Da jeg gik i en 4-5. klasse kan jeg huske vi skulle til en anden skole, for at se et foredrag; det handlede om en kvinde, som var blevet "lokket" af hendes venner ind i stof miljøet, hvor hun havde taget en del ecstasy-tabletter, og endte med badtrip, hvorefter hun kom i behandling, og nu havde lidt af depression, og manglende sexlyst i 10-15 år. Jeg blev meget betaget af hvor hyggeligt det lød, at sidde der om et bål med nogle venner, og så tage et eller andet, og fyre den af, men også meget skræmt af hvis det skulle kunne ødelægge sexlysten resten af livet. Min nysgerrighed var vakt.
Nogle år senere i en sommerferie (har været 14), havde en ven fået fat i noget hash, han skulle desværre ud at arbejde hos sin far om dagen, og havde så efterladt mig i det forældreforladte hus, med denne lille nold hash. Lå i nogle timer og glædede mig, og på et tidspunkt kunne jeg ikke vente mere, så jeg gik ud og proppede lidt i tuden af min smøg, tog et par sug og lagde mig ind i sengen igen. Jeg fik det godt, det var som at ligge i sengen, og filosofere efter skole som så ofte før, men med lidt mere dybde "mere af det, tak" tænkte jeg.
Det endte med at blive en fast sommertradition, at vi enten når en af os ikke havde forældre hjemme, eller vejret var godt nok til at tage på telttur i flere dage, røg os skæve. Sådan stod det på i et par rigtig dejlige år, hvor vi fik grinet, og chillet, og set alle de film man skal se.
Da jeg nogle år senere kom på HTX, og måtte gå et år om, pga. manglende interesse i andet end menneskerne på skolen. Året efter kom jeg i klasse med nogle gutter der havde hash noget tættere inde på livet end jeg selv, og vi byggede hurtigt et fællesskab om at snakke om vores fælles oplevelser sammen, og skabe en masse nye gode. Vi havde det rigtig godt sammen, men vanen smittede af, og inden længe skulle jeg lige havde lidt med hjem, så jeg kunne ryge i min egen verden inden jeg skulle i seng, så sov man jo os lidt bedre. Herfra ekskalerede det, jeg havde altid en lille pibe på mig, og noget mix, så jeg altid var klar, men de andre undrede sig stadig over det gik godt for mig i skolen. Jeg var aktiv, fulgte med, og fik for første gang lidt smag for hvad en flittig elevs drug er, og når jeg kom hjem efter at have røget, sad jeg typisk og snakkede med mine forældre, og lærte dem at kende i flere timer til de skulle i seng, selvom jeg aldrig før havde haft interesse for dem som mennesker.
Det skulle selvfølgelig ikke vare evigt, for på et tidspunkt opdagede mine forældre at jeg røg hver dag, og så begyndte stigmatiseringen - jeg skulle selvfølgelig stoppe. Med det gradvist forringende miljø derhjemme, røg engagementet for skolen og livet generelt sig også en tur, og jeg begyndte at ryge mere og mere, og nu på bong istedet for min lille pibe, som jeg havde tabt en dag. Nå, men det lod vi os ikke lige røre af, for nu skulle vi snart på studietur, og vi måtte selv vælge hvor. Sidste år havde min gamle klasse (gik jo om), været i Amsterdam, og det sku' vi da! Så jeg fik de andre med på den, og inden længe stemte det meste af klassen for Amsterdam.
Vi gik og hypede det helt vildt "Amsterdam man! Så blir det ik federe!", og snakkede om alt det vi skulle prøve dernede, det bedste weed, svampe, salvia, kratom, og måske en tur på Red Light. Vores planlægning blev dog skyllet i vasken første aften, for vi gik lige ned og købte en pakke svampe, og så op på værelset og tage dem, selvom det var en elendig setting (vi boede kun 2 gange fra lærene, og gangen stank allerede af skunk). Jeg havde selvfølgelig læst godt op på det på Psy.dk og andre steder, så jeg var klar over hvad det var, men man kan nok aldrig været helt klar. Vi indtog svampene, og det kulminerede åbenbart med hele hyped fra turen, for vi fik det fedeste trip jeg nogensinde har haft, farvede mønstre, dejlige fornemmelser, en følelse af tidløshed, og så til sidst ind og nyde musik på en helt ny måde.
Da vi kom hjem, var jeg blevet mega hooked på svampe, og det var efterår, så jeg vidste man selv kunne finde dem. Jeg satte mig til at læse på det hver dag efter skole, så jeg kunne finde dem selv, når de begyndte at poppe op lige om lidt. Jeg fik hurtig en bestemt mark i tankerne, og kørte derud for at lede, men fandt ingenting, den næste uge eller to brugte jeg på at fræse rundt på scooter efter skole, til det blev mørkt, for at lede efter dem. På et tidspunkt havde jeg kigget på alle marker i området, hvor jeg havde vurderet at chancen for at redegøre for sin færden var lav, så jeg besluttede at tage tilbage og kiggede grundigere på den første, og fandme så om ikke der var massere. Jeg begyndte at tage svampe ca hver 3. dag, og gjorde det i et par måneder til sæsonen var ovre. Jeg havde virkelig elsket at have en god grund til at komme ud og nyde naturen igen, så det blev en kold og trist vinter. Jeg var også blevet "tilfældigt" udvalgt til en drugtest første dag efter Amsterdam turen, så den stod på misbrugssamtaler en gang om ugen, hvilket heller ikke hjalp på humøret. Hvem gider at være sådan en? Følte heller ikke jeg fik noget ud af det, hun sad bare og forsøgte at snyde mig med nogle tal, som jeg ikke følte passede, og når jeg ikke legede sød og enig, så fik jeg lige en træls bemærkning med på vejen.
