Psychedelia.dk

Syntes dette er en af de mest interessante spørgsmål at stille forbrugeren, så håber min tråd får sig noget opmærksomhed

Hvorfor begyndte i at tage stoffer og hvorfor gør i stadig (hvis i gør) Hvordan har det ændret jer fra den i var engang til den i er idag?


For mit vedkommende var jeg blevet introduceret for hash og havde ikke tænkt det skulle gå videre derfra. Dog 6 måneder efter (ca) Sad jeg med nogle af mine kammerater som pludselig rev en pose amf op og tilbød mig en streg da jeg kiggede på dem, jeg takkede nej for jeg kunne slet ikke forestille mig tage stoffer. Men da de begyndte at blive blæste og jeg observerede dem i 30-40 minutters tid, begyndte mit hoved at strømme, jeg tænkte over situationen (Jeg kigger på dem og de er 2 velfungerende mennesker, de klarer sig godt i skolen, de er flinke og venlige, det er dem der er socialt dygtige, mens jeg bare tager hjem og gamer PC, har jeg egentligt noget at miste ved at prøve det her?)
Og spurgte så om jeg måtte prøve en enkelt. Aftenen skød på, og lad mig sige det mildt, jeg var pisse blæst! hahaha!
Men det var som sådan ikke rusen der forelskede mig, jeg kom hjem og snakkede med en kammerat om hvad jeg havde oplevet, og han gjorde mig opmærksom i løbet af ugen at jeg havde ændret mig. Jeg var blevet mere snaksagelig, selvsikker og generelt dygtigere socialt!
Jeg begyndte at snakke dybt med en kammerat som er meget erfaren og fik en dybere forståelse for stoffer og deres muligheder.
Jeg begyndte at tage det på et fornuftigt plan, aldrig på et misbrug eller noget overhovedet i nærheden, jeg har brugt diverse stoffer mest MDMA over det sidste 1,5 år og jeg er ikke færdig endnu, dog er det en meget sjælden nydelse.
Jeg har prøvet på at skubbe alle mine sociale begrænsninger hver gang jeg har været på det, og det har hjulpet mig meget når jeg er i ædru tilstand nu, selvfølgelig har det ikke været uden bekostning, men jeg vil med glæde sige at det har været det hele værd!


Der har i min historie! Håber i kommer med nogle af jeres, som sagt før er det et spørgsmål jeg elsker

Fed tråd!

Jeg blev først interesseret i stoffer, i sådan en jagt på en dybere mening i tilværelsen; at se tingene fra et nyt perspektiv (en rus-tilstand), der så kunne lære en om ens egen bevidsthed, dens grænser (eller mangel på samme) og dens forholden-sig-til-verden.

Det startede ud med hash, selvfølgelig som mange andre med hygge på drengeværelset, griner og fråd og nogle stunder med kammeraterne, hvor man følte man gjorde lidt oprør og havde det skægt sammen. Men jeg brugte også hash og skunk alene, både i naturen til meditation og jeg eksperimenterede også med at isolere mig i mørkelagte rum og være helt afskåret fra omverdenen, alene i mit eget hoved. Jeg begyndte at ryge mere og mere hash, og det endte med, at jeg røg det 'bare fordi'. Når jeg var alene røg jeg, når jeg var ved min vennekreds røg jeg. Jeg begyndte at blive angst, når jeg ikke var påvirket.

Hash havde åbnet døren op og gjort mig interesseret i at dykke dybere ned i mig selv og de lag vi indeholder som bevidste væsener. Og der vidste jeg, at det var de psykedeliske stoffer, jeg skulle have fat i. Imidlertid var det svært for mig at opstøve, så jeg havde en derail, hvor jeg eksperimenterede meget med MDMA. Havde nogle vilde euforifyldte nætter, men min forkærlighed voksede til overforbrug; og så blev jeg rigtig skidt. Mine serotonindepoter var udtømte, og jeg fik rigtig stærk angst og, hvad jeg ikke var klar over dengang, men som jeg nok kan se nu, nogle depressive symptomer.

At jeg fik et rap over nallerne med emma afskrækkede mig stadig ikke fra det psykedeliske; og snart havde jeg da også fået fingrene i noget LSD. Det åbnede en verden, som jeg ikke vidste eksisterede. En måde at opfatte og forholde sig til sig selv og verden på, der var så fundamentalt anderledes, at jeg ikke kunne begribe det. Jeg blev så fascineret af den oplevelse, at min tilværelse i et godt stykke tid omkredsede den psykedeliske oplevelse og det næste trip. Jeg trippede masser af syre og 2c-b og fik også prøvet nogle svampe af. Det blev også gradvist højere og højere doser og mere isolerede settings, fra at trippe rundt med nogle venner på et gram svampe, til at ligge for sig selv i mørke på 500 mikrogram LSD på en rejse ind i sindet. I denne periode eksperimenterede jeg også med ketamin et par gange.

På et tidspunkt kom jeg ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde; jeg fik revet op i nogle ting, der var gemt godt væk nede i min underbevidsthed, så godt at jeg havde fortrængt det og glemt, at det var en del af mig. Det gjorde mig meget rundt på gulvet og jeg blev så forvirret, at jeg pludselig havde svært ved at finde meningen med tilværelsen længere. Og den hash, jeg brugte på hverdagshasher til at more mig med, men nu også til at føle mig følelsesmæssigt tilpas med, begyndte at ændre karakter og vende sig imod mig; jeg blev panikangst. Jeg fik en depression med kliniske termer, men jeg vil hellere kalde det en livskrise; et tomt hul, jeg var havnet i, som jeg selv var nødt til at finde op af igen.

