Psychedelia.dk

Jeg vil meget gerne høre nogle bud på, hvorvidt I mener narkomani er en sygdom eller ej. Det er jo en kendt sag, at organisationer som NA holder stejlt på at narkomani er en sygdom. Jeg må indrømme, at jeg ikke præcis ved hvad de - eller andre - mener med det, men umiddelbart forekommer det mig i bedste fald at være en simplificering, eller et begreb man anvender, fordi det er praktisk at arbejde med.
Nogle vil måske argumentere med, at de forandringer der forekommer i hjernen, når man tager narkotika er tegn på en sygdom, men eftersom de forandringer er specifikke for de forskellige stoffer, kan det ikke forklare det tilsyneladende altomfattende sygdomsbegreb, man prædikerer afhængigheden med.
Jeg synes, at den udstrakte anerkendelse af afhængighed som en sygdom virker som en slags røgslør, der dækker over de virkelige problemer: Seksuelle overgreb, depressioner, tvangstanker, manglende selvværd/selvtillid osv. Er stofferne og ultimativt stofmisbruget ikke blot et udtryk for de virkelige problemer? Selv folk der vokser op i funktionelle hjem (velfungerende kernefamilier og deslige) kan jo lide under psykiske problemer.

Hvad synes I? Jeg vil gerne se nogle argumenter, spekulative såvel som videnskabelige og gerne fra begge sider. Prøv at holde tonen sober og undgå unødig mudderkastning.

På forhånd tak.

Mvh. Psyko

Uden dog at vide det, så tror jeg at NA karakteriser al rekreativ stofbrug som værende narkomani( ret mig hvis jeg tager fejl! ). Det værende sig bl.a. uppers, downers og hallucinogener.
Afhængigt af hvilke "faggrupper", professionelle eller "os" autodidakte, der fortolker fænomenet narkomani, så tror jeg, som psyko skrev, at den professionelle faggruppe diagnosticerer generel narkomani, som en sygdom - en sindssygdom...vel nok for at have et medicinsk behandlingsværktøj?
Men hvis vi ser bort fra medicinering, så omhandler behandlingen for narkomani vel den samme slags terapi, som for andre typer sindslidelser, der ikke er stofrelaterede - sådan groft sagt?

Som for alle stoffer(stimulanser, sedativer, hallucinogener etc.), mange har haft en positiv oplevelse med, så kan trangen til at prøve den samme rus efterfølgende, være manisk, selv efter meget kort tid - ofte
grænsende til en tvangstanke, hvor bevidstheden bare skal ha´ mer´.
Denne tvangstanke er vel et tegn på psykisk afhængighed aka sindssyge, som heldigvis kan være forbigående og af stor individuel karakter.

Ved (længere tids) misbrug overtager den fysiske afhængighed, men den tunge misbruger kan jo sagtens have som største ønske, at kvitte sit misbrug. Er han så stadig (sinds-)syg? Narkomanen har jo en "korrekt" terapeutisk/medicinsk tankegang...

Narkomani må imo, populært sagt, være rusmidlers evne til at "fodre belønningssystemet(ja, Hr. Rindom, det er dit ord).
Men utallige andre finurlige fænomener og handlinger "fodrer" også "belønningssystemet", som f.eks. at drikke, spise og andre aktiviteter, som højerestående primater praktiserer - sex og social adfærd.
Er de sidstnævnte fænomener og handlinger også et udtryk for (sinds-)sygdom?

Men hvis hjernen degraderes som følge af narkomani, så kan man vel godt snakke om sindssyge. Og her kan sindssyge jo være alt lige fra dyb psykose til mildere grad af HPPD?

I know jack shit - ovenstående er muligvis øregas, men blot mit tågede bud

Btw: Menes "afhængighedsgenet" ikke at være lokaliseret og delvist karakteriseret?

Edit: DID I WROTE THAT? Hold da kæft en gang pædagogbræk. Alkohol og tjald ad libitum hæmmer hukommelsen .

Det er vist ikke første gang i historien at man tyr til at bruge forkert terminologi, for at undgå at skulle redegøre for et fænomen. Som du også selv nævner, er stofmisbrug ikke selve årsagen til ulykkeligheden, men et symptom eller konsekvens af den. Det bedste argument for at det kan blive omtalt som en sygdom, er vel at behandslingsmetoderne man bruger er ens med dem man bruger på folk der lider af sygdomme. Man kan nok godt diskutere om hvorvidt narkomani skal behandles, men man kan ikke komme udenom at depression f.eks., er en af de værste tilstande et menneske kan være i.



Jeg tror ikke at der ved trang til stof og tvangstanker er tale om det samme fænomen, selvom symptomerne kan være de samme. Ved tvangstanker kan man, ved tankens kraft, lægge låg på ubehagelige ting der passerer fra underbevidstheden op til bevidstheden. En stærk trang til et stof derimod, kan komme fra ubehag der ligger dybere end hvad tvangstankerne kan nå.

Nej. En sygdom kræver at en's normal-tilstand ikke 'virker', og da narko-brug ikke er en menneskelig med-født ting, ka' narko-brug aldrig klassificeres som en sygdom.

Hvis jeg får cancer, en _intern_ ting, er det en sygdom, men hvis jeg river hul i mine bukser, en _ekstern_ ting, er det ikke en sygdom.

En sygdom er noget der rammer det der definerer dig som menneske, dvs din krop og dine organer osv, og alt hvad du spiser definerer _ikke_ dig som menneske, da føde og narko er eksterne ikke-kropslige ting.

At bruge narko er en lyst-beteelse, ligesom sex, rygning og chokolade-spisning også er. Du har lyst til sex; ergo har du sex. Du har lyst til en cigaret; ergo ryger du. Du har lyst til chokolade; ergo spiser du chokolade. Du har lyst til narko; ergo spiser du narko.

En sygdom er også noget du ikke selv er herre over, det er noget der er dig på-tvunget. Cancer ka' du få du om du vil det eller ej, om du har lyst eller ej. Narko/cigaretter/chokolade/sex ka' du kun få hvis du har lyst (du ska' gøre en _aktiv_ handling for at påføre din krop disse ting. En sygdom påføres dig selvom du er _passiv_)

Lysten til narko ka' man ha' Uanset om man er syg eller rask, så narko-brug alene ka' ikke defineres som en sygdom. Man ka' ikke ha' cancer når man er rask feks, ergo er dét en sygdom.
Man ka' selvfølgelig sagten's være syg _og_ bruge narko samtidig. Men man ka' også være rask _og_ bruge narko samtidig.

