Psychedelia.dk

Science Wars: http://www.physics.nyu.edu/faculty/soka ... efile.html

I 1996 indsendte den amerikanske fysiker Alan Sokal artiklen "Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity" til tidsskriftet "Social Text".

I artiklen argumenterer Sokal for, at den moderne naturvidenskab og matematik har taget meget af den postmoderne, neo-feministiske og socialkonstruktivistiske humanistiske/sociologiske kritik til sig.
Bl.a. havde man i topologi (et matematisk forskningsområde) lyttet til kritikken fra feministen Luce Irigaray, der beskylder naturvidenskaben for at være "sexistisk", og var begyndt at undersøge uaflukkede mængder.

Efter artiklen blev offentliggjort, skrev Sokal et indlæg i tidsskriftet "Lingua Franca", hvor han beskrev hvordan artiklen i "Social Text" var "nonsens" skrevet for at latterliggøre de humanister, der mente at de var berettigede til at kritisere naturvidenskaben uden nogen særlig viden om eller forståelse for naturvidenskab.

Denne affære skabte megen debat omkring videnskabsteori i hele verden. Naturvidenskabsmænd og de realitiske videnskabsteoretikere mente at den illustrerede en stor del af de humanistiske/sociologiske videnskaber som "intellektuel nonsens" hvor man kan påstå hvad som helst sålænge man namedropper et par franske teoretikere. Det er værd at lægge mærke til, at "Social Text" ikke peer-reviewede artiklerne de bragte på det tidspunkt de bragte Sokals artikel. Der var altså ingen kvalificerede folk der bedømte kvaliteten af artiklen før den blev bragt.
Humanisterne, sociologerne og de anti-realistiske videnskabsteoretikere stillede for det første spørgsmål til den videnskabelige redelighed i at publicere en videnskabelig artikel som man ikke står inde for, og som man ved er løgn.

Sagen er ret interresant hvis man interesserer sig for naturvidenskab, sociologi, postmodernisme, social-konstruktivisme, post-strukturalisme, neo-feminisme, videnskabsteori og/eller filosofi.

Link (igen) til Sokals artikel: http://www.physics.nyu.edu/faculty/sokal/transgress_v2/transgress_v2_singlefile.html
Link til wiki-side om Sokal-affæren: http://en.wikipedia.org/wiki/Sokal_hoax

Meget sjovt eksperiment. Men er nu ærgerligt at han ikke fik den godkendt til et tidskrift der havde reviews af deres tekster. Uden at have læst hele hans artikel, føler jeg mig ret overbevidst om at han formentlig begår nogle fejl der ville være blevet kaldt af et seriøst forskerpanel.

Jeg høre jo til den gruppe af mennesker der rent faktisk mener at der er en socialt konstrueret virkelighed der ligger som et lag hen over den virkelige virkelighed. Ydermere mener jeg at det sociale kun kan studeres og forstås som konstrueret. I og med at det sociale også har haft en indvirkning på udformningen af moderne naturvidenskab vil der formentlig også være ting der er produkter af den konstruerede virkelighed i tolkninger af resultater fra naturvidenskabelige forsøg. Når det er sagt mener jeg dog også at naturvidenskaben transcenderer denne problematik og for det meste fungerer som et famlende øje der ser på den virkelige verden. Men det er ikke ensbetydende med at de sociale konstruktioner ikke indvirker på naturvidenskaben. Jeg vil da tro at der er mange områder som naturvidenskaben af frygt for den politiske korrekthed ikke berører, fx er det ret meget fy fy at beskæftige sig med nogle retninger af raceforskning og det samme i øvrigt også i forhold til køn.

Derfor mener jeg også at humanistiske og sociologiske videnskaber er nødvendige, i og med at kun de kan blotlægge de ovennævnte magtstrukturer - den politiske korrekthed. Det kræver naturligvis en stram metode og et grundigt empirisk arbejde. Men så er det også alt andet end bare at namedroppe et par franske teoretikere, og lige så meget et stykke videnskabeligt arbejde som naturvidenskaben.

just my 3 cents.

