Nå. vi kan ikke fortsætte denne her historie for evigt. Jeg håber I har nydt den, jeg har ihvertfald moret mig med at skrive den, og jeg er sku glad for jeg fik gjort et projekt færdigt for én gangs skyld. Det havde ikke sket uden alt jeres feedback, det er helt sikkert!
Hvis der er nogle der har lyst til at opdigte en alternativ slutning er I også velkomne til at poste den, det kunne da være meget sjovt

.
Her er sidste kapitel

Kapitel 12
Hardts havde placeret sig på sofaen, som for at holde Dagny lidt i skak, eller aflede ham – så de andre fik en mulighed for at træde ind i Kvadroskidamiddens verden med én eller anden form for ro. Han kiggede sig over skulderen. Bag ved ham var bal salen. Der var noget ved tanken om at udforske et resultat af hans egen fantasi-spin. Kunne det overhovedet lade sig gøre at træde ind i et lokale der kun eksisterede i kraft af at han selv havde fundet på det? Han kastede et blik mod de andre, der sad og røg en smøg derude, stadig med cognacen i hånden; den havde de åbenbart ikke lyst til at give slip på. Så gik han ud og tog sig et glas af den, og sagde til dem at ”han lige skulle tjekke sin bal sal ud..” Det var få minutter siden de havde indtaget pillerne, og endnu havde ingen effekt vist sig. Hardts lukkede døren til vinterstuen og hørte lige et dæmpet grin derude fra, før han trådte ind i salen.
Den var stor og åben. Mindre borde med 2-3 stole hver, var spredt rundt omkring i den ene ende. En 7 meter lige ud fra hvor Hardts stod, var der en ældre bar på højre hånd. Til venstre for bar området var et stort dansegulv, et trægulv. Længere nede fandtes flere borde i lidt tættere koncentration. Salen må have været omkring 25-30 meter lang i alt, og ca. 15 meter bred. Loftet som var højest på midten, bar store sorte lysekroner af støbejern, hængt i kæder. Levende lys på lysekronerne hang i omkring 5 meters højde. I det øjeblik han trådte ind i salen, spredte der sig en lille trykbølge da hans fod ramte jorden, det lignede ringe i vandet. Der var en tør smag i luften i lokalet. Det smagte som om organiske mikrochip-kredsløb blev stegt. Lokalet var tomt, og Hardts besluttede sig for at prøve noget lidt særligt. Han lagde sig langsomt ned, men i stedet for at røre gulvet suspenderede hans sin krop midt i luften få cm over jorden. Herefter flød han af sted, helt uden modstand. Han fløj rundt i balsalens danseområde i gulvhøjde. Han fandt ud af at han kunne styre fremdriften lidt bedre hvis han lænede sig en anelse forover. På samme måde blev det nemmere at stoppe hvis han lænede kroppen lidt bagover. Han flød lidt frem og tilbage og bevægede sig lidt som et blad der tilter op og ned, dog stadig helt nede ved gulvet.
HopIFjordeN kiggede ret frem for sig. Han kunne ikke helt finde ud af hvor CoA’s ansigt stoppede, og hvor vinterstuen startede. Han var på vej væk. I et come-up på Kvadroskidamid vil man typisk opleve at verden forsvinder omkring én og bliver erstattet af en verden man ubevidst selv skaber. Det skyldes blandt andet de store forventninger man kan have; HopIFjordeN sad i et større passagerfly, han var omgivet af overvægtige egern med grædende ansigter og tunge, tunge fortænder. I nogle tilfælde var det nødvendigt at tildele 2 sæder til de stakkels egern der ikke umiddelbart kunne gøre for at deres krop udviklede groteske knogler, Beskyldninger var dog i luften. Udenfor flyet piskede regnen og natten op mod de runde vinduer. Sikkerhedspersonalet, en gennemhullet citron i diplomatuniform, demonstrerede hvor nødudgangene var og hvor man kunne miste sin værdighed. Han smilede professionelt og pegede først på en enkelt kattelem i loftet, og demonstrerede med store armbevægelser hvordan de 2-tons tunge egern skulle benytte sig af denne udgang.
Gnaverne var frustrerede. Derefter pegede han over mod en korridor HopIFjordeN ikke tidligere havde set. Den løb som en forgrening af fly kabinen, bare skråt til højre ud i hvad der skulle have været den bare luft. Her var fugtigt og fyldt med alle regnskovens planter. Kønsorganer i alle former og størrelser groede på siderne, på gulvet og ned fra loftet. De pulserede, dunkede og rystede. Jimi Hendrix gamle hit, Purple Haze, bragede ud af korridoren, der synes at tilegne sig en lidt taktløs personlighed.
