Jeg opretter det her topic for lige at lufte nogle tanker, og jeg håber at det falder i god jord og at aktive medlemmer gider give den en tanke eller to.
Jeg må ærligt indrømme, at forestillingen om at en hjemmeside kan ændre ens liv, aldrig nogensinde har strejfet mig. Mit 3 årige ophold på Psychedelia.dk har været præget af positive og negative oplevelser, men summa summarum har det været ekstremt positivt. Udover at jeg er blevet præsenteret for så fantastisk en ting som psykedelika, så har jeg også tilranet mig oceaner af information om rusmidler, videnskab, historie, religion og filosofi igennem denne hjemmeside. Til sidst, men absolut ikke mindst, så har jeg også haft æren af at møde nogle ekstremt dejlige mennesker herfra. Disse ting har været min primære næring til at opnå mit nuværende ståsted, som jeg ikke ville være foruden. Aldrig har noget katalyseret så radikal en personlig udvikling hos mig.
Her på det sidste er der sket nogle ting, som jeg ikke helt kan forholde mig til. Uden at grave for meget i disse ting, vil jeg blot nævne en enkel ting, som jeg finder ubeskrivelig usmagelig og kvalmende. Jeg snakker om alle de efterfølgende hændelser som et resultat af
Peders død (RIP). Mere specifikt snakker jeg om alle de flabede og respektløse kommentarer, der er blevet tilknyttet forumet og
lysoptændingen for Peder.
En ting er at have holdninger om døden og andres selvmord, en anden ting er at gøre rede for sine holdninger ved samtidig at ydmyge den afdøde person.
Kun en kujoneret tåbe udfører denne dybt umoralske og forkastelige handling. Indlæggene og lysene er dog ikke det største problem. At Psychedelia.dk er blevet hacket, er der ikke så meget at gøre ved - det er heller ikke det jeg finder kvalmende, men derimod den måde det er blevet gjort på. Det er fuldstændig ude af proportioner, hvor grænseløs stupiditet kan være. Jeg er rystet.
Med fare for at blive stemplet som asocial og et fordømmende svin, så synes jeg at Psychedelia.dk er blevet for "social" til min smag. Der er for meget mudderkastning, diskussioner bliver for personlige og hånende, mange herinde har ikke respekt for hinanden - det går ganske enkelt ud på at være sej og være en del af eliten. Den udvikling vi er ved at tage minder mere om en legestue end en hjemmeside, hvis indhold skulle være information om rusmidler og andre emner det måtte vedrøre.
Det her indlæg bliver beklageligvis det sidste indlæg fra mig, og denne tråd bliver den sidste tråd jeg følger med i. Når denne tråd er gået død, har jeg pakket min bagage og taget ud på en rejse i livet, uden Psychedelia.dk ved min side. Dette betyder også at jeg takker mange gange for tilliden og træder af som moderator i Art, Stoffer i Medierne og triprapport-sektionen. Jeg håber min moderering har været tilfredsstillende og fair i andres øjne.
Jeg ønsker forumet og jer
allesammen alt det bedste fremover. Tusind tak for tre informative, interessante og sjove år. Afslutningsvist vil jeg sige, at jeg efterlader alt mit her på siden uberørt, og jeg håber at det kan komme brugerne til gode.
Når dette er sagt, så er jeg parat til at gøre noget ved mit stigende misbrug af internettet. Adiós!
Kærlige hilsner, fred og hippiebullshit
Ali