Psychedelia.dk

Hvor er dette dog utrolig trist læsning...
RIP

Wow. Hvor jeg dog savner den knaegt.

_________________
All perverts may not be marijuana smokers, but practically all marijuana smokers are perverts.

Colonel Garland Williams, former head of U.S. Narcotics Enforcement

Idag kan vi dø af at elske med hinanden
Så vi lever som vi gør. fordi vi ved vi' på spanden
Verden er for fuld af lort, til jeg kan sortere
Så jeg prøver bare på at få mit liv til at fungere

hold da op. Feels...
hvil i fred.

ditto. Han var helt unik

_________________
lolton

15 år gammel da den der blev tændt op første gang. Det resulterede også i for voldsom en rus lidt for tit..
Ryger var dog stadig en sjældenhed, og fandt efterhånden nogle stykker der var ligeså meget på.
16-18 år
her blev der røget MANGE joints, så det var langt hen af vejen der hvor muligheden var. Det ødelagde og blokerede en del på det sociale plan. Det var dog værst, da jeg var 17 hvor rygningen var en daglig ting med pauser hist og her. Havde en seriøs kærlighed til at være skæv, og har endnu ikke glemt det nu hvor jeg ikke ryger mere.

Eksperimenterede med LSA, amf 1 gang, og en seriøs blanding af alkohol og hash stort set hver weekend.
LSA kom der aldrig rigtig noget ud af, amf'en havde ingen virkning, så begyndte at interessere mig for de forskellige urter. Var 17 år dengang. Det var også der at drukfester var det fede.

Nu er interessen for det psykedeliske blevet større, mere seriøs dog ikke så opsat på bare at skal have noget snart.
Har taget MDMA 6-7 gange og holder en seriøs pause på nogle måneder! Emma er fedt, bare knap så vildt hvis den en måneds pause ikke bliver holdt, det er i hvert fald min teori.
Vil gerne prøve svampe som det næste og det bliver når jeg engang får fat i nogle, og set og setting passer sammen.

_________________
Det rart at være vigtig, men det er vigtigt at være rar.

Fra barnsben har jeg altid været interesseret i ting der ændrede adfærd. Mor røg fed og far drak og røg gennem hele min barndom, og af en eller anden grund fandt jeg det pisse interessant når de blev sære og deres opførsel ændrede sig; de fleste ville nok hade det, men jeg fandt det yderst interessant. Begyndte at eksperimentere med hash som 13 årig, men først da jeg lige var fyldt 14 fik jeg først min ordentlige skævert. Knaldhamrende blæst på White Widow og fuldstændig bloodshot eyes. Begyndte at interessere mig mere og mere for rusmidler efter det, men turde aldrig tage noget. Er blevet tilbudt diverse ting flere gange, men har altid sagt nej. På et tidspunkt var der dog noget der ændrede sig, ikke nok med at stofferne var interessante, nu skulle de også prøves. Jeg begyndte at interessere mig rigtig meget for opioider og benzoer. Mit første syntetiske stof nogensinde var OxyContin, synes de var skide sjove, især fordi jeg havde brug for noget der kunne lamme mig på daværende tidspunkt. Problemet var bare jeg ikke vidste hvor afhængighedsdannede de faktisk var, tog 20 mg hver dag i 5 dage indtil der ikke var flere piller. Derfra fik jeg meget større respekt for stoffer, især opioider, når folk siger man bliver afhængig af det hurtigt, så mener de det virkeligt.

Siden er interessen forblevet, og prøver stadig forskellige rusmidler af, mest for interessens skyld, ikke så meget fordi jeg har brug for det mere. Hash misbrug er stadig lidt on/off.

