|
En artikel jeg fandt om hvordan ekstrabladet kan fordreje en historie fuldstændig:
Flix.dk
D. 24/04 2005
Ekstra Bladet og jeg
Volleyball-spilleren Per Madsen kom på hospitalet med dehydrering og blev hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet som ecstasy-misbruger. Læs hans rystende beretning om det journalistiske makværk der lå bag og konsekvenserne da EB sagde »Velkommen på forsiden!
Nu er det jo nok ikke nogen statshemmelighed, at Ekstra Bladet (EB) har et ret afslappet forhold til sandheden og skildringen af denne, men alligevel var chokket til at føle på, da jeg kom til at mærke det på egen krop.
Selv om nogle af deres overskrifter og artikler tydeligvis ofte bærer præg af, at der er “smurt tykt på", så tænker man alligevel at, “der er nu nok lidt om sagen alligevel".
Well…tænk igen!
Jeg oplevede nemlig at få min helt egen “Velkommen til forsiden"-oplevelse tilbage i 2000, og det på baggrund af en historie, der var løgn fra ende til anden…en frit opfundet historie udklækket i en alkoholiseret og tilrøget journalisthjerne.
Det hele starter med, at jeg er deltager i en landsdækkende beachvolleyball turnering ved navn “Sunkist Beachvolley Tour 2000?. Det er stort set de samme mennesker der deltager ved hvert stævne, så alle kender alle.
Hver weekend hen over sommeren er der stævner på forskellige strande i Danmark, og på et tidspunkt er karavanen nået til Marielyst på Falster. Min makker - vi kan kalde ham Peter - plejede egenligt at spille med en anden, men da han havde fået en skade, erstattede jeg ham et par weekender. Han var dog blevet klar til stævnet i Marielyst.
Eftersom det plejer at være ganske underholdende til stævnerne, besluttede jeg alligevel at tage derned - om ikke andet så for at hygge mig med de andre spillere.
Weekenden oprinder, og selv om jeg ikke er med i turneringen, får jeg spillet volley hele dagen…i ca. 28 graders varme.
Der er altid nogen der gider spille, eller én der er blevet skadet, som man kan afløse.
Da klokken er ved at være 18 eller deromkring, beslutter vi at holde for i dag, tager tilbage til campingpladsen hvor vi skal overnatte, går i bad, får lidt at spise og tager så ned på “Larsen’s Plads” i Marielyst, hvor der ligger diverse caféer og værtshuse side om side.
Hele “volleyfolket” er samlet dernede og der bliver drukket, danset og festet. Jeg er i selskab med – lad os kalde ham Aksel - og 5-6 andre fyre, jeg har spillet volley med i mange år.
På et tidspunkt går jeg indenfor for at svinge dansebenene, men kommer ud igen efter ca. én times tid, og bliver mødt af mine kammerater, der er ret chokerede. Det viser sig at Aksel, pludseligt var begyndt at opføre sig mærkeligt, og efter et kort øjeblik var han væltet bevidstløst om på gaden, og havde knaldet hovedet ned i nogle brosten. Da han kom til sig selv, havde han været meget konfus og mere eller mindre umulig at komme ordentlig i kontakt med, og de andre havde derfor skyndt sig at ringe efter en ambulance.
Ambulancen var kommet, men de kunne slet ikke styre Aksel, og derfor var politiet blevet tilkaldt for at få ham pacificeret og taget med på sygehuset.
Lidt senere på natten begynder jeg selv at få det meget dårligt, så jeg tager tilbage til campingpladsen, går i seng, og håber på det bare er fordi, jeg har drukket lidt for meget.
Da jeg vågner har jeg det mere end ringe. Det skal siges, at jeg er noget nært berømt for at få dommedagsagtige tømmermænd, men det her var noget helt andet. Jeg var enormt svimmel, havde stjerne-ondt i hovedet, kvalme og følte hele tiden, at jeg var ved at dratte om.
På én eller anden måde lykkedes det mig at få pakket telt og grej samme, og vi kører ned til stranden for at se beachvolleyfinalerne.
