Psychedelia.dk

Jeg blev fanget af dit indlæg, da jeg netop nu er i gang med at læse en bog, der handler om vores ubevidste intelligens (''Ubevidst intelligens'' af Ole Vedfelt), og den kan varmt anbefales.

Den omhandler, at meget af vores adfærd, vores tanker og vores følelser bliver styret og formet ubevidst af denne intelligens, som kan have indvirkning på vores normale bevidsthed, uden at vi selv er klar over det. Den skulle også råde over en enorm kapacitet og hukommelse, og den sørger for at bearbejde mange af de sanseindtryk, vi får i løbet af dagen og også problematiske dilemmaer i vores sind, som vi måske ikke engang selv er specielt bevidste om i det daglige. Ved at arbejde og prøve at forstå denne, kan vi finde frem til en ny oplevelse af verden og os selv. Det er vist endda muligt at få styrket sin huskeevne på denne konto. Men det er også vigtigt at bemærke, at det ikke er alt, som vi bør huske, og at vi også i det ubevidste har en regulering af sanseindtrykkene, og at al glemsel ikke nødvendigvis behøver at være dårligt. Nogle gange tjener selv glemsel/fortrængning til underbevidstheden også en nødvendig og livsvigtig funktion, i det det sørger for at beskytte vores ''selv'' mod at blive overdænget med destruktiv information eller andre følelser/tanker, som måske ville virke ekstremt nedbrydende på det.

Ja, det er en lille del af noget af det, som den bog omhandler. Jeg er i hvert fald selv blevet super bidt af den.

håber mit indlæg måske kan bruges

Mvh. Malene

Min fejl.

Men den lyder god, måske man skulle kigge nærmere på den

Det står i første linje..

lyder hoejst plausibelt. denne intelligens, er den ekstern eller intern? er det en fremmed kraft der virker paa mennesket eller er det en i mennesket boende dynamik? og hvordan kan en ubevidst intelligens foretage bevidste udregninger a la, den her information er uskadelig, den her er skadelig.

jamen den findes iboende i mennesket, hvor den tit virker, uden at man er klar over det - så meget forstod jeg i hvert fald ifølge den bog der. der stod også på et tidspunkt en metafor om, at menneskets 'normalbevidsthed' kun var en lille båd flydende på et stort hav af ubevidst materiale - for lige at tage det op til sammenligning.

altså den skulle vist være så avanceret, at der var et overordnet styresystem, som styrede en masse underordnede, mindre systemer. og så kan jeg ikke helt huske, hvordan det var, at konflikterne opstod.. men tror nok det skete, når der var en ubalance mellem disse. eller vent, det var vist noget med, at sindet havde bestemte tankemønstre/tankesystem og at den fandt det, som havde flest fællestræk med den situation, som man nu stod i.. så nogle gange kunne et negativt system blive styrende, hvis sindet fandt flest overensstemmelser i virkeligheden med dette..

hmm håber det kunne bruges - kan jo ikke huske alt fra den bog der
hehe

Mvh. Malene

lyder meget spaendene!

den med havet er en klassiker jo.

det med de overordnede og underordnede systemer er jo ren demonologi, vilket jeg har beskaeftiget mig meget med, og som jeg foeler er en ret rammende model paa virkeligheden. sjovt at parapsykologerne er ved at lave de samme modeller.

tror jeg vil chekke den ud.

omvendt kan jeg saa anbefale dem her:




der bliver snakket om alt fra oldtidskulturer og deres verdenssyn, til neurologi over i kvantefysik og videre over i moderne mysticisme med udgangspunkt i lsd sessions. meget kraevende af sin laeser hvis ikke han/hende er af den rette stoebning, men ultimativt givende i den anden ende.

de to kombineret med den her:
er hvad man kunne kalde den gyldne noegle til evighedens palads, og intet mindre.