Set i bagklogskabens klare lys gjorde de psykedeliske stoffer mig mere forvirret end de gav mig indsigter. Jeg var 18 år gammel da jeg begyndte at udforske mit sind på psilocybin og LSD, og i den alder, hvor man er ved at finde ud af verden og sin egen identitet, åbnede stofferne op for et virvar af tanker og erkendelser, som jeg nok ikke helt havde fakulteterne til at kapere. I kraft af det, oplevelsernes stærke karakter og den periode jeg udforskede stofferne i, er det også noget, der præger min personlighed og tilgang til verden i dag.

Jeg er helt clean i dag, pånær en øl eller to i ny og næ. Nogle af de dedikerede hardheads vil nok påstå, at det bare var mig, der ikke kunne klare mosten. Det kan meget vel være, og min fortælling skal ikke stå som normativ eller moraliserende omkring andre menneskers valg. Det ændrer ikke på, at jeg er glad for min beslutning. Mit forhold til hash var usundt og styrede på sin vis mit liv og alt andet kom i anden række; også personlige forhold, job og uddannelse. Jeg anerkender og ærer de indsigter, jeg fik på mine mange rejser ned i bevidstheden, men jeg har ikke længere en interesse i, at komme på rejse igen. Jeg er blevet mættet. Og jeg føler heller ikke længere, at jeg vil tage den risiko det er, at bøje sin bevidsthed i sådan en grad. Jeg sætter mere pris på min base-line bevidsthed, min ædruelighed, mere end nogensinde. Den menneskelige oplevelse helt i sig selv, ikke farvet af nogen rus. Dét er en rejse og et trip i sig selv, og nok for mig!

Tak for et fedt svar! Hvor længe har du været ædru nu? Og håber da ikke de tanker du går og bærer på påvirker din dagligdag negativt :l
Kan godt huske det med MDMA'en som du skriver, da jeg fik min introduktion kom jeg ind i et forbrug af 1 gang i måneden, min omgangskreds var 2-3 gange i måden men ville ikke tillade mig selv at komme derud, og som du skriver det er helt rigtigt mens man er igang og man er i den kroniske tilstand af et næsten udtømt serotoninlager er man virkelig bare i en helt ubevidst deprission, kan huske jeg undrede mig over hvorfor mine gamle venner ikke holdte kontakten med mig osv, da jeg stoppede med det (altså som i dag hvor det kun sker til en helt særlig begivenhed) er det gået op for mig at det var egentligt mig der ikke skrev til dem, og mig der ikke deltog i deres aktiviteter, jeg oplevede pludselig også efter 2 måneders clean at jeg vågnede op på en helt normal hverdag og bare var glad fra morgenstunden, kun fordi det var en god dag.
Er glad for du kan lide tråden, håber der kommer mange flere kommentare!!

Det er 2 år her til oktober. Og nej ikke nødvendigvis negativt. Det har bare været med til at forme min personlighed på mange måder, at jeg gik og smeltede ned på syre et par gange om måneden som 18-19 årig. Og så har jeg da noget angst jeg lever med i hverdagen, som jeg først fik i forlængelse af mit indtag af stoffer.

Det er trist at høre, da jeg var godt igang havde jeg selvfølgelig nogle venner der også fik interreser vækket i sig, blev pludseligt kontaktet af en kammerat der prøvede coke og han elskede det!
Blev ved med at anbefalde at han skulle prøve MDMA, nu da jeg elskede det så meget, han udviklede desværre også lidt angst af det, det er ikke noget der plager ham til dagligt, men når der er alt for mange i et rum som f.eks. Når vi tager på diskotek begynder det at plage ham, selvom han var så nice at gå i byen med dengang ingen af os havde prøvet det endnu, han er selvfølgelig stadig nice at tage i byen med idag, men han er ikke så livlig og oppe og køre som dengang..
Det er virkelig en skam at det går sådan udover nogle....

Et sted MDMA'en påvirkede mig negativt er at det virkelig ødelagde hash for mig, hvis jeg ryger idag får jeg tics og bliver rastløs til et punkt der er virkelig ubehageligt, men set på den lyse side fik den mig til at stoppe med at ryge hash

Da jeg gik i en 4-5. klasse kan jeg huske vi skulle til en anden skole, for at se et foredrag; det handlede om en kvinde, som var blevet "lokket" af hendes venner ind i stof miljøet, hvor hun havde taget en del ecstasy-tabletter, og endte med badtrip, hvorefter hun kom i behandling, og nu havde lidt af depression, og manglende sexlyst i 10-15 år. Jeg blev meget betaget af hvor hyggeligt det lød, at sidde der om et bål med nogle venner, og så tage et eller andet, og fyre den af, men også meget skræmt af hvis det skulle kunne ødelægge sexlysten resten af livet. Min nysgerrighed var vakt.

Nogle år senere i en sommerferie (har været 14), havde en ven fået fat i noget hash, han skulle desværre ud at arbejde hos sin far om dagen, og havde så efterladt mig i det forældreforladte hus, med denne lille nold hash. Lå i nogle timer og glædede mig, og på et tidspunkt kunne jeg ikke vente mere, så jeg gik ud og proppede lidt i tuden af min smøg, tog et par sug og lagde mig ind i sengen igen. Jeg fik det godt, det var som at ligge i sengen, og filosofere efter skole som så ofte før, men med lidt mere dybde "mere af det, tak" tænkte jeg.

Det endte med at blive en fast sommertradition, at vi enten når en af os ikke havde forældre hjemme, eller vejret var godt nok til at tage på telttur i flere dage, røg os skæve. Sådan stod det på i et par rigtig dejlige år, hvor vi fik grinet, og chillet, og set alle de film man skal se.

