Hej Psychedelia. Hvis du ikke er i læse humør - så rul ned til det der står med fed skrift
Inden for det seneste år er jeg gennemgået en stor personlig udvikling - jeg har fået mit selvværd igen, blevet meget mere bevidst om mig selv, bearbejdet/accepteret min fortid, og blevet meget opmærksom på negative mønstre - og hvordan jeg bryder dem.
Alt dette er opnået igennem gruppeterapi, som har været helt fantastisk for mig - og betalt af kommunen!!!
Nu til sagen. Jeg har den her ven, som er en skide god fyr på mange måder - han er intelligent, enormt kreativ (stort tallent)og har gode værdier, men desværre er han også misbruger - og så langt ude at han er ved at smadre sit eget liv, og jeg er ved at miste min ven fordi vi glider længere og længere væk fra hinanden
Det er blandingsmisbrug.. primært cannabis, dissociativer og opiater + psychedelika.
Jeg har selv været ude i misbrug - dog kun af cannabis, andre stoffer har altid været på et eksperimenterende plan.
Min trang til at flygte væk i rusen er idag helt væk, eller ihvertfald har jeg MEGET mere lyst til at se indad og løse problemstillingen på en hensigtsmæssig måde når der er noget der trykker.
Jeg føler selv at jeg "har set lyset" ved hjælp af terapien, og ønsker virkelig at det samme sker for min ven, inden det er for sent! - i Maj måned mistede vi en fælles ven, som ligeledes sad fast i et stort misbrug, man kunne håbe at det ville ha været et wake-up call, men det har det virket lige modsat.
Når jeg prøver at snakke med ham om det, så lukker han af, så det eneste jeg snakker med er hans forsvar..
Han bor isoleret sammen med sin mor og storebror - storebroren har også et stort misbrug, og massive psykiske problemer og har hvert år flere psykotiske anfald hvor han bliver udadreagerende og truende, og snakker både om mord og selvmord.
Moren er kærlig, og elsker sine sønner - men er også svag og har aldrig kunne sætte grænser overfor dem.
Altså et enormt usundt, men desværre også "trygt" miljø, hvor det i mine øjne er nærmest umuligt for ham at bryde den dårlige spiral. Han er i mine øjne nød til at redde sig selv først - så kan han måske inspirere sin bror senere, når han har fået styr på sig selv.
Jeg tror det ville være det bedste for ham at komme i døgnbehandling, et fedt sted med gode kærlige terapeuter, og mulighed for at arbejde kreativt i fritiden.
Jeg er igang med følgende, for at prøve at give ham et kærligt spark i røven: Jeg er ved at skrive et brev til ham, hvor jeg prøver så godt som muligt at blive i mine egne sko så det ikke bliver opfattet som et angreb - tænker at det bliver sværre for ham at "stikke af" med sit forsvar, når han ikke kan afbryde.
Jeg kigger efter døgnbehandlingsteder der ser gode ud.
Jeg har valgt at jeg ikke vil indtage nogle rusmidler med ham igen, ikke så længe han er i misbrug ihvertfald. Selvom jeg ikke selv har et problem med at indtage noget, så vil jeg ikke være med til ubevidst at "støtte" ham i et dårligt valg mere.
Hvad har i af erfarringer i forhold til at hjælpe andre ud af deres misbrug, er der mere jeg kan gøre ?
Og kender i til sorgen i at se et venskab glide ud i sandet fordi man går hver sin vej i livet ?