sidste par måneder har vi røget stort set hver dag og det er særligt i denne periode, at han har ændret sig.
Han har isoleret sig langt mere end normalt – faktisk ”føler han ikke han kan snakke med nogen” udover mig og få andre – især ikke når han er skæv, da han i skæv tilstand isolerer sig endnu mere.

Min ven er begyndt at lade sig gå på af de mindste bagateller og der er nogle ting, som han slet ikke kan tolerere. Hvis han f.eks. ringer og spørger mig, hvad jeg skal i dag og jeg desværre har andre planer, hvorefter han rasende lægger røret på. Det der går ham mest på er følelsen af at blive efterladt eller at blive udstødt af ”gruppen”. Dette er selvfølgelig ikke noget, vi gør mod ham bevidst, og jeg tror reelt, at den eneste, som udstøder ham fra gruppen er ham selv. Hvis jeg f.eks. går 10 meter foran ham og snakker med en anden kan det resultere i, at han kan gå helt op i riningen og true mig med at slå mig ned. Det er for mig dybt grænseoverskridende at blive truet af en ven, og hvis det var enhver anden ville jeg reagere på en anden måde, men jeg forsøger virkelig at være tolerant – for det sårer ham sku virkelig dybt! Jeg forstår bare ikke hvorfor. Jeg, og alle andre jeg kender, har intet imod at gå bagved i 5 minutter, mens to andre går og snakker og hvis det endelig bliver et problem går man jo bare op og snakker med. Men den mulighed tror jeg bare ikke han ser – og jeg forstår ikke hvorfor! Det er som om man hele tiden skal opfordre ham til at komme med, eller lign. Og hvis man gør det tilstrækkeligt begynder han jo at føle sig selv som en belastning. Dette har resulteret i, at han ikke tror, at jeg har respekt for ham og han sætter ofte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg elsker ham lige så højt som han elsker mig – han føler af en eller anden grund ikke, at jeg gengælder de følelser, som han udviser overfor mig. Det er især slemt, når vi ryger, da det gør ham endnu mere følelsesladet.
Han forklarer mig ofte, om end på en forkert måde, at han forsøger at gøre sit bedste og at han forsøger at være den perfekte ven og jeg tror egentlig, at det er heri, at man skal finde problemet. Han er ikke klar over, at han er perfekt som han er og lige meget hvor meget jeg prøver at forklare ham det hjælper det ikke. Ligesom han ikke vil indse, at det er efter ham, at pigerne sender de lange blikke. Han går og misunder os, når det burde være os der misundte ham. Han har ingen selvtillid. Han ved ikke, hvordan han skal tackle diverse problemer – der er mange flere end dem jeg har nævnt – og resultatet af dette er, at han står og råber og skriger af mig, uden egentlig at vide hvorfor. Han distancerer sig selv og han kan egentlig godt se det, han ved bare ikke, hvad han skal gøre. Jeg føler med ham og jeg forsøger virkelig at være overbærende, men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor han gør som han gør og jeg forsøger virkelig at efterleve de krav han stiller mig, og selvom jeg selv har en ekstremt stor vennekreds og ekstremt meget at se til, vælger jeg alligevel at bruge så meget energi og kærlighed på vores venskab – for jeg vil heller ikke miste det vi har og det gør så ondt at se ham gøre som han gør.
Hvorfor reagerer han, som han gør? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham? Burde jeg få ham til at stoppe med at ryge hash? Burde han søge professionel hjælp? Hvad skal jeg gøre – skal jeg se på eller skal jeg hjælpe? Kan jeg overhovedet hjælpe? Er der overhovedet noget galt, eller..? Suk...

Som slut ord må jeg konstatere, at det kun er en lille del af et stort problem, som jeg har kunnet få ned på ord – det ville være langt lettere verbalt. Jeg har overvejet enten selv at opsøge en psykolog og snakke med denne om problemet, men hvis der er nogle på psychedelia, der mener, at de er i stand til at give mig nogle af de svar, jeg søger, er jeg frisk på at besøge den pågældende og sludre over en kop kaffe.

