http://www.ekstrabladet.dk/VisArtikel.i ... eID=259503Justits-Lene: Luk de diskoteker
Det skal være slut med at se den anden vej, når unge tager kokain
Af
Peter Astrup og Morten Terp - 8:25 - 17. aug. 2004
Diskoteker og natklubber, som ikke holder ordentligt opsyn med de unges misbrug af kokain på toiletterne, skal have fjernet bevillingen. Det siger justitsminister Lene Espersen til Ekstra Bladet. Men paradoksalt nok skal der ikke laves tiltag på området ud over den handlingsplan mod narko, som regeringen selv søsatte for snart et år siden.
- De natklubber, restauratører eller bevillingshavere, der ikke er aktive medspillere på det her område eller måske endda indirekte opfordrer til brug af kokain, skal have fjernet deres bevilling. Politiet skal patruljere regelmæssigt i de områder, så incitamentet til salg og misbrug forsvinder. Det er skræmmende, hvis nogen har så flad en moral, at de bare lader stå til, mens der sælges og indtages dødsensfarlige stoffer af unge, siger justitsministeren.
Omfattende misbrug
I de sidste uger har Ekstra Bladet besøgt et bredt udsnit af landets diskoteker og natklubber for at tjekke for spor af kokain. Ved hjælp af en såkaldt 'drugwipe'-test fandt vi rester af kokain på alle ti besøgte toiletter på ti københavnske natklubber og på 32 ud af 42 toiletter rundt om i resten af landet. Et tydeligt tegn på et omfattende misbrug.
I Faaborg fandt stofferne vej til en kun 13-årig pige, der på mirakuløs vis undslap døden efter en overdosis speed. Det omfattende problem med kokain og speed fik de lokale natteravne op af stolene og klage over, at politiet overhovedet ikke viste sig i miljøet.
Og i København er der kun tre til seks betjente på vagt hver nat, når de unge fester og indtager rusmidler både med munden og med næsen
Men det mener Justits-Lene er nok. Godt nok skal diskoteks-synderne straffes, men der skal ikke flere betjente på gaden.
Vil ikke stramme op
- Politiet fortæller mig, at de allerede prioriterer det her område meget højt. På trods af den massive indsats på Christiania så er der ikke skåret ned på indsatsen mod hårde stoffer.
- Nej, men der er heller ikke strammet op. De kilder, vi har talt med, oplever politiet som usynlige i nattelivet, og på hele 42 ud af 52 natklub-toiletter i landet var der spor af kokain. Er det ikke uacceptabelt?
- Jeg har tillid til, at politiet løser den opgave fornuftigt. Jeg kan jo ikke gå ind og blande mig i, hvordan Københavns Politi og landets politimestre disponerer, siger hun og fortsætter:
- Vi har jo søsat en handlingsplan for et år siden for at komme narkoen til livs. Vi har øget strafferammen, og der kan nu gives fængselsstraf, første gang man handler med stoffer. For nylig fik vi igennem, at der kan uddeles bøder, hvis politiet finder stof, der kun er til eget forbrug.
Glidebane
- I lavede den handlingsplan for et år siden, og vi har netop dokumenteret, at der er store problemer. Har du tillid til politiet, når de siger, det går fint med indsatsen?
- Absolut. Stofproblemet forsvinder ikke bare på en kort periode. Det tager tid.
- Kokainforbruget er eksploderet, mens politiet konfiskerer hash på Christiania. Bør man ikke sætte mere ind over for kokainen og skære ned på indsatsen mod hash, som jo er mindre farligt?
- Hash er farligt. Det er en glidebane mod hårdere stoffer, og det var rigtigt at sætte ind der. Men vi har den mulighed for at ændre retning og prioritere kokainen højere. Det er muligt, vi skal ændre fokus fra ecstasy og amfetamin, siger ministeren, der netop er vendt hjem fra ferie.