Da jeg nogle år senere kom på HTX, og måtte gå et år om, pga. manglende interesse i andet end menneskerne på skolen. Året efter kom jeg i klasse med nogle gutter der havde hash noget tættere inde på livet end jeg selv, og vi byggede hurtigt et fællesskab om at snakke om vores fælles oplevelser sammen, og skabe en masse nye gode. Vi havde det rigtig godt sammen, men vanen smittede af, og inden længe skulle jeg lige havde lidt med hjem, så jeg kunne ryge i min egen verden inden jeg skulle i seng, så sov man jo os lidt bedre. Herfra ekskalerede det, jeg havde altid en lille pibe på mig, og noget mix, så jeg altid var klar, men de andre undrede sig stadig over det gik godt for mig i skolen. Jeg var aktiv, fulgte med, og fik for første gang lidt smag for hvad en flittig elevs drug er, og når jeg kom hjem efter at have røget, sad jeg typisk og snakkede med mine forældre, og lærte dem at kende i flere timer til de skulle i seng, selvom jeg aldrig før havde haft interesse for dem som mennesker.

Det skulle selvfølgelig ikke vare evigt, for på et tidspunkt opdagede mine forældre at jeg røg hver dag, og så begyndte stigmatiseringen - jeg skulle selvfølgelig stoppe. Med det gradvist forringende miljø derhjemme, røg engagementet for skolen og livet generelt sig også en tur, og jeg begyndte at ryge mere og mere, og nu på bong istedet for min lille pibe, som jeg havde tabt en dag. Nå, men det lod vi os ikke lige røre af, for nu skulle vi snart på studietur, og vi måtte selv vælge hvor. Sidste år havde min gamle klasse (gik jo om), været i Amsterdam, og det sku' vi da! Så jeg fik de andre med på den, og inden længe stemte det meste af klassen for Amsterdam.

Vi gik og hypede det helt vildt "Amsterdam man! Så blir det ik federe!", og snakkede om alt det vi skulle prøve dernede, det bedste weed, svampe, salvia, kratom, og måske en tur på Red Light. Vores planlægning blev dog skyllet i vasken første aften, for vi gik lige ned og købte en pakke svampe, og så op på værelset og tage dem, selvom det var en elendig setting (vi boede kun 2 gange fra lærene, og gangen stank allerede af skunk). Jeg havde selvfølgelig læst godt op på det på Psy.dk og andre steder, så jeg var klar over hvad det var, men man kan nok aldrig været helt klar. Vi indtog svampene, og det kulminerede åbenbart med hele hyped fra turen, for vi fik det fedeste trip jeg nogensinde har haft, farvede mønstre, dejlige fornemmelser, en følelse af tidløshed, og så til sidst ind og nyde musik på en helt ny måde.

Da vi kom hjem, var jeg blevet mega hooked på svampe, og det var efterår, så jeg vidste man selv kunne finde dem. Jeg satte mig til at læse på det hver dag efter skole, så jeg kunne finde dem selv, når de begyndte at poppe op lige om lidt. Jeg fik hurtig en bestemt mark i tankerne, og kørte derud for at lede, men fandt ingenting, den næste uge eller to brugte jeg på at fræse rundt på scooter efter skole, til det blev mørkt, for at lede efter dem. På et tidspunkt havde jeg kigget på alle marker i området, hvor jeg havde vurderet at chancen for at redegøre for sin færden var lav, så jeg besluttede at tage tilbage og kiggede grundigere på den første, og fandme så om ikke der var massere. Jeg begyndte at tage svampe ca hver 3. dag, og gjorde det i et par måneder til sæsonen var ovre. Jeg havde virkelig elsket at have en god grund til at komme ud og nyde naturen igen, så det blev en kold og trist vinter. Jeg var også blevet "tilfældigt" udvalgt til en drugtest første dag efter Amsterdam turen, så den stod på misbrugssamtaler en gang om ugen, hvilket heller ikke hjalp på humøret. Hvem gider at være sådan en? Følte heller ikke jeg fik noget ud af det, hun sad bare og forsøgte at snyde mig med nogle tal, som jeg ikke følte passede, og når jeg ikke legede sød og enig, så fik jeg lige en træls bemærkning med på vejen.

Jeg blev temmelig deprimeret og angst, også fordi jeg sov alt for lidt før jeg mødte op, og efter påskeferien det år, havde jeg ikke lyst til at komme i skole igen. Havde ikke lyst til at nogen skulle se mig som jeg gik og var, så jeg begyndte at isolere mig, men det kan man ikke ret længe som ung, så jeg kom til UU-vejleder og vi blev enige om at det nok var en god idé for mig at prøve noget håndværksmæssigt, så jeg kom på smede værksted på en produktionsskole. Det var ikke lige mig, men det var nogle flinke mennesker nogle af dem, så det gik. I tiden her, fik jeg stiftet bekendtskab med en del forskellige stoffer, primært ketamin, men også MDMA, coke, og LSD. Jeg synes det var fedt, men blev ikke hooket af det på samme måde, som med de andre ting. Var også begyndt at få det underligt når jeg trippede på LSD eller svampe, og det endte med at jeg besluttede mig for ikke at tage det mere.

Efter sommerferien, havde vi fået mig ind på en højskole, hvor jeg første gang stoppede med at ryge hash dagligt. De første to uger var hårde, og jeg følte ikke jeg kunne snakke med de andre om de mærkelige ting jeg gik og oplevede i forbindelse med det, men igen, det gik, og jeg røg kun når jeg var hjemme på weekend 1-2 gang om måneden. Allerede inden start, var jeg blevet nysgerrig på meditation, og buddhisme, som en måde at forstå nogle af de underlige oplevelser jeg havde haft på svampe, og havde besluttet at vie en god del af min tid på højskolen til det. På højskolen fandt jeg også en kæreste, som jeg, sammen med nogle andre, blev enig med om at vi skulle have et halvt år mere på den højskole sammen. Det var bare ikke det samme, og jeg begyndte at ryge lidt pot til hverdag igen, og efter noget tid droppede jeg og kæresten helt ud. Så var det hjem igen, og jeg begyndte at ryge hash på bong dagligt igen, mens jeg arbejdede lidt sammen med en ven, hos hans far ved siden af - et dejligt lille åndehul for nogle måneder.