Jeg har læst i dette glimrende forum igennem en del år, men føler først nu (på medium dosis ritalin) behov for at dele ud. Jeg har indtryk at at mange bruger herinde er meget unge, derfor lidt kommentar fra den gamle (midt 30 erne) garde.
Jeg startede som så mange andre med at ryge hash omkring 16 års alderen, som gik fra en enkelt gang imellem til hver dag igennem 1-2 år i gymnasiet. I bagklogskabens klare lys er det helt sikkert pga den omgangskreds man dyrkede (nogen ville kalde det gruppepress, jeg synes det er et forkert ord, når man nu selv synes det er fedt). Efterhånden blev der både supplerede med Amf i weekenderne samt coke nogle få gange (var dyrt og svær at skaffe). AMF´en var af udemærket kvalitet synes man dengang, idag ville man nok korse sig over renheden, da stregerne var meget store (som jeg husker det). Desuden prøvede jeg svampe nogle få gange, med mere eller mindre virking. "Heldigvis" for mig var der et eller andet i mig der begynde at give mig dårlig samvittighed efter jeg havde røget, hvilket kun blev forstærket da jeg fik en kæreste som ikke gik ind for stoffer og heller ikke accepteret at jeg tog dem. Selvfølgelig blev der fortsat røget og suget lidt i smug, men det blev mindre og mindre og jeg vende mig mere og mere til alkoholen. Allerede dengang synes jeg at stoffer der sløvede mig ikke tiltalte mig på sammen måde som andre stimulanser. På trods af bivirkningerne har jeg altid være glad for amfetamin, jeg elsker den opkvikkende virkning, jeg er klar og utrolig udadvendt, hvilket jeg normalt kun er på alkohol.
Hash var rigtig sjovt de første måneder, men efter at have røget det samme lorte hash i flere år kunne virkningen simpelthen ikke optrappes. Jeg kunne ikke blive mere "skæv" om jeg så røg 2 eller 14 bonghoveder. Ligeldes ødelagde samvittigheden bagefter (meget af glæden).
Ampfetamin, var jeg utrolig glad for dengang, brugte det både til fest, men også som social drug bare med 1 god ven om natten.
Ecstacy, havde kun begrænset adgang, men har aldrig været vild med at indtage ting jeg ikke vidste hvad gik ud på. Prøvede det nogle gange uden de store resultater.
Svampe: Nogle få rigtig fede oplevelser. Har haft mit livs grineren i et IC tog på svampe, efter at have indtaget disse på steden, pissede på National Banken, deltaget i alt for seriøs fest på Vega (Acid Jazz).
Coke: Ringe kvalitete til for høj en pris, men det har altid pissede mig voldsomt af at jeg blev nød til at tage streger med 30 min mellemrum for at opretholde rusen...passede ikke til min måde at gå i byen på dengang.
LSD: Overlod jeg til vennerne, jeg ville ikke prøvede ting der "fuckede" med hjernen dengang, i det har jeg altid været glad for, da jeg så en hel del badtrips dengang.
Nuvel, alt dette stoppede efter skoletiden, da jeg flyttede landsdel og vennerne blev skiftet ud.
Jeg er herefter sporadisk rendt ind i coke og hash, men har bortset fra måske 5-8 streger og 10 hvæs ikke indtaget andre stoffer end alkohol i de sidste 15år. Noget af tiden har alkoholindtaget været for stort, men det er ikke så nemt at styre når man går fra 3 byture om ugen til 1 i kvartalet.
Sidenhen er der kommet kone, børn og hus til og livet er udemærket om end ikke det er stressende.
Jeg har igennem de sidste par uger eksperimenteret med lidt ritalin, som jeg synes er en udemærket opkvikker, men jeg håbede lidt på at mærke Amf virkningens glæder. Umiddelbart spørger jeg mig selv hvorfor jeg igen efter så mange år har lyst til at eksperimentere. Jeg har ikke fundet svaret endnu. Om det skyldes en kommende "midtlivs" krise eller om det skyldes at jeg har fået øjnene op for darknet markets må jeg være svar skyldig.

Til jer der gerne vil væk fra stofferne og ikke er allerede er mere eller mindre hugt, kan jeg kun anbefale følgende. Find en mening i dit liv, dette kan være uddannelse, kæreste, natur, hobby mm. Dernæst kan jeg anbefale at rykke teltpælende op og flytte langt fra det daglige miljø, måske enda udlandet. Selvfølgelig kan man finde stoffer overalt, men efter min bedste overbevisning er omgangskredsen den helt store syndere i et for stort forbrug.

Hvem er det i savner? er en bruger død?

@Alshabab

Ja, DGS døde i Australien af en OD valmuer for noget tid siden.

http://politiken.dk/udland/ECE2210656/v ... ist-livet/

Kæft hvor er det tragisk at læse! R.I.P

_________________
NotoriskSpradebasse!

Drak mig fuld første gang som 15 årig. Røg hash første gang som 16 årig eller deromkring. Ritalin som 17 årig. Disse oplevelser var meget sporadiske, der var meget langt mellem dem. Begyndte først virkelig at eksperimentere som 19-20 årig (Er nu 24). Er ret glad for dette; kan sagtens forestille mig at det ville have gået virkelig fucking galt, hvis jeg var begyndt at tage seriøse stoffer som teenager.