CoA sad stadig og kiggede rundt i vinterstuen, han kunne ikke længere se HopIFjordeN, og var i tvivl om hvornår han var forsvundet. Han rejste sig op og åbnede døren ind til opholdsstuen. Velvidende om at Hardts var gået i balsalen, trådte han selv indenfor. Omkring 150 mennesker florerede, snakkede med hinanden, og bestilte drinks i baren. Der kunne ikke være tvivl om at der her var tale om en anden tid. Som
CoA stod der synes han at kunne ane noget andet foregå parallelt i samme sal. Han kunne ane en figur flyve rundt som en besat havmåge, men det var som om det var mere synligt hvis han flyttede sig lidt, eller vendte hovedet lidt. Han oplevede at hvis han lagde hovedet på skrå, ændrede hele billedet sig foran ham. Princippet var lidt det samme som det man ser i reflekser, der kan indeholde 2 eller flere billeder, men som ændrer sig alt efter vinklen. Her var der bare tale om en hel sanseoplevelse, og ikke blot et 2-dimensionelt billede. Han så Hardts svæve rundt i lokalet, helt væk og i sine egne tanker. Han skulle til at sig hej, men så snart han startede på ordet, fandt han sig selv siddende i stolen i vinterstuen igen. Han rejste sig igen op og rakte ud efter smøgerne som han ville have med. Med det samme fandt han sig selv stå hjemme på toilettet og børste tænder. Han stoppede med det samme og tog tandbørsten ud af munden, han kiggede på den og rundt omkring. Jo, han var hjemme. Han tog fat i den kolde hane og drejede. I næste øjeblik var han i fuld gang med en samtale med Bartenderen i Balsalen. En samtale der efter alt at dømme, ikke lige var startet. Han stoppede midt i en sætning. ”Hvilket gevaldigt mind-fuck” tænkte han.
CoA, Hardts og HopIFjordeN begyndte så småt at kunne mærke hinandens energier, det var svært helt at forstå, men de følte sig forbundet på samme måde som når man sidder og snakker til hinanden i samme lokale. Forbindelserne var åbne. Kvadroskidamidden var netkortet og bevidstheden – internettet. Så simpelt var det dog ikke, men der var helt klart en tankemæssig forbindelse tilstede. De kunne hver især fornemme et kort i hovedet. Kortet var en simpel radar der fortalte dem i hvilken retning de andre 2 befandt sig. Alle de her fortolkninger af deres fælles bevidsthed skete i fællesskab, og skete nok til dels også fordi de havde brugt hele dagen sammen. En lidt urovækkende tanke manifesterede sig hurtigt. De kunne ikke fornemme Dagny. Der var selvfølgelig chancen for at han ikke længere var påvirket, at han var logget af, men det synes ikke at være sådan musikken spillede. Med tanken om problemet, kom det. Dagny var en magtfuld mørk energi.
HopIFjordeN’s egern fly fik motor problemer i den ene side, og den tunge last begyndte at veje for meget, de spejlblanke egern med store øjne, og den minimale forståelse for hvad der skete omkring dem, blev spændt fast i sæderne. Den gennemhullede citron kom løbende ned imellem sæderne i et fly der hældte godt 45 grader bagud. Han efterlod en sø af citronsaft, til fare for alle. Alle kønsorganerne i korridoren havde mistet deres libido, pikkene hang slappe, og slaskede rundt som flyet ramte lufthuller, og ændringer i tryk og vindretning påvirkede flyet. HopIFjordeN var blevet godt sur. Han elskede sin egern-situation og havde bare siddet og ventet på at én af gnaverne skulle våge sig in i korridoren og miste sin værdighed. For ham var det bogstavelig talt en trip-killer. Flyet ramte et ordentligt lufthul. Hvem end der styrede flyet, gjorde også et elendigt stykke arbejde. HopIFjordeN fornemmede at det kunne være underholdene at finde ud af hvem der sad i cockpitet, men Dagny havde saboteret et eller andet.
I det samme faldt citronen ind i korridoren, der snart igen pulserede og dunkede af liderlighed. Flyet ramt lufthul efter lufthul, Citronen blev om end endnu mere gennemhullet, som den blev kneppet alle vegne, sønder og sammen. Det var uværdigt, selv for noget så dumt som en diplomat-citron. De tre kunne mærke forbindelserne blive trukket i. Lidt som hvis man tager fat i et kabelbundt og hiver til. Midt ude på havet, hvor ingen kunne bunde, kom et skib formet som Dagnys hoved tættere på, det havde et stort blindt smil, og blændende hvid overdreven belysning. Om bord var der monteret kanoner, det var et krigsskib. De skød med industriaffald, mere specifikt – det der ikke kan bruges i forbindelse med pølseproduktion. De tre flød rundt i det kolde vand. Bølgerne formede sig i horisonten, truede og nærmede sig som bjerge. ”Hvad fanden gør vi nu?” sagde CoA.