Der er vist ingen der benægter at vi konstruerer en del, og så er det jo en spændende diskussion hvor meget der er konstrueret. Problemet opstår når vi kommer derud hvor ALT bliver en konstruktion og folk bliver lukkede socialkonstruktivister. Min favoritbog indenfor det område er John R. Searle "The Construction of Social Reality". Det er en lille hurtigt læst bog som jeg varmt kan anbefale.

Hvad angår franske filosoffer så kan de have deres anvendelse rent metodisk, hvis man gerne vil fokusere på noget særligt. F.eks. magtstukturer som du snakker om. Der er desværre bare to uheldige tendenser: den ene er at man tror at post-strukturalisme kan bruges som en generel virkelighedsmodel og derfor er den sjovt nok blevet det bedste eksempel på den dominerende diskurs med eget sprog og det hele. For det andet så anerkender man ikke disse ideers begrænsninger, og derfor ender alt med at gå op i magtstrukturer og dominans og the other og jeg skal komme efter dig skal jeg. Det er enøjet og uendeligt trættende.

Som sagt, det kan have sin anvendelse. Men der er sket det samme med Foucault & friends som der skete med Boaz kulturrelativisme. Det er gået fra at være en praktisk metode til at være en ideologi. Der er jo ikke grænser for hvad der skal ses som magt og dominans. Men der er jo så mange andre måder at se på verden på, der fremhæver forskellige kvaliteter. Det er mit indtryk at mange også ender i den boldgade fordi det er nemt. Der er et klart defineret sprog og metode man kan anvende. Det er meget nemmere end at sidde og rode med f.eks. grounded theory eller tænke selv i det hele taget.

Først og fremmest, jo det er beklageligvis nogen der benægter at noget som helst er konstrueret, jeg har personligt mødt en del af dem, de kan vel bedst betegnes som biologiske determinister, og almen logik dur heller ikke på dem. På den måde minder de meget om de mest radikale konstruktivister.

Nu er der jo andre franske filosoffer end post-strukturalister og Foulcault Og jeg er ikke stor Foulcault fan (selvom jeg kommer fra RUC OMG!!! )

Anyway jeg tror ikke vi er meget uenige, jeg tror bare jeg formulerede mig på en måde som ikke så meget var henvendt til folk der viste noget om post-strukturalisme mm. som det var henvendt til folk der ikke ved en pind om det, det var i hvert fald min intention. Og derfor kom det måske til at lyde lidt mærkeligt for en der ved noget om det.

Jeg synes ikke jeg skriver skide godt lige nu. I will be back når min hjerne clears up.

Så er det bare ærgeligt at det næsten altid er human- eller samfunds-videnskaberne (ihvertfald sociologi) der SKABER den politiske korrekthed og berøringsangsten med emner som køn og race.

Indenfor medicin har man f.ex. i et stykke tid forsket i hvorfor nogle stoffer virker bedre på bestemte racer.
Det er HUMANIORA og SAMFUNDSVIDENSKAB der kommer løbende og siger "racer findes slet ikke - det er sociale konstruktioner... og I er faktisk nogle onde og afstumpede mennesker hvis I overhovedet nævner ordet "race" eller prøver at undersøge det videnskabeligt". Mens negrene ligger og dør og nok er pænt uenige med dem i at deres race bare er en social konstruktion.

Jeg tror bestemt at humaniora (og først og fremmest filosofi/videnskabsteori) kan være gavnligt - også som "vagthund" i kritisk samspil med naturvidenskaben og matematikken.
Men jeg synes sgu det er naivt at sige, at humaniora/samfundsvidenskab kan blotlægge og udfordre den politiske korrekthed. Det er måske det, de "bør" gøre, men langtfra det de gør i praksis ude hos dem der dyrker queer studies, kritisk teori, feminisme osv..

