Psychedelia.dk

Ellers er det, kort sagt, ikke særligt at være menneske.

Prøv bare at se vores sol system. Bare her er vi unikke "~tilfælde~".


/Cope

Nå ja, nu er det ikke fordi der er SÅ mange planeter i vores solsystem som opfylder de grundlæggende kriterier for at understøtte liv som vi kender det; bl.a. flydende vand kan tænkes at være en nødvendighed. Bare fordi der ikke er andet liv i solsystemet (hvad vi ved af), betyder det absolut ikke at det ikke er nogenlunde udbredt på jord-lignende planeter i andre solsystemer.

Jeg mener ikke du dermed ka' udlede at intelligent-design ('intelligent' her blot forstået som et eller andet 'skema' udviklingen følger, som feks DNA) dermed ikke ka' ligge bag udviklingen. Et foster bruger jo også først 9 måneder inden i moderen's mave, før det bli'r til et menneske. 9 måneder i menneske-tid svarer måske til 9 millarder, eller 90 eller 900 eller noget andet, i univers-tid.

Hvis universet udvikler sig efter nogle fast-lagte regler, en slags universel DNA feks, ligesom mennesker udvikler sig efter biologisk DNA, så ka' der sagtens være en tids-indstillet faktor der gør at livet sku' opstå lige omkring det tidspunkt hvor det gjorde. Og der ka' også være en tids-faktor der definerer ca hvornår selv-bevidsthed sku' opstå. Der ka' endda også være en tids-faktor, som måske ka' manipuleres ligesom biologisk DNA ka' manipuleres, der bestemmer hvor lang tid der ska' gå inden cyklussen er 'færdig' (altså en slags gennemsnitlig leve-tid for et standard univers)

Livet følger jo på mange områder nogle faste regler for hvornår visse udviklings-trin ska' ske. Feks begynder alle børn at gå på nogenlunde samme tid, de kommer i puberteten på nogenlunde samme tid, de skifter mælke-tænderne ud på nogenlunde samme tid, de får skæg på nogenlunde samme tid, osv.

Det er ihvertfald en mulighed at universet også er underlagt lignende DNA-agtige 'regler', sådan som jeg ser tingene



Et af de bud jeg har hørt som værende noget af det pt mest realistiske med hensyn til at finde liv udenfor jorden, men stadig indenfor vores eget sol-system, sku' være nogle af de måner nogle af vores sol-system's planeter har. Feks har en af Jupiter's måner, 'Europa', været nævnt som en måne hvor der måske findes et hav af flydende vand under en is-dækket over-flade, og hvor en eller anden form for hav-baseret liv måske ka' trives.

Saturn har iøvrigt en måne der hedder Prometheus (den har også en der hedder Pan, men jeg ved ikke om den har nogen Umiddelbar 'kobling' til nattelivet i kjøvenhavnstrup, hehe)

Ialt er der over 100 måner i vores sol-system: http://www.planetary.org/learn/solarsystem/moons.html

Teori og virkelighed:

For at noget kan skabes. må der være en skaber og hvordan kan man skabe noget som man ikke selv indeholder og hvordan får man skaffet materialer?

Materialet, skabningen og skaberen - måske behøves ingen skarp afgrænsning?

Vi skaber og vi skaber os selv ud af det vi har og det vi er og sådan må det være.. Eller hva?

Hvis man røre rundt i den store kant-ede/ur-tåbe-suppedas hvem er man så?

Nogen må jo røre rund i den store "gryde" det bliver ikke gjort af sig selv

anbefalingingen af J. Krishnamurtis gør mig glad, der er en person som er meget klogere end mig selv...

Utroligt lærerigt har flere videoer og bøger med J. Krishnamurtis, kan varmt anbefales, sammen med R. Steiner så kan de fleste moderne ID teorier godt gå hjem, men jeg må sige at det GLÆDER mig at der i det mindste er en DEL skeptis overfor Darwin, hva defleste måske ikke ved er at Darwin gik hen og blev i tvivl om sine egne teorier på sine gamle dage

Men rygtet spreder sig hurtigt og inden de har hørt det sidste nye leger de med det gamle, det ved man da hva er...? Eller ...