I sensommeren det samme år, begyndte kæresten at snakke om at flytte sammen, og jeg øjnede en mulighed for igen at komme væk fra narko-miljøet og mine forældre, og forsøge at starte en andet liv op. Jeg flyttede ned til hende, i hendes storebrors lejlighed, som vi havde været i nogle gange, når han var ved sin kæreste, som han nu var flyttet sammen med. Her startede jeg en HF-fjernundervisning op, og måtte indse, at der igen var god plads i mit liv til at ryge hash, selvom jeg egentlig var stoppet da jeg flyttede. Jeg valgte at skjule det for hende, for jeg vidste jo efterhånden godt hvad der sker hvis man taler for højt om den slags, og det gik ganske fint i næsten et år, bortset fra at det var svært at se hende i øjnene ret længe af gangen. Udover det, så gav jeg alt hvad jeg kunne til det forhold (var tålmodig, lyttende og åben der hvor man for det meste lader den korte lunde vinde), og det endte også med at jeg fortalte hende at jeg røg, hvilket hun tog overraskende let på, måske fordi det var blevet fortalt med et løfte om at stoppe igen snart. Var droppet ud, og startet op igen på HF en 3-4 gange i løbet af det år jeg boede der, så man kan ikke sige det gik særlig godt heller. Den sommer stod huset som sædvanligt ledigt hjemme, og jeg tog på retræt i to uger, for at nyde den sidste tid med hashen, og føle mig fri. Vejret var dejligt, og jeg fik fisket en masse, og lært en ny side af mig selv at kende. Stoppede med at ryge dagen efter jeg kom hjem, og jeg havde sørget for at have flere forskellige behandlere til at hjælpe, og startede op på HF igen, men kun 3 uger senere, smed kæresten mig ud, og jeg kunne ikke finde et sted at bo med så kort varsel, så jeg måtte flytte hjem igen.

Nu følte jeg mig temmelig alene i verden, jeg havde smidt stortset hele mit netværk væk, barndomsvennerne da jeg startede med hashen, største delen af hash-vennerne da jeg flyttede, og var nu 20 år gammel, og havde ikke gennemført noget siden folkeskolen (blev smidt ud fra højskolen den sidste uge, fordi jeg indrømmede at ryge hash, og da jeg havde fortalt ham det hele, gik han til lederen, selvom han havde sagt han ikke ville - røvhul - trængte jo til at snakke med nogen om det). Så jeg tog beslutningen "ingenting", og gjorde hvad der passede mig istedet. Det er dog lidt svært at finansiere, så jeg måtte på kontanthjælp.

Røg ikke i 5-6 måneder efter at være flyttet hjem til mine forældre igen, og efterhånden som jeg fik dem forklaret situationen, fik jeg dem overtalt til at få mig i terapi igen, hvilket gjorde rigtig godt - indså at jeg var nødt til at være mig selv, så jeg begyndte selvfølgelig at ryge hash igen, da det jo var der jeg slap i sin tid. Jeg havde også længe været nysgerrig på svampene, og med alle de bøger, videoer, artikler, og diskussioner jeg havde haft/læst om filosofi/psykologi/spiritualitet følte jeg mig klar til at begynde at eksperimentere lidt med det igen. Jeg købte en pose cubensis, og forsøgte med små doser, men der gik ikke længe, før den samme utryghed og angst som jeg var løbet fra før, begyndte at melde sig i trippene igen. En aften var jeg så desperat efter at smelte mit tunge ego, at jeg bare tog en god dosis, 2g, og lod mig rive med. Den første time var jeg som et barn igen, jeg gik og legede og hyggede mig, men efter ca en time blev jeg pisse bange, verden virkede så stor og farlig, så jeg ringede til en ven fra højskolen, som jeg havde haft en del diskussioner med, tænkte han måske ville finde det spændende (han havde selv snakket lidt om at prøve svampe), og samtidig var jeg tryg ved at snakke med ham, så jeg kom igennem det. Jeg havde også nogle dejlige aftener på ketamin mm., i selvskab med nogle af de gamle venner, som jeg havde fået lidt forbindelse til igen. Udover det kan jeg nærmest intet huske af det år, jeg ved at jeg mest bare har siddet hjemme og spillet computer, og så en tur ud en sjælden gang. Jeg eksperimenterede også med amfetamin i den periode, og det hjalp mig med at genvinde noget af kontakten til mit libido, og min vrede, som ellers var kørt godt i bund. Jeg fandt også sammen med en ny kæreste i sommeren, som nok er en del af forklaringen på at jeg har følt mig ret væk i det år.

Omkring jul (2015) begyndte kommunen at rykke i mig, for at der skulle til at ske noget, havde fået et år på standby af dem, og det var nu ved at være gået. Jeg havde planlagt en nytårsaften med de gamle venner på drugs, og selvom jeg ikke sagde det til de andre, så lavede jeg et nytårsfortsæt om at nu skulle der til at ske noget i mit liv igen, når det nu ikke kunne være anderledes end det var. Jeg skrev en tråd om min situation herinde, og det fik sat skub i nogle sager for mig, jeg indså at jeg manglede et fællesskab, og nogle ligesindede mennesker at snakke med det hele om, for at komme videre, og det skulle ikke tage lang tid at indse at psychedelia er et af de eneste stabile steder i mit liv, som ikke har bollet mig i røven på et eller andet tidspunkt, og med min sociale angst, så var det oplagte sted her. I april tog jeg så et MDMA og svampe trip over IRC'en med Mr. Gone herinde fra (noget af en chance, for vi kendte knap hinanden dengang), hvor det hele eskalerede og det begyndte at gå op for mig, hvorfor jeg har været deprimeret i flere år. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at jeg ikke kunne bruge andre mennesker, og glemt at fællesskab ikke bare er et ord, simpelthen tabt lykken af syne, og tænkt at leve et liv uden, fordi jeg var så angst og deprimeret at jeg ikke kunne opnå samhørighed. Herfra gik det stærkt, og jeg føler stille og roligt at jeg er ved at finde frem til hvem jeg var, inden det hele kørte af sporet.