At narko-brug ka' være problematisk er en helt anden sag, som absolut er alvorlig nok. Men en sygdom er det ikke.
At narko-brugere feks ikke har let ved at få job, gør dem ikke til syge mennesker. Invandrere har også svært ved at få job, men det kalder man jo ikke for en sygdom.
Ska' man sige noget, er det måske at samfundet er indrettet sådan at det er Uflexibelt overfor mennesker der har narko-brug som livs-stil. Men det er et kultur-spørgsmål, og ikke en sygdom. Arbejds-markedet er heller ikke særlig flexibelt overfor feks visse religioner der vil bede på bestemte tidspunkter, eller ikke må spise bestemt mad som kantinen laver, osv. Men det er kultur-betinget (religion), men ikke en sygdom (ikke at ku' spise svine-kød feks, eller ikke at ku' gå uden hoved-slør, er kultur-betinget (som man selvfølgelig ka' mene om hvad man vil, men det er en helt anden sag), men ikke en sygdom)
Og i forlængelse af det; man ka' ikke forlange at folk ska' tvinges til at ændre deres kultur eller religion (i-og-med loven specifikt tillader religions-frihed, og at man derfor ikke ka' øve pression mod en person for at denne ska' ændre sin religion). Man ka' forlange de ikke er voldelige osv, men et menneske's livs-kultur (sålænge det kun vedrører personen selv, som narko-brug jo gør) er mennesket's egen.

Punktum, Basta!



Her vil jeg godt protestere (og kraftigt! kære psyko ). Narko-brug behøver ikke skyldes at man har 'problemer'. Man behøver ikke ha' et problem bare fordi man har lyst til sex/chokolade/narko. At man har lyst er rigeligt. Narko og problemer er ikke 2 sider af samme sag, det er ikke 2 ting der absolut hører sammen. Narko ka' sagten's stå alene, og problemer ka' sagten's stå alene.

Når jeg feks spiser chokolade, så er det ikke fordi jeg er depri over at være single, men fordi jeg godt ka' li' chokolade. Da jeg ikke var single spiste jeg også chokolade, og jeg spiser ikke altid chokolade selvom jeg er single. Så de 2 ting hører ikke sammen.

Hvis narko-brug ska' kaldes en sygdom, så ska' hedonisme også kaldes en sygdom. Hedonisme er _ikke_ en sygdom.



'unødig mudderkastning' si'r du Jeg kaster ikke med mudder Unødigt, men kun når det er nødvendigt. Og da du be'r om en _sober_ tone bli'r jeg altså nødt til at sige at det er noget myndighederne har _meget_ svært ved. De argumenterer med forbud og der-af en 'voldelig' politi-indsats i narko-debatten, og det er alt andet end sobert
Dén opførsel, debat-form, ka' du med rette sige er syg (det er ligesom med voldelige ægte-mænd; de slår som regel fordi de ikke har et tilstrækkeligt stort ord-foråd til at ku' udtrykke sig verbalt; altså en direkte mangel på intelligens. Først når en voldelig ægte-mand ta'r skridtet væk fra at bruge vold, er han på rette vej til at blive en bedre ægte-mand. Myndighederne er pt en dårlig ægte-mand)

JEL, jeg følger dig langt hen ad vejen.

Jeg er dog lidt i tvivl om én ting. For ja, stoffer er sjove og derfor tager man dem (eller fordi de hjælper med noget: kvikker, bedøver, whatever), men disse eksogene stoffer kan sommetider ændre din hjernes udgangspunkt i en ret markant grad: receptorerne nedregulerer sig selv, du bliver tolerant og du begynder at få det desideret dårligt når du IKKE har en udefrakommende infusering af stoffet.

Ergo: din naturlige krop virker ikke overladt til sig selv. Derfor: du er syg.

Eller hvad?

Sådan skud fra hoften: en delmængde af fænomenet "narkomani" er eller kan være en decideret sygdomstilstand - men narkomani kan ligeså ofte være et symptom på en underliggende sygdom: depression, post-traumatisk stress, endogen kemisk ubalance (sygdom i sig selv), osv.

Eller hvad?

Jeg er som de fleste her enige i, at narkomani i sig selv ikke er en sygdom. Man kan dog sagtens blive syg af at tage stoffer. Det er jo som regel ikke hensigten. Derfor er det svært at skelne mellem de to ting. Og derfor tror jeg, at jeg vil give dig ret, Malkavian:

I mine øjn er det halvt om halvt, og synes folk går for meget op i om det er en sygdom eller ej.

Der er 2 faktorer - genetik, og opvækst.

årsagerne er mange, det kan være forkerte adfærdsmønstre(at man håndterer en nedtur dårligt, og skynder at bedøve sig selv og sine følelser for at flygte), det kan også være man bare generelt har det så psykisk dårligt at man bliver nød til at ryge smerten væk.

På den genetiske side så er vi alle forskellige oppe i hjernen, nogle får udløst meget dopamin, nogle har ekstremt få dopaminreceptorer, nogle har rigtig mange, nogle få dopaminreceptorer, men derimod mange serotoninreceptorer. Dette afgørrer bl.a. hvilket stof den givende misbruger foretrækker.

Selvfølgelig er der også nogle der statistisk set ikke er specielt i misbrugsfare, men alligevel ender som misbrugere. Disse er måske specieult udsat pga deres omgangskreds.


Der er vel forskel på misbrugere, hvilke kendetegn og årsager tror i der er til misbrug af de forskellige stoffer?

JEL > Hvis du kendte mig, ville du vide at der ikke var nogen grund til at protestere. Jeg udtrykte mig måske lidt uklart i mit initiale indlæg, men jeg mener heller ikke, at enhver indtagelse af narkotika er forårsaget af et bagvedliggende problem. Jeg mener dog, at afhængighed er, og at det nogle gange er svært at skelne imellem om man kan lide et stof bare fordi man kan lide det, eller om man kan lide det fordi det slører ens fokusering på visse problemer.


Malkavian > Det er korrekt at fysiske abstinenser kan minde om en sygdom, problemet er bare at en organisation som NA går meget længere i sin definition. Det handler om at enhver form for afhængighed, psykisk såvel som fysisk er en sygdom, og det mener jeg er for simpelt sat op. Nuvel, trangen til at tage stoffer kan blive overvældende stærk, men det kan trangen til at købe en faxe kondi eller bestille en lækker nr. 47 pizza (hey, den er virkelig god!) også. Det er selvfølgelig et kuriøst eksempel, for både konsekvenser og typen af afhængighed er forskellig, men jeg synes alligevel det holder nogenlunde.

Mvh. Psyko

Nå er det _dig_ der følger efter mig, så behøver jeg ikke være så paranoid



Jeg er ikke enig med at dét defineres som sygdom. Din krop er ikke istykker selvom du har abstinenser, hvor lede de end er.
Som jeg ser det, er abstinenser en tilstand, men ikke en sygdom.

Du har ikke abstinenser fordi din krop er gået 'istykker', du har abstinenser fordi du er 'sulten'. Det ka' jeg ikke få til at være en sygdom. Når din mave rumler af sult efter almindelig mad er det heller ikke en sygdom. Eller når du er så liderlig at du ikke ka' tænke klart, så er det heller ikke en sygdom, men også en 'sult'



Ikke hvis du spør' mig. Depression får ikke folk til specifikt at opsøge narko, og derfor ka' narko-brug ikke være et direkte symptom på depression. Stress og kemiske endogene Ubalancer fører heller ikke partou til at du efterspørger narko, og hænger derfor heller ikke kausalt sammen.