Hoold kæft klokken er blevet mange. Orker ikke at læse min halve roman igennem, selvom jeg ved, at mange vigtige faktorer mangler. Jeg tjekker op på tråden i morgen.




PS: Jeg er i øvrigt, for omkring en uge siden, stoppet med at ryge hash. Eller er som sådan ikke stoppet, jeg holder bare en lille pause, hvorefter jeg genoptager rygningen, dog i begrænset omfang. Det er gået op for mig, at der ikke er nogen grund til at suge et to cifret antal joints på en enkelt aften og stadigvæk kun være ligeså skæv, som hvis du et halvt år tidligere røg 1 enkelt ego 1 smøgs (med en lækker ryger ofc)! . Håber at kunne få min ven med på ideen – han har også holdt pause de sidste par dage, men han er ikke helt lige så hooked på at stoppe som mig.

En sidste ting jeg lige vil nævne er, at min ven, som noget relativt nyt, kan være ekstremt ”junkie-agtig” og der findes ikke de midler, han ikke vil tage i brug, for at lokke klumperne ud af lommerne. Dertil skal det siges, at når vi har rigeligt med hash er det næsten altid ham der foreslår, om vi skal gå ud og ryge en bønne – også selvom vi allerede har røget ti

Mange af tingene kan jeg kende fra mig selv. Prøv at kigge på Wrong Planet, der kan være rigtig meget hjælp at hente for dig og din kammerat hvis han har asberger eller en antydning af autisme. Og pas nu godt på ham, det er ikke altid lige let at være så sær

_________________
All perverts may not be marijuana smokers, but practically all marijuana smokers are perverts.

Colonel Garland Williams, former head of U.S. Narcotics Enforcement

Idag kan vi dø af at elske med hinanden
Så vi lever som vi gør. fordi vi ved vi' på spanden
Verden er for fuld af lort, til jeg kan sortere
Så jeg prøver bare på at få mit liv til at fungere

Mange tak for svaret. Jeg har overvejet, hvorvidt han kunne lide af Asperger syndrom eller lign, men tror det ikke, da det er noget, som er kommet med tiden - min kammerat har altid haft en kort lunte, men er bange for, at det er en udvikling, som er proportional med hans hashforbrug, desværre.

Derudover har jeg også kigget på forskellige personlighedsforstyrrelser og overvejer hvorvidt han kunne lide af en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse af den impulsive type, kombineret med en eller anden form for dependent personlighedsforstyrrelse. Især dependent personlighedsforstyrrelse har jeg tænkt meget over, da det virker som om min ven føler sig hjælpeløs, når han er alene, hvilket kendetegner ovenstående forstyrrelse.

Nogle der eventuelt kender nogen som, eller selv har, fået diagnosticeret førnævnte personlighedsforstyrrelser og kan give mig noget hjælp?

For det første skal han være rigtig glad for at have en ven som dig! Det er fedt at høre at du har så meget overskud, og vilje til at hjælpe! Så klap dig selv på skulderen.

Jeg ville nok råde ham til at holde lidt igen med hashen, eller endnu bedre stoppe helt (i hvertfald i et godt stykke tid). Når man har det sådan som han har det, så er det ikke smart at sidde og ryge hver dag. Problemet er nok at det bliver ens bedste ven, og at man egentlig har nok i sig selv og det. Det med at lade sig gå på at de mindste bagateller og let irritabel hænger nok også sammen med det store forbrug. Nogle kan klare det andre kan ikke.

