Skyd-Sven skrev:
Men hvorfor skulle det ikke være rigtig kontakt med guderne? Hvorfor skulle min hjerne sende mig et billed af en hund og sige at det var mig selv i et tidligere liv?
Du får det til at lyde som om hjernen og dig selv er to adskilte ting, og det er din hjerne, som en seperat del, der fortæller dig noget. Din hjerne og din bevidsthed er ét. Hjernen er til grund for de ting du sanser og føler, så hvad der er ændret i din hjerne, er også ændret ved dig.
Spørgsmålet er snarere - hvorfor vælger du at tro på at et billede du ser, er dig i et tidligere liv? Eller hvis man skal spørge på samme måde som du gør, hvorfor ser man så farver, bølger og fraktaler? Hvorfor får man visuals?
Der var faktisk en ting i et program jeg så her forleden, som var lidt sjovt ang. Gud. To fodboldhold beder begge til Gud for at han skal give dem styrke til at vinde kampen, men et af dem bliver naturligvis derfor nød til at tabe. Taberne siger så at det var Guds vilje, men hvis Gud har sin egen vilje, hvad nytter det så at bede til ham?
Det er naturligvis et åbent spørgsmål, men der er et princip, der siger at den mest logiske forklaring, som regel er den rigtige. Så kan man spørge sig selv - hvad er mest logisk: At nogle ånder og guder snakker til én,
kun når man har indtaget et stof eller at det hele, ligesom de andre hallucinationer man får på sine sanser, er ren og skær indbildning, altså en illusion. Det er kun folk der er psykotiske eller har indtaget hallucinogener, der rapporterer om at have kommunikeret med guder, så hvor troværdigt er det lige det er ?