Psychedelia.dk

Hvad lighed er der mellem rusmidler og bananer?

En tilfældig tilhørers indtryk fra et interessant foredrag i DCAA

af Steen Jarbøel.

Speciallæge i psykiatri Henrik Rindom holdt et spændende foredrag ved DCAA's generalforsamling den 26. april 2001 om hvorfor vi bliver afhængige. Dybest set bunder det i vores overlevelsemekanismer. Inde i midten af hjernen er det såkaldte belønningssystem, som kort sagt giver os en dejlig oplevelse, når det påvirkes af en række stoffer, som vi også kalder rusmidler. Man har diskuteret meget frem og tilbage hvorfor, vi har dette belønningssystem, og man er endt op med at mene, at det er til for at sikre vores overlevelse ved at belønne os med en behagelig fornemmelse, når vi spiser. Rusmidler er stoffer som direkte påvirker dette belønningssystem, der sidder centralt inde i hjernen lige over hjernestammen og har forbindelser til den forreste del af hjernen, hvorved det kan påvirke følelser og tanker. At det har betydning for vores fødeindtagelse, kan ses af, at folk på stoffer f.eks. kokain ofte er ligeglade med at spise, og derfor bliver radmagre. Folk der holder op med at ryge, tager et par kilo på for at kompensere belønningssystemet for det manglende rusmiddel. Belønningssystemet tilfredsstilles mere eller mindre af rusmidlet. Ligheden imellem rusmidler og bananer, er altså, at de begge kan påvirke belønningssystemet til at give og en behagelig oplevelse.

Når pakken med cigaretter en søndag aften kl. 23 viser sig at være tom, og en gennemsøgning af lejligheden viser, at der heller ikke er glemt en pakke smøger i en eller anden skuffe, så opstår der en række gode argumenter for at gå en lille aftentur ned til kiosken for at købe cigaretter. "Jeg har også siddet inde hele søndagen, og det ville være glimrende med en smule frisk luft, og jeg trænger også til at strække benene" og så videre. Det er misbrugsadfærd, for sådan en adfærd har jeg aldrig udvist, når det gælder bananer! Se, det er så forskellen på rusmidler og bananer.

Neuroleptika'erne er rusmidlernes modsætning. Neuroleptika er stoffer, som bruges imod deciderede sindsygdomme, og de er nærmest ubehagelige for belønningssystemet. Neuroleptika er vi helst fri for at indtage. Disse forhold har givet sig udtryk i lovgivningen. Rusmidler er der lovgivet imod, og neuroleptika er der lovgivet for, at de kan indgives ved tvang.

Henrik Rindom var inde på det tåbelige i at erstatte ét rusmiddel med et andet. Det hjælper regulært ikke noget at give den heroinafhængige metadon, og det hjælper heller ikke at give den heroinafhængege heroin på lovlig basis. Det duer heller ikke at give alkolikeren benzodiazepiner. Det er personens livsmønster, der skal lægges om, men det magter vores hospitalssystem ikke. Hospitalssystemet kan finde ud af at diagnostisere og systematisere og ordne medicin og recepter og stille dem op i lange lige rækker, så at sige, men der er ikke resourcer til andet, som det jo hedder.

Der blev talt en del om de biologiske dvs. arvelige forskelle, som gør at nogen mennesker bliver nemmere afhængige end andre. Henrik Rindom nævnte to eksempler fra hver sin yderlighed. Nogle mennesker får det rigtig skidt af blot en smule morfin. De bliver utilpasse og får kvalme og meget mere. I den anden ende af skalaen berettes om en ung pige på 12 år, som på grund af en brækket arm fik en lille sprøjte morfin. Da morfinen begyndte at holde op med at virke, opførte hun en teaterforestilling af den anden verden for at få mere morfin. Hun pressede sygehuspersonalet til det yderste med alle sine talegaver og alle mulige slags argumenter for at få mere morfin. Hun var altså i høj grad blevet hooked af en enkelt lille dosis rusmiddel. Midt imellem de to yderpunkter findes de mennesker, som kan indtage f.eks. alkohol igennem en lang årrække uden at blive mere afhængige end at de kan stoppe drikkeriet umiddelbart.

Af væsentlig betydning for om vi bliver afhængige, er rusmidlernes tilgængelighed. Dette udgør en særlig risiko for læger, som har let adgang til sådanne stoffer som morfin og benzodiazepiner. Hvis man samtidig er arveligt disponeret for afhængighed, kan det være en meget dårlig idé at blive uddannet til læge. Det må f.eks. kraftigt frarådes den førnævnte 12-årige pige. Hun er i overhængende fare for at blive morfinist, som det hedder med et pænt ord. Hvert år er der mange læger, som fratages deres bestalling, fordi de er blevet morfinister, og de burde dog først og fremmest vide, hvad det drejer sig om. Det fortæller os, at det er stærke grundlæggende kræfter i vores nervesystem, vi her har med at gøre, og at det er disponeringen og tilgængeligheden, der har den væsentligste betydning for om man bliver afhængig. Legale og let tilgængelige stoffer i vores samfund er nikotin og alkohol samt benzodiazepiner, som mange læger er så "venlige" at udskrive til deres patienter.

