Angstfornemmelse er en så udefinérbar ting, og det frempovokeres af forskellige mennesker, på forskellige måder. Men for mig, har det aldrig rigtigt været et 'problem'.
Det som skræmte mig, det jeg frygter, det jeg havde angst over for i selve situationen, var at jeg i et kort øjeblik følte mig som om jeg havde fået komplet demens, og ikke anede en brik om meningen bag noget som helst det mine øjne kiggede på. Først da pizzamanden kom blev jeg tvunget ud af det tankemønster I guess. Og for at svare på dit spørgsmål Tricome. Hvad jeg tror der har udløst denne ting, tror jeg personligt selv, at en 'side af mig' kom frem, og følte sig utilpas ved situationen om at blive 'opdaget' fordi den har ligget skjult længe. Jeg tror måske det kan kobles til min indstilling mig og min vens forhold, og som om at vi 'skyldte' hinanden at prøve at snakke om hvorn den skær.
anyways, for at opsumere: Jeg har haft følelser af angst før i mit liv. Mit første minde om det, er fra en drøm jeg havde som måske 5-6 årig, hvor jeg står på en øde eng, og himlen trækker op til uvejr. Før jeg kan opfatte andet, føles det som om jeg bærer på himlen, den tyngende, overvældende følelse var nok til at få mig til at tudebrøle. Men når jeg tænker tilbage, var det hverken et mareridt, eller i princippet skræmmende. Hvad der var ubehageligt dengang, såvel som her for nyligt for mig, var en følelse af at være bange for angst, hvis det overhovedet giver mening. Jeg havde altid troet at angst var angst, og at man internt i sin kognitive opfattelse kan styre om man vil blive skræmt eller ej.
jeg havde det, som om at fordi jeg har taget så mange stoffer, fordi jeg har haft så mange konstruktive, og selvdestruktive tanker under indflydelsen, at jeg var rustet mod selvdepriverende følelser. Jeg mener, jeg har ligget i halvanden time mindst engang, på flere gram svampe, og ønsket at det skulle stoppe, at det hele bare kunne blive normalt med et fingerknips. Men dette, de to minutter jeg havde, så hurtigt overstået, men noget der bestemt har givet tankemæssig ekko for mig.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg ved ikke om jeg skal være bekymret, jeg ved ikke hvad der skete, og jeg kan ikke finde frem til om andre mennesker har oplevet noget lignende. Utroligt mange mennesker snakker om 'weird sensations, intense feelings of disorientation osv. men, helt konkret og overfladisk set, virker det som om jeg selv ved, og kan føle, at dette var noget helt andet.
Ps. Nej tricome, Psychedelia er det første sted jeg projicerer mine tanker omkring episoden udaf til. Jeg har ikke snakket med nogen om det, eller min ven. Faktisk skrev jeg en besked til ham mens jeg lå og himlede på gulvet af badeværelset, om at jeg ikke havde det så godt, og var gået "sukkerkold" og om han ville have noget imod hvis vi sås igen en anden dag. Men i henhold til om jeg var skæv, kan jeg ikke se om det skulle have været dét. Jeg mener, i gamle dage kunne jeg få intense oplevelser, fordi min tolerance mod cannabis var så lav. Så det var ting som at ryge med på en joint, og være så bagskæv dagen efter at det føles som om man har stået op i 5 timer i toget på vej hjem fra roskilde festival efter 8 dage uden søvn. Men siden hen er jeg gået fra at ryge væsentlig mere, og nogle gange kan jeg ryge op til 10 gange på en dag, på forskellige måder, (ikke 10 joints). Jeg har haft mange headrushes mens jeg har været skæv før, men i situationen var jeg virkeligt ikke særligt skæv. Hvis overhovedet.. Det var over halvanden time siden vi havde røget da det skete, og det er sjældent jeg er skæv så længe af gangen.
Måske min hjerne troede den var ved at få et slagtilfælde, og som følge har den udskildt nogle kemikalier jeg måske sjældent har fået i høj koncentration. Hvilket måske kan have freaket mig ud et øjeblik, hvis nu fx. min krop og sjæl tror den er i farer, men min psyke, står og skal behandle det på en anden kontrær måde.
I don't know, jeg er desperat, og jeg har ikke lyst til at stoppe med at ryge den fede når jeg altid har gjort det, og faktisk hjalp mig med at få indsigt i en hel masse ting omkring de ting jeg stiller mig uforstående over for nu. Plus, jeg har høstet og det er fucking svært at lade være med hele tiden lige at nappe en knivspids blomst til et bong rip.
Men let it be. Jeg ved jeg bliver nødt til det. Hvis følelsen nogensinde kommer igen, aner jeg ikke hvordan jeg vil gribe det an. Men jeg kan ikke så meget andet end at håbe på det aldrig sker igen.
|