Jeg får det løbende dårligere og dårligere, og føler at “det er helt galt det her", men formår dog at holde mig nogenlunde på benene. Efter finalerne får vi at vide, at Aksel er blevet indlagt på intensivafdeling på sygehuset i Nykøbing, men at lægerne ikke rigtig ved, hvad der er galt med ham. Vi bliver selvfølgelig meget bekymrede, og beslutter derfor at køre til Nykøbing for at se til ham.
På vejen derned må vores chauffør flere gange holde ind til siden, for at jeg kan komme ud og kaste op. På et tidspunkt holder vi ind på en tankstation, og jeg lægger mig på græsset uden for tanken, mens de andre smutter ind for at købe noget vand til mig. Jeg ryster ukontrolleret over hele kroppen, og får kraftige problemer med at trække vejret, hvilket sætter mig i en tilstand af panik. Jeg føler ganske enkelt, at der ikke kommer luft ned i mine lunger, og at jeg er ved at blive kvalt.
De andre skynder sig at proppe mig ind i bilen, og kører ned til hospitalet, alt imens jeg er begyndt at hyperventilere. Vi når netop at træde ind i modtagelsen, da jeg mister bevidstheden og falder om på gulvet og går i krampe.
Hvad der efterfølgende sker står lidt uklart for mig, idet jeg konstant gled ud og ind af bevidstheden. Mine kammerater har dog fortalt mig, at de fik fat i nogle sygeplejersker og læger, og sammen fik de bakset mig op på en båre, og kørt ind i et undersøgelseslokale. Mens jeg ligger derinde har jeg voldsomme kramper i hele kroppen, ligger spændt som en flitsbue og vender det hvide ud af øjnene.
For at jeg ikke skal komme til skade, forsøger de (2 volleyspillere på knap 2 meter…vi kan kalde dem “Ole” og “Jens", en portør og en læge) at holde mig, indtil kramperne går over. Kramperne fortsætter dog, og lægen beslutter sig derfor at injicere mig med en dosis stesolid. Det har ingen effekt, og han prøver derfor igen nu med dobbelt dosis, hvilket heller ikke har nogen effekt. Da han injicerer mig for 3. gang, er det med en tredobbelt dosis stesolid, og nu begynder kramperne at aftage - eller dvs, nu går der hele 10-20 sekunder mellem kramperne. Lægen bestemmer sig for at få mit hoved CT-scannet, da han frygter at jeg måske har pådraget mig én eller anden form for skade i hjernen.
Pga. kramperne kan jeg dog ikke ligge stille i apparatet, og jeg får derfor en maske over mund og næse, og bliver lagt i fuld narkose, samtidig med at jeg får et muskelafslappende stof.
Da jeg vågner igen, ligger jeg på en intensivafdeling med drop i armene og elektroder på brystet. Jeg aner ikke, hvor jeg er henne, eller hvad der er sket. Jeg drejer hovedet, kigger mig omkring og ser til min overraskelse, at jeg ligger i en seng lige ved siden af Aksel. Han er ligeledes hooket op med diverse drop og elektroder, og ligner heller ikke én, der har det for godt.
Han rejser sig op, kigger forvirret omkring, får øje på mig, hilser og begynder at tale. Alt hvad han siger er komplet “sort” og giver overhovedet ingen mening.
Ved siden af mig sidder Ole og Jens plus nogle af de andre fra klubben. Ole og Jens har opholdt sig på hospitalet under hele forløbet, og har ikke veget fra min side på noget tidspunkt. Jens har endda ringet til sin arbejdsgiver og sagt, at han ikke kommer på arbejde næste dag. Ole fortæller mig, at Aksel muligvis har fået en hjerneblødning, og at lægerne ikke rigtig kan sige, hvor alvorligt det er. Muligvis skal han have boret et hul ind til hjernen for at lette et eventuelt tryk.
10 minutter efter jeg er vågnet kommer en læge ind. Han spørger mig alvorlig om Aksel eller jeg har taget stoffer i løbet af natten. Personligt kunne jeg ALDRIG finde på at tage nogetsomhelst, og Aksel er så meget eliteidrætsmand, at han ikke engang spiser færdigskåret rugbrød…klingerne smøres på fabrikken nemlig med vegetabilsk olie, og han vil ikke spise noget der indeholder unødige fedtstoffer! Jeg svarer derfor selvfølgelig nej til spørgsmålet, og fortæller lægen, at jeg er 110% sikker på, at Aksel heller ikke har taget nogen stoffer.