Nogle deprimerede begår selvmord, andre spiser fløde-kager, andre ta'r narko, andre gør ingenting.

Men...

Nogle _ikke_-deprimerede begår _også_ selvmord, spiser fløde-kager, ta'r narko, gør ingenting.



Jeg tror du har ret i at folk's motiver for at gøre det ene eller det andet, ka' være forskellige. Nogle mener sikkert ikke selv de har problemer i livet. Andre mener sikkert deres liv er 1 stort problem.
Nogle føler sikkert ikke de selv har noget at flygte fra. Mens andre sikkert føler de selv har meget at flygte fra. Og dem der føler de har noget at flygte fra, bruger sikkert mange forskellige ting som flugt (sex, mad, narko, rejser, arbejde, rengøring, hvad-ved-jeg)

Men dybest set ka' jeg selvfølgelig kun tale for mig-selv, og det var ikke 'problemer' der installerede min narko-interesse i mig . Og det er ikke 'problemer' der gør at jeg _stadig_ er narko-interesseret.
(faktisk var det slet ikke direkte narko min narko-interesse startede med, men interessen for følelser og det at føle følelser. Og det er det sådan set stadigvæk, men nu ved jeg bare at narko er et rigtig godt redskab til at påvirke mine følelser med. Jeg bruger narko ligesom jeg bruger musik, film, sex, mad og alt andet; til at berige mit liv, til at opnå dejlige følelser. Jeg bruger ikke narko fordi mit liv er frygteligt, eller fordi jeg ikke ka' holde det ud. Jeg bruger narko fordi det gør mit liv bedre end hvis jeg ikke brugte det)

Det er ikke det-samme som at jeg ingen problemer har overhovedet, eller at mit liv bare er super-duper-perfekt (der er også regnvejrs-dage i mit liv ), men det er en anden snak.
Det mest betydelige problem jeg faktisk har med narko, indtil videre ihvertfald (udover selvfølgelig problemet med at skaffe den mindre farlige kvalitets-narko (læs: _ren_ narko (feks ren koffein, som er et mildt narko jeg rigtig godt ka' li', og som var lovligt for nogle år siden (det er iøvrigt lovligt i både usa og sverige, men danmark ska' absolut være røv-hellige på det her punkt))), istedet for den mere farlige discount-narko (læs: narko iblandet Uønskede fyld-stoffer (feks er den eneste kliniske koffein man ka' købe i danmark iblandet en fucking masse fenazon som ka' gi' nyre-skader og andet Ubehageligt))), og min brug af narko, er myndighederne's krig mod 'mig' (dvs det vedrører faktisk _mennesker_, dem der vil tvinge deres moral ned-over mig med terror-trusler om fængsel og politi, og ikke narko som sådan. Mit liv ville være væsentligt bedre hvis narko'en var legal, for narko-krigen gør mig meget paranoid og angst (no kidding! Jeg mener kun Umennesker ka' få sig selv til at basere et samfund på angst som kontrol-faktor. Kun Umennesker mener det er iorden at andre lider hvor det ikke er nødvendigt. Policen bør være folket's ven, men den tryghed fra-røver regeringen mig. De små-borgerlige ka' så grine ad den mening hvis de vil, men de har jo også deres på det tørre. Jeg har aldrig generet _dem_ med forbud mod _deres_ livs-stil, men de ska' absolut genere _mig_ med forbud mod _min_ livs-stil. Jeg synes det er noget forbandet svineri (og det er endda MEGET pænt sagt)))



Jeg ser det på samme måde.

Du har en ensidig definition på sygdom = "din krop gået i stykker", og så har du et eller andet sofistisk spil mellem "sygdom" og "tilstand".

Du kan også være syg pga. bakterier og virus, uden at man kan sige at kroppen er i stykker. Mit dybt spekulative postulat er så, at såvel som en virus kan gøre dig syg, så kan man også tillade sig at kalde de fysiske ændringer, der er årsag til abstinenser ,for patologiske - eller tegn på sygdom.

At være syg er også en tilstand. En sygdomstilstand, eller en patologisk tilstand. Ergo, hvis det at have abstinenser er en tilstand kan det med en vis ret defineres som en patologisk tilstand, fordi kroppen for praktiske formål ER syg. Den er i en tilstand, hvor den simpelthen ikke fungerer. Vil du kalde det at have de ondeste abstinenser for at være RASK? Det er heller ikke rimeligt at sammenligne denne sygdomstilstand med almindelig sult. Sult er en fundamental konsekvent af betingelserne for at være menneske, for at være et levende væsen med Darwinistisk aspirationer. Sult er en betingelse for alt liv: den der ikke tager næring til sig dør. Det er normalt at være sulten, det er ikke normalt at være narkoman og det at være narkoman har intet med din overlevelse som individ eller art at gøre.



Det kan være du ved noget, som jeg ikke ved, men det er da netop mit indtryk at ting som depression, svære sociale problemer (som også kan lede til depressive tilstande), nedtrykthed osv. netop er grund til at mange lammer sig selv med narko, smøger og alkohol. Ikke alle gør det, men der er da en meget klar tendens til det.

Kroppen vil jo gerne have fred og være glad bare en gang i mellem, og for en person hvor hver dag er et helvede må et skud af narko da være tillokkende.

Men det kan du slet ikke relatere til, eller hvad?




Hvad er din pointe?

Jeg definerer sygdom som _jeg_ mener det er korrekt. Du er frit stillet til selv at definere det anderledes hvis du vil (det er en fri verden, ik'? )



Jeg er Uenig med dig. Vira og bakterier gør dig ikke syg i-sig-selv. Det er først når de har skadet din krop at du bli'r syg. Din krop indeholder massevis af vira og bakterier som normal-tilstand, så ergo er vira og bakterier ikke per definition i-sig-selv sygdoms-fremkaldende. _Visse_ vira og bakterier udretter derimod skade på din krop, og _så_ bli'r du syg. Abstinenser er ikke en skade på din krop, og derfor holder din sammenligning ikke efter min mening.



Ja, teknisk set er du rask selvom du har abstinenser. Der er intet galt med din krop som sådan, den er bare sulten efter et stof du har tilvænnet den.

Du ka' også slå dig på knæet feks, eller måske brænde din hånd i pejsen, eller falde af cyklen og få hud-afskrabning, så du har så mange smerter at du ikke ka' tænke klart. Så fungerer din krop heller ikke 'for praktiske formål', men det gør dig da ikke syg? Handlings-lammet måske, men ikke syg.

Får du feks cancer eller forkølelse, så er du syg. Visse celler i din krop opfører sig Ukorrekt, og hvis dit immun-system ikke virker; dør du.
Får du abstinenser, så opfører dine celler sig _ikke_ Ukorrekt, og dit immun-system er irrelevant, og chancen for at dø er meget lille. Ergo ka' din tilstand _ikke_ defineres som værende syg.