Bruger stims (Koffein, amf) nogle gange til hardcore studiearbejde.

Udover dette bruger jeg udelukkende til nydelse. Har efterhånden prøvet det meste, og det eneste der nu interesserer mig er opiater. Jeg lykkedes rimelig godt med at holde mit forbrug fornuftigt og sikkert, men det er 100%, udelukkende, rekreationelt. Jeg lammer mig på kodein/morfin/oxy/heroin fordi det føles fucking lækkert. Hedonisme. Rejser ind i sindet, udforskning af det indre rum, dybe spirituelle oplevelser siger mig intet - Mit liv er sådan set absurd og lommefilosofisk nok i forvejen; min ædru virkelighed er syret nok. Stimulanser har for mange bivirkninger, alkohol er nederen, cannabis giver mig paranoia/angst; den eneste stoffamilie der giver mig hvad jeg leder efter, er opiater.

Illegal: Pas nu på dig selv og hvad du søger i opiaterne. Lige pludselig sidder du i saksen

I know, men tak.

Er vel efterhånden 3-4 år siden jeg først prøvede heroin. Har, i den periode, prøvet at komme lidt for langt ud. Fysiske abstinenser osv... Har dog altid stoppet når den ikke kunne trækkes længere; når der ikke var flere penge, eller livet bare krævede at jeg tog mig sammen. Dette er på ingen måde et forsøg på at sige, at jeg har overvundet trangen, at jeg har tæmmet bæstet; det er jeg udmærket klar over at man ikke kan. Det jeg siger er, at jeg er fuldt ud bekendt med den risiko jeg tager, med den fare der følger med det kemiske varmetæppe. Jeg ved hvad jeg går ind til; jeg træffer mine valg på et oplyst grundlag - risiko vs belønning. Efter min mening kan man ikke forvente mere af en person.

Indtil videre har jeg ikke fortrudt.

Mht. hvad jeg søger, så mener jeg også at jeg er forholdsvis oplyst. Jeg vil mene at jeg kender mit sind ret godt. Jeg søger... Transcendental lykke. En følelse som er god nok - stor vægt på nok. Ædru liv kan være sjovt, interessant, ophidsende, det kan være godt, men aldrig godt nok. Der findes ikke, ihvertfald ikke hos mig, nogen sindstilstand som kan opnås ædru, der retfærdiggører... Livet... Der i sandhed er værd at leve for, at gennemgå alt det lort som livet byder på for.. Det lyder muligvis ekstremt deprimerende, men det er sådan set ikke tilfældet; jeg er ikke deprimeret. Jeg ved dette fordi jeg engang var. Mit "problem" (Lad os kalde det dét) er vel filosofisk. Jeg er ikke tilfreds med den grad af nydelse som et ædru liv har at tilbyde.

Jeg prøvede Ecstasy, LSD, LSA, 2-CI, amfetamin, kokain for første gang som 15/16-årig i forbindelse med det elektroniske miljø og de såkaldte ''ravepartys'', hvor jeg var en forvirret ung pige, der blev præsenteret for det af en gruppe ældre kammerater og veninder, som delte ud af deres goder og erfaringer med rusmidler eller ''drugs/stoffer'', som det jo nok hed sig inden for den jargon. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det ikke var den klogeste beslutning på daværende tidspunkt, da jeg ikke var nået tilstrækkeligt i min mentale og psykologiske udvikling, eftersom jeg knap nok havde forladt puberteten endnu, og det viste sig da også at give bagslag senere hen i livet.

Dengang udgjorde min eksperimenterende søgen sandsynligvis en del af et ungdomsoprør, hvor jeg valgte at lægge afstand til det etablerede samfund med alle dets fordomme, idiosynkrasier og snæversyn ift. rusmidler. Det var også en reaktion på altid at have været den stille pige i folkeskolen, hvor jeg blev mobbet pga. min ''anderledeshed'' og engagement i det boglige stof. Det kom der så en brat afslutning på, da jeg gik i 9. eller 10. klasse, hvor jeg som sagt begyndte at eksperimentere med sex, stoffer og vilde fester. Når jeg ser tilbage kan jeg da godt forstå, at det virker chokerende på udenforstående, men jeg ser det som en nødvendig del af min udvikling, som jeg ikke ville have været foruden.

