Jeg er lidt usikker på om det her emne skal placeres i psykedelisk filosofi (da det er en personlig oplevelse), eller om det skal placeres i Politisk forum (da den har nogle politiske træk). Men hvis det er placeret forkert, så spark det ad helvedes til mod politisk
Det her er en stil som jeg skrev i dansk for ca en uge siden (som jeg fik 11 for
), og den vil jeg da gerne dele med jer. Så her er den.
Jeg beskriver en ud-af-kroppen oplevelse et sted i stilen, som jeg påstår stammer fra en meditationsoplevelse - dem som har læst min
nyeste LSD-rapport, vil nok opdage at oplevelsen virker bekendt. Der er også enkelte geografiske beskrivelser i stilen som er uklare, da stilen er skrevet ud fra en erindring tilbage til da jeg var 6 år gammel.
(Tak til Psyko for visse rettelser)
Krig Vi befinder os i Libanon i 1991. I landområderne tæt på hovedstaden Beirut (kaldt Al-Junub) og i Sydlibanon var der en mindre krig med voldsomme bombninger i gang mellem Israel og de libanesiske palæstinensere, hvor det libanesiske militær, Hizbullah, beskyttede den sydlige del af landet. Konflikten havde været svagt i gang siden min fødsel i april 1985, så hele landet havde vænnet sig til de daglige nyheder om drab og bombninger.
Jeg var omkring 6 år gammel og boede i byen Bir-Al-Aabed, 50-100km væk fra hovedstaden. Det var en forholdsvis fredelig by med omkring 5-6000 indbyggere, hvoraf de fleste kendte hinanden. Det var en meget social by hvor alle var glade, hilste på hinanden og snakkede sammen - selv folk der aldrig havde mødt hinanden før.
Jeg var udenfor og lege, da jeg var på besøg hos min farmor. På et tidspunkt stod jeg ude på en fodboldbane og betragtede de sjove former af skyer på en næsten skyfri himmel. Jeg så to aflange ting flyve med en enorm fart igennem luften og efterlade et spor af gråt røg. Som barn var jeg meget vild med flyvemaskiner og jagerfly, så det fangede min opmærksomhed i den tro, at det var jagerfly, men i virkeligheden var det israelske missiler, hvilket jeg senere fandt ud af. Jeg løb i den retning de fløj, men havde helt tabt dem af syne. Jeg sad udenfor et supermarked og betragtede de flotte linier af røg og mønstre som missilerne havde efterladt flere kilometer bag sig. Efter en tid besluttede jeg mig for at gå ind i supermarkedet og købe noget juice.
Da jeg kom ud igen, gik jeg i 3-4 minutter væk fra supermarkedet og over mod en åben byggeplads på et øde område. Før jeg vidste af det, hørte jeg en meget kraftig summende lyd, som var det en bil der kørte forbi mig med en enorm hastighed. Jeg nåede knap nok at vende mig om for at se hvad det var, før der lød et enormt brag med en trykbølge der væltede mig omkuld med hovedet direkte ned i sandstøv og sten.
Jeg husker tydeligt den enorme forskrækkelse, der havde paralyseret min krop og tankegang. Jeg rejste mig op på knæ og fik øje på min juice-flaske som lå i støvet med en lang bane af juice flydende ud af den på sandet. Jeg blev ked af det, for jeg havde brugt mine eneste lommepenge på juice, som jeg ikke nåede at nyde overhovedet.
Jeg vendte mig om for at se hvor braget kom fra. Over alt lød der skrig af kvinder og dyttende biler. En enorm grim lugt af brand hærgede hele området. Det var supermarkedet, som jeg lige havde været inde i nogle minutter før eksplosionen, der var sprængt fuldstændig i stykker og kollapset. En masse kvinder løb rundt omkring, slog på sig selv, skreg og græd.
Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Tusindvis af tanker løb igennem mit hoved, og i første omgang troede jeg at det var et jagerfly, der havde mistet kontrollen og havde ramt ind i supermarkedet. Jeg gik nærmere bygningen for at løbe over til min farmors hus, og på vej derhen kunne jeg ikke undgå at se de lange baner af blod der kom ud fra bygningen og ud mod sandet. Vejen var fyldt med kæmpe smadrede mureblokke, og vejen var næsten helt rød af blod. Jeg havde aldrig i mit liv set så store mængder af blod før, og i bare forskrækkelse løb jeg alt det jeg kunne op til min farmor.