Forskellen på sult og sygdom er; at når du er sulten mangler din krop noget, mens når du er syg mangler din krop ikke noget.
Du ka' fjerne din sult ved simpelthen bare at spise/tilføre din krop det manglende mad/stof. Det ka' du ikke med en sygdom.

Hvorvidt maden man spiser er darwinistisk korrekt eller ej, må du sådan set selv afgøre (hvis du altså mener det argument seriøst? Hvis jeg feks putter et blad i munden fordi jeg er sulten, så opfører jeg mig darwinistisk korrekt, hvis jeg har forstået dig rigtigt? Men hvis bladet viser sig at være et koka-blad, så opfører jeg mig pludselig _ikke_ darwinistisk korrekt? Er det dét du mener? Hvis ja, så vil jeg spørge dig; er koka-blade ikke opstået efter præcis de samme darwinistiske regler som mennesker? Og for såvidt også cannabis-planter eller opiums-valmuer? Hvor i natur-loven står det skrevet at indtagelse af disse natur-produkter, enten i sin absolutte natur-form eller i menneskelig bearbejdet natur-form, er natur-stridigt? Begrebet 'narkoman' er menneske-skabt, og har såvidt jeg er orienteret intet med darwin at gøre)

Mad, om det er en plante der indeholder det vi definerer som narko, eller om det er en kartoffel der indeholder det vi definerer som blå-syre, er fuldt ud lige-stillede emner jeg tilfører min krop fordi jeg føler et behov (sult). Om maden er en fedtet flæske-steg der gør mig opstemt men samtidig måske gi'r mig hjerte-kar problemer, eller cremen fra en valmue-kapsel der gør mig bedøvet og måske gi'r mig åndedræts-besvær, ka' jeg ikke se nogen grundlæggene darwinistisk forskel på.

Og for at runde den helt af; så er det heller ikke al sult man dør af ikke at få opfyldt. Når du er sulten efter sex, dør du ikke hvis du ikke får det lige når sulten melder sig. Du får det måske dårligt, får måske svært eller Umuligt ved at koncentrere dig om ikke-seksuelle ting, måske endda ondt i en vis legemes-del, men du dør næppe lige med det samme. Så jeg synes din definition af sult er lidt for en-sidig.



Jeg er stadig Uenig med den måde du stiller det op på. Det er klart at hvis en person med problemer får det bedre af at ta' narko, så ta'r personen selvfølgelig narko. Men problemer fører ikke nødvendigvis til narko-brug. Hvis en person med problemer får det bedre af at arbejde over, så arbejder personen selvfølgelig over. Men problemer fører ikke nødvendigvis til over-arbejde.
Man ka' derfor ikke sige at problemer i-sig-selv fører til narko-brug. Det er ligeså forkert som hvis man si'r at hash i-sig-selv fører til heroin. Det er ganske enkelt noget vås.



Hvad har det med spørgsmålet om sygdom at gøre?
Alt hvad der gør dig glad er vel tillokkende? Hvis en fløde-kage gør dig glad, så er fløde-kager vel tillokkende? Hvis sexede blondiner gør dig glad, så er sexede blondiner vel tillokkende? Men hvad har det med sagen om sygdom at gøre? Er man da syg hvis man tænder på blondiner?



At narko og problemer ikke nødvendigvis hænger sammen.

Morfin ka' feks bruges et helt liv, hver eneste dag, uden at forårsage organ-forandringer. Det er altså i-sig-selv fysisk Uskadeligt (når det ikke over-doseres selvfølgelig)
Men et regerings-dekret, en lov, der henviser morfin-brugere til et liv i rendestenen (fordi regeringen frivilligt har valgt at brugen ska' være forbudt) fører sædvanligvis til et liv man dør tidligt af.
Spør' så dig selv hvad der er mest farligt; morfinet eller narko-loven?

Hvis narko-brugere blev behandlet som mennesker, så ville en masse problemer forsvinde allerede dér.

Davs igen, her på psy.dk!

Har ikke lige haft tid til at læse hele debatten igennem (gør det nok en anden dag når jeg gidder), men eftersom jeg både har været i behandling for stofmisbrug og idag er medlem af N.A.-fællesskabet tror jeg måske at jeg kan bidrage med lidt til debatten.



ok... du bliver hermed rettet, for det der passer simpelthen ikke. Det er rigtigt at N.A. betragter narkomani som en sygdom, men at vi i N.A. betragter enhver brug af stoffer og rusmidler som narkomani passer simpelthen ikke. I N.A. erkender vi at mange mennesker er i stand til at opretholde et moderat forbrug af stoffer uden at det nødvendigvis, for disse menneske vil medføre nogle negative konsekvenser. For at forklare bedst kan jeg vel poste en tekst om hvilke typer mennesker det lige er som vi i N.A. kategoriserer som mennesker der lider af sygdommen Addiction:



Når der står "fleste af os behøves ikke tænke to gange over dette spørgsmål. Vi ved det!" så husk på at dette er en tekst som indledningsvis bliver læst op på ethvert N.A.-møde hvor man må forvente at deltagerne er folk som har haft problemer med stoffer. så der er ingen grund for nogle her til at føle sig ramt
N.A. definerer altså en narkoman som en mand eller kvinde hvis liv er styret af stoffer. Ergo er du ikke narkoman i N.A.'s øjne hvis dit liv ikke er styret af stoffer...

Narkomani som et sygdomsbegreb har vel som sådan nok mange forklaringer... I Danmark betragter man ikke Kemisk afhængighed som en sygdom, men dette gør man i de fleste andre lande i den vestlige verden. Sygdomsbegrebet skyldes bl.a. at der er lavet mange videnskabelige undersøgelser, som tyder på at kemisk afhængighed er en genetisk arvelig sygdom. Der kan være sandhed i at mange narkomaner har haft en belastet opvækst og at de kommer fra socialt belastede hjem med forældre der er misbrugere og så videre. At disse mennesker så senere går ud og bliver narkomaner underbygger dog ligeså meget teorien om at det er en genetisk arvelig sygdom (Deres forældre er jo også narkomaner), som at det underbygger teorien om den sociale arv. Jeg har hørt om (desværre uden at kunne give et godt link) videnskabelige undersøgelser af adobtiv-børn som er blevet bortadobteret fra fjerne lande, hvor deres biologiske forældre har haft misbrugsproblemer. Disse børn er så havnet i velfungerende familier uden nogen form for misbrugsproblemer, og har haft gode og sunde opvækster. Aligevel tyder disse undersøgelser på at disse børn er højt disponible for at udvikle kemisk afhængighed senere i deres liv. Dette underbygger teorien om en genetisk arvelig sygdom.