Der er vel i øvrigt ikke nogen der siger, at humanistisk videnskab ikke er nødvendigt? Hvem ville være foruden historie og lingvistik f.eks.? Det handler vel mere om, at en stor del af den humanistiske videnskab handler om at have svarene på forhånd, og så forsøge at få det hele til at handle om hegemoni, dominans, magt og undertrykkelse så man kan pushe sin egen dagsorden. Det bliver ret enøjet. Lidt mere åbenhed ville være at foretrække.

Pointen er vel netop at det er til grin at der er/var flere "seriøse tidsskrifter" indenfor humaniora og "social studies" der IKKE har/havde peer-review.

Som Dankdawg skriver er fejlen ved megen humaniora og samfundsvidenskab at kravene til argumentation, lødighed osv. er alt for slappe og at alt for mange slipper afsted med at fyre en masse lort af sålænge det er indpakket i de rigtige ord og teorier.

Nej. Det var ikke Sokals pointe. Hans pointer var for det første at man kunne skrive hvad som helst, bare det lød rigtigt (dvs. var skrevet på det rigtige post-strukuralistiske sprog), og for det andet, at de her strømninger var så tåbelige, at det fik venstrefløjen til at se dumme ud og tog brodden af enhver seriøs kritik fra venstrefløjen. Det sidste fremgår af den bog de skrev om eksperimentet, så vidt jeg husker. Det var altså også et forsøg på at redde venstrefløjen fra sig selv.

Er vi ikke enige?

En af hans (vigtige) pointer er vel også, at humanist-svinene ikke skal udtale sig for skråsikkert om naturvidenskab og matematik som de ikke fatter noget som helst af.

Jeg ved godt at han forsøger at "redde venstrefløjen fra den selv". Og hvis han kan omvende en socialkonstruktivistisk feminist til et lidt mere realistisk synspunkt har han gjort verden til et bedre sted. Men jeg synes nu at de mest interessante pointer er de videnskabsteoretiske: Hvor meget skal du vide om et emne før du kan lege "klog og kritisk humanist" og udtale dig om det på et overordnet plan?

Jo, vi er enige om hvad der er mest interessant. Men jeg ville bare lige gøre opmærksom på hvad hans ærinde først og fremmest var.

Jeg fandt lige dennehér ret gode illustration af hvad Sokal-affæren gik ud på:
http://www.elsewhere.org/pomo/

psst

Sidder selv og arbejder lidt med Sokal til en opgave jeg er ved at skrive, eller burde være ved at skrive. Problemet med Sokal er ikke at han forsåvidt ikke har ret i hans pointer, men at han i sin kritik/satire overser et dybere niveau i hele debatten. Det store problem ligger i at der i de sidste mange årtier har været et stigende krav om anvendelighed, altså er der indenfor humanistisk tænking blevet mindre plads til den art af tækning som i første omgang har sit eget formål i sig selv, altså så som at gentænke de værdier samfundet er bygget på, og de værdier vi bygger vores liv op omkring. Istedet har der været en klar tendens til at de humanistiske fag har skulle overtage et videnskablig metode ideal og videnskabens øjensynlige umiddelbare anvendelighed; litteraturvidenskab . Hermed er en vigtig del af den kerne som humanisme skulle identificere sig selv med gået tabt. Derfor for er humanismen blevet forfalden til ukritisk og uhæmmet kapløb om at gøre opmærksom på sig selv gennem tomme floskler og ved at brede sig ud over emner og områder som i første omgang bliver varetaget bedre af andre fakulteter. Og det er jo lige netop her Sokal ser sit snit til at slå ned, ganske berettiget.

Se evt. Dorthe Jørgensen Manifest for Humanismen og Heideggers Et brev om "humanismen"

Det lyder spændende.

Hér er en tegneserie-stribe der illustrerer Sokals pointe: