Psychedelia.dk

Du forlod mig på et spyd.

Jeg mødte dig på mit livs vej
Jeg følte for dig og kunne ikke sige nej

Du vidste hvor vejen førte hen
Men du lod mig blive i glemslen

Du vidste det ikke var os
Men du tog et valg og jeg blev din "klods"

Tiden var lykke
Men kun for et stykke

Du valgte at gå
Derved satte du mig i stå

Jeg har rejst, grædt og blødt
Men er aldrig igen på dig stødt

Jeg savner dig som en ørken savner regn
Jeg savner dig min barndomsveninde fra min egn.



Sweety

"OS"

Du ser os på gader og hjørner .
Du ser os på byens bænke , og du beder dine børn , gå uden om os .
Du ser os , sidde med vores koppe og vores gennemblødte papskilte.
Du væmmes ved os .
Du ser os , og tænker : “ De har valgt at leve frie “ .
Du ser os , og du tager fejl .

Fristerens snoede krop har os i et jerngreb , og giver ikke slip .
Han har tilbudt os den forbudte frugt , og vi har spist os mætte .
Han viste os rundt i paradisets have , og sendte os til helvede .
Vi troede vi blev rørt af Gud , men det var Satan i forklædning .

Vi er som kaninen , der er blevet lammet af kobraens neurotoxiner .
Vi er som ægget som aldrig bliver udruget .
Vi er som barnet der dør , uden sin mors livgivende mælk .
Vi er det dårlige eksempel , du fortæller om , til dine børn .

Mens i handler ind i Føtex , jager vi i storbyens jungle .
Når i sidder og hygger juleaften, står vi ude i kulden og
kigger ind.

Du ser os , og tænker : “ Der sidder nogle tabere “ .
Du ser os , og du ved intet .
Du ser os .

"Når man kan, vil man ikke. Når man vil, kan man ikke"

"da jeg slog dig ihjel"

Jeg føler mig som en sulten slange, der lægger og venter på et bytte, der er så stort, at jeg aldrig mere behøver at sulte.
Alle dyr der lever her, er så små at jeg aldrig er mættet.
Jeg har jaget på disse tørre stepper i mange år, og rundt omkring mig,
Ligger der døde dyr ved de udtørrede vandhuller.

Da jeg kom hertil fik jeg at vide at regntiden var på vej.
Heroin ville ej være en mangel, men overalt hvor jeg går, ser jeg de hungrende kroppe,
Som bare prøver at klare sig igennem dagen.

Vi går alle nøgne rundt i solen, og der er ingen træer til at give os skygge.

Jeg har fundet en oase med vand, men det slukker aldrig min tørst.
Jeg rejser mig for at kæmpe.

Jeg står, og kigger trangen an . De er ca. hundrede mand. De er alle til hest, og jeg kan se blodtørsten i deres øjne. De har alle et spyd i hånden, og et sværd hængende i bæltet, Selvom jeg ikke kender dem, kan jeg se at de ikke er bange. De er vant til at vinde. Nogle af hestene trækker bure med mennesker bag sig. Frihedskæmpere med samme historie som mig.

Historien om den smukke valmue, og historien om forelskelsen der ødelagde vores liv .
Historien om hvordan lyset blev slukket.
Historien om hvordan det bedste i vores liv, forrådte os, og gjorde os til krøblinge.

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil kæmpe til døden.
Jeg har adlydt dronningen i 18 år,men da hun ville tage min kone,
og mit barn fra mig,sagde jeg nej.
Jeg rejste mig fra støvet,hvor jeg har lagt alle disse år,
og kysset hendes fødder,og besluttede mig for at kæmpe.

Nu har hun sendt sine soldater ud efter mig.
Jeg kigger mig over skulderen og ser hende stå der med den lille dreng i hånden.
Jeg kan se angsten i hendes ansigt.
Hun ved at hvis jeg bliver taget til fange,
ser vi ikke hinanden igen.
Jeg ber Gud om hjælp.

Jeg hører generalen fløjte til kamp,
og grebet om mit sværd bliver strammet.
De kommer hurtigt nærmere, og jeg kan høre hestehovene
dunke i mit hoved.
Jeg kan mærke adrenalinen pumpe i de selvsamme blodårer,
hun før havde magt over.

Kampen er i gang......
"Når man kan, vil man ikke. Når man vil, kan man ikke"

"Tornen der for altid sidder i mit kød"

Smerten indeni

Et skrig af smerte.
Mere blod.
Nyt liv.

Tårer løb ned af mine kinder.
Den smukkeste kvinde jeg nogen sinde har set,
Kigger på mig med sine store grønne øjne, imens
Hun betragter mig fra sengen.