Jeg kan også tage mig selv som et eksempel. Jeg vil ikke ligefrem påstå at jeg har haft den bedste opvækst, men jeg har ihvertfald heller ikke haft den værste. Ingen af mine forældre er misbrugere, hverken min mor eller far. Men min mors mor, altså min mormor var pille-narkoman og hendes søster var alkoholiker og pillemisbruger. Det er en kendt fact at genetisk arveligt materiale kan springe generationer over, hvilket det jo så har gjort i mit tilfælde. Hvis altså man tror på modellen om såkaldte misbruger-gener.
Når man i behandlinger og N.A. betragter kemisk afhængighed som en psykisk sygdom, så er det nok en blanding af erkendelse af videnskabelige undersøgelser, og så det faktum at det har en stærk terapeutisk effekt at betragte kemisk afhængighed som en sygdom. Det fjerner jo en del af ansvaret fra narkomanens skuldrer. Mange narkomaner har gjort ting, som virkelig kan være svære at leve med. Når man betragter det som en sygdom er det nemmere at bearbejde skyldsfølelse og samvittighedskvaler. Det er jo logik... Samtidig vælger man at se sådan på det at man som narkoman ikke har ansvaret for den sygdom man lider af, men man har i allerhøjeste grad ansvaret for sin egen helbredelsen. Og helbredelsen er jo så at man praktiserer N.A.'s program og de åndelige principper som er i programmet. Sålænge man gør dette behøves man ikke længere at tage stoffer, og dette har virket for milioner af narkomaner verden over, hvor intet andet de har prøvet har virket, så det i sig selv er jo fantastisk nok.

En anden grund til at man i N.A. betragter sygdommen kemisk afhængighed som en sygdom er at mange har erfaret at de fuldstændigt har mistet evnen til at styre nogle som helst former for rusmidler. Langt de fleste i N.A. som på et tidspunkt forsøger sig med f.eks at drikke alkohol igen ender lynhurtigt ud i et hårdt og destruktivt misbrug. En anden forklaring på dette kunne ligeså vel være hele den samvittighed omkring lige netop det at tage et tilbagefald som nærmest bliver indprogrammeret i ens hjerne når man går jævnligt til de møder.
Men hvad kom først? Hønen eller ægget? Når N.A.'s program er bygget op på denne måde skyldes jo nogle uheldige erfaringer som blev gjort dengang programmet i sin tid blev formuleret. N.A. ville jo som sådan ikke have nogen interesse i at være så firkantet omkring det at drikke socialt og tage stoffer med måde, hvis ikke man havde gjort sig nogle erfaringer omkring det. Og selvom det ikke nødvendigvis gælder for alle, men så er en ting stadigt sikkert... og det er at man holder sig ihvertfald på den sikre side hvis man fuldstændig undlader at tage nogen former for stoffer (inklusive alkohol).

Der findes utallige andre grunde til hvorfor man i N.A. betragter kemisk afhængighed som en sygdom, men det her var vidst lige nogen af de væsentligste...

Hygge og pas godt på jer selv allesammen

P.s. for de af jer som er mere interesserede i N.A.'s tilgang til fænomenet Kemisk Afhængighed kan i da klikke Hér

Bonghovedet > Jeg synes problemet er, at en dårlig opvækst her er defineret for snævert. Der er mange andre ting end forældres misbrug, der kan plage en i teenageårene. Depression, tvangstanker eller anden psykisk sygdom kan alle være medvirkende årsager.

Angående adoptivbørn så er det en kendt sag, at de ofte har det svært.
Det er ikke nødvendigvis fryd og gammen, at blive adopteret også selvom det ville have været værre at blive.

Nu kender jeg ikke de videnskabelige undersøgelser på området, men det ville da være interessant at se (eller få nogen kyndige personer til at se) nærmere på dem.

Mvh. Psyko

Jo, men jeg tror bare ikke helt lægevidenskaben har så snæver en definition som dig. Du kan frit definere tingene, men det virker ligeså meget som et retorisk trick.



Du misrepræsenterer mit argument, og jeg giver ikke meget for, at du så gendriver din stråmand. Hold op med at lægge ord i min mund, det er ikke pænt gjort.

Fact: du kan få en bakteriel eller viral infektion, der gør dig syg. End of story.

Abstinenser skyldes en unaturlig nedregulering af dine receptorer, fordi de har været udsat for en unormal dosis af et fremmed stof. For alle praktiske formål er dine receptorer beskadiget - omend de kan opregulere sig selv med tiden i fravær af stoffet.




Jeg mener ikke, at din analogi mellem abstinenser og sult er helt hæderlig, når man ser på menneskets biologi. Sult er en følge af menneskets naturlige behov for at indtage næring - det er ikke noget du "vænner kroppen til". Kroppen er naturligt sulten fra dag et, men abstinenser har et kvalitativt ophav som er helt anderledes.



Nu skal vi lige huske, at det var DINE ord, at "kroppen skulle være i stykker" for at være syg. Men jo, jeg vil da sige, at man sagtens kan være sygemeldt - og dermed SYG - pga. et styrt fra cyklen (også selv om det divergerer en smule fra ordet "syg" som det bruges i alm. tale). Jeg er ENIG med dig i, at "beskadigelse af kroppen" kvalificerer som sygdom: jeg er blot ikke enig med dig i, at det er den eneste definition, der overhovedet dur.

Sig til når du har bestemt dig



Det er ikke som sådan naturstridigt at indtage disse planter, og det har jeg heller aldrig sagt. Jeg mener man sagtens kan tillade sig at bruge stoffer (DOH! )

Når jeg nævner Darwin mener jeg, at der er adfærd der kan forbedre og forværre ens overlevelsesevne. Koka kan sagtens anvendes til at forbedre ens overlevelse, f.eks. giver kokatygning en forbedret optagelse af ilten (hvilket er pissesmart oppe i Andesbjergene)

Når man taler evolutionsteori (som Darwin stod fadder til) må talen uvægerligt falde på vores såkaldte evolutionært stabile periode. Vi mennesker har haft en lang periode, som har formet os i krop og sind, og man bør tage højde for dette. Euforiserende stoffer har med al sandsynlighed ikke været en fast og uafvendelig del af vores evolutionære historie, og dermed har det heller ikke FORMET vi mennesker til det vi er i dag. Det er i det lys, at jeg kan tillade mig at sige, at indtagelsen af stoffer er "unaturlig". Jeg mener ikke "unaturlig" i metafysisk forstand men blot at man indtager noget i et kvantum, som kroppens egne systemer ikke naturligt kunne producere. Og ej heller noget, som kroppen kan siges at være evolutionært tilpasset til at håndtere. Eller skulle man sige: kroppen HAR en del strategier i posen til at modvirke udefrakommende forgiftninger, bl.a. ved at nedregulere sine receptorer, så kroppens normalfunktion kan opretholder (hvilket jo er smart, hvis man skal medicineres med tonsvis af opiater for at holde smerterne væk).



Når jeg taler om sult, taler jeg om kroppen signaler til, at du skal indtage mad for at oprette et nærings- og energimæssigt underskud.

Jeg mener det er mere korrekt at tale om, at du har LYST til sex. Shit, mennesker har lyst til alle mulige ting. Ikke at der ikke er en lyst-komponent i det at spise (folk spiser jo også for sjov, hej Kims). Men sult er primært en stok, der slår dig med ubehag, aggression og lavt blodsukker.