Derefter begyndte så en lang periode, hvor jeg udviklede et mere fornuftigt forhold til rusmidler eller ganske enkelt slet ikke praktiserede den slags, men jeg følte mig stadig tiltrukket af denne verden med dens mangfoldighed, bevidsthedsudvidende oplevelser og tolerance over for forskellighed.

I gymnasiet var det sjældent, at jeg gjorde det, og jeg forsøgte at lægge låg på den side af mig, og jeg dimitterede da også med et højt gennemsnit og kom ind på mit drømmestudie på universitetet, hvor jeg fik min bachelorgrad i sommers og er begyndt på kandidaten nu. Alt i alt en succesfuld og fornuftig voksen kvinde på overfladen, men stadig har jeg denne fandenivoldskhed i mig og søgen efter noget mere af livet, noget større. Ikke forstået på en religiøs måde, da jeg betragter mig selv som ateist, men jeg har svært ved at indfinde mig med et konformt og mere traditionelt liv, men søger konstant ud over dette. Andre, der rummer de samme sider i sig?

Nu bruger jeg sjældent rusmidler, og hvis jeg endelig gør det, foregår det i trygge rammer og under kontrollerede forhold, da det er sådan, at jeg foretrækker det og finder det mest ansvarligt at omgås stoffer på den måde. Der kan som sagt gå lang tid i mellem, og det er ikke så tit, at det sker, da jeg heller ikke vil blive for forvænt med det. Det skal være ved særlige lejligheder, noget specielt, og helst skal det bruges som et led i min psykologiske udvikling hen i mod at blive et bedre, mere ''helt'' menneske, ja undskyld klichéerne, men det er nu sådan, at jeg oplever det. Jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere med Meskalin eller DMT, men det bliver nok ikke lige foreløbig, da jeg ikke føler mig helt parat til den slags trips endnu, eftersom de skulle være af lang og kraftig varighed. Jeg kunne også godt tænke mig at tage på nogle rejser og gøre det i den forbindelse, opleve andre kulturer og få nogle nye, omkalfatrende oplevelser, men det må blive, når økonomien og forholdene er til det.

Håber, at I kunne bruge mine erfaringer og min historie til noget.

Mvh. Hypatia.

Tit har jeg en fornemmelse af, at der må være mere af livet end kernefamilie, vovse og villa. At vores tilværelse grundlæggende set er meningsløs, og at vi sidder fast i trædemøllen og de samme destruktive mønstre gang på gang. At livet svarer til Sisyfosmyten, de samme anstrengelser, møje og lidelser, som gentager sig selv i en evighed. Nietzsche taler om ''den evige genkomst'', at vi skal være parate til at leve livet om igen et evigt antal gange (sådan udlagde min forelæser det vist), og nogle gange virker denne tanke appellerende på mig, andre gange skræmmende og frygtindgydende: at skulle igennem den samme smerte én gang til og så i al evighed.

Jeg føler, at jeg i mig både bærer kimen til min undergang, men også til en stor og ''transcendental'' lykke, som den der bliver beskrevet oven for i tråden.

Og det er enten-eller for mig.
Medierende positioner eksisterer ikke i mit sind.
Det er kilden til min forbandelse og evig glæde/lyksalighed for mig.
Men jeg kan ikke eksistere uden disse ekstremer og modpoler.

Andre, der oplever livet på samme måde? Er jeg unormal at føle og tænke sådan?

Jeg har ikke lige overskud til at give et velformuleret svar, men jeg har det på mange måder ligesom dig Hypatia, især i det du skriver her.

Til Hypatia: jeg har været der, men jeg er kommet over det på en måde. Det er svært at forklare hvordan, men jeg har fundet en lykke i at være til og at være mig.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg er kommet dertil, men jeg vil bare sige, at jeg tror det er muligt for alle at ende med at finde en vedvarende ro i sig selv.
Hvordan man gør det, er jo også lidt af det spændende - tager du de rigtige valg lige nu, skjuler du noget for dig selv, er der noget du vil ændre/gøre og så videre. Selvudvikling er dope, og man skal passe på, at stoffer ikke kommer til at udfylde et tomrum.

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

Aldrig haft nogen interesse for rusmilder indtil jeg blev 15 og fik prøvet amfetamin. jeg skrev en del herinde, prøvede hvad der skulle prøves, og det var det.

