Hej Psychedelia.dk
Jeg har et problem, eller rettere sagt; en af mine venner har
måske et problem og det er netop af denne grund jeg skriver herinde. Egentlig har hans ”problem” ikke nødvendigvis noget at gøre med brug af rusmidler, men jeg har alligevel valgt at skrive herinde, da nogle af jer måske kan give mig svar på nogle af de spørgsmål jeg ligger inde med.
For at forstå baggrunden for min tråd, er jeg nødt til at fortælle lidt om min ven og ikke mindst om mig selv, for det kan lige så godt være mig, som har et ”problem”. I øvrigt må i være overbærende i forhold til eventuelle stavefejl, underlige sætningskonstruktioner og lign – klokken er mange.
Jeg er 18 år gammel og min kammerat er 19 år gammel – vi har kendt hinanden siden 6. klasse (folkeskolen), men vi begyndte først at knytte tætte bånd i en alder af henholdsvis 14 og 15 år. For dem, der ikke er vilde med matematik, vil det sige, at vi har været tætte venner i 4 år

.
Jeg har, føler jeg selv, altid været i stand til at læse andre mennesker, sætte mig i deres sted og forstå hvorfor de agerer som de gør. Imidlertid er jeg ikke altid i stand til at lave samme slags ”analyse” – hvilket det egentlig ikke er, da jeg ikke forsøger at analysere mennesker, jeg forstår dem bare – af min ven, da det simpelthen er mig ubegribeligt, hvorfor han gør som han gør og er som han er i visse situationer.
Min ven har altid været speciel og han er uden tvivl den ven, som er sværest at gøre sig klog på, som kræver mest energi og som jeg holder mest af. De få andre venner han har – det drejer sig reelt kun om 1 anden – er enige med mig i, at han har visse adfærdsproblemer, men dette kommer jeg ind på senere.
Omkring min ven:
Min ven har aldrig selv haft særlig mange venner og han har ingen venner, som han har kendt længere tid end mig. Dog har han langt mindre venner nu, end blot for et år siden. Hvorfor han ikke har flere venner, tættere venner, eller flere barndomsvenner, har jeg ofte spurgte mig selv om – svaret har jeg ikke fundet. Umiddelbart er min ven et af jordens mest ”komplette” mennesker jeg kender:
Udseendemæssigt er han min omgangskreds, mig og størstedelen af jorden overlegen. Hans manerer er som de skal være og ”pigerne” synes han er en vaskeægte gentleman

