Psychedelia.dk

Hej Psychedelia. Hvis du ikke er i læse humør - så rul ned til det der står med fed skrift

Inden for det seneste år er jeg gennemgået en stor personlig udvikling - jeg har fået mit selvværd igen, blevet meget mere bevidst om mig selv, bearbejdet/accepteret min fortid, og blevet meget opmærksom på negative mønstre - og hvordan jeg bryder dem.

Alt dette er opnået igennem gruppeterapi, som har været helt fantastisk for mig - og betalt af kommunen!!!

Nu til sagen. Jeg har den her ven, som er en skide god fyr på mange måder - han er intelligent, enormt kreativ (stort tallent)og har gode værdier, men desværre er han også misbruger - og så langt ude at han er ved at smadre sit eget liv, og jeg er ved at miste min ven fordi vi glider længere og længere væk fra hinanden

Det er blandingsmisbrug.. primært cannabis, dissociativer og opiater + psychedelika.

Jeg har selv været ude i misbrug - dog kun af cannabis, andre stoffer har altid været på et eksperimenterende plan.
Min trang til at flygte væk i rusen er idag helt væk, eller ihvertfald har jeg MEGET mere lyst til at se indad og løse problemstillingen på en hensigtsmæssig måde når der er noget der trykker.

Jeg føler selv at jeg "har set lyset" ved hjælp af terapien, og ønsker virkelig at det samme sker for min ven, inden det er for sent! - i Maj måned mistede vi en fælles ven, som ligeledes sad fast i et stort misbrug, man kunne håbe at det ville ha været et wake-up call, men det har det virket lige modsat.

Når jeg prøver at snakke med ham om det, så lukker han af, så det eneste jeg snakker med er hans forsvar..

Han bor isoleret sammen med sin mor og storebror - storebroren har også et stort misbrug, og massive psykiske problemer og har hvert år flere psykotiske anfald hvor han bliver udadreagerende og truende, og snakker både om mord og selvmord.
Moren er kærlig, og elsker sine sønner - men er også svag og har aldrig kunne sætte grænser overfor dem.

Altså et enormt usundt, men desværre også "trygt" miljø, hvor det i mine øjne er nærmest umuligt for ham at bryde den dårlige spiral. Han er i mine øjne nød til at redde sig selv først - så kan han måske inspirere sin bror senere, når han har fået styr på sig selv.

Jeg tror det ville være det bedste for ham at komme i døgnbehandling, et fedt sted med gode kærlige terapeuter, og mulighed for at arbejde kreativt i fritiden.

Jeg er igang med følgende, for at prøve at give ham et kærligt spark i røven:

Jeg er ved at skrive et brev til ham, hvor jeg prøver så godt som muligt at blive i mine egne sko så det ikke bliver opfattet som et angreb - tænker at det bliver sværre for ham at "stikke af" med sit forsvar, når han ikke kan afbryde.

Jeg kigger efter døgnbehandlingsteder der ser gode ud.

Jeg har valgt at jeg ikke vil indtage nogle rusmidler med ham igen, ikke så længe han er i misbrug ihvertfald. Selvom jeg ikke selv har et problem med at indtage noget, så vil jeg ikke være med til ubevidst at "støtte" ham i et dårligt valg mere.


Hvad har i af erfarringer i forhold til at hjælpe andre ud af deres misbrug, er der mere jeg kan gøre ?
Og kender i til sorgen i at se et venskab glide ud i sandet fordi man går hver sin vej i livet ?

Hvis ikke selv personen vil indse at han er misbruger, og at det hele er ved ta løbe af sporet, er der intet du kan gøre. Andet end at være der når lokummet brænder. selvom det koster dig smerte og at du bliver budt urimeligheder.

Ultimatums/tvungne behandlinger osv hjælper nada.Absolut intet. Det er personen selv som må indse at der er et problem, spørge om hjælp og løse det. Når personen er klar.


Jeg har selv været personen du gerne vil hjælpe. Og jeg er/var immun over for alt det der mennesker nu kan finde på af gerninger for andres bedste.



Kort sagt. Det eneste du kan gøre er at holde afstand hvis det personen byder dig er for meget. (Risikoen ve at holde fast i en misbruger som ven er at forholdet smadres pga den dårlige adfærd mange misbrugere udviser.) Og så være der når personen er klar til at gøre brug af din hjælp.

Min hensigt med brev og links til behandlingssteder - er ikke tvang/ultimatum, håber bare jeg kan så et lille frø i hans sind, som han måske vil give liv en dag.
Er godt klar over at motivation/lysten skal komme indefra før han kommer ud af hans misbrug, men jeg tror også på at man kan få en masse inspiration og hjælp udefra.