Sex og biografture er derfor ikke "sult" i min bog, for jeg synes oplevelsen er meget forskellig. Eksempelvis kan jeg overleve at gå uden sex og film i flere år, men med sult og tørst er det noget andet. At kalde lyst til sex for sult er blot slang i min ordbog



Nej, og det har jeg heller ikke sagt, at det NØDVENDIGVIS gør. Du misrepræsentere mig. Og det har jeg ikke mere at sige til.



Der er vi helt enige. Problemet er nok mest, at narkomaner bliver behandlet som om de var syge i hovedet eller "moralsk dårligere" end andre. Der er et moralsk stigma. Der er jo masser af syge mennesker, der bliver behandlet uden nedsættende adfærd fra behandlerne (omend "omsorgskulturen" efterhånden er ved at forsvinde i takt med at økonomiske nøgletal er mere vigtige end mennesker)

Undskyld mig, men at sygeliggøre mennesker ka' Umuligt forbedre deres situation. Det er jo bare at udskifte et problem med et andet?
Og man behøver da ikke kalde et menneske for sygt, bare for at ta' noget 'load' af det's skuldre?

Jeg forstår godt den positive hensigt med det, at ville gøre det lettere for den der ønsker at kvitte narko'en, men jeg ka' absolut ikke se det positive i at sygeliggøre dem. Og jeg undskylder hvis det er stødende.




Men receptorerne _skal_ justere sig, det er _ikke_ Unaturligt, og dermed heller ikke tegn på sygdom. Tværtimod; hvis dine receptorer _ikke_ justerede sig, _så_ ville det snarere være tegn på at der var noget galt.
Ydermere, hvis de ikke ta'r skade, men blot bli'r bedøvede (hvilket jo må være en mere korrekt betegnelse, når du si'r de ka' op-regulere sig selv igen), så er de jo stadig raske.



Så er det nødvendigt at definere hvad sygdom overhovedet er.

Den definition jeg selv læner mig op af; går på at sygdom som sagt er når kroppen _ikke_ virker, forudsat der _ikke_ er tale om en 'simpel' mangel på masse i kroppen (og med masse forstås enhver form for føde/væske/eller anden substans der ka' måles og vejes fysisk (hvilket naturligvis inkluderer narko))

Efter den definition ka' kroppen/individdet _ikke_ være kategorisk syg, hvis tilstanden ka' løftes ved at tilføre den manglende masse (altså hvis du ka' stille sulten (hvor feks en rumlende mave side-stilles med begrebet abstinens) ved simpelthen at spise, så er du ikke kategorisk syg, så er du istedet bare sulten.)

Det med at man syge-melder sig hvis man har faldet og slået sig, og derfor ka' kalde et brækket ben eller en hud-afskrabning for sygdom, er efter min mening en anden debat, eftersom dét er noget juridisk og ikke medicinsk. Selvom det juridiske aspekt selvfølgelig også ka' være interessant at definere.



Og det er jeg naturligvis helt enig i. Vil man _ha'_ frihed, må man _gi'_ frihed (det er helt essentielt)



Jeg ka' altså ikke nære mig for at bruge din kommentar til at opstille denne modsætning:

#1: "Narko gi'r evolutions-mæssig fordel til folk der bor i bjerge"
#2: "Narko-brug er en sygdom"

Ka' de begge være sande samtidig? Ka' en evolutions-mæssig _fordel_ med rette defineres som sygdom? (og jeg lægger ingen ord i munden på dig, jeg stiller bare et bredt spørgsmål )



Well, hjernen er faktisk født med cannbis-receptorer
De har, såvidt jeg har ku' læse mig til, ingen anden funktion, andet end at de ka' reagere på cannabis-molekyler. Så om ikke andet, så _er_ hjernen præpareret til hash allerde fra fødslen (hos alle mennesker, både dem der er for og dem der er imod narko)
Jeg ved ikke om det beviser noget, eller overhovedet antyder noget, men ikke desto mindre forholder det sig sådan (hvad evolutionen så end har 'tænkt' af overlevelses-strategier med den ide)



Det er muligt vi snakker om hver sin definition, men for mig hænger sult og lyst Uskilleligt sammen. Når jeg bli'r sulten får jeg lyst til at spise. Det er lysten der ska' drive mig til at spise. Lysten er den adfærds-regulerende faktor, som udløses af sult. Det er et naturligt system. Har kroppen brug for væske, får man lyst til at drikke. Har kroppen brug for narko, får man lyst til narko, osv. Kroppen forsøger at holde sig selv i balance ved at gi' 'dig' lyst til de ting 'du' mangler.

At du så forinden måske har påvirket hvad den korrekte balance er, ved at tilvænne din krop en særlig substans, er en anden sag. Men jeg ka' bare ikke se noget sygdom i at kroppen løbende forsøger at opretholde en form for balance.
Hvis du er tilvænnet narko, så får din krop det bedst hvis den tilføres den mængde narko den kræver for at være i balance, og det er et helt naturligt reaktions-mønster; ergo ingen sygdom.



I'm hungry for love baby, men om det er slang eller ej behøver vi vist ikke slås over

Det er som sagt muligt vi taler lidt forbi hinanden her, men jvf det jeg lige har sagt med at sult kick-starter lyst, så mener jeg al lyst vi oplever kick-startes af et eller andet behov der ikke er tilstrækkeligt opfyldt, eller som af evolutions-mæssige årsager _skal_ opfyldes, det være sig sult eller sex (hvor sult selvfølgelig er mest et individuelt overlevelses-spørgsmål, mens sex mere er et arts-mæssigt overlevelses-spørgsmål. Men både sult og sex _er_ tvingende nødvendigt for at vi som art og individder ikke ska' ud-dø. Og dermed mener jeg godt man ka' side-stille dem under 1 begreb; sult)



_Tvang_ er efter min mening det største problem (og det er derfor jeg står så meget på den legalisering som fuldstændig nødvendig)

Som jeg ser det er der 2 modeller;

#1: I narkokrigs-modellen, som danmark desværre praktiserer, bruger man tvang. Man forhindrer, med tvang, at narko-brugeren får adgang til at opfylde sit behov. Helt basalt set. Og ud af det kommer der kun konflikter og frantic junkie-behavior (altså dét nogle så definerer som sygdom)

#2: I legaliserings-modellen bruger man _ikke_ tvang, men kun frivillige tilbud (_reelt_ frivillige)
Narko-brugeren ka' _selv_ vælge om den vil bruge narko eller feks gå ind i NA for at blive narko-fri. Begge dele er tilgængelige efter den enkelte's _behov_ og ikke efter andre's pres (og dermed mindre konflikter, og altså ikke længere nogle af de der abstinens-tilstande nogle definerer som sygdom)

For mig er det klart at den danske lov bør ta' punkt #2 til sig hurtigst muligt.

Bare rolig... Hvis jeg virkelig blev stødt over synspunkter der strider imod N.A.'s synspunkter, så ville det nok være en idé for mig at holde mig helt væk fra dette site, hehe....