Henrik Rindom er ikke gode venner med benzodiazepinerne. De giver nogle rædselsfulde abstinenssymptomer, og burde overhovedet ikke findes. Det er kun til gavn for to grupper i samfundet: 1) Medicinalfirmaerne, 2) De læger som kan lukke munden på de patienter, de ellers ikke ved, hvad de skal gøre ved. Der er en udbredt debat om rygning, alkohol, kokain, amfetamin, ekstacy med mere, men der er underligt nok og beklageligvis ingen debat om benzodiazepinerne.

Hvilke rusmidler er de mest afhængighedsskabende, blev der spurgt. Hvis vi ser på stofferne i sig selv, så er crack og heroin og nikotin de mest afhængighedsskabende. Hash og alkohol hører til de mindre afhængighedsskabende. Bortset fra at nogen er arveligt særligt disponerede, tager det relativt lang tid at blive afhængig af alkohol. Det særligt kedelige ved alkohol er dog, at det er det rusmiddel, som har den største skadelige virkning på kroppens organer, lever osv.

Hvorfor ryger de unge hash? De unge siger selv, at de er stressede. Hvordan kan de dog være det, når de stort set driver hele dagen? Forklaringen er, at forældrene ikke giver de unge tilstrækkelig med akcept og påskønnelse, og at politiet nogen gange er i hælene på dem. Så må man have noget til at koble fra. Alkohol duer ikke, for det opdager de voksne. Man kan ikke drikke et par bajere i frikvateret i skolen, uden at det bliver opdaget. Men en joint kan man ryge uden at det opdages. Derved bliver den knægt, der før var et problembarn i skolen på grund af urolig adfærd, sløv og rolig i klassen. Når han så har røget hash i et par uger, stadig uden at de voksne har opdaget det, så kommer læreren endog og roser knægten og siger at hvor er det dejligt, at han er faldet til ro og hvor er de glade for at have ham i klassen. Er der noget at sige til, at de unge ryger hash?

Der er kommet nyt stof på markedet Zyban, som skulle kunne fjerne tobaksrygerens afhængighed. Det påvirker den del af belønningssystemet, der sidder forrest i hjernen og skulle spærre for de impulser der kommer fra den del af belønningssystemet, der sidder midt i hjernen. Derved skulle belønningssystemet populært sagt blive sat delvist ude af kraft. Henrik Rindom er spektisk overfor medicinen. Han har endnu aldrig mødt et middel, som kunne erstatte et rusmiddel uden selv at være et rusmiddel, når det kom til stykket. Forsøg med fysisk at overskære forbindelsen mellem den centrale og den forreste del af belønningssystemet, har heller ikke vist sig effektiv, fordi vores hjerne bare skabte andre veje mellem de to områder. Belønningssystemet er altså så vitalt for vores overlevelse, at det ikke er til at komme udenom.

En anden ting, som Henrik Rindom er uvenner med, er den moralske fordømmelse af misbrugeren. Det fører ingen steder hen og hjælper slet ikke den afhængige at fordømme et misbrug. Enhver, høj som lav - rig som fattig, er udstyret med et belønningssystem og kan blive afhængig. Der er derfor ikke noget galt med afhængighed; det er stoffet, der er problemet.

Lad mig slutte med at sige, at spørgelysten og debativeren blandt de mange fremmødte var så stor, at jeg tror, vi havde siddet der endnu, hvis ordstyreren ikke havde grebet ind.

Når pakken med cigaretter en søndag aften kl. 23 viser sig at være tom, og en gennemsøgning af lejligheden viser, at der heller ikke er glemt en pakke smøger i en eller anden skuffe, så opstår der en række gode argumenter for at gå en lille aftentur ned til kiosken for at købe cigaretter. "Jeg har også siddet inde hele søndagen, og det ville være glimrende med en smule frisk luft, og jeg trænger også til at strække benene" og så videre. Det er misbrugsadfærd, for sådan en adfærd har jeg aldrig udvist, når det gælder bananer! Se, det er så forskellen på rusmidler og bananer.

Hvorfor ryger de unge hash? De unge siger selv, at de er stressede. Hvordan kan de dog være det, når de stort set driver hele dagen? Forklaringen er, at forældrene ikke giver de unge tilstrækkelig med akcept og påskønnelse, og at politiet nogen gange er i hælene på dem. Så må man have noget til at koble fra. Alkohol duer ikke, for det opdager de voksne. Man kan ikke drikke et par bajere i frikvateret i skolen, uden at det bliver opdaget. Men en joint kan man ryge uden at det opdages. Derved bliver den knægt, der før var et problembarn i skolen på grund af urolig adfærd, sløv og rolig i klassen. Når han så har røget hash i et par uger, stadig uden at de voksne har opdaget det, så kommer læreren endog og roser knægten og siger at hvor er det dejligt, at han er faldet til ro og hvor er de glade for at have ham i klassen. Er der noget at sige til, at de unge ryger hash?