Jeg tror han har indset det, men at han går i opgivelse - og ikke tror på at han kan skabe et liv med værdi på den anden side. Han har enormt lavt selvværd, og oplever verden gennem en masse negative overbevisninger.

Tak for dit rationelle svar - og for at huske mig på at holde afstand hvis det bliver for meget for mig.

Brevet lyder som en fin idé i øvrigt. Et rigtigt håndskrevet brev fra en person som som har betydning for modtageren kan være en kæmpe øjenåbner.

Jeg har for nogle måneder siden måtte give slip på min aller tætteste ven, som jeg har haft i mit liv. Vi har været bedste venner siden jeg var 11 og han 14 år, men pga misbrug der så resulterede i løgne og bedrag, var vi nød til at skilles.

Jeg prøvede alt, som jeg på daværende tidspunkt var i stand til, for at hjælpe ham, men intet feedback fra hans side.

Han var misbruger af alt han kunne få fat i, dog ingen hårde stoffer, da han aldrig havde haft adgang til det. Men sukker, junk, smøger, alcohol, cannabis, sex and you name it, selv pengeforbrug det handlede bare om det næste high for ham.
Han svigtede mig utallige gange igennem vores tid, men jeg blev ved med at tilgive ham, da jeg havde ondt af ham, men i dag kan jeg desværre se, at det hele var spild af tid. Dog har jeg lært meget af vores forhold.

Omkring Marts/April i år, begyndte han at blive små psykotisk til tider, men han fortsatte sin livstil. I denne periode snakkede jeg og hans dejlige daværende kæreste med ham utallige gange. Jeg sad og tudede og tiggede ham om at opsøge sig hjælp, og få opklaret hans problemer og at arbejde med hans misbrugs tendenser. Men det var som at snakke med en sten. Han påstod at han kunne klare det selv, og nogle gange indrømmede han enda at han havde brug for hjælp, og sagde, at han ville lave et opkald dagen efter, men intet skete. Til sidst gennemskuede jeg, at han havde så gigantiske problemer som han selv ikke ville indse, at det slet ikke stod i min magt længere at hjælpe ham.
Hvergang jeg prøvede at snakke med ham omkring et af hans misbrug, lukkede han af, eller også vendte han det imod mig, og sagde at jeg også røg cannabis, og havde et meget større forbrug af svampe og lsd end ham.

Nu sidder han ene og forladt i hans mors kælder, og guffer junk, slik, alcohol, ryger smøger og værst af alt hans pornomisbrug, da han er for doven til at gå ud og anskaffe sig cannabis, det var jo mig, der plejede at komme forbi med tjald da han ringede. De sidste måneder indtog jeg heller ikke rusmidler sammen med ham, af samme grund som du, da jeg håbede at det ville have en positiv indvirkning på ham, men det gjorde ingen forskel.

Det jeg vil sige, er det samme som Røvkassen, at viljen må komme indefra. Jeg ved, at det kan være svært at give slip på en person man holder af, men det er noget vi mennesker kommer til at opleve flere gange igennem vores liv. Det har jeg nu accepteret.
Dog er brevet en god ide, men hvis det ikke gør nogen forskel, ville jeg arbejde med at komme videre, og bare håbe at han selv vil indse hans problemer og at han muligvis kontakter dig derefter.

Håber på det bedste for dig, din ven og jeres venskab.

Vh Ø Tripperen

Jeg kan tage ugangspunkt i mig selv. Jeg havde et voldsomt misbrug af Metadon(ca. 110-150mg/dag), Morfin(30mg*6dgl), Oxynorm(20mg*4dgl) og begyndte at købe benzoer på nettet.

Jeg havde i er par år erkendt mit misbrug, min gemte det laaaangt væk inde i mig selv. Jeg havde skjulte dagsordner, benægtelse, dårlige undskyldninger, løgne og alt hvad man har som misbruger.

Den 24. maj, pinsesøndag, kom min lillesøster, veninde og Erik Hansen(kendt fra Ultimatium fra TV2) på besøg. Mine forældre var med på telefon. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke valgte at gå i behandling, så ville familien trække sig. Jeg kan huske det, var det som igår. Jeg var utrolig meget i tvivl - i min kæmpekoger gik jeg og prøvede at stille for og imod, gennemgik min situation hvis jeg sagde ja til at gå i behandling - tænkte på hele mit JEG faldt sammen og hvordan skulle jeg nogensinde kunne genopbygge mig selv, jeg levede jo et liv på et falsk og misvisende JEG.

Heldigvis valgte jeg at gå i behandling. Det er det bedste jeg har gjort for mig selv. Aldrig nogensinde har jeg fået så meget kærlighed til mig selv - kan vise hvem jeg selv er.

Hvis jeg var dig, så ville jeg få flere af hans venner i tale, så du kan få dem på, at foreslå din kammerat at komme i behandling. Find dem din ven lytter til.