. Han er i gang med en uddannelse og har umiddelbart styr på sit liv. Derudover besidder han alle de kvaliteter, som man kunne ønske hos en ven – et venskab bygger for mig på tillid, gensidig respekt og et særligt bånd. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min ven elsker mig, at jeg er hans bedste ven, sammen med en anden, og at han ville gå igennem ild og vand for mig – jeg ville gøre det samme for ham, men det ved jeg ikke, om han er klar over.
Egentlig kender jeg ikke synderligt meget til min vens fortid: Jeg ved, at han de første 5 år af sit liv voksede op på Nørrebro med sin far og sin mor. Hans far lider af manidepressivitet og er førtidspensioneret som følge af dette – derudover har hans far dagligt røget hash fra han var 18 og gør det, i en alder af nogen og 50, stadigvæk. Da han var omkring 5 år blev hans forældre imidlertid skilt. De næste 4 år boede han alene med sin mor på Nørrebro og han beskriver disse år som det eneste tidspunkt, hvor hans mor har været ”en rigtig mor”. Hans mor er af en eller anden årsag et mere eller mindre tabubelagt emne, så hvad han præcist mener med ovenstående, der er et citat fra ham, er jeg ikke sikker på.
Da min ven var 9 år fandt hans mor en ny kæreste, som hun den dag i dag bor sammen med og har barn med. Stedfaderen og min ven har haft visse komplikationer, men jeg tror ikke, at det har været noget ud over det sædvanlige – dog tror jeg, at det i stor grad har distanceret min ven fra sin mor. I dag har min ven og hans stedfar et godt forhold, et forhold jeg vil vurdere som bedre end det han har med sin mor.
Hvad der sker fra min ven er 9 og til jeg lærer ham at kende, er jeg desværre ikke afklaret med. Dog har min ven antydet, at hans mor, efter de flyttede til provinsen, ændrede hendes indstilling til livet og at hendes væremåde har været præget af negativitet og en opgivende indstilling til livet. Dette har uden tvivl påvirket min ven – i bund og grund er man vel primært et produkt af sin opvækst. I denne periode gik min ven til psykolog som følge af en depression. Dette har givet ham (citerer) ”psykiske ar”, hvilket han ofte bruger som argument, når han handler på bestemte måder.
Nå. Da jeg lærte min ven at kende var han klart anderledes end han er nu. Da jeg lærte ham at kende var han ikke længere depressiv, men jeg er nu bange for, at han er ved at blive det igen. Han reagerer meget aggressivt over visse ting og han er derudover blevet sårbar og isoleret. Aggressiviteten og sårbarheden uddybes senere og isolationen omhandler ikke mig, hans anden ven, hans få andre bekendte, men derimod de folk, som han snakkede med før i tiden. Disse har han helt lagt bag sig og når vi snakker om dem siger han, at han ikke ”føler han kan snakke med dem” mere, nærmest som om han ikke kan kapere det psykisk.
Vi har begge to røget hash i 3 år og været igennem utallige problemer, der flere gange har gjort, at jeg har været på nippet til at give op på dette fantastiske menneske – hvilket jeg aldrig har tænkt mig.
I løbet af disse 3 år har jeg røget en del mere end ham, men omkring april 2009 eskalerede forbruget for os begge to. De sidste par måneder har vi røget stort set hver dag og det er særligt i denne periode, at han har ændret sig.
Han har isoleret sig langt mere end normalt – faktisk ”føler han ikke han kan snakke med nogen” udover mig og få andre – især ikke når han er skæv, da han i skæv tilstand isolerer sig endnu mere.
Min ven er begyndt at lade sig gå på af de mindste bagateller og der er nogle ting, som han slet ikke kan tolerere. Hvis han f.eks. ringer og spørger mig, hvad jeg skal i dag og jeg desværre har andre planer, hvorefter han rasende lægger røret på. Det der går ham mest på er følelsen af at blive efterladt eller at blive udstødt af ”gruppen”. Dette er selvfølgelig ikke noget, vi gør mod ham bevidst, og jeg tror reelt, at den eneste, som udstøder ham fra gruppen er ham selv. Hvis jeg f.eks. går 10 meter foran ham og snakker med en anden kan det resultere i, at han kan gå helt op i riningen og true mig med at slå mig ned. Det er for mig dybt grænseoverskridende at blive truet af en ven, og hvis det var enhver anden ville jeg reagere på en anden måde, men jeg forsøger virkelig at være tolerant – for det sårer ham sku virkelig dybt! Jeg forstår bare ikke hvorfor. Jeg, og alle andre jeg kender, har intet imod at gå bagved i 5 minutter, mens to andre går og snakker og hvis det endelig bliver et problem går man jo bare op og snakker med. Men den mulighed tror jeg bare ikke han ser – og jeg forstår ikke hvorfor! Det er som om man hele tiden skal opfordre ham til at komme med, eller lign. Og hvis man gør det tilstrækkeligt begynder han jo at føle sig selv som en belastning. Dette har resulteret i, at han ikke tror, at jeg har respekt for ham og han sætter ofte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg elsker ham lige så højt som han elsker mig – han føler af en eller anden grund ikke, at jeg gengælder de følelser, som han udviser overfor mig. Det er især slemt, når vi ryger, da det gør ham endnu mere følelsesladet.
Han forklarer mig ofte, om end på en forkert måde, at han forsøger at gøre sit bedste og at han forsøger at være den perfekte ven og jeg tror egentlig, at det er heri, at man skal finde problemet. Han er ikke klar over, at han er perfekt som han er og lige meget hvor meget jeg prøver at forklare ham det hjælper det ikke. Ligesom han ikke vil indse, at det er efter ham, at pigerne sender de lange blikke. Han går og misunder os, når det burde være os der misundte ham. Han har ingen selvtillid. Han ved ikke, hvordan han skal tackle diverse problemer – der er mange flere end dem jeg har nævnt – og resultatet af dette er, at han står og råber og skriger af mig, uden egentlig at vide hvorfor. Han distancerer sig selv og han kan egentlig godt se det, han ved bare ikke, hvad han skal gøre. Jeg føler med ham og jeg forsøger virkelig at være overbærende, men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor han gør som han gør og jeg forsøger virkelig at efterleve de krav han stiller mig, og selvom jeg selv har en ekstremt stor vennekreds og ekstremt meget at se til, vælger jeg alligevel at bruge så meget energi og kærlighed på vores venskab – for jeg vil heller ikke miste det vi har og det gør så ondt at se ham gøre som han gør.
Hvorfor reagerer han, som han gør? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham? Burde jeg få ham til at stoppe med at ryge hash? Burde han søge professionel hjælp? Hvad skal jeg gøre – skal jeg se på eller skal jeg hjælpe? Kan jeg overhovedet hjælpe? Er der overhovedet noget galt, eller..? Suk...
Som slut ord må jeg konstatere, at det kun er en lille del af et stort problem, som jeg har kunnet få ned på ord – det ville være langt lettere verbalt. Jeg har overvejet enten selv at opsøge en psykolog og snakke med denne om problemet, men hvis der er nogle på psychedelia, der mener, at de er i stand til at give mig nogle af de svar, jeg søger, er jeg frisk på at besøge den pågældende og sludre over en kop kaffe.
Hoold kæft klokken er blevet mange. Orker ikke at læse min halve roman igennem, selvom jeg ved, at mange vigtige faktorer mangler. Jeg tjekker op på tråden i morgen.
PS: Jeg er i øvrigt, for omkring en uge siden, stoppet med at ryge hash. Eller er som sådan ikke stoppet, jeg holder bare en lille pause, hvorefter jeg genoptager rygningen, dog i begrænset omfang. Det er gået op for mig, at der ikke er nogen grund til at suge et to cifret antal joints på en enkelt aften og stadigvæk kun være ligeså skæv, som hvis du et halvt år tidligere røg 1 enkelt ego 1 smøgs (med en lækker ryger ofc)!

. Håber at kunne få min ven med på ideen – han har også holdt pause de sidste par dage, men han er ikke helt lige så hooked på at stoppe som mig.
En sidste ting jeg lige vil nævne er, at min ven, som noget relativt nyt, kan være ekstremt ”junkie-agtig” og der findes ikke de midler, han ikke vil tage i brug, for at lokke klumperne ud af lommerne. Dertil skal det siges, at når vi har rigeligt med hash er det næsten altid ham der foreslår, om vi skal gå ud og ryge en bønne – også selvom vi allerede har røget ti