Men i bør lige huske på, at programmet er skrevet af misbrugere til misbrugere. Det er fra N.A.'s side ikke er ment som at give narkomanen et nyt problem at kæmpe med. Det er rettere ment som at give narkomanen et nyt syn på de ofte desperate handlinger som vedkommende måtte have gjort, under aktiv stofafhængighed. Det er desuden også ment som en reminder til at de fleste som prøver at tage stoffer igen, i langt de fleste tilfælde ender som narkomaner igen. N.A.'s synspunkt er, at man som narkoman aldrig vil kunne komme til at styre nogen form for kemiske stemningsændrende substanser på noget tidspunkt i sit liv igen.... nærmest som en slags allergi overfor stoffer, en allergi fordi narkomanen ikke kan tåle det, idet han bare vil kræve mere og mere stof, og synke mere og mere til grunde....
Af samme grund som sygdomsbegrebet er en del af N.A.-programmet, af samme grund er det at man, når man skal sige noget til et møde, altid starter med at præsentere sig som narkoman eller Addict. For at minde en om at man stadig er narkoman selvom man er holdt op med at tage stoffer, for du har stadig det indeni dig som gør at du ikke kan styre stofferne igen (Sygdommen)...

Mht min personlige holdning ved jeg nu ikke mest hvilket synspunkt jeg hælder mest imod, og derfor har jeg bevidst undladt at inddrage mit synspunkt i debatten. Jeg mener at programmet er fantastisk for mennesker som kan lære at acceptere det og leve efter det. Mennesker som fortsætter med at følge de forslag der findes i programmet vender stort set aldrig tilbage til aktiv stof-afhængighed. Samtidig erkender jeg også at der findes tidligere narkomaner som kan abstrahere fra aktiv stofafhængighed uden hjælp fra N.A.'s program, og i nogle tilfælde endda have et moderat forbrug af rusmidler. Dog findes der mange statistikker der tyder på at folk der støder på N.A. og giver det en chance har langt større odds end folk som ikke gør det. En forklaring som mange N.A.'ere tror på mht at visse mennesker kan holde sig clean uden programmet og enddog stadigt bruge rusmidler moderat fra tid til anden, er at det ikke er alle som ender i aktiv stof-ængighed som rent faktisk også lider af den sygdom som gør at man ikke kan styre stofferne.

Well, debat er jo altid på sin plads



Det er også fint. Hvis noget virker for nogle mennesker, så virker det for _de_ mennesker. Bare enhver selv får lov at vælge sin vej, og ikke ska' 'tvangs-giftes' med nogen eller noget mod deres vilje.



Dét ræssonement køber jeg altså ikke; 'at narkoen får dem til at synke til grunde'. Det er efter min mening _krigen_ der er årsag til det.
Hvis narko var legalt tilgængeligt tror jeg ikke folk ville, ihvertfald ikke i samme grad som nu, synke til grunde. Problemet med narko-krigen er, foruden at den er udtryk for en hersker/diktator-mentalitet, at den fast-holder en del i det dårlige miljø, og ikke lader dem komme videre i deres liv. Ved hele tiden at jage dem med konfiskationer, krops-visiteringer, politi-stress, og hvad krigen ellers står for, så får de værst ramte mennesker aldrig fred til at overveje hvordan de forbedrer deres situation. Stressen gør at de istedet kun ka' overskue den Umiddelbare løsning, og ergo har du narko-kriminalitet. Uden krigen ville det problem være væsentlig mindre.



Det er jo en selvfølge (undskyld hvis jeg lyder arrogant); NA og narko-krigen er jo teknisk set på samme side. Og enhver der har et stats-apparat bag sig, står jo Unægteligt meget stærkere end dem der står som selvstændige

Bonghovedet > Hvis nu narkomani er en arvelig sygdom, hvordan kan det så være at forældrene til børn, der går hen og bliver narkomaner, kan have eksperimenteret en del med stoffer uden selv at blive afhængige?

Og hvordan kan det være, at man i mange år kan have et rekreationelt forbrug af stoffer, måske endda prøve et stof fra sin yndlingsstofgruppe, men først få problemer med det flere år senere? Og det endda efter perioder, hvor man har haft muligheden for at stoppe helt?
Jeg synes, det er ret tydeligt, at det er fuldstændig situationsafhængigt hvorvidt en person bliver afhængig af stofferne eller ej.
Hvis man er inde i en god periode, vil man måske hellere være sammen med vennerne end at tage narko, men hvis man derimod er inde i en dårlig periode, så virker stofferne mere tiltrækkende...

Derudover må jeg blankt indrømme at den åbenlyse religiøsitet der præger NA, virker ret afskrækkende på folk som jeg.

Nu formulerer du dig jo lidt vagt, JEL, så det kan være lidt svært at hænge dig op på noget. Jeg prøver alligevel:

Narkokrigen, altså det faktum, at narko er ulovligt (vi taler i generelle termer her, men har jo uden tvivl samme reference), kan du da ikke tilskrive som årsag til, at folk havner i et helvede af misbrug. Det helvede skabes af stofferne. Basta! Du kan simpelthen ikke fornægte, at misbrug af visse stoffer kan fratage mennesker almene evner som at indgå i sociale sammenhænge, overholde aftaler, vise hensyn i al almindelighed, kunne give sig hen til fysiske behov eller til følelser, nærhed osv. osv.
Og disse reaktioner ville opstå uanset om narkoen så var lovlig. Det er rent fysiske og mentale mekanismer, som ikke har en skid at gøre med lovligheden af stofferne.
Jeg betragter ikke forbuddet mod narko som, med dine ord, et "udtryk for en hersker/diktator-mentalitet", men snarere som et oprigtigt ønske fra de fleste mennesker om at beskytte andre. Det er jo ikke sådan, at forbuddet er konsensus-kontrært. De fleste mennesker synes faktisk, at det er helt fint med det forbud. Og det er jo ikke onde hensigter, der driver disse mennesker, men en mangel på viden og en generel frygt pga. den generelle dæmonisering af narkotiske stoffer, som særligt har fundet sted de sidste hundrede år. Jeg tror også, at lovgivningen er lavet udfra et ærligt ønske om at hjælpe folk.
Hensigterne gør så ikke lovgivningen rigtig. Jeg tror ikke på forbud som en løsning i dette tilfælde. Jeg synes, alle skal ha' lov til at indtage, lige hvad de har lyst til. Jeg er ikke anarkist eller imod begrebet statsmagt, og jeg tror heller ikke, det er en komplet utopisk tanke at lade legalisering og statsmagt gå hånd i hånd.