Spiritualisme er for mig en vis fordomsløshed men heller ikke en vankelhed som ikke kanvil tage stilling, naturen, god og verden kan ses på mange måder og der findes mange modsigende argumenter for det ene eller andet, men de behøves ikkeat være i modstrid de kan komplementeres, Man kan være meget, men betegnelserne, begreberne må ikke ses som erstatning for den virkelige ting, det er skillelinier vi bruger for at egne korrektur men en spejling blir ikke det somk aster spejbilledet så om man er Idealist, Realist, Rationalist, Materialist, sensualist, pneumatiker, matematiker, okkoltist, psykolog, psykosofist, gnostikker,voluntarist, logiker, transcendentalist osv. (tages forbehold forstavefejl)...

Man kan altså vælge en livsanskuelse og så prøve med sin egen begrænsede teori at modbevise de andre, men hvis man gør det fordi man _TROR at ens egen begrænsede teori er denm endegyldige og de andre tagerfejl, så skal man nok overveje om det ik e r en selv...


Jeg synes m ange herind ehar mange god e meninger, men de skal naturligvis afprøves og jeg argmentere gerne, men i bund og grund så ligger der ethvertsvar i ethvert spørgsmål, hvis det bare bliverstillet ordentligt...

Jrg håber i vil få en god weekend, jeg skal ha noget at spise og en god ryger..

hygge !
Peace man!

Mvh. Astral

Gud skabte mennesket i sit eget billede! Tro på det, eller brænd op i helvede!

Hvorfor er et tilfælde ikke unikt?

Hvorfor bliver hændelser mindre fantastiske, når der ikke ligger en plan bagved? Burde det ikke snarere være omvendt?

Det er jo det, og den eksisterende Big Bang teori (for ikke at nævne mange østlige esoteriske religioner) har mere en "emanationsteori" for universets tilblivelse. I vesten kender vi det fra dele af frimureriet, som taler om "den store formgiver" eller GAOTU (=Great Architect of the Universe). Her er det guddommelige den formgivende "ting"/princip. Så der formes, men skabes ikke

Jeg skriver på intet tidspunkt at "tilfældet ikke [er] unikt". Det er ikke et hvilket som helst tilfælde jeg skriver om, men netop det tilfælde vi lever i. Min harme ligger i at folk anser netop "vores" tilfælde som unikt og straks må opfinde grunde for at bibeholde denne idé om vores unikke tilværelse. Det er min opfattelse at denne retfærdiggøren (eller bedre: bibeholden) af idéen om vores tilværelse som unik, netop fjerner det positive i tilfældets unikum. Når der må kæmpes for at opretholde vores unikum, hvor meget plads efterlades så til de alternative tilværelser der kunne have eksisteret? Alt for lidt er jeg bange for. Det slås ihjel af det sædvanlige og velkendte.

Men dette er selvfølgeligt kun fremtrædent på et ubevidst plan, der begrænser os i valget af tankesæt. Tankesæt der f.eks. fører til Gud.

Meget spændende topic.

Astral, du er så skråsikker på at der har været en skaber af universet, da alt - som du selv siger - jo må være skabe af nogen eller noget. Men hvis det er tilfældet må nogen eller noget jo også have skabt skaberen, og skaberen af skaberen osv. og så er vi jo tilbage ved samme spørgsmål, nemlig hvordan startede det hele?

- Peace

Yep.. Og den er sjov/syg at tænke over for længe.

Men umidelbart.. Så må det jo hænge sådan sammen.?

Altså at der gentagende er én skaber der har skabt den anden osv osv..

Det kan da ikke være anderledes?

Ellers er det hele bare et tilfælde. Men hvilken/hvilke faktor var så med til at skabe dette tilfælde..?

Man kan blive ved!!

/Cope

Tja, altså hvis man bringer "skaberen" på banen så ender der hele i mit hovede i en uendelig løkke. Hvem skabte skaberen osv. Så jeg er af den overbevisning at hele det fysiske univers er en lille del af et større puslespil. Og hjernen er kanalen der forbinder det fysiske univers med resten af puslespillet.

Der har i tiden været mange forsøg på at definere alt det der ligger uden for det fysiske univers. Måske kommer man i himmelen/helvede bagefter. Måske bliver man reinkarneret. Måske finder man først ud af det den dag man går hen og dør. Jeg hælder mest til det sidste. Videnskaben er et godt redskab til at definere og forstå de ting der foregår i den fysiske verden. Men desværre er det ikke så nemt at gå ud over den fysiske verden med videnskabelige metoder. Derfor er det så pokkers svært at forstå, eller endnu vigtigere, at bevise hvad det er der ligger bagved eksistensen af universet, jorden, livet.... Man kan kun gætte...