Psychedelia.dk

Jeg forestiller mig at vores materielle verden, vores tanker, vores eksistens som vi kender den, kunne være en del af en større eksistens’s tanke (et slags alter ego, den eneste bevidsthed, den eneste eksistens) måske knap et strejf af en tanke.

Det i sig selv er måske forholdsvis enkelt at forstå, men dertil kommer begreber som tid og uendelighed der er ufattelig svære at integrere i denne tanke.

Som jeg ser det er tiden et begreb vi har skabt for at gøre hverdagen nemmere og bedre kunne forstå døden, men naturligvis også for bedre at kunne forstå naturen, fysik og eksistensen i det hele taget. Den kan være svær at se uden om, svær at ignorere, fordi den ligger så dybt i os. Men forestil jer at tiden er en lineær linje, en streg, og så forestil jer at hele dette univers’s ”liv” var en sådan ”tids streg” og at denne blev presset sammen til en prik, så alt skete samtidig, men stadig i rækkefølge. Det er forholdsvis svært at forestille sig, og endnu sværere er det at forestille sig at dette bare er en del af en tanke.

Eksistentialismen er begrebet om at vi skaber vores egen fremtid ud fra handlinger, at vi sætter os selv i centrum og at hele kosmoset drejer sig om os. En egoistisk tanke vil mange sikkert mene, men ikke mere end at det kan forklares som en matrix der er smidt over vores bevidsthed.

Tilbage til pointen; hvis vi bare var en del af en større bevidstheds tanke og hele kosmoset drejede sig om os, kunne vi vel i realiteten gøre hvad vi ville?

Men der er lavet regler og man kan komme i fængsel, denne bevidsthed har tænkt på alt, næsten alt.

Denne tekst ligger op til debat om moral, hvordan kan denne forklares? Og forsvares?

Hvis vi alle har hver vores bevidsthed og den materielle verden omkring os er virkelig nok, og vi bare ikke er sofistikerede nok til at forstå denne’s mange store spørgsmål, som uendelighed, tid og rum, så har vi jo pludselig en hel anden virkelighed at bygge vores morale på, så er der pludselig andre som en selv, og så bør man jo behandle dem alle som man selv vil behandles..

Men det kunne også være mit første eksempel der var virkelighed, at vi bare var et strejf af en tanke der kunne uddø hvert øjeblik, og så har vi pludselig en helt anden bund at bygge vores morale på.

Spørger du mig er det svært at vide hvad man skal bygge sin morale på..

Det som jeg fornemmer du snakker om, er det samme som har lagt gro bund for religioner og andre livssyn.

At hvis mennesket er helt frit og kan fortage sig hvad de vil, hvad vil så få dem til at tænke på andre!? Derfor er religionen jo opstået som et samlingspunk eller en fælles enighed om at der ligger noget større bag vores liv og at vi alle er pålagt visse regler og normer.

Hvis man følger et kynisk ateistisk livssyn er man jo kun sig selv nærmest og har ingen andre end de omkringlevende mennesker at stå til ansvar overfor men ingen større. Det vil sige at man i realiteten kan gøre med sit liv hvad man vil da man ikke, som religionerne postulerer, skal stå til ansvar for det senere.

Så morale er jo hvad man gør det til, jeg er selv ateist men lever vel som mange andre efter et livssyn som minder om de religiøses, altså at man er god mod sin næste og den slags!

Meget spændene og interessant debat du har gang i, så, håber at jeg er inde på noget af det rigtige!


...Orv og så var der det med tid: Tid har altid været der siden skabelsen af ALT. Tid er jo en naturlig proces som man så med ure og andet har fundet ud af at man kan måle og bevise...

Var ved at blive helt bange for ingen ville svare på min post.

Du forstår det meget vel, og du har helt ret i det med religion.

Jeg er også ateist, men tænker stadig meget over at mine venner skal have det godt, men det kommer jo også tilbage til mig i sidste ende?

Med tiden er vi dog ikke helt enige om, tror bare vi har lavet ure og sådan for at gøre det nemmere at forstå, tror bare ikke vi kan forstå hvor kompliceret tiden er.

For det første: Eksistentialismen er ikke et begreb, men snarere en teori eller en filosofisk skole/tankeretning.
Et begreb er f.ex. Descartes' "cogito", Kants "Ding an sich", Hegels "Ånd", Nietzshes "Vilje til magt" osv.. Altså klart afgrænsede "ting".
Eksistentialismen er snarere en samling og analyse af begreber, som f.ex. "valget" (Kierkegaard, Sartre osv.), "angst" (Kierkegaard, Heidegger, Sartre), "fri vilje", "eksistens og essens", "væren", "intet" osv. osv. osv..

For det andet: Jeg synes du overfortolker eksistentialismen lidt. Din udlægning lyder nærmere som en definition på "storhedsvanvid". Eksistentialismen siger ikke, at "kosmoset drejer om os", men nærmere at hvert individ har en fri vilje, og at det er op til én selv at skabe sin personlighed, sit værdisæt og sin tilværelse. At "eksistensen går forud for essensen", dvs. at vi er, før vi er noget bestemt - at vi selv kan vælge vores essens (personlighed, opførsel osv.).
Fra første sætning i artiklen på Wikipedia: "Existentialism is a philosophical movement which claims that individual human beings create the meanings and essence of their own lives.".