Jeg kom op til en familie der græd og råbte. De spurgte om hvor jeg havde været henne, og jeg svarede at jeg var ude på fodboldbanen, og at jeg kom op fordi jeg havde hørt et kæmpe brag som forskrækkede mig. Jeg fortalte aldrig hvad jeg så og oplevede, og sårene på min hage og mine knæ efter faldet, fik jeg aldrig forklaret hvor kom fra. Jeg fortrængte oplevelsen og fik først behandlet den, da den spontant poppede op i mig under en meget intens meditation som 19 årig.
Under meditationen fik jeg det man kalder for en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg befandt mig, rent psykisk, i min farmors stue, hvor jeg hørte et ordentligt brag udenfor. Det fangede straks min opmærksomhed, og jeg fløj direkte ud af stuen, ud mod altanen og udover altanen. Jeg vidste hele tiden hvad der ville ske i næste øjeblik, og det var utrolig fascinerende - en slags deja-vu, men alligevel ikke. Jeg formåede at komme helt over til supermarkedet, som mere eller mindre var helt kollapset med en kæmpe røgsky over sig. Jeg så, at jeg stod et godt stykke væk fra supermarkedet, og kunne mærke præcis de følelser og tanker der løb igennem mig den gang. Jeg så, hvordan der var blod der langsomt kom ud af bygningen hen langs jorden og ud på vejen. Der var en meget lang kø af biler på begge sider af vejen med folk der var totalt mundlamme og bare sad i deres biler og dyttede. Jeg kunne høre min mor råbe mit navn på arabisk langt borte, og pludselig var jeg tilbage i min egen krop og vågnede op fra denne dybe bevidsthedstilstand.
Det gik op for mig, at jeg havde fortrængt oplevelsen og kunne huske den svagt, før jeg dykkede ned i min underbevidsthed under meditationen. I stedet for at opleve angst og frygt pga. min oplevelse, kunne jeg ikke lade være med at få et smil frem på læberne med tanken om, at det jeg havde oplevet som 6 årig var helt okay. Jeg blev utrolig glad for mit liv og for at være i live. Hvis jeg var løbet ind i nogen form for komplikationer i supermarkedet, som forsinkede mig i et par minutter, havde jeg ikke siddet her i dag.
Jeg har siden da været en inkarneret modstander af krig. Jeg er af den opfattelse, at man på ingen måde kan retfærdiggøre bombning af folk, destruktion af deres hjem, drab på deres familier eller udsætte små børn for så forfærdeligt et syn som eksplosioner, sprængte legemer og lig.
En stor del af de vestlige lande ved i dag ikke hvad krig er. Mange mennesker bliver igennem politikernes korruption og hjernevask født til at tro, at krig er okay til at retfærdiggøre ting med og få sin vilje. Af den grund er der også mange mennesker der støtter krig i dag, og politikernes mål er at tilrane sig mere magt og flere penge - men dette bliver der dækket over!
Et eksempel ville være den dybt uretfærdige Irak-krig. Utrolig mange folk bakkede op om krigen, hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå. Et tragisk angreb på WTC i New York kostede nogle tusinde mennesker livet - selvfølgelig er det sørgeligt og burde aldrig være sket, men det er simpelthen den rene idioti at retfærdiggøre bombninger af flere hundred tusinde mennesker i Afghanistan og Irak med et ”terrorangreb”. USA's regering brugte fiktive argumenter for at bombe Irak, argumenter såsom at landet sad inde med masseødelæggelsesvåben, som truede deres frihed. I sidste ende fandt de ingen masseødelæggelsesvåben, ikke engang spor af dem - derudover fik de kontrol over olien og landet: Mere magt og flere penge. USA’s præsident, George W. Bush, formåede at sætte hele den amerikanske nations befolkning i skak med tanken om, at det næste terrorangreb kunne finde sted hvert eneste øjeblik. Præsidenten skabte en kraftfuld illusion om trusler mod landet, som ikke stemte overens med de ting der foregik udenfor Amerikas grænser. At der de efterfølgende år ikke fandt nogen terrorangreb sted, kunne præsidenten takke sig selv for - han udnyttede terrorangrebet til at skabe frygt hos befolkningen, så befolkningen følte sig i sikkerhed i de 4 år med ham på posten, fordi der ikke har været flere terrorangreb på trods af ”faren”, som han prædikede så meget om: USA genvalgte ham pga. hans evne til at beskytte.
I dag taler USA's regering om at de vil fortsætte med at invadere lande i Mellemøsten, da præsidenten anser dem som kaos-lande. Han ”frygter” flere terrorangreb fra de olie-rige lande, og af den grund skal landene bombes, og deres styre skal væltes. Jeg kommer fra et land hvor det er fuldstændig modsat: Der sker tusindvis af uretfærdige ting i Mellemøsten, som Israels og USA's regering står bag - ting, som Vesten ikke aner noget som helst om pga. censur. Israel og USA anses som terrorister i Mellemøsten (præcis som i Vesten), og Mellemøstens ringe evne til at beskytte sig selv mod sådanne supermagter resulterer i angreb som på WTC. USA kalder derefter Mellemøsten for terrorister, mens Mellemøsten gør det samme.
Som det kan læses og forstås, er det en ond cirkel. USA stræber efter en såkaldt fred ved brug af krig, som Mellemøsten kalder for terrorisme, og Mellemøsten beskytter sig selv med små organiserede angreb mod USA (hvilket er meget naturligt), som USA kalder for terrorisme.
I dag mener jeg, at hvis en person går ind for krig, skal vedkommende selv tage et gevær og føre krigen. Ledere har det generelt alt for godt her i Vesten, og de aner ikke hvad de udsætter deres soldater og det invaderede lands befolkning for. Det er forfærdelige syn man bliver mødt af i krige, og jeg nægter at tro på at et menneske er i stand til at dræbe et andet menneske, med mindre mennesket er født og opvokset i krigsramte områder eller er hjernevasket med frygt og terror. Det går som regel først op for soldaterne hvad krig er, når de selv står midt i en krig - og værre er det for de folk der bliver ført krig imod. Jeg husker f.eks. tydeligt hvordan jeg de efterfølgende dage hørte bombninger rundt omkring i vores by. Jeg og min familie levede i en konstant frygt og angst for at blive ramt af en bombe eller et missil - for man vidste aldrig, hvor det næste missil ville ramme, hvornår det ville ramme og hvem det ville ramme. En frygt der har gjort samtlige af mine familiemedlemmer psykisk syge og svage, mens jeg er den eneste fra familien, der blev styrket meget psykisk og fik erfaringer og oplevelser, jeg kunne integrere i mit liv på en positiv måde til min egen fordel.
Krig rummer en stor fascination hos utrolig mange folk i dag, hvilket et eller andet sted er til at forstå. Mennesket i dag gør hvad som helst for at få mere magt og flere penge, og den følelse man får af at stå med eksplosive midler og have en hel befolkning i sin hule hånd, mens man leger gud, resulterer i et enormt adrenalinrush, som mange mennesker desværre bliver afhængige af, og derfor er villige til at prøve at lege med liv igen. Dog er der mange soldater der får sig en slem overraskelse, når de er med i en krig - en overraskelse der gør, at de ikke har lyst til andet end at komme hjem til deres familie i de trygge omgivelser… med følelsen af at de aldrig i deres liv vil røre et gevær igen eller slå et andet menneske ihjel.
Men igen er dette absolut ikke en grund til at gå i krig. Som sagt, så er der simpelthen ingen grund der er stor nok til at retfærdiggøre en krig med. Krig er og bliver forfærdeligt, og det skal være noget man undgår, koste hvad det vil. Krig har kun negative følger - muligvis vil man opnå kontrol i områder pga. krig, men sammen med kontrol vil der altid medfølge modstand og oprør.
Krig laver et følsomt menneske om til et menneske uden følelser. Krig skaber frygt og splittelse. Krig dræber et menneske psykisk. Krig udvikler et menneske i den negative retning, og mennesket vil aldrig blive det samme igen. Derfor er jeg imod krig, og derfor har jeg ingen respekt tilovers for folk der støtter krig… lige meget hvad deres argumenter måtte være.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