Lægen spørger så, om det er muligt, at nogen har puttet noget i vores drink uden vores vidende. Det kan jeg selvfølgelig ikke afvise med 100 procents sikkerhed, men jeg fortæller ham, at det kan jeg virkelig ikke forestile mig.
Lægen fortæller så, at de toksikologiske test de har foretaget på Aksel og jeg, heller ikke har vist spor af stoffer. Ifølge lægen skyldtes mine krampeanfald voldsom dehydrering, og en såkaldt acidose (en forsuring af blodet), som var fremkommet som følge af mine vejrtrækningsproblemer. Jeg havde ganske enkelt ekstrem lav ph-værdi i blodet, hvilket fik alle mine muskler til at gå i krampe.
Acidosen kunne potentielt være farlig, men nu hvor det var stoppet, ville jeg ikke få nogle eftervirkninger udover, at jeg nok ville være voldsom træt i nogle dage efter.
I løbet af aftenen dukker flere af vores “volleyvenner” op, og de fortæller, at de af sygeplejerskene er blevet advaret om, at der lusker nogle journalister rundt udenfor hospitalet. Journalister der var interesseret i en historie. De har ikke snakket med dem, og har heller ikke i sinde at gøre det,- der er jo ingen “historie” at fortælle. Sent søndag aften bliver jeg så udskrevet med besked om at holde mig i ro et par dage, og vi vender næsen hjem mod Odense.
Næste dag vågner jeg ca. klokken 10 ved at telefonen ringer. Det er Jens, der starter med at høre mig om jeg er OK. Det fortæller jeg ham, at det er jeg, og han spørger mig så, om jeg har haft tændt for radio eller TV, eller måske læst dagens aviser. Det har jeg ikke, så jeg går ind og tjekker tekst-tv og får lidt af et chok.
“2 indlagt efter volleystævne“ står der på TV2’s tekst-TV, mens DR’s tekst-TV side har en lignende overskrift. Essensen af “nyheden” var, at 2 deltagere i den Danmarksomspændende beachvolley-eliteturnering var blevet indlagt på intensivafdelingen i Nykøbing. Der stod også, at man ikke var klar over hvad baggrunden var, men at der var mistanke om, at der var stoffer involveret.
En time senere tropper Jens (som temperamentmæssigt minder om Dalai Lama) op - rød i hovedet af raseri og med Politiken, Berlingske, Fyens Stiftstidende, B.T. og ikke mindst Ekstra Bladet under armen.
Mens de øvrige aviser har små og beskedne artikler om “sagen", har Ekstra Bladet valgt at klaske det op på forsiden. 4 sider inde i avisen står der med fede typer:
“Elitesportsfolk indlagt på intensiv efter Ecstasyforgiftning”
I artiklen står der, at Aksel og jeg er blevet indlagt på intensivafdelingen i Nykøbing efter at have indtaget “Ecstasy". Det beskrives, hvordan Aksel var gået amok i en ecstasy-rus, og hvordan jeg, anonymt, var blevet indleveret i bevidstløs tilstand af mine kammerater, som dog efterfølgende havde “valgt at fortrække inden nogen kunne stille ubehagelige spørgsmål” (!).
De skriver endvidere, at Aksel overfor politiet har indrømmet, at han bruger “Kinapiller" - piller som EB beskriver som en helt ny og farlig form for ecstasy. Artiklen er skrevet, så der ikke efterlades tvivl om, at Aksel og jeg er brugere af ecstasy, og at den er “helt gal” i det danske sommerland - øjensynligt også hos “såkaldte eliteidrætsfolk".
Ifølge EB har vi ganske enkelt taget så meget ecstasy, at vi endte med at blive indlagt på intensivafdeling i kritisk tilstand. Artiklen driver af “skandale og sensation” og der er plastret billeder af ecstasy-piller på siderne. 90% af oplysningerne i artiklen er faktuelt forkerte, og der er digtet lystigt.
Hele morgenen har Jens forsøgt at komme i kontakt med journalisten på EB, men han lader sig desværre ikke træffe. Efter 5 forsøg lykkes det dog, og Jens spørger ham “hvad satan han bilder sig ind?!"...sådan at skrive en artikel, der er løgn fra ende til anden.