Med det på plads, synes jeg vi begynder at nærme os et sted hvor der kan svares på spørgsmålet "hvorfor tager jeg stoffer?"; det gør jeg, fordi jeg dybest set altid har følt at der var noget galt med ikke bare mig, men med verden og den måde vi har fundet at være i den på. Den passer ikke til den måde jeg er på, og det har givet nogle knops, men med stoffer har jeg også mulighed for at komme ud og snakke med om det de fleste andre snakker om hver eneste dag. De får mig til at åbne mig op, og vise sider frem af mig selv, som jeg normalt hader, og føle at jeg er forbundet med resten af verden, istedet for at stå isoleret udenfor. Jeg kommer til at kunne se muligheder med livet, i stedet for altid at forsøge at sætte det i en kasse, og jeg føler at jeg udvikler mig som menneske næsten hver eneste gang. Nogen gange gør jeg det også bare for at der skal ske noget, men jeg er temmelig påpasselig med at udvikle flere misbrug. Helt nede på jorden, så tager jeg stoffer, fordi jeg har en træls følelse indeni af at være fanget af mig selv, og den går væk på forskellige måder, når jeg tager noget, og det er til tider det eneste der rigtig betyder noget, hvilket jeg finder meget interessant.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Tak, Fritzie. Det var et meget rørende skriv.

For mit vedkommende, havde jeg en "person" fra min familie der altid har stået mig meget nær.

Personen lærte mig at rulle mine egne joints, han ga mig emma allerførste gang jeg skulle prøve det, og har altid guidet mig i den rigtige retning. svaret mig på mine spørgsmål og nok lært mig alt hva han vidste. Personen fortalte mig også om psychedelia.

Jeg ryger næsten hash hver dag og tager kun knark til hyggelige fester hvor andre også gør og jeg arbejder ret meget så har ikke så meget tid til det og mener også at man skal tage en go pause mellem hver gang og passe godt på sin krop og sit helbred.

Personen førte mig til andre personer i familien og udenfor der også indtog et euforiserende stof i ny og næ.
personen gav mig et helt nyt synspunkt på livet, gjort mig meget mere udadvendt, lærte mig at kende forskel på falske mennesker og ægte mennesker og ga mig derfor en vennekreds jeg altid stoler på, kan skrive eller tale med.

tak "person"

_________________
Jeg foretrækker "Narko"-Arrangementer på det groveste...

Selv tak

_________________
Tilgiv Tilbliv

Tak for at dele tankevækkende historier i har jer!

Ja, virkelig fed tråd, den her. Så vil jeg da også komme med mit bidrag.

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om alkohol, og der festkultur der er omkring det. Som barn var cannabis ikke rigtig udbredt der langt ude på landet hvor jeg boede. En mine kammeraters far dyrkede og røg. Sådan en hyggelig hippietype, som vi unger havde meget glæde af, da han var en af de få voksne der virkelig gad bruge tid sammen med os. Så da jeg selv blev stor nok til at spekulere i hvad jeg skulle kaste mig over nu jeg ikke kunne lide at være fuld, blev det hash. Først bare et par enkeltståede forsøg på at ryge med på en joint. Da jeg var omkring 19 gik jeg på produktionsskole, og der fik jeg for første gang et par rygervenner, som jeg havde nogle fede weekender med. Vi kom væk fra hinanden efter jeg startede på uddannelse, og der gik nu et par år hvor jeg vist var mere intereseret i piger end fede. Først et års tid efter jeg var flyttet i lejlighed fandt jeg på at det da kunne være sjovt at have nogle hampplanter på altanen. Faktisk tror jeg det var i den forbindelse jeg oprettede en bruger herinde. Det blev starten på et langt kærlighedsforhold til planten (og boardet her). I mange år har jeg dyrket og røget fast, med varierende forbrug. Altid joints. Nu og da har jeg holdt pauser, men jeg har svært ved at holde mig fra det og for fanden, jeg er jo bare en pose celler der skal bruge tiden på et eller andet til jeg går i opløsning. Jeg føler ikke som sådan det har givet mig problemer i hverdagen. Det eneste jeg kan pege på er at jeg synes det er ulideligt at skulle bruge en aften med mennesker der har behov for at genfortælle hvad der skete i Vild med Dans sidste fredag, og derfor har jeg ikke mange mennesker jeg omgås i min fritid, som ikke også ryger. Men jeg føler ikke selv jeg går glip af noget.

Videre til det med psychedeliske stoffer. I lang tid fulgte jeg boardet herinde og læste en masse tråde om andres oplevelser med dem. Jeg var nysgerrig, men følte mig ikke klar til selv at gøre noget ved det før en sommer, og jeg må have været 25 år der, hvor Silvio Berlusconi herinde fra inviterede andre brugere med på teltur. Jeg havde aldrig mødt nogen herinde fra før, men tog chancen, og toget, og mødte Silvio, Jago og Den Gule Saks ( ) som jeg havde en fantastisk weekend med. Jeg prøvede der et halvt mærke LSD, som gav et meget subtilt trip, men en super hyggelig eftermiddag. Et par uger senere havde jeg fået fat i nogle svampe og tog et trip med et par kammerater i haven, hvor jeg for første gang oplevede at få visuals. Den oplevelse solgte mig virkelig til de psychedeliske stoffers verden og jeg begyndte herfra at arrangere trip aftenener du og da, med ting som svampe og 2C-B på programmet. Jeg har lige fra starten sat nogle regler for under hvilke forhold jeg tager psychedeliske stoffer, for at sørge for det en givende oplevelse hver gang. Jeg gør det sjældent oftere end en gang om måneden, og prøver nærmere at holde mig til et trip pr årstid, hvilket faktisk kan være svært at nå. Mine trips skal helst foregå udendørs og jeg skal virkelig føle mig mentalt klar til det og have lyst, ellers springer jeg hellere over.