Jeg kan på det kraftigste anbefale dig at kontakte behandlingscenter Møllen 70 26 12 24 - Erik Hansen - om hvordan du skal motivere din elskede ven at komme i behandling. På www.mollen.dk kan du også ringe direkte til Erik Hansen og snakke med ham - han ved hvad han snakker om.

Håber det kan hjælpe dig.

Jeg har ikke for alvor haft det inde på livet (udover mit eget lidt overdrevne cannabis forbrug), men jeg synes bestemt ikke at det er det rigtige at vende ham ryggen. Det hele må da først synes sort og ligegyldigt, når familie og venner dropper dig. Tag evt at se dette klip, som jeg synes er helt fantastisk:
https://www.ted.com/talks/johann_hari_e ... a#t-657046

det er nok ikke det rigtige at vende ham ryggen men det kan være hårdt psykisk for de pårørende og det kan ende med at køre dem ned også.
hvis man på et tidspunkt kan mærke at man simpelt hen ikke kan holde til det længere kan man næsten være nødt til at droppe kontakten for at bevare sig eget helbred

Hej GimpSuit,

Mange steder kan man henvende sig gratis til en samtale med en behandler af en art. Og når det ikke skal gå gennem kommunen (det behøver man ikke for en samtale - her ringer man bare og får en tid på et behandlingssted) - er det ret anonymt og uforpligtende.

Den svære del er nok at få din ven overbevist om at få bestilt en tid. Men du som er pårørende, kan jo også bare ringe og få en snak med en behandler? Du kan ikke gøre så meget andet end at blive "klædt" på til hvad du kan gøre og hvordan du skal forholde dig.
Jeg ved at der her er der ansat behandlere som selv tidligere har været ude i misbrug: http://www.frederiksberg-centeret.dk/af ... aroerende/. Jeg vil da klart helst snakke med en som virkelig ved hvad det handler om og ikke bare har en uddannelse.

Og at vende ham ryggen - er en dårlig løsning tror jeg. Skrive et brev kan være en superfed idé, men den kan jo også give bagslag? Hmm... den er svær!
Jeg ville tage en snak, eller sparre med en udenforstående - evt. en som har noget behanderbaggrund?

Håber du kan bruge det til noget - held og lykke i hvert fald!

Tilbage i midt/slut 90'erne havde jeg en ven. Vi gik hen og blev bedste venner, var der altid for hinanden. Han begyndte så småt at ryge heroin, hvilket jeg var stor modstander af (havde set for mange gå den vej og ingen kom godt ud af det igen)
Jeg gik hvis han "lige ville tage et lille hiv" nogle gange holdt det ham fra at gøre det, men sikkert kun til min røv var ude a syne.
Han røg oftere og oftere uden min viden, så en dag spurgte han mig om hjælp til at stoppe fordi vi skulle til koncert i Hamburg, og som han selv sagde "det er ikke særlig cool at ryge heroin på sådan en tur" (som om det var det til daglig...?)
Jeg spurgte hvad jeg kunne gøre (var selv boligløs med massere af problemer selv) så alt jeg kunne tilbyde var mig selv. Aftalen var at så snart trangen var der ringede han efter mig og jeg droppede hvad jeg havde gang i og skyndte mig op til ham. Så lavede vi lige det han havde lyst til, så længe han havde brug for det og jeg tog hjem. Det holdt hårdt de 1½ mdr før koncerten men det lykkedes.
Inden der var gået en uge efter koncerten tog jeg ham i at ryge igen.

Han vidste han bare skulle ringe, men han kunne ikke lade være. Som han selv sagde "Hvis der ikke var nogen specielt god grund til det"
Han skuffede mig/brændte mig af utallige gange men jeg gav aldrig op og var der når han ønskede det.

En dag var han væk, strømerne havde knaldet ham, lukket hans "Biks" og han røg 4 år i spjældet.
Vi har aldrig talt sammen siden, ved end ikke om han lever den dag i dag.

Mine erfaringer siger : hvis personen ikke vil hjælpes er der ikke meget at gøre end bare at være der, og at det oftest kræver professional hjælp. Alene kommer man sjældent i mål.

Hvis det var dig der flyttede til Esbjerg for at starte på uddannelse, så vil jeg da lige give min taknemlighed... For det var netop det program der gjorde jeg tog i behandling i 6 måneder og fik en masse gode venner som desværre er døde/mistet kontakt.. Men der var en oplevelse og har formet mig en smule, til den voksen jeg er idag


Til trådstarter, start ud med at foreslå en pause så han kan komme i balance, begynd på noget motorsport sammen det giver god adrenalin. Evt begynd at styrketræne med din ven og lav sundt mad sammen? Bare et pr råd