Nu ved jeg ikke lige hvor du har fået den idé at man bliver tvangsgift med programmet, eller får det trukket ned over hovedet mod sin vilje. Det er altså kvit og frit om man vil komme til N.A.-møder eller ej, der er ingen der tvinger dig til noget.
Behandling mod stofmisbrug er sådan set også kvit og frit. Her i landet er der ingen der tvinges i behandling... Det tætteste man kommer på tvang her i DK mht behandling er at man tilbyder narkomaner i fængsler at afsone deres straf på et behandlingshjem, hvilket de fleste jo siger ja til, for det er alt andet end lige federe end at sidde i fængsel. Men selvom det var sådan at man tvang folk i minesotabehandling har det jo som sådan intet med N.A. at gøre... Rigtigt nok at minesota har tyvstjålet mange ting fra N.A.'s program, men det kan N.A. jo som sådan ikke gøre for. I N.A. har vi de tolv traditioner og 11. tradition lyder:
Vores forhold til offentligheden er baseret på tiltrækning frem for agitation. Vi er nødt til altid at bevare personlig anonymitet, når det drejer sig om presse, radio og film.
Dette betyder groft sagt at N.A. tror på tiltrækning fremfor agitation, hvilket vil sige at vi fuldstændig abstraherer fra at gå ud og kører en eller aggressiv hetz mod aktive narkomaner, om at nu skal de lige tage sig sammen og komme til nogen N.A.-møder. Ligeledes må N.A. ikke reklamerer direkte for sig selv i reklamer i presse, radio og film etc... Vi tror på at den bedste måde vi kan hjælpe folk er når de selv kommer til os for at få hjælp. Den eneste ting vi har her i DK som kunne opfattes som reklame, er at vi har plakater hængende på visse misbrugscentre, hvor der står "Hvis problemet er stoffer, er vi måske løsningen." og så er der et billede af N.A.'s logo... IMO ganske uskyldigt...



Nej du har til dels ret, men nu bevæger du dig jo over i den gamle velkendte ønsketænkning... Narko er illegalt og det tror jeg sådan set at den vil blive ved med at være... Og selv om det var legalt at tage stoffer, så ville der stadig være folk som ville synke til grunde, ligesom alkoholikere gør det... Og så ku' du jo argumentere med at alkoholikere synker ned i suppedasen fordi de ikke bliver socialt accepteret af samfundet, men hvad har du egentlig tænkt dig at man kan gøre ved det? Vil du ud og ændre en hel verdens befolknings synspunkter på såvel rekreationelt forbrug af stoffer, som misbrug af stoffer? Held og lykke sir' jeg bare Der findes iøvrigt mange velfungerende misbrugere som besætter mange top-stillinger i vores samfund, men som dog alligevel har det elendigt grundet deres misbrug. Jeg kender mange af sådanne typer gennem N.A.-møderne... lige fra den selvstændige millionær som ikke kunne holde næsen fra coken, til læger og psykiatere som gennem deres arbejde havde adgang til alverdens stats-kontrolerede rene stoffer. Helt klart at man ikke ville få ligeså mange fysiske mén af brug og misbrug hvis stofferne var legale, i og med at stats-kontrolerede stoffer ville være rene... Men lad os nu være lidt reele og bare erkende "It's never going to happen"...



Du er helt galt på den her mester... N.A. har bestemt ikke stats-apparatet bag sig. N.A. modtager ingen økonomisk støtte fra andre end N.A.'s medlemmer, som jo som bekendt er narkomaner der søger et stoffrit liv. N.A. er fuldstændigt uafhængigt af offentlige instanser, og tager desuden overhovedet ikke stilling til udenforstående spørgsmål (Såsom Narkokrigen). N.A. kan dermed ikke inddrages i offentlige kontroverser, for vi blander os fuldstændigt og aldeles udenom.



Okay, jeg siger lige en gang til for at få slået helt fast. Jeg har ingen holdning til hvorvidt narkomani er en sygdom eller ej, jeg har i denne tråd blot givet mit bud på hvorfor N.A. vælger at betragte narkomani som en sygdom. Men det kan jeg jo så fortsætte med at gøre, hehe. Som tidligere nævnt mener mange i N.A. at det ikke nødvendigvis er alle som havner i et misbrug, som nødvendigvis ligeledes lider af sygdommen addiction. Mange mener at en person, som ikke er født med denne sygdom sagtens kan fixe sig nok til at blive afhængig af et stof, og som du selv er inde på, kan det da sagtens være noget som kan virke som en nem løsning hvis man er i en dårlig periode i sit liv. En misbruger som ikke lider af denne sygdom, ville derfor godt kunne tåle at bruge stoffer igen. Det som ligesom skiller de syge fra de ikke-syge er at nogle mennesker permanent ikke har evnen til at styre stoffer, hvorimod andre har. Dette er ikke min personlige overbevisning, men da sygdomsbegrebet også er noget som jeg ofte har debateret med nogle af mine kammerater fra N.A. er dette en overbevisning som jeg ofte er stødt på.



Det forstår jeg udmærket også godt. Det var også noget som virkede ret skræmmende på mig, det første stykke tid jeg gik til N.A. møder... Jeg kunne overbevise mig selv om at N.A. var sådan lidt sekt-agtigt.
Men det er nu ikke helt så slemt som det kan lyde til at være. Jeg er for eksempel overhovedet ikke religiøs på nogen måder, og bliver det aldrig. Jeg er faktisk direkte anti-religiøs, i og med at min personlige holdning til religion er at det er skyld i næsten alt ondt i verden. Det er ihvertfald et godt våben som kan bruges til ondskab. Og det synes jeg sådan set nærmest ligegyldigt hvilken religion vi diskuterer. Jeg vil dog heller ikke helt betragte mig som ateist, for jeg benægter ikke at der måske findes en gud. Snarere er jeg vel agnostikker.
Men min pointe er at selvom ordet gud står skrevet mange gange i programmet, betyder det ikke at man skal blive religiøs hvis man vil være med. Gud skal nu mere læses som højere magt, og de to behøves ikke nødvendigvis at være de samme. Hvis vi kigger på andet trin står der:

"Vi kom til at tro på, at en Magt større end os selv kunne genskabe vores tilregnelighed."

Jeg betragter sådan set blot det her, som at jeg blot skal erkende overfor mig selv at jeg ikke er den største magt her i verden, og at jeg ikke alene er i stand til at kæmpe mod min afhængighed. Jeg har brug for at gøre det i fællesskab med nogle andre, som har det samme mål som mig, nemlig vedvarende stoffrihed. Mig i fællesskab med andre er en større magt i mit liv, end mig helt alene uden nogen hjælp fra andre.
Der står jo heller ikke noget om i programmet at man skal være kristen eller et eller andet, for at tilhøre fællesskabet. Tværtimod taler det her citat for sig selv:

"Vi er ikke forbundet med nogle som helst politiske, religiøse eller retslige instanser og bliver aldrig overvåget. Enhver kan tilslutte sig os uanset alder, race, seksuel identitet, overbevisning, religion eller mangel på religion."

Der findes både ateister, agnostikkere, kristne, muslimer, jøder, hinduer, budhister, you name it, i N.A.'s fællesskab. Faktisk synes jeg idag at det er temmeligt syret at jeg har oplevet jøder, kristne, muslimer, hinduer, budhister og atheister tage hinanden i hånden, og stille sig i en rundkreds, og på samme tid bede en fælles sindsrobøn, på tværs af religiøse overbevisninger. Sådan noget ser man sgu ikke så mange andre steder, haha...