|
>Er der nogen der har haft den samme følelse og rent faktisk ER faldet i afgrunden til komplet hjerneblødning, eller er det bare karakteristisk ved det at trippe, at man hele tiden er på vippen?
Ja, jeg har haft to rigtigt dårlige trips, hvor jeg blev meget bange. Det første fik jeg i en vanskelig periode af mit liv, nogle år efter jeg var begyndt at tage psykedelika.
De første gange jeg tog 2CB, forstod jeg ikke hvad det var der skulle være så sjovt ved den psykedeliske oplevelse. Jeg kunne slet ikke genkende alle de strålende beskrivelser jeg havde læst om livsændrende oplevelser og utrolige lykkefølelser. Men jeg forstod heller ikke hvordan nogen kunne få et dårligt trip.
Jeg¨oplevede blot at mine sanseindtryk forandrede sig, og at jeg blev "beruset," og havde mindre imod at følge underlige tankebaner. Jeg tog en større dosis hver gang, indtil måske den 6-7 gang, hvor jeg fandt det usandsynligt at en større dosis ville give mig "den mystiske oplevelse".
Derfor gik jeg væk fra den indstilling, at en stor dosis alene ville få mig til at forstå "målet," og fortsatte et stykke tid med at tage mindre doser, og slappe mere af og tage tingene som de kom.
På min måske 15. oplevelse med 2C-B, fik jeg en oplevelse, som gjorde at jeg pludselig syntes jeg forstod, hvad den psykedeliske oplevelse handlede om. Efter denne erkendelse, følte jeg en lettelse og frihed og åbenhed, som jeg før kun havde følt på meget få tidspunkter i mit liv, eller måske aldrig. Jeg tænkte så klart og naturligt, at det var som om jeg var blevet præcis den person jeg altid have forsøgt at være, men kun yderst sjældent havde forstået hvordan jeg skulle blive. Og nu var det så naturligt, at det virkede næsten ufatteligt at jeg kunne have glemt og erstattet det med en sølle efterligning.
I de næste par år tog jeg 2C-B eller svampe omkring 100 gange. Jeg havde aldrig et dårligt trip, og jeg forstod stadig ikke hvad folk mente med et "dårligt" trip. Nogle gange kunne en mørk tanke da godt falde over mit sind, men hvis jeg tænkte lidt nærmere over det, kunne jeg igen se det lyse. De fleste af mine trips var overvældende, fantastiske og oplysende, og dem der ikke var, var i hvert fald meget underholdende.
Men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at blive lidt utilfreds med min tilværelse, og der var nogle ting der ikke flaskede sig for mig. Når jeg tog trips, kunne jeg godt undersøge disse følelser, og finde de positive sider af mit liv, og så fik jeg løst mine konflikter. Men det var som om at jeg glemte det lidt nogle få dage efter trippet, og igen begyndte at se mørke skyer over mit liv.
Da disse følelser kom hyppigere og hyppigere, besluttede jeg, at der alligevel måtte være et eller jeg ikke havde forstået, filosofisk, og satte mig for at finde ud af hvad det var.
Det virkede som om noget af det jeg fik sværere og sværere ved at forklare for mig selv, var begrebet "lidelse," og derfor begyndte jeg at tænke mere og mere over hvordan man kunne løse lidelse, når jeg fandt det i mig selv eller andre, og træne mig selv i ikke at automatisk afskye den ondskab jeg så, men at kunne se den i øjnene og analysere den, og få bugt med den.
Efterhånden blev jeg meget præget i min dagligdag af negative tanker, men jeg fandt stadig stor hjælp til at løse mine problemer i mine trips.
I en meget negativ periode af mit liv, tog jeg en dag en masse svampe og røg en masse skunk. Jeg kan ikke særligt godt huske hvad der skete, men det var noget med at effekten ramte pludseligt og hårdt. Jeg gik vist lige over i en "visionær tilstand", men det var som om jeg ikke nåede at få mig selv med, så jeg lod visionerne blive negative. Medens jeg stod og tænkte over de filosofiske spørgsmål jeg havde stillet gennem årene, begyndte disse spørgsmål at overvælde mig, og pludselig var det som om der kun eksisterede spørgsmål, og det virkede som om jeg så spørgsmålstegn, og intet andet, komme farende mod mig hele tiden. Til sidst tabte jeg kontrollen mine tanker, og kunne ikke se objektivt på mine dårlige tanker. Jeg blev overbevist om at de dårlige ting jeg tænkte på, var sådan verden "virkeligt" var og fungerede. Tankebanerne og billederne fløj afsted, og det gik så hurtigt at jeg ikke kunne nå at "stoppe det." Jeg blev bare ved med at tænke den ene uhyggelige tanke efter den anden, uden at kunne bremse op når en tanke var slut og den næste begyndte. Derfor kunne jeg heller ikke finde ud af styre mit trip væk fra den uhyggelige retning, som jeg udmærket fornemmede det bevægede sig i. Det var som om jeg bare "måtte" tænke alle de dårlige tanker til ende.
På dette bad trip, blev jeg til sidst så paranoid, at jeg blev mere bange end hvad jeg kunne huske jeg nogensinde tidligere var blevet, og jeg kunne slet ikke finde ud af hvem jeg var.
Jeg blev chockeret over at jeg kunne synke så dybt, uden at kunne stille noget forsvar op. Det havde altid været min oplevelse, at jeg kunne se det gode i livet, at finde den røde tråd, at vokse med opgaven. Men denne oplevelse kunne jeg ikke vokse med. Jeg kunne ikke finde meningen med at jeg havde haft den oplevelse, når jeg kun fandt den ond og forringende, og slet ikke kunne finde nogen måde at bygge videre på den.
Jeg havde nogle andre trips efter dette trip, men jeg kunne ikke give slip på min frygt, og jeg fik ikke løst den fundamentale konflikt jeg havde skabt for mig selv. Jeg var bange for at hvis jeg kiggede for dybt i mig selv, ville jeg finde det dårlige igen, men ikke løsningen på det.
Det er efterhånden et par år siden jeg sidst har taget et kraftigt psykedelisk stof, og mine minder fra den tid, specielt om mine seneste oplevelser, er ret uklare.
Jeg finder det meningsløst at sige at mine dårlige oplevelser blev forårsaget af et psykedelisk stof, når jeg mange gange havde taget endnu større doser uden at få en tilnærmelsesvis dårlig oplevelse.
Jeg vil snarere sige at jeg var svag og uopmærksom og uforsigtig, på et tidspunkt hvor jeg ikke burde have været det.
Jeg tror heller ikke at min oplevelse er særligt almindelig eller specielt nem at fremkalde. Det var noget jeg byggede op til over lang tid, ved at fokusere på alt muligt ondt og dårligt.
Selv om de dårlige oplevelser har påvirket mit adfærd meget, synes jeg stadig det er noget falskt noget. Jeg tror ikke rigtig på det. Så plat kan ingen historie være, dybest set.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
