Slupresnask skrev:
Jeg er 17 år, men føler ikke jeg når at blive 18.. Jeg har lyst til at græde og ende det hele, men følelser er irrationelle og jeg plejer ikke at lytte til dem mht. kærlighed osv, men det bliver svært at fortsætte når hele verden står stille, ikke rykker sig, ikke ændrer sig, og bare kæmper i mod mig
Hej Slupresnask

. Du skal endelig blive ved med at skrive herinde hvis du vil. Der er mange som har det - eller har haft det som dig, og som kan komme med noget godt indspark til dig.
Du er ikke særlig gammel, og som 17 årig kan følelser godt føles voldsomme at møde - ofte for første gang.
Du skriver at følelser er irrationelle, men ved du hvad? Følelser er det som giver livet mening! - Altså de ægte følelser. De følelser som ligger bag al den pæne facade af høflighed som vi har lært.
Når du skriver at følelser er irrationelle, så mærker jeg en følelse i dig, som ligger bag ved dine ord: Følelsen af vrede og følelsen af, at du opfatter de andres snak om følelser, som hyklerisk og urealistisk. Og den følelse du står med der, af vrede og trods, - den er virkelig! Den er dig, og den skal du tage alvorligt. Følger du den til dørs, kan det være at du møder en masse smerte der, som er det der holder dig tilbage. Hukommelse om din barndom måske, og steder hvor du er blevet afvist /ikke taget alvorligt, eller måske endda grinet ud, når du stod med dine ærlige følelser.
Og så hører jeg også at du er bange for at du er syg med depression. Det er desværre noget som lægevidenskaben har fået proppet ind i hovedet på rigtig mange mennesker idag. Men jeg kan fortælle dig, at depression er en helt almindelig tilstand som kan opstå gennem hele livet, og man behøver ikke tage piller mod den. Modløshed, det at være ked af det, at være energiforladt, - er helt almindeligt. Du er ikke syg. Du skal bare på en rejse ind i dig selv, for at finde dit sande væsens værdier frem. Finde din sjæl frem. Og det gør du kun gennem ærlighed over for dig selv, og mærke dine (ægte) følelser.
Det kan være godt at gå ind i smerten og føle den igennem. Tro mig, den bliver ikke ved for evigt, hvis du viser dit mod og gennemlever den. Det at du oplyser den med din bevidsthed, vil transformerer den - ændrer den og forløse den. Men det kan godt føles som en meget tung opgave, når man står der ved porten til Helvede og skal til at træde ind ad den.
Mit råd til dig: giv dig selv lidt kærlighed og medfølelse. Smerte-følelse er som blandingen af et lille barn og en truende dæmon, men hvis du behandler den som et lille barn og giver den din opmærksomhed og trøst, bliver den stille og roligt forløst.
Held og lykke med det hele - og skriv endelig videre

Hilsen Fanny