Så lille og skrøbelig,holder jeg ham for første gang.
Den smukkeste dreng jeg nogen sinde har set kigger op fra mine beskyttende arme med sine store mørkeblå øjne.

Kærlighed.
Beskyttertrang.

Jeg vil beskytte dem.
Jeg vil sørge for dem.
Jeg vil varme dem når de fryser,
Og give dem min mad når de er sultne.

Et skrig af smerte, da nålen gik ind.
Mere blod.
Nyt liv.

Tårer løber ned af mine kinder da den smukkeste blomst
Jeg nogensinde har set,opiumsvalmuen, kigger på mig med sine store røde blade

Min hjerne er væk
Ingen tanker
Fedklumpen har forladt mig
Hvornår er den tilbage?

Den plejede at være lige her, inde i det allerhelligste

Inspirationen er også væk, er den taget med?
Hvorfor? Det er ikke fair!

Jeg mangler den nu, mere end aldrig før
Inspirationen! Et saftigt stykke idé
Forståelsen – tankevirksomheden.
Jeg trænger, jeg er liderlig efter en muse, jeg trænger, jeg sprænges
Hvor er du? Hvem er du?

Kom til mig! det er ikke fair! det er omsorgsvigt! jeg mangler dig

Min hjerne svigter, lukker ufrivilligt ned – som så mange gange før
Lige hvad jeg manglede

Hvorfor sker det? Hvorfor så tit?
Hvad er meningen?
Er der en mening?

En mening, med det hele?

HM. Ret fedt faktisk der ven.
Blondi

Fremtiden.

Hudløst ærligt
Ikke noget særligt
Mine tanker flakker
Ubetænksom jeg snakker
Intet bliver til alt
Sekunderne er talt
Enden lurer derude
Ulven inde i begynder og tude
Fremtiden er sløret mens sanserne er pløret
Overblik jeg mig påråber
Dette dog ikke et redskab for tåber

Skulle lige tænke over det men ret godt.:

FØR/EFTER
Larm.
Larm fra alle de idioter der snakker til mig.
Paranoia.
Muskelkramper og lorteliv.
Selvmord,ja måske selvmord.

Nålen fyldes med blod,og stemplet trykkes i bund.

Snak.
Snak fra mine venner jeg holder af.
Tryghed.
Kroppen slapper af,og livet er godt.
Gid jeg kunne have det sådan evigt.

"HENDE"


Jeg så hende for første gang den aften .
Den aften , hvor alt blev glemt .
Hun var så smuk , som hun stod der i måneskinnet .
Da hun kiggede på mig , vidste jeg , at det skulle være mig og hende .

Den nat elskede vi , og det var bare perfekt .
Jeg havde fundet hende .
Hende jeg havde ledt efter.


Hun tog mig i hånden , og hun gav aldrig slip .
Vi var altid sammen , mig og hende .
Som årene gik , blev jeg mere og mere forelsket .
Jeg kunne ikke trække vejret uden hende .

Pludselig en dag , skar det i mit hjerte .
Hun havde svigtet mig .
Hun havde fundet en anden , og efterladt mig med smerte .
Nu må jeg leve uden hende .
Jeg vil aldrig igen nogensinde ,
Sådan en kærlighed finde .

Hendes navn var heroin .
Hun var så smuk , hun var så fin .
Hun fik rædsel til at løbe igennem mig .
Min elskede , nu jeg hader dig .

Hvis hun en dag , smuk og fin , står foran dig .
Saml alle dine kræfter , og løb den anden vej .
Det banker på din dør , det er hende igen .
Husk på disse ord , hun bliver aldrig din ven .
Hvis du alligevel ikke modstår hende .
Du vil kun død og ødelæggelse finde

Wow, du er sgu dygtig mortenhy. Overvejet at fremvise nogle af dine digte for et forlag?

tak så meget mortenhy det var pænt sagt..