Jeg blev temmelig deprimeret og angst, også fordi jeg sov alt for lidt før jeg mødte op, og efter påskeferien det år, havde jeg ikke lyst til at komme i skole igen. Havde ikke lyst til at nogen skulle se mig som jeg gik og var, så jeg begyndte at isolere mig, men det kan man ikke ret længe som ung, så jeg kom til UU-vejleder og vi blev enige om at det nok var en god idé for mig at prøve noget håndværksmæssigt, så jeg kom på smede værksted på en produktionsskole. Det var ikke lige mig, men det var nogle flinke mennesker nogle af dem, så det gik. I tiden her, fik jeg stiftet bekendtskab med en del forskellige stoffer, primært ketamin, men også MDMA, coke, og LSD. Jeg synes det var fedt, men blev ikke hooket af det på samme måde, som med de andre ting. Var også begyndt at få det underligt når jeg trippede på LSD eller svampe, og det endte med at jeg besluttede mig for ikke at tage det mere.
Efter sommerferien, havde vi fået mig ind på en højskole, hvor jeg første gang stoppede med at ryge hash dagligt. De første to uger var hårde, og jeg følte ikke jeg kunne snakke med de andre om de mærkelige ting jeg gik og oplevede i forbindelse med det, men igen, det gik, og jeg røg kun når jeg var hjemme på weekend 1-2 gang om måneden. Allerede inden start, var jeg blevet nysgerrig på meditation, og buddhisme, som en måde at forstå nogle af de underlige oplevelser jeg havde haft på svampe, og havde besluttet at vie en god del af min tid på højskolen til det. På højskolen fandt jeg også en kæreste, som jeg, sammen med nogle andre, blev enig med om at vi skulle have et halvt år mere på den højskole sammen. Det var bare ikke det samme, og jeg begyndte at ryge lidt pot til hverdag igen, og efter noget tid droppede jeg og kæresten helt ud. Så var det hjem igen, og jeg begyndte at ryge hash på bong dagligt igen, mens jeg arbejdede lidt sammen med en ven, hos hans far ved siden af - et dejligt lille åndehul for nogle måneder.
I sensommeren det samme år, begyndte kæresten at snakke om at flytte sammen, og jeg øjnede en mulighed for igen at komme væk fra narko-miljøet og mine forældre, og forsøge at starte en andet liv op. Jeg flyttede ned til hende, i hendes storebrors lejlighed, som vi havde været i nogle gange, når han var ved sin kæreste, som han nu var flyttet sammen med. Her startede jeg en HF-fjernundervisning op, og måtte indse, at der igen var god plads i mit liv til at ryge hash, selvom jeg egentlig var stoppet da jeg flyttede. Jeg valgte at skjule det for hende, for jeg vidste jo efterhånden godt hvad der sker hvis man taler for højt om den slags, og det gik ganske fint i næsten et år, bortset fra at det var svært at se hende i øjnene ret længe af gangen. Udover det, så gav jeg alt hvad jeg kunne til det forhold (var tålmodig, lyttende og åben der hvor man for det meste lader den korte lunde vinde), og det endte også med at jeg fortalte hende at jeg røg, hvilket hun tog overraskende let på, måske fordi det var blevet fortalt med et løfte om at stoppe igen snart. Var droppet ud, og startet op igen på HF en 3-4 gange i løbet af det år jeg boede der, så man kan ikke sige det gik særlig godt heller. Den sommer stod huset som sædvanligt ledigt hjemme, og jeg tog på retræt i to uger, for at nyde den sidste tid med hashen, og føle mig fri. Vejret var dejligt, og jeg fik fisket en masse, og lært en ny side af mig selv at kende. Stoppede med at ryge dagen efter jeg kom hjem, og jeg havde sørget for at have flere forskellige behandlere til at hjælpe, og startede op på HF igen, men kun 3 uger senere, smed kæresten mig ud, og jeg kunne ikke finde et sted at bo med så kort varsel, så jeg måtte flytte hjem igen.
Nu følte jeg mig temmelig alene i verden, jeg havde smidt stortset hele mit netværk væk, barndomsvennerne da jeg startede med hashen, største delen af hash-vennerne da jeg flyttede, og var nu 20 år gammel, og havde ikke gennemført noget siden folkeskolen (blev smidt ud fra højskolen den sidste uge, fordi jeg indrømmede at ryge hash, og da jeg havde fortalt ham det hele, gik han til lederen, selvom han havde sagt han ikke ville - røvhul - trængte jo til at snakke med nogen om det). Så jeg tog beslutningen "ingenting", og gjorde hvad der passede mig istedet. Det er dog lidt svært at finansiere, så jeg måtte på kontanthjælp.