Okay jamen det kan da være, at jeg skal prøve at læse dem på et tidspunkt!
Er godt nok i gang med nogle andre bøger lige i øjeblikket, men de ser da interessante ud. Især hvis man synes, at det åndelige har interesse, og det er jeg begyndt at tro på her gennem den seneste tid. Du skriver at de er krævende for læseren - snakker vi nu sværhedsgraden, eller dukker der sandheder op, der kunne være ubehagelige for nogle?

man skal ihvertfald have sin almene viden iorden, og det forventes at man har et mere end indgaaende kendskab til de discipliner der blir omtalt i boegerne. oven i det skal man vaere forberedt paa at indse at man lever i en doed kultur administreret af graadige boern med et saet aandeligt haemmende traditioner som fundament.

men det er en smal pris at betale for universets hemligheder.

du skriver:



de her boeger handler netop om at overdænge sig med destruktive informationer og derved nedbryde det selv, og den virkeligheds model vi er podet med fra samfundets side og indse at det netop kun var det, en model. man staar frit tilbage til at vaelge imellem alle modeller efter det. hvor bizarre de end maatte forekomme. den opmaerksomme forum laeser vil vide at jeg for eks for tiden dyrker astral rejser, og haevder at have besoegt andre verdener end denne. man kunne gaa endnu videre hvis det var det. begraensningerne findes ikke, der er kun fri bevidsthed. the golden key to the palace of eternity, i tell thee.

Sig mig, er du aldrig bange for dette nye ubegrænsede univers? for at miste alt det velkendte? jeg havde nemlig en oplevelse her i den sidste uge, som jeg er sikker på, var spirituel af en eller anden art. Der følte jeg nemlig det med, at jeg ingen grænser havde - og at jeg kunne udrette alt. desuden var jeg overbevist om, at hele den normale virkelighed var en illusion opdigtet i mit hoved - og det skræmte mig noget så grusomt. altså det er en lang historie, regner også med at lægge den ud her, men jeg blev vildt angst for at give slip på alt det, jeg nu har i denne her verden. Har du det aldrig på den måde?

jo i lang tid havde jeg det sådan, og det kogte da ogsaa over i en schizoid psykose, men nu har jeg det meget bedre :twisted:

man maa baere sine masker! saa man skal altsaa ikke ofre alt, jeg gaar da stadigvæk i byen i weekenderne, har et sæt nære kammerater, en masse materielt bras, og et ansigt udadtil der minder om de fleste andres. men når jeg er alene og masken ryger af, da er jeg et tentakkelmonster af rang med titusinder af entiteter under min kontrol og et væld af verdener der står til min rådighed. saa det er en balancegang, og nogle gange falder man og slår sig.

nogle sessions er bedre end andre, det er for eks. aldrig fedt at blive spiddet af 100 meter høje knæleres sylespidse arme, men det hører med.

denne verden er et værktøj der skal mestres før man kan rykke videre, man skal nå til den fulde erkendelse af hvem man er, hvor man kommer fra, og hvor man vil hen. og det er svært.

forstår du hvor jeg vil hen med det jeg siger?

Jo, jeg tror jeg forstår, hvor du vil hen af. Men det virker stadig meget overvældende på mig - især det du lige skrev om at blive spiddet. Så er det lige, at jeg får den - måske dumme tanke - om, hvorfor udsætte sig selv for den smerte? Altså jeg tror i bund og grund på det positive i verden, også efter døden. Selv om jeg må indrømme, at det skræmmer mig, at jeg en dag ikke vil være her længere i denne smukke (til tider dog også barske) verden, og jeg frygter også aldrig at skulle gense min familie og mine nærmeste. Måske er jeg naiv i min tro, og livet vil på nogle tidspunkter uundgåeligt være forbundet med en vis grad af smerte, men behøver dette fortsætte for altid? Jeg vil for alt i verden ikke være fortabt til evig tid, jeg kunne ikke forestille mig noget mere lidelsesfuldt.

Men det sidste du skrev interesserede mig dog også lidt - hvordan finder man frem til det? og er man fortabt, hvis man slet ikke på noget tidspunkt i sit liv beskæftigerer sig med en sådan form for selvgranskning? for der er vel mange mennesker, som lever tilsyneladende gode, tilfredsstillende liv uden rigtig at beskæftige sig med livets dybere spørgsmål. du ved vel godt, hvad det er for nogle mennesker, jeg tænker på. hvad sker der med dem efter døden? de ophører måske fuldstændig med at eksistere?