Det han har brug for nu er at komme ud og få noget hjælp, social kontakt og et "skub", så han kan komme igang igen. Kom til nogle samtaler med en psykolog. hiv ham ud af de sædvanlige sitiuationer, og lav evt en hygge aften med nogle venner. Ikke noget vildt og skræmmende, bare stille og roligt. Han skal finde glæden ved det igen. Jeg ved af egen erfaring, at det er en kæmpe hjælp! lige så snart "hjulet" ruller, så går alt meget nemmere! Man skal ikke forvente, at det hele kommer lige med det samme, og det er heller ikke altid lige nemt. Men det er helt sikkert det værd!

håber det kan bruges.

jeg synes også lidt det kunne lyde som en lille på begyndende psykose, det der med at han ikke tror folk kan lide ham og er usikker på sig selv. Havde en rigtig god kammerat som gik helt ned med flaget, og fik konstateret paranoid skizofreni. Og jeg synes godt jeg kan genkende en del af de ting du skriver fra da han begyndte at få det dårligt, så ja umiddelbart vil jeg synes han skulle prøve at stoppe med tjalden, og evt prøve at kontakte en psykolog eller nogen som kunne have nogle erfaringer med det og få en samtale om situationen.

Anyways vil oss gi BehindMind ret i at det er heldigt han har en ven som dig, det kan sku virkelig være en tung fornøjelse når ens venner går ud af deres gode skind.
Jeg endte selv med at føle mig helt og adeles hjælpeløs overfor min kammerat, og endte til sidst med at give op efter op efter virkelig at have prøvet at banke noget fornuft ind i hovedet på ham. Har kun set ham meget få gange siden alt dette skete(for en 4 års tid siden), hvilket jeg stadig har det presset over den dag idag. Da han virkelig var en af mine bedste venner, men han var slet ikke sig selv til sidst. Og det blev for hårdt for mig dengang at være vidne til, blev selv helt ustabil i hovedet af situationen.
Det skal også liges siges der også var nogle stoffer indblandet her og der, men det var primært fordi vi røg alt for meget hash.

Anyways prøv at få snakket med ham om det, hvis han bliver ved at blive associal og paranoid af at ryge. Så for guds skyld prøv at få sættet en stopper for det, før det går hen og bliver full blown psykose noia.

håber du kan bruge det jeg skriver til noget, er sårn lidt morgenbaske og ved ikke lige hvor meget hoved og hale i det jeg skriver.
held og lykke med situationen, håber det ender lykkeligt

Håber sgu jeg har en mate der gider bruge så meget tid på mig når lokummet brænder endag!



Ser selv en del der viser lidt de samme tegn! og til et hash misbrug kan jeg kun sige!
gi hatten lidt hvilero, er selv igang med en pause der har holdt i 14 dage nu, og ser mig selv som en helt anden, med overskud til nogle mærkelige ting jeg ikke har gjort i årvis!
selv mine venner og kæreste siger jeg har fået farve i kinderne igen, og mod på at snakke om tingene i stedet for at ryge det væk!

TUSIND TAK FOR ALT I GIR VIDERE!!
det ville jo koste en formue hvis i takserede jeres gode råd. TUSIND TAK PSY!

Jeg er ked af at høre din ven har det dårligt.. Jeg havde selv en kammerat der gik ned med en psykose.. Men han opførte sig ikke ligesom din ven gør.. Det lyder som om, din ven er i stand til at klare normale skole/arbejdsdage, dog meget presset.. Min ven havde derimod vild paranoia og så ting der ikke fandtes..
Det kan selvfølgelig være der forskellige typer for psykoser, men jeg tænker det lyder mere som en depression..
Hvis din kammerat har mange følelser og en dårlig fortid at slås med, gavner det virkelig ikke at ryge hash fordi, hash medvirker til at hans hjerne ikke bearbejder hans følelser og indtryk ordenligt.. Nogle gang når man er skæv, eller er inde i en intensiv rygeperiode, kan nogle indtryk (især dårlige) godt ramme én, uden de rigtig får fodfæste i ens bevidsthed, og derfor kommer der ingen reaktion fra den dårlige hændelse/indtryk/følelse.. Det er derfor hash, på nogle mennesker, kan give depression..