Jeg tror, jeg ved, det

Hele ens krop vil have opmærksomhed
Maven som knurrer
som æder en op
Røven som svir
fordi salven mangler
Hjernen som forvrider en ind
igennem blodårer som føles udtørret
Hjertet vil gerne banke
men blodårerne er udtørret
Røven vil gerne luftes
men bukserne sidder fast

Følelserne blottes og mavens knurren skriges
Ens jeg bliver serveret og blottet
Til skue for alle
og enhver

Vil skriges bort
men det strammes an
For jeg ved hun er der
Det tror jeg i hvert fald
Følelsen af hende æder en op
Indvolde, nukleoner og kondylomer
Hun æder det hele
Hensynsløst

Driften driver en af sted
Og fører til
en ødelæggelse af noget smukt
Noget udefinerbart smukt
Ødelæggelsen resulterede i
et ædegilde
Der efterlod et blødende jeg

Mit Fængsel, Mit Jeg

Bag denne skal af øjne - gemmer jeg mig
Alt seende vender jeg mig i min vugge, lyset
Observerer en verden, bygget op af sten, skabt til liv
Stenen inde i os - stenen omkring os - urokkelig

Kæderne fra mit hjerte, spændes op, strammes til
Kan jeg føle hvad det er, kan jeg vide hvad det er?
En illusion, frygt, kærlighed - intet, ligegyldigt.
Er jeg født til at dø, født til at leve, død for at skabe?

Forsøger at glemme hvad jeg er, hvad jeg blev!!
En evig rejse, imod mit indre - en rytme - et håb....
Skyerne over mig - et frosset billede - et andet sted.
Denne skal af øjne - gemmer mig - glemmer mig!

"HVOR VAR DU?"

Hvor var du , da jeg faldt ned af mit liv.
Hvor var du , da jeg ramte bunden og slog mig .
Hvor var du , da smerten rasede i mine knogler .

Du siger i dit ord , at du er min læge , men hvor var du da jeg var syg .
Du siger i dit ord , at du altid vil beskytte mig , men hvor var du , da mine tanker overmandede mig .
Du siger i dit ord , at du aldrig vil forlade mig , men hvor var du , da jeg ikke passede ind i verden og følte mig ensom .

Jeg stolede på , at du ville helbrede mig .
Jeg stolede på , at du ville værne min krop mod smerte .
Jeg stolede på , at du ville være ved min side når jeg havde brug for dig .

Gud , hvor var du , da jeg faldt .
Gud , hvor var du , da smerten rasede i mine knogler .

Jeg troede at du ville redde mig fra djævelen .
Jeg troede du ville gøre alting godt .
Jeg troede du ville være min frelser .

Jeg har været igennem helvedets pinsler .
Jeg har kigget døden i øjnene .
Jeg har besteget de højeste bjerge , og været i de dybeste afgrunde .
Jeg har vandret i mørket uden lys og lygte .
Jeg har været på havets bund , uden mulighed for at komme op , og få luft .
Jeg har været der , uden dig .

Hvor var du Gud , da jeg manglede dig .
Hvor var du , da mit liv forsvandt .
Hvor var du ?

Jeg har lige skrevet dette. Jeg er lidt småskæv:

Udsigt

Hunden gør
Manden hyler
Humlebien summer

I den dunkle skov, ses halvmånen.
I den lyse morgen, ses en stjerne
En stjerne skaber liv

Fremtiden er en kunstner, en stjerne, en sol.

Dette var min udsigt

Uden hunden der gør, manden der hyler og
humlebiens summen udsigten blot en udsigt ville være

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark

Fedt fedt fedt. Jeg er vild med det. Jeg tror også jeg forstår det.

FAUST - Johann Wolfgang von Goethe


Nu har jeg studeret filosofi
Retsvidenskab og medicin
- desværre også teologi
med ildhu og pedanteri.
Men nu er jeg til grin, jeg arme fjog,
Føler mig stadig lige klog.
Jeg er professor og doktor phil,
holder på tiende år min stil
trækker studenter rundt ved næsen
med mine strenge krav om læsen.
Jeg ved, at man ingenting kan vide,
mens hjertet banker i min side.
Jeg er ikke ved at gå fra forstanden,
jeg frygter hverken Gud eller Fanden.
Derfor er al min lykke væk,
jeg ved ALT men fatter ikke et kvæk.
Jeg kan ikke vejlede menneskers færden,
jeg kan ikke frelse verden.
Et hundeliv, bare knurre og sulte,
- Nu vil jeg studere det okkulte!

HAHAHAHAHA. Total grineren. Genialt.

Det en lidt anden stil end det andet herinde,

I affekt

Hvis jeg spurgte, fik jeg så et ærligt svar?
Ja hva´be´har? Hvor længe skal vi holdes for nar? Jeg spørg' ikke bare - men ville jeg få et ærligt svar?

Gamle dame med statsautoriseret reklame, flager for fanden og snakker uden om sagens kerne, udefra ligner dit had til minioriteter, en af dine urokkelige prioriteter, så hvis jeg spurgte, fik jeg så et ærligt svar?
Ja Hva´be´har og hvad behager? Blander mig når du prædiker retten fra børn til en barndom uden klager.