Jo, jeg tror jeg forstår, hvor du vil hen af. Men det virker stadig meget overvældende på mig - især det du lige skrev om at blive spiddet. Så er det lige, at jeg får den - måske dumme tanke - om, hvorfor udsætte sig selv for den smerte? Altså jeg tror i bund og grund på det positive i verden, også efter døden. Selv om jeg må indrømme, at det skræmmer mig, at jeg en dag ikke vil være her længere i denne smukke (til tider dog også barske) verden, og jeg frygter også aldrig at skulle gense min familie og mine nærmeste. Måske er jeg naiv i min tro, og livet vil på nogle tidspunkter uundgåeligt være forbundet med en vis grad af smerte, men behøver dette fortsætte for altid? Jeg vil for alt i verden ikke være fortabt til evig tid, jeg kunne ikke forestille mig noget mere lidelsesfuldt.

Men det sidste du skrev interesserede mig dog også lidt - hvordan finder man frem til det? og er man fortabt, hvis man slet ikke på noget tidspunkt i sit liv beskæftigerer sig med en sådan form for selvgranskning? for der er vel mange mennesker, som lever tilsyneladende gode, tilfredsstillende liv uden rigtig at beskæftige sig med livets dybere spørgsmål. du ved vel godt, hvad det er for nogle mennesker, jeg tænker på. hvad sker der med dem efter døden? de ophører måske fuldstændig med at eksistere?

"lad alle dem der fra start af var og tilstadighed er født af min fars kød finde sæde ved min side i evighedens palads, og lad alle dem der sidenhen er gået fortabt i den store borgs mørke, og derved har mistet den gnist der skinner ved og af min fars kød, blive ved med at vandre hvileløst til tiden ender eller de finder sig selv igen" sådan siger jesus mere eller mindre ordret i en gnostisk tekst jeg ikke husker navnet på lige pt. syntes det siger det meget godt. man mister ikke sine kære fordi man har badet i intethedens hav, man kan altid tage hjem igen og besøge deres virkelighed hvis lysten melder sig. det er så bare det om man kan bære at se dem med skyklapper på.

frit valg mellem alle modeller er jo netop frit valg på alle hylder, ogsaa dem med de små præmier. men kan man stille sig til freds med en lille menu når nu ens sult matcher den store bedre?



ingen er fortabte, alt er smukt. men ligesaasnart kategorierne træder i karakter og man kører efter en specifik model, da vil nogle falde fra og være fortabte. men så snart man vælger en anden model er de med paa vognen paany og nogle andre er faldet fra. den occulte model siger altså: ingen introspektion med efterfoelgende depersonalisering, ingen præmier. desværre.

Okay, det lød faktisk meget interessant, dog virker noget af det til at være meget komplekst - men jeg får alligevel lyst til at læse den bog der nu. Jeg nærer nemlig også et ønske om at finde en dybere sandhed og mening med tilværelsen, så jeg på den måde kan blive tilfredsstillet fuldt ud. Men det skræmmer mig alligevel, at jeg en dag bliver tvunget til at give afkald på denne verden, og jeg kan godt blive angst ved at tænke på, hvilken verden jeg så skal træde ind i bagefter - og om det kommer til at opfylde mine forventninger/idéer om det. Men det er måske en naturlig del af det at være et tænkende menneske?

Jeg kan godt lide det, du sagde med, at ingen var fortabte og at alt var smukt. Den tanke ville jeg gerne kunne tro på, men nogle gange kan jeg bare ikke undgå at føle mig en smule fortabt og ekstremt forvirret over dette forunderlige univers fyldt med så mange, uendelige muligheder. Et eller andet sted har jeg mest lyst til at tage tykke skyklapper på og så først tage stilling til det, når jeg bliver gammel, men der er også et eller andet, der driver mig i en anden retning i en søgen efter en større mening og sikkerhed for, at alt nok skal blive godt

jamen i lige måde, der er intet værre end ens egen menings skabelses relativitet. alle sandheder er valgfri og forgængelige, som følge deraf bliver erkendelse en nedafgående spiral uden ende og det er svært ikke at blive søsyg. tricket er at være den maske man nu har valgt, helt ud i lilletåen, og det er svært.

man skal altså mene det man siger, eller ikke sige noget.

der er ingen forløsning, kun pendulets svingen imellem godt og skidt.