Journalisten forklarer, at han “havde hørt noget” og så ellers lagt 2 og 2 sammen, og at det forøvrigt var en ganske normal måde at arbejde på.
Journalisten fortæller også, at han ved, at Aksel overfor politiet har indrømmet, at han tog “Kinapiller". Jens forklarer så journalisten, at “Kinapiller” er et kosttilskud bestående af klidfibre, som er gode for fordøjelsen, og at journalisten forøvrigt kan fise ned og købe dem i Matas eller Bilka - noget der gør journalisten en kende mundlam.
Hvordan journalisten kan påstå, at jeg er blevet indleveret anonymt, og at mine kammerater skyndte sig at smutte, inden der kunne stilles spørgsmål, kan han heller ikke rigtig forklare. Jens sviner journalisten til i små 10 minutter, og til sidst må han indrømme, at der nok alligevel ikke rigtig var kød på historien, men han mener dog stadig, at det var OK at bringe den som den var skrevet.
Klokken 13 bliver jeg så ringet op af en mand fra Nykøbing, der siger, at han er politibetjent, og at han gerne lige vil tale med mig. Jeg siger “yeah right” og spørger ham, hvordan jeg kan vide, at han ikke bare er en journalist, der er ude efter en historie. “Nææh” det kan han sådan set godt se, så han indvilger i at lade mig ringe op til stationen i Nykøbing. Han fortæller mig straks, at han godt forstår min mistro, men at han altså var nødt til at stille mig et par spørgsmål om det hændte - nu hvor der ifølge medierne var tale om stoffer i nattelivet i Marielyst. Derudover er han meget interesseret i at høre, hvad det er for nogle “Kinapiller” vi øjensynligt har taget, hvor vi har fået dem fra, og i det hele taget vil han gerne vide hvad der skete den aften.
“Det er ikke dig vi er ude efter, men vi må vide hvor I har fået stofferne fra. Du behøver altså ikke være nervøs!"
Jeg fortæller ham alt hændelsesforløbet den famøse aften, og fortæller ham også hvad “kinapiller” er for noget. Betjenten fniser, da han hører at EB har udråbt “Kinapiller” til at være et nyt hårdt euforiserende stof, og han lover at udsende en kort pressemeddelelse, så folk generelt, og volley-folket i særdeleshed, ikke tror, at Aksel og jeg har noget som helst med ecstasy at gøre.
Da jeg en lille times tid senere tjekker tekst-TV, kommer der ganske rigtigt et dementi - dvs. der står, at der ikke længere er mistanke om forgiftning med ecstasy, men at det derimod drejede sig om en hjerneblødning og et tilfælde af dehydrering, hyperventilering og en deraf følgende acidose. Aviserne skriver næste dag ligeledes den “rigtige historie", mens EB på side lort har 4 linier, hvor de skriver at det alligevel ikke drejede sig om ecstasy.
Resultatet af Ekstra Bladets artikel er, at folk i volleykredse, hvor alle kende alle, tror, at Aksel og jeg havde taget stoffer…(det gør de dog ikke længere).
Hændelsen er oppe at vende i Dansk Volleybal Forbund, og flere har kontaktet forbundet, for at få os ekskluderet. Udgangen på sagen er, at forbundet får forklaret folk den rette sammenhæng, og det hele dør hen igen.
Efter at have været indlagt i Nykøbing i 14 dage, bliver Aksel overført til Rigshospitalet, hvor han ligger i en lille måned. Han har slet ingen erindring af, hvad der skete den lørdag aften i Marielyst og små 14 dage frem…det er ganske enkelt slettet fra hans hukommelse. I dag har han det fint og har ikke rigtigt haft nogle mén.
Anyway - der står man så, uforskyldt stemplet som bruger af ecstasy, og det pga. en debil journalist, der skulle tjene til føden.
Hvorom alt er, så gør man nok klogt i at trække 90% fra EB’s artikler. Det er journalistik, når det er værst.
Som de siger…"Find dig i Ekstra Bladet OG find dig i hvad som helst" - eller hvordan den nu er...
“Kinapiller"… pfff
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