”Tænk for helvede, op af vandet..” sagde Hardts lidt forpint, stresset, forvirret. De lagde mærke til et stort fly på himlen. Alle lys var tændte og blinkede. HopIFjordeN vidste godt hvilket fly det drejede sig om, men der var ikke noget at gøre ved det. Det skulle styrte ned - og snart. Han fokuserede på flyet og fik ændret kursen en lille smule. Det styrtede med vild fart direkte mod Dagnys overflod af et sandt idiotisk klovnekrigsskib. Med et langt og voldsomt brag eksploderede det brændende fuselage i siden på skibet. Det gav et ryk i skibet, der med store tunge bevægelser vippede langsomt op og ned mens jetbrændstof hærgede og plaskede rundt som flydende ild. Et tilsvarende billede spejlede sig i det oprørte hav. De tre fandt sig selv på en gigantisk vandcykel ingen kunne betjene, den var lastet med hundrede vis af containere. ”Har du…?” begyndte HopIFjordeN mod Hardts. ”Jeg tror jeg tager den på mine skuldrer”, CoA, brød ind. Han var blevet uklar i hovedet, og havde gjort noget lidt åndssvagt.
Hans vrede over Dagny var stadig i baggrunden men det var som om han var blevet lidt tæmmet af den rent overvældende forvirrende effekt som Kvadroskidamidden havde på ham. Dagny-skibet tog vand ind. I mørket, og over den store afstand kunne de ane de store egern falde viljeløst ud over siderne på skibet. Der var ingen tid til at forklare, men HopIFjordeN vidste godt hvor tunge de var. Porno-korridoren ville nu blive for evigt begravet i vandmasserne. Som skibet langsomt gik ned blev himlen fyldt med blodig væske, man kunne se hvordan blodet blandede sig med luften som var den vand. Gravhøje med alt for mange gravsten på samme sted skød op omkring de tre. Der var ikke engang plads til en buket blomster, gravene lå smadret oven i hinanden og var ganske enkelt over det hele. Skulle det ske at en gravhøj skød op under deres vandcykel-containerskib kunne de risikere at gå på grund, eller måske endda synke. En storskærm kom op foran dem, og de blev hurtigt undervist i hvordan Københavns gader blev ødelagt efterhånden som de blev vært for nye gravpladser. Gravpladserne var mange og forskellige; Private, lidt eksklusive grave, navneløse massegrave – men mest af alt var der ægte gamle rådne grave, med grønt mås på stenene, ingen friske planter og absolut ingen chance for at vide hvem de en gang var lavet til. Nyhederne kørte derudaf, de kunne ikke vide om det var en ægte situation eller endnu en Dagny’..
Det var ikke nemt at manifestere noget. Det krævede koncentration og viljestyrke. Underbevidstheden var mere tilgængelig i den situation, Kvadroskidamidden synes at bytte rundt på bevidsthedernes aktivitet. Underbevidstheden var primus motor når det kom til tingenes gang. ”Nu gir’ vi ham hvad han har fortjent” sagde Hardts. De satte sig ned på knæ, og lidt inspirerede af hinanden dækkede de sig for øjnene så de kunne slippe af med alt det visuelle stimuli som Dagny gjorde så meget brug af. Han skulle ikke få lov til at vinde dette her sygelige spil. Mindre end få sekunder gik før de fik gang i noget. Fra Hardts pande skød saxofonerne af sted. Mindst 10 stk. i sekundet og med en hastighed godt oppe mod de 4-500 km/t. De fløj i en stor bue, blev tydeligvis påvirket af vinden eftersom de roterede og blev spredt alt for meget. De faldt i vandet få hundrede meter fra Dagnys skib. Hardts prøvede igen. Denne gang fløj de hurtigere, og selv mængden var større. HopIFjordeN skabte et fantastisk regnbuefarvet luftrum de kunne flyve i. Luften hjalp dem et godt stykke længere og hvad der før havde været en stor bue af skindene messing var nu tættere på noget der lignede en lige streg. CoA hjalp også til ved at sætte ild til de mange musikinstrumenter.
Nu begyndte de at ramme skibet, de fløj lidt for hurtigt til at det nøgne øje kunne følge med. Gnister sprøjtede alle vegne som de begyndte at ramme skibet godt en kilometer væk. Himlen mistede sit blodige skær og blev i stede dækket af regnbuefarven. Gartnere kom til syne på gravhøjene der stak op af vandet. HopIFjordeN rystede diskret på fingerspidserne, og flere kom til syne rundt omkring. Han havde fået godt styr på hvordan tingene skulle gøres, og Dagnys skib ændrede farve, det havde antaget en sygeligt grøn nuance der blev sortere som skibet tonede ud af perspektivet. CoA vendte sig om og stirrede stift mod bagenden af deres upraktiske fartøj. Eksplosioner begyndte at forekomme bagved skibet, større med tiden. Det var som om CoA havde placeret en gigantisk forbrændingsmotor, eller i hvert fald princippet bag en forbrændingsmotor, bag skibet. Der var ikke ingen motorblok eller på andre måder blottede metaldele, blot eksplosioner der fik deres evnesvage fartøj til at bevæge sig fremad, mod Dagny. HopIFjordeN lukkede igen øjnene og koncentrerede sig så hårdt at han kunne mærke blodet dunke i hovedet og tandkødet. Dagnys skib var næsten helt væk nu, udover at synke blev det blev opslugt af noget der bedst kunne forstås som et sort hul. Perspektivet blev helt forvredet hvis man kiggede direkte på det, og ikke en gang lys kunne penetrere.
Havskum piskede et allerede oprørt hav til en skummet masse da Dagnys skib endelig forsvandt.
De mærkede at de begyndte at tørre, selvom de stadig befandt sig i vandet. Dagnys illusioner fadede bort, de landede blødt på gulvet i balsalen, der nu var tom. ”Var det dét?” spurgte CoA, lidt ud i luften. ”Jeg ved ikke nok om Kvadroskidamid til at kunne sige om Dagny er færdig eller ej, men…” Hardts rejste sig langsomt op, hans tøj var næsten tørt nu. ”..Hans skib sank, gjorde det ikke?” De måtte give ham ret. Der var ingen tegn på at Kvadroskidamidderne skulle til at holde op med at virke indenfor den nærmeste fremtid. ”Er det her vi skal ryge vores pind?” spurgte CoA, og tog sig til lommerne. ”Vores pot og hash ligger i køkkenet” Hardts pegede mod åbningen til opholdsstuen. De kunne evt. selv have manifesteret enhver form for røg, men der var ét eller andet over det med at lave jointen der alligevel gjorde at de valgte at gøre tingene på den gammeldags måde.
Hardts var ude i køkkenet, og kom snart ind igen. De satte sig i baren, og mens Hardts satte sig ned knipsede han lige med fingrene, hans blik var rettet mod den gamle jukeboks. Den begyndte med det samme at spille støvede selskabsmelodier fra et andet århundrede, og alt var som det skulle være. ”Hvad synes I egentlig om det i det hele taget?” Hardts spørgsmål var en velkommen forbindelse til jorden et øjeblik. ”Jeg synes..” begyndte HopIFjordeN ”At latterlige klovneskibe med affaldskanoner hører til hvor ingen kan se dem..” Der var stilhed et øjeblik, var han virkelig væk? En pakke cigaretter røg op ad CoA’s lomme og 3 stk. havnede i kæftene. Hardts kiggede over mod de tomme bar hylder.
”Det her har jeg prøvet før..” sagde han sarkastisk. Han lavede en tællende pegebevægelse mod hylderne, og spiritus flasker af forskellig art kom til syne. En whiskey, en rom, en tequila, en bailey og 6 ukendte, men interessante øl. 3 glas stod klar foran dem og en joke af en pneumatisk bartender fyldte dem med isterninger. ”Jeg øh, var ikke lige koncentreret da jeg skabte ham der.” Hardts pegede lidt uengageret på deres metal-tjener. En bunke hydrauliske og pneumatiske installationer proppede isterninger i glassene, men i stedet for at hælde en whiskey op, knuste den alle glassene og tog til Sweitz med én af barstolene.
Mindre brugbart som det var, var det stadig underholdene. CoA manifesterede et par nye fine glas og hældte selv whiskey’en op. ”Robotter har det med at kortslutte og blive morderiske, en naturlov..”
De gik i gang med at rulle jointen, delte opgaverne. Hardts lavede Cone og HopIFjordeN ristede en cigaret mens CoA nød en whiskey og smuldrede lidt af det dejlige pot. Han nulrede den varme hash som han havde blødgjort med lidt ild, mellem fingrene, og blandede det i. Det skulle blive en perfekt afslutning på en aften der havde taget en uvirkelig skæv drejning, og for nogle var den lige begyndt. HopIFjordeN så frem til hvordan jointen ville påvirke trippet og også han lænede sig tilbage med sit glas. ”Here we go..” sagde Hardts, der tilfreds lagde conen på bardisken, ”Skål!”. Det skulle blive en god aften.
The End