Jeg tror det at prøve psychedeliske stoffer har ændret mig positivt som menneske, både for mig selv og andre. Jeg er blevet mere bevidst om at kunne tage andre menneskers syn på tingene og har gennem oplevelser i mine trips fået en forståelse for mine gode og dårlige sider, hvordan jeg gerne vil have andre mennesker skal opleve mig, og hvad der bør være fokuspunkterne i mit liv. Det er som om jeg har fået en selvindsigt forærende, som jeg ikke er sikkert på jeg havde opdaget uden. Og udover det giver psychedeliske stoffer mig også mange andre gode oplevelser. Både på pris og CO2 regnskab vinder LSD jo stort over en charterrejse, men for mig, som det menneske jeg er nu/kontra mig der aldrig havde opdaget det og bare tog flyet til Grækenland som alle andre, så tror jeg ikke forskellen på oplevelserne er så stor.

_________________
All perverts may not be marijuana smokers, but practically all marijuana smokers are perverts.

Colonel Garland Williams, former head of U.S. Narcotics Enforcement

Idag kan vi dø af at elske med hinanden
Så vi lever som vi gør. fordi vi ved vi' på spanden
Verden er for fuld af lort, til jeg kan sortere
Så jeg prøver bare på at få mit liv til at fungere

Nyder at læse jeres historier. Det må være en af de ting jeg bedst har kunne lide ved Psy. Tak fordi i deler

Jeg har altid været en ret nysgerrig og eksperimenterende person, og det er helt klart en af grundene til jeg har prøvet de ting jeg har prøvet. I starten af mine teenageår, så fortalte min far mig at jeg var en der ikke ville kunne tåle at ryge hash og at han ville vide det med det samme hvis jeg gjorde det.
Da jeg var 15år der havde mine klassekammerater og jeg været inde på staden og købe Beedis (indiske fattigmandssmøger). Man blev rimelig nikotin skæv af dem. Vi fik den 'geniale' ide at smuldrer 3-4 stykker af dem og putte dem i vandpibehovedet. Vi kamphostede og blev pænt dårlige af det. Dagen efter troede min far jeg havde røget hash. Da jeg så prøvede hash for første gang, så opdagede han ikke noget som helst.

Jeg startede med at tage stoffer relativt sent i forhold til en del jeg kender. Da jeg var 18 prøvede jeg for første gang coke. Selvom vi var alene hjemme hos min kammerat som boede hos hans mormor og morfar. Så gik vi i ud på det lille toilet, 3 drenge. Min kammerat som var ret vild, tribal tusser som 16årig og piercing i øjenbrynet, lagde stregerne op. Jeg husker det lille sus jeg fik af ideen om at gøre noget forbudt og så selvfølgelig den beskidte følelse af at stå ude på toilettet og tage streger. Der var ikke rigtig nogen effekt, da det højst sandsynligt har været noget virkelig dårligt coke.
18 år var også der jeg prøvede at ryge hash for første gang. Jeg husker at hash tidligere ikke havde vækket min interesse, jeg kan huske at jeg som 14/15 årig havde set nogle af de ældre unge riste tobak i sølvpapir, og jeg syntes det så rimelig junkieagtigt ud. De blev helt sløve og trætte at se på. Den kammerat der introducerede mig til hash, var lige et år ældre end mig. Han havde prøvet det 1 eller 2 gange, og han vidste hvordan man lavede en joint. Vi var 4 der skulle ryge det. En af kammeraterne fik det rimelig dårligt og gik i seng, da det var for meget for ham. Os andre hyggede os og havde en god oplevelse. Følte at man filosoferede over livet og tænkte mere over tingene. Husker vi var nede og bade lige inden solen stod, vandet var varmt og det var rigtig hyggeligt.

Samme år fik jeg prøvet amfetamin. Min kammerat, ham som introducerede mig til coke, hans kæreste havde fødselsdag og vi mødtes på havnen hvor vi fik noget at drikke. Det var lidt småkedeligt, og det lå i stemningen at der skulle ske noget. Vi mødte en anden ven som havde noget amf som vi kunne købe. Tror vi købte 1 eller 2 gram. Vi var 3 venner og 1 veninde i en lejlighed. Vi kævlede løs og man var helt overgearet men samtidig var det vildt hyggeligt, fordi vi fik nogle gode snakke. Det forsatte så vi var i gang fra torsdag til søndag altså 3 aftener i træk. Vi blev nødt til at hente noget mere amf, vi kørte ud forbi en bekendt der havde en hel frysepose med stoffet. Når man slog øjnene op, så føltes det slet ikke som om man havde sovet. Så blev det søndag. Føj for helved jeg havde aldrig haft det så dårligt før. Jeg tog min anden kammerat med hjem. Vi var helt ynkelig og svage havde det som vi skulle dø. Jeg har ikke rørt amf siden og det er snart 10 år siden.