Senere i livet har jeg ikke haft problemer med stoffer, ryger skunk/hash om aftenen, sågar også på arbejde engang imellem, bruger kun stimulanser(amfetamin/ritalin/xxx) når jeg har en masse arbejde at gå igang med.

det eneste narkotika jeg fortryder er nicotin, også det eneste jeg er, og har nogensinde været afhængi af.

Har mistet en masse venner som enten er døde eller fortabte, de folk som mente de vidste mest om disse emner var dem som røg først, 6 døde venner på 10 år, Det er trist og sørgeligt, dog har disse oplevelser også haft en inflydelse på hvad jeg mener omkring div stoffer.

Stay safe.

Mr. Gone
du kan da sagtens dø af en OD på nikotin hvis du vælger at indtage for meget på den forkerte måde så jeg vil da mene at det er farligt:D
dog tror jeg ikke at nikotin er skadeligt i de doser som en Prince nu giver:)

Det du beskriver er sådan som jeg læser det en slags "forundersøgelse" af den dualitet ved alting, vi kulturelt er opdraget til at tage for givet i vores del af verden. Det gode skal helst vinde over det onde, lyset over mørket, demokratiet over diktaturet, det sjove over det triste osv. Når du skriver, at du ikke kan eksistere uden disse modpoler, kan det forstås på to måder:

1. At du har overbevist dig selv om, at livet skal leves i ekstremerne, for at give mening.
2. At du har erfaret, at livet bevæger sig frem og tilbage fra den ene ekstrem til den anden (i en ikke nærmere bestemt rytme).

En af de ting, som en del brugere af entheogener kommer ud for er, at ens selvforståelse som enkeltstående individ (ofte kaldet egoet) med kraft til at manipulere verden efter foregodtbefindende, bliver udfordret. Det kan være en voldsom proces, at blive konfronteret med en oplevelse af ikke at være "sin egen", men snarere et bestemt udtryk af "altet" manifesteret på en bestemt måde, et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

Min egen oplevelse var, at i takt med at denne livsankuelse begyndte at bide sig fast i mig, begyndte jeg at mærke dualiteten i min livsforståelse ophøre. Mine hidtidige tanker omkring hvad der er rigtigt og forkert, begyndte jeg at kunne anskue som normativer, der blot positionerede sig på et bestemt sted på den førnævnte dualitetsakse mellem god/ond, lys/mørke etc. Dermed ikke sagt at jeg er blevet et menneske uden værdier og holdninger, men med indsigten omkring relativiteten ved alle vores værdibegreber, er der fulgt en ro og følelse af frihed og selvsikkerhed, som jeg ikke havde før.

Jeg føler mig bedre i stand til at rumme mennesker, der ser anderledes på verden end jeg selv. Jeg føler ikke længere trang til at distancere mig fra min oplevelse af verden med konstant sarkasme og ironi (selvom jeg sagtens stadig kan nyde at gøre det). Jeg er blevet meget mere rolig omkring mig selv og mit liv samt det faktum, at jeg ikke ved, hvad meningen med det er, eller hvad morgendagen bringer. Jeg er langt det meste af tiden glad og tilfreds med at være i processen.

Udfordringen ved aktivt at deltage i verden i stedet for at isolere sig i en hule og kontemplere disse "indsigter" er, at der hele tiden er en risiko for, at ryge ud af denne tilstand, og tilbage ind i en meget stærkt defineret og positioneret måde at agere i verden på. Det er jo alt andet lige den måde, vi har indrettet os på i alt fra politik til journalistisk formidling til diverse fiktions- og faktanarrativer: Altid med en bestemt ideologi eller vinkel på tingene. Det er også en forbandet effektiv måde, at få "hjulene til at køre rundt", altså at få noget til at ske i verden.

På sin vis er det også helt fint. Menneskeheden har udrettet storslåede ting ved at etablere og kultivere dette mindset. Men hvis ikke det stedvist bliver parret med en følelse af, at være en del af af helheden, hvordan den enkelte så vælger at definere det for sig, er der overhængende fare for, at man bliver "slugt" i rotteræset/hamsterhjulet - kært barn har mange navne. I bedste fald til et liv, hvor man aldrig rigtig fattede, hvad der skete eller hvorfor. I værste fald med frygtelige konsekvenser til følge.

Hmm... jeg må hellere holde her for nu. Det blev lidt højtravende til sidst