Astral skrev:
Mennesket er intelligent, derfor må evolutionen være intelligent, mennesket eksistere som et bevidst væsen, ergo må der findes bevidsthed og væsener og de er alle udgået fra universet, et univers som er både bevidst og intelligent, hele stjernehimmelen, hele kosmos er et enormt stort "væsen", vi er alle udgået fra dette, lad os bare kalde det Gud, for det er det, der findes ikke andet.
Hvores planet er også som en stor organisme, hvor vi blot er små dele af et gigantisk hele, alting hænger sammen og det samlede er mere end blot summen af de enkelte dele.
Jeg ka' godt li' den måde du beskriver det på her
Det gi'r sådan lidt en slags ære-frygt overfor eksistensen, eller en slags respekt måske.
Jeg tror ikke selv på gud (som feks joshua og allah), men tror godt en bevidsthed ka' eksistere i former vi, mennesket, endnu ikke har erkendt. Hjernen og universet er jo bygget af de samme atomer, og hvis de atomer i den ene konstellation, når de udgør en menneske-hjerne, ka' gi' bevidsthed, så ka' de måske også ha' effekter i andre konstellationer. Derfor synes jeg ikke man ka' afvise at selve universet, som vi bor inde i, og som vi jo faktisk oplever vores bevidsthed inde i, måske også har en slags bevidsthed. Vi mennesker er jo en del af universet, og vi er selv-bevidste, så universet rummer ihvertfald _noget_ fysisk materiale der er bevidst om sin egen eksistens
Men behøver den fysiske konstellation af atomer præcis at være i form af en menneske-hjerne før der opstår bevidsthed? Eller ku' det træffe at være en egenskab der ku' opstå i andre former og ud af andre fysiske konstellationer også?
Jeg synes ihvertfald selv der er nok spørgsmål omkring det hele, til at det er forkert at kalde astral eller fråder for grænse-psykotiske ligefrem. Man ka' sagtens blive forvirret og forundret over at tænke på disse ting, og komme meget vidt omkring i de filosofiske teorier, men hvorfor ska' man være bange for det? Hvorfor sku' man dog være bange for sine egne tanker om livet? Universet er tilsyneladende en kæmpe eksplosion som vi lever midt inde i, det er da nødt til at resultere i vilde tanker
Jeg har selv altid haft en meget stærk tro på traditionel vestlig videnskab, og det har jeg stadig, men jeg synes ikke en tro på videnskab er detsamme som at man så har fundet en eller anden sandhed og alle andre derefter bare er nogle religiøse tåber. Sådan oplevede jeg videnskab engang; som noget der var pr automatik anti-religiøst. Alt det med feks sjælen og engle og ånder og alt det der spirituelle, forbød videnskaben sådan som jeg tolkede den (og jeg tolkede videnskaben ligeså fanatisk som nogle tolker koranen). Men universet er så stort, at vi Umuligt ka' vide alt. Og der kommer konstant nye opdagelser af Utrolige fænomener, der konstant rykker ved den viden vi har om universet. Og det er da fantastisk
Universet har feks skabt fråder og astral, og deres bevidsthed, så man ka' sagtens stille spørgsmål om hvorfor universet gør det? Og hvordan det virker siden det overhovedet kan det. Og spørgsmål om hvordan bevidsthed kommer ind i det hele.
Se engang det her billede af en biologisk æg-celle der flyder rundt i noget væske:
...som faktisk er et billede af månen
(egentlig ku' det også godt ligne en gammel nazi-mine der er belagt med rust og alger et sted i havet)
Eller de her 2 billeder af siouxsie sioux fra punk-bandet 'siouxsie and the banshees':
Bortset fra at det til højre altså ikke er hende, men også et billede af månen
(original billedet ka' ses her:
JPEG og kommer fra lidt nede på denne side:
http://www.hq.nasa.gov/office/pao/Histo ... camera.htm )
Og det er bare et par eksempler på hvor finurlig naturen ka' være
Og hvordan man ka' betragte tingene. Universet findes i virkeligheden, og det er rent ud sagt totalt mærkeligt
Bortset fra det, så er jeg selv også nået til den konklusion at universet er en levende organisme. Muligvis bevidst, eller måske mere lignende en plante. Samspillet mellem de forskellige kræfter i universet ligner, ihvertfald for mig at se, strukturer der godt ku' minde om plante-vækst (ligesom feks den menneskelige hjerne også ligner en svamp, og har alle sine forgreninger spredt ud ligesom grene i en stor træ-krone). Det er også derfor jeg godt ka' li' tanken om at se eksistensen som en slags fraktal, for det er jo også 'detsamme mønster, men på forskellige niveauer' (altså gentagelser af noget genkendeligt og ens-artet når man zoomer ind og ud)
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