Når jeg sidder og skrive dette så går det op for mig at der skete ret meget da jeg var 18 år. Det var nemlig også her jeg prøvede svampe for første gang. Vi skulle på studietur til Amsterdam på handelsgymnasiet. Som @Fritzie skrev tidligere, så havde vi selvfølgelig også planlagt alt det vi skulle prøve når vi kom derned. Vi var 4 klassekammerater der havde aftalt vi skulle spise svampe sammen. Vi delte 2 pakker Cubensis. Jeg havde slæbt pc-anlæg med som næsten fyldte hele min bagage, og mener det var her jeg stiftede bekendtskab med Sphongle for første gang. En af os fik badtrip, han lå gemt under sin dyne og var bange, en anden kunne slet ikke mærke noget, han gik ud for at spise med resten af klassen mens vi andre 3 blev tilbage på værelset. Vi sørgede for at berolige ham der havde badtrip, han fik det bedre. Vi skulle over for at hente noget på et af de andre værelser, det hele gyngede og det var ret spacey at gå rundt på de smalle gange og trapper der typisk er i de gamle bygninger i Amsterdam. Inden vi vidste det så var der gået 8 timer. Jeg var egentlig ikke så påvirkede men husker hvordan rummet skiftede og føltes som flere forskellige rum, hvordan jeg lå og fjollede rundt på gulvet med en rund flaske med juice som jeg havde fyldt op med vand, jeg legede det var en slags trylledrik som den fra bubbibjørnene.

Når jeg festede så drak jeg for det meste bare. Da jeg var omkring 20 år. Der blev jeg slået ned med min daværende bedste ven. Det var i en ordenlig brandert. Det skete under 20-30 meter væk fra min havelåge. De var 5 og vi 2. De hævdede at jeg tidligere havde forsøgt at kører dem ned. Det var blot en dårlig undskyldning for ballade og at de ikke kunne lide min bedste ven. Jeg var så stiv at jeg ikke fattede at de bare gerne ville slås. Imens jeg stod og snakkede med ham der førte trop. Så kom der en løbende omme bag ham og gav mig en ordenligt én på skallen. Jeg snurede 3/4 omgang rundt og mærkede slag og spark i ryggen og baghovedet. Inden jeg vidste det så lå jeg ned, og prøvede beskytte mit hovedet fra ham der trampede mig i hovedet. Imens jeg prøvede at komme til mig selv, så havde de hold min ven fast, og brækket hans finger i 3 led. Min far fandt 3 lightere de havde brugt til at knytte ind hænderne, og det var derfor de slog så hårdt. Gerningsmændene løb frit rundt, politiet gad ikke at rykke ud.

Inden for samme periode så havde jeg og en anden ven været på flugt fra nogle gutter som ikke kunne lide os, vi talte med pigerne til en fest, de stod og kiggede dumt på os i løbet af aftenen. Der var 3 knallerter og 2 biler der jagtede os. Min ven var stiv og fattede brik. Han var blevet forsøgt losset ned, hvorefter vi blev nødt til at flygte. De fandt os lidt efter på en hovedvej. Hvor min ven forsøgte at løbe ind i en af dem der havde kørt på knallert. Det resulterede i at han blev slået i hoved med en knallertlås. Slaget var heldigvis ikke hårdt nok til at stoppe os. De forsøgte at spærre vejen for os. Vi havde planlagt flugtrute igennem et villakvarter. Min ven og min vej delte, jeg fik ringet til panserne, men jeg blev afbrudt midt i samtalen efter jeg var hoppet over et hegn i inde i nogles have. De ledte efter os. Jeg løb tilbage til en have jeg havde gemt mig i tidligere. Fik afsluttet opringningen til alarmcentralen. Jeg lå inde i et drivhus og gemte mig, der var jeg gemte var, var helt dugget til, jeg kunne høre de andre råbe og lyden af deres biler og knallerter. Jeg tænkte at hvis de finder mig, så er det slut. De 10-15 min før jeg hørte sirener, føltes som en evighed, aldrig havde lyden af sirener været så befriende.

Disse to episode gjorde at jeg blev traumatiseret. De første, der hvor jeg fik tæsk, knækkede mig simpelthen. Den anden, flugten, gjorde at jeg fik posttraumatisk stress. Hver gang jeg hørte lyden af nogen der råbte, knallerter eller biler der gassede op. Så fik jeg det helt vildt, på en måde jeg aldrig havde følt før.

Jeg havde et skod job som tankspasser med skiftende arbejdstider. Jeg risikerede at have fri kl 17 og så skulle stå op kl 02:30 for åbne tanken. Jeg var ikke af en særlig stærk karakter. Souschefen var ignorant og flabet, og man måtte ikke spørge om hvad der i hendes verden var dumme spørgsmål, i hvert fald ikke uden at hun skulle kører på én efterfølgende.
Jeg havde aldrig forstået dem der drak og så ikke kunne huske noget dagen efter. Det ændrede sig. I weekenden, hvor jeg havde fri, så drak jeg fredag og lørdag og røg jeg mig helt ned. Jeg kunne nærmest ikke huske noget om søndagen. Jeg havde det ikke godt, og jeg var ikke helt klar over det selv.
Når jeg kørte bil så havde jeg utrolig kort lunte. Når det var allerværst, så håbede jeg på at der var nogen der fuckede op i trafikken og jeg kunne gå ud og smadre dem. Jeg har aldrig været en specielt aggressiv person, så jeg vidste godt på dette tidspunkt, at den var helt gal. Kombinationen af et skod job og de førnævnte episoder blev for meget for mig. Jeg gik ned med stress fik sagt jobbet op.

I 3-4 år der røg jeg skunk og hash, sådan på rimelig fast basis. Når vi røg så forsvandt problemerne. Jeg blev til tider paranoid, når vi havde røget færdigt og jeg skulle hjem. Så følte jeg at der var nogen efter mig. Når jeg skulle låse døren op, så rystede mine hænder så meget, at jeg havde svært ved at ramme nøglehullet. Jeg var også blevet bange for mørke. Jeg vidste godt at det var langt ude. En dag der nulstillede jeg angsten med et svampetrip. Det var ikke formålet med trippet. Men dagen efter følte jeg mig HELT renset.
Til sidst hadede jeg, at jeg røg. Imens vi røg den ene joint, tænkte jeg allerede på den næste joint. Min faste rygerven (ham der introducerede mig for joke) ville gøre alt for at ryge. Han havde ikke penge. Jeg var også godt flad. Så 100 kroner var på dette tidspunkt en del for mig. Han lavede tricks, han fortalte at der var problemer med hans kort, at det ikke virkede eller ja at han havde glemt sit kort, og hvad ved jeg. Jeg havde luret ham. Til sidst gad jeg ikke mere. Der var flere ulemper end fordele ved at ryge. Jeg stoppede med at ryge i hvertfald i et halvt år. Hvor jeg efterfølgende aldrig har røget på daglig basis.

For 4-5 år siden da jeg var 22/23 år. Så prøvede jeg MDMA for første gang, et stof der ændrede mit liv. Jeg kunne ikke forstå at nogle mennesker opfattede mig som arrogant eller smart, i virkeligheden var jeg bare lukket og usikker. Første gang skulle jeg i den grå hal på staden med nogle kammerater. Jeg følte mig som kongen af dansegulvet (på en ikke overlegen måde), måske som en slags dansekonge. Jeg var åben og kunne snakke med alle, stoffet gav mig alt det som jeg ikke havde. Jeg var helt solgt, både til psytrance miljøet og MDMA. Jeg havde læst af man hverken blev fysisk eller psykisk afhængig, hvis man blot ventede 4 uger i mellem. Nogen gange gik der blot 2-3 uger i mellem. Jeg overdoserede og ville ønske jeg havde holdt 2 måneders pause. Magien forsvandt med tiden, jeg var depressiv i 1 1/2 år. Tog mig selv i at græde i badet og imens jeg spiste en sandwich. Jeg vidste ikke hvad jeg græd over, så jeg vidste jeg var kommet ret langt ned. Jeg blandede det med ketamin, så det blev til til julemix, til sidst kunne jeg godt tage 1 af hver gram blandet sammen, så det blev til 2 g julemix i min blaster.
For at komme væk fra fest og stoffer og besluttede jeg mig for at stille op til konkurrence, i Athletic Fitness, jeg havde trænet siden jeg var 16 år og de sidste nogle år hvor maden var kommet på plads, tog jeg 13 kg på på relativt kort tid. Det gjorde at jeg kom væk fra fest og stoffer i over et år.

I løbet af årene havde jeg taget svampe en del gange, og nogle af tripsne var indsigtsrige og med erkendelser. For eks så gik det op for mig som 19-årig, at min kammerat (ham med lidt vilde med tribals) påvirkede i sådan et omfang at jeg ikke var mig selv. Han var heller ikke sig selv, han lavede store armbevægelser a la Ullerupfærgeby, havde stort behov for at være alfahan når vi var flere, spillede smart og klogere end han var osv.

Jeg vil ikke mene at jeg hverken har eller har haft et særlig stort misbrugspotentiale. I de seneste år har jeg været ret glad ketamin og drukket en del hætter, dog ikke noget der sker så tit igen. Min selvdisciplin (tror jeg har det fra konkurrencetræningen) gør at jeg ikke tillader mig selv at blive for glad eller afhængig af noget. Efter en tur i hullet føler jeg mig renset igennem. Jeg har det med at have ondt i ryggen mellem skulderbladene. Deep-tissue massage og kiropraktor har været lindrende, når det har været ulideligt. Akupunktur har været ret effektivt. Men det smerterne har det med at komme igen. En tur i hullet føles som en slagsstøvsuger på min rygrad/rygmuskler, en støvsuger som suger alt det dårlige væk, og fjerner smerterne. Jeg har engang læst at smerter i ryggen mellem skulderbladene er psykisk.

Min tværkulturelle baggrund gjorde at jeg var et oplagt mobbeoffer. Jeg kom fra en lille by med 12-13 tusind beboere, en by hvor der nærmest kun var én afrikaner. Min mor er asiater, og kom til Danmark i starten af sine tyvere hvor hun giftede sig med min far. Det var ikke alle ord hun udtalte ordentlig. For eks. så kunne/kan hun ikke sige "film" men udtaler det "fiml". Jeg kunne ikke høre forskel på de to ord. Så jeg sagde det også forkert. Jeg så anderledes ud end de andre. Så det skete i ny og næ at de andre i skolen kørte på mig. Det gjorde at jeg tog mig selv meget seriøst, og var bange for sige eller gøre noget forkert. Det gik også ud over min selvtillid. Da jeg var 15-18 år der var det altid mig folk gerne ville slås med. Måske kunne de opsnappe min usikkerhed ellers så var det min fysiske størrelse. Det var først senere at folk lod mig være. Træningen havde givet mig selvtillid og jeg gik mere ret og jeg voksede selvfølgeligt.

Træningen har selvfølgelig været med til ændre den jeg var, men det har stofferne først og fremmest også. MDMA har været med til at åbne mig op. Svampe der har givet mig erkendelser og har fjernet frygt, hashen som fået mig til at tænke over en masse ting of generelt reflektere og filosoferer mere, ketamin der har fjernet angsten og gjort at jeg har set på tingene anderledes, hætter der på en eller anden måde har påvirket mig socialt på en positiv måde (mere direkte) og sidst men ikke mindst så har min første indtil videre eneste LSD trip gjort mig mere klar i hoved.

Føler at for hver gang jeg har været påvirket, når jeg så siger eller gør noget bestemt, siger noget gør noget jeg ville have haft sværere ved uden, så ændrer det mig bid for bid. Faktisk ligesom @VivaLaFiesta skriver. Den dag i dag har jeg næsten fået bekæmpet min konfliktskyhed, har åbnet mig op og er blevet meget mere direkte. I starten var stoffer mest for sjov skyld, den dag i dag bruger jeg det mere terapeutisk.

_________________
“I think of going to the grave without having a psychedelic experience is like going to the grave without ever having sex. It means that you never figured out what it is all about." - Terence McKenna

En skam tråden døde der, men tak for jeres indlæg de har været spændende

Tak for alle svarene. Dejlig tråd at læse.