Røg ikke i 5-6 måneder efter at være flyttet hjem til mine forældre igen, og efterhånden som jeg fik dem forklaret situationen, fik jeg dem overtalt til at få mig i terapi igen, hvilket gjorde rigtig godt - indså at jeg var nødt til at være mig selv, så jeg begyndte selvfølgelig at ryge hash igen, da det jo var der jeg slap i sin tid. Jeg havde også længe været nysgerrig på svampene, og med alle de bøger, videoer, artikler, og diskussioner jeg havde haft/læst om filosofi/psykologi/spiritualitet følte jeg mig klar til at begynde at eksperimentere lidt med det igen. Jeg købte en pose cubensis, og forsøgte med små doser, men der gik ikke længe, før den samme utryghed og angst som jeg var løbet fra før, begyndte at melde sig i trippene igen. En aften var jeg så desperat efter at smelte mit tunge ego, at jeg bare tog en god dosis, 2g, og lod mig rive med. Den første time var jeg som et barn igen, jeg gik og legede og hyggede mig, men efter ca en time blev jeg pisse bange, verden virkede så stor og farlig, så jeg ringede til en ven fra højskolen, som jeg havde haft en del diskussioner med, tænkte han måske ville finde det spændende (han havde selv snakket lidt om at prøve svampe), og samtidig var jeg tryg ved at snakke med ham, så jeg kom igennem det. Jeg havde også nogle dejlige aftener på ketamin mm., i selvskab med nogle af de gamle venner, som jeg havde fået lidt forbindelse til igen. Udover det kan jeg nærmest intet huske af det år, jeg ved at jeg mest bare har siddet hjemme og spillet computer, og så en tur ud en sjælden gang. Jeg eksperimenterede også med amfetamin i den periode, og det hjalp mig med at genvinde noget af kontakten til mit libido, og min vrede, som ellers var kørt godt i bund. Jeg fandt også sammen med en ny kæreste i sommeren, som nok er en del af forklaringen på at jeg har følt mig ret væk i det år.
Omkring jul (2015) begyndte kommunen at rykke i mig, for at der skulle til at ske noget, havde fået et år på standby af dem, og det var nu ved at være gået. Jeg havde planlagt en nytårsaften med de gamle venner på drugs, og selvom jeg ikke sagde det til de andre, så lavede jeg et nytårsfortsæt om at nu skulle der til at ske noget i mit liv igen, når det nu ikke kunne være anderledes end det var. Jeg skrev en tråd om min situation herinde, og det fik sat skub i nogle sager for mig, jeg indså at jeg manglede et fællesskab, og nogle ligesindede mennesker at snakke med det hele om, for at komme videre, og det skulle ikke tage lang tid at indse at psychedelia er et af de eneste stabile steder i mit liv, som ikke har bollet mig i røven på et eller andet tidspunkt, og med min sociale angst, så var det oplagte sted her. I april tog jeg så et MDMA og svampe trip over IRC'en med Mr. Gone herinde fra (noget af en chance, for vi kendte knap hinanden dengang), hvor det hele eskalerede og det begyndte at gå op for mig, hvorfor jeg har været deprimeret i flere år. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at jeg ikke kunne bruge andre mennesker, og glemt at fællesskab ikke bare er et ord, simpelthen tabt lykken af syne, og tænkt at leve et liv uden, fordi jeg var så angst og deprimeret at jeg ikke kunne opnå samhørighed. Herfra gik det stærkt, og jeg føler stille og roligt at jeg er ved at finde frem til hvem jeg var, inden det hele kørte af sporet.
Med det på plads, synes jeg vi begynder at nærme os et sted hvor der kan svares på spørgsmålet "hvorfor tager jeg stoffer?"; det gør jeg, fordi jeg dybest set altid har følt at der var noget galt med ikke bare mig, men med verden og den måde vi har fundet at være i den på. Den passer ikke til den måde jeg er på, og det har givet nogle knops, men med stoffer har jeg også mulighed for at komme ud og snakke med om det de fleste andre snakker om hver eneste dag. De får mig til at åbne mig op, og vise sider frem af mig selv, som jeg normalt hader, og føle at jeg er forbundet med resten af verden, istedet for at stå isoleret udenfor. Jeg kommer til at kunne se muligheder med livet, i stedet for altid at forsøge at sætte det i en kasse, og jeg føler at jeg udvikler mig som menneske næsten hver eneste gang. Nogen gange gør jeg det også bare for at der skal ske noget, men jeg er temmelig påpasselig med at udvikle flere misbrug. Helt nede på jorden, så tager jeg stoffer, fordi jeg har en træls følelse indeni af at være fanget af mig selv, og den går væk på forskellige måder, når jeg tager noget, og det er til tider det eneste der rigtig betyder noget, hvilket jeg finder meget interessant.
_________________ Tilgiv Tilbliv
|