Hej, det er vel første gang jeg har følt jeg hørte hjemme herinde. Jeg har tidligere haft en ret hæftigt misbrug af diverse stoffer, det ligger nogle år tilbage. Jeg tog amfetamin dagligt og weekenderne var så suppleret med MDMA, LSD, 2c-x, methylon og en masse andre rusmidler. Jeg var dengang i et miljø hvor det var accepteret, men efter en 6 måneders tid med den livsstil sagde jeg stop. De følgende par år blev det stort set kun til psykedeliske stoffer.. Nogle gange 2 gange på en måned, andre gange 3-4 måneder imellem. Jeg har altid været en smule anderledes, dog mente jeg ikke helt selv der var "nok" galt til at søge hjælp. Folk omkring mig mente det jo bestemt heller ikke, især ikke mine forældre eller deres venner(læger osv.). Det fik nok plantet tanken i mig at det hele var noget jeg bildte mig ind.
Sidste år i slutningen af sommerferien ændrede jeg mig en del, jeg opholdte mig mest på sofaen eller i sengen og orkede INTET. Jeg gad ikke snakke med nogen og jeg havde en uvirkelig trang til at være påvirket. Jeg holdt mig for det meste i snoren, andre gang drak jeg en ½ flaske vin og gik i seng. Mine forældre blev en smule bekymrede, og da min faster så i en alder af 33 fik konstateret ADD besluttede jeg at NU skulle det være.
Jeg fik bestilt en tid ved lægen og vi fik snakket en del. Jeg fortalte om min barndom(primært problemer i skolen samt med venner), og hvordan jeg generelt havde opført mig. Vi fik stykket en lang historie sammen og udfra den kom jeg til en psykiater. Der var 2 års ventetid ved hende, men efter hun havde læst min "historie" skaffede hun mig en tid indenfor 14 dage. Det gav mig et lille boost, der var jo en der gav mig ret!
Det har taget en del samtaler og undersøgelser og jeg har nu fået stillet mine diagnoser. Det var hårdt i starten, men det har virkelig ændret mig liv til det bedre.
Følgende diagnoser er blevet stillet:
Middel-svær depression, opstået over længere tid pga. generelle problemer og en følelse af at være misforstået.
ADD, muligvis helt tilbage fra jeg var lille. Har været igang med 8 uddannelser og haft +15 forskellige arbejdspladers. Skolegangen har været hård og generelt har jeg ikke helt følt mig til rette.
Borderline personlighedsforstyrrelse, opstået fordi jeg har haft så mange dårlige oplevelser igennem mit liv(kunne uddybe den i uendelighed

)
At få alle de her ting af vide var noget af et slag. Jeg følte mig helt forkert i dagene efter, men nu er det vendt til det modsatte. Forholdet med mine forældre er kommet igen, de har fået noget at holde fast i. De har pludselig noget konkret som fortæller dem HVORFOR deres søn var som han var. Vi taler dybe samtaler sammen, hygger os og jeg kan dele alt med dem. Mit tidl. stofmisbrug har jeg også fortalt dem og de tog det pænt. Det er fortid nu, jeg har ikke rørt stoffer i mange måneder nu, og det sker aldrig igen

Det er vigtigt at bemærke at efter flere samtaler med min psykiater og div. læger at stofferne ikke har haft nogen effekt på min tilstand. Borderline ses typisk i piger, og disse skærer som regel i sig selv eller udøver en anden form for selvskade. Drenge har en tendens til at udvikle alkohol- eller stofmisbrug i stedet. Jeg gjorde det ganske enkelt for at slippe væk, og ser jeg tilbage passer det egentlig meget godt.
Hvad betyder diagnoserne så for mig? Jamen, umiddelbart har det givet de nærmeste omkring mig nogle værktøjer til at forstå "mig". Jeg er selv blevet bedre til at advare og kontrollere mine udbrud, og min nuværende kæreste har fundet ud af hvorfor jeg nogengange kan være det ondeste hun kender. Jeg mener intet med det, jeg vil hende intet ondt, men i en diskussion gør jeg nogle ting, jeg ikke er klar over, ting andre mennesker ser som "forkerte" eller sårende.
Derudover har jeg desuden ringet rundt til tidl. venner og min ex-kæreste for at fortælle dem, hvorfor jeg var så ond og manipulerende. Jeg kørte min ex-kærestes og mit forhold helt i stykker, men jeg fik det ubevidst til at se ud som om at det var hende, der var den skyldige. Jeg har undskyldt til alle personerne, da jeg mente jeg skyldte dem dét når nu det egentlig VAR mig der lavede problemerne.
Jeg har tidl. været indblandet i nogle ret farlige situationer grundet min holdning. Jeg var ret impulsiv og frygtløs, og til tider ligeglad. Dette er også grunden til min kunstige kickstart hvor jeg stoppede mit misbrug. At sidde bag i en bil på LSD og køre galt er bestemt ikke en rar oplevelse. Efterfølgende at blive undersøgt på hospitalet på alle leder og kanter med diverse maskiner, stadig voldsomt påvirket, var også en smule ulækkert. Heldigvis har jeg dog udviklet et "passe på" gen, vil prøve at forklare det. Hver eneste gang jeg har taget psykedeliske stoffer, hvad enten det er højdosis eller lavdosis, har jeg haft en evne til at slå instinkterne, altså min warning mode, til. Kort fortalt har det givet mig muligheden for at passe på andre. Hvis en kammerat havnede i et grufuldt bad trip og jeg selv var skudt godt afsted, blokerede jeg nærmest den psykedeliske effekt, fordi en person havde brug for hjælp. Jeg blev hurtig døbt bamsefar, da jeg konstant når jeg trippede, kun var interesseret i hvordan andre havde det. Jeg nød at passe på folk og sørge for at DE havde det godt. Evnen til at blokere virkningen har også betydet at jeg uden problemer kunne fungere normalt hvis der var brug for det. At blive stoppet in razzia af politiet på 5 mærker ville for det fleste virker ret skræmmende, men jeg snakkede stille og roligt med betjenten. Mine kammerater havde meget svært ved situationen, men efter at jeg havde fået overbevist den kære betjent om at vi intet ondt ville fik vi lov at gå

Jeg fortalte ham endda at vi var på stoffer, men at vi var på vej hjem efter at have lagt ved søen i et par timer. De 4 betjente fandt selvfølgelig intet da de kropsvisiterede os, men min ene kammerat endte alligevel ud med at voldsomt bad trip efter vi fik lov at gå. Jeg snød ham som en smule, primitiv hjernevask ville nogen kalde det, og fik indplantet i hans hoved at når han kom til "destination x" ville alt blive godt. Det tog noget tid, men da vi endelig kom frem lysnede tingene for ham.
Det blev lidt langt og en smule offtopic, men det føromtalte kammerat er idag en af mine bedste støtter. Jeg har aldrig stolet på folk, efter mine oplevelser som barn, og jeg husker han sagde følgende til mig et par dage efter LSD badtrippet: Tak.. Mange tak! Du kender mig bedre end alle omkring mig, mit syn på livet har ændret sig, du er den bedste kammerat jeg ku' forestille mig.
Det rørte mig, især da jeg aldrig rigtig har haft "venner". Det var stort set kun bekendte da jeg ubevidst ikke lukkede nogle mennesker tæt på. Fast forward 8 måneder og jeg får stillet ovenstående diagnoser. Jeg var bange, rigtigt bange for at de personer der i min verden kun var bekendte, ville vende mig ryggen. Hvad ville de tænke om mig? Samme tidspunkt, efter diagnoserne blev stillet besluttede jeg at quitte stofferne for good. Det er i min verden at gamble lidt for meget når jeg nu engang har det som jeg har det. Jeg skilte mig af med nogle bekendte der stadig var i stof miljøet da jeg ikke mente det ville gavne mig at omgåes med dem. Andre har jeg fortalt hvordan jeg har det, og jeg stoler på de aldrig tilbyder eller tager stoffer åbenlyst foran mig. Jeg har som sagt intet i mod stofferne, men jeg stoler ikke på min egen viljestyrke hvis muligheden byder sig.
Jeg havde 2 nære bekendte før diagnoserne. De var vel det jeg vil betegne som bekendte der fik lov at komme lidt tæt på, og derfor var jeg bange for at de ville vende mig ryggen. Det skulle dog vise sig anderledes. De 2 personer ændrede sig som ved et trylleslag, og de er idag meget mere end venner. Den ene er i militæret, men sørger konstant for at finde tid til en hurtig sms for lige at holde mit humør i top. Den anden dag smuglede han mobilen med på 3 dages øvelse og smed en hurtig besked kl. 3 om natten da hans sergent var optaget! Dét bringer sku et smil frem

!
Den anden bekendte har været lige sådan. Han havde det føromtalte badtrip, og efter min diagnose hører jeg fra ham flere gange om dagen. Nogle gange når mit humør er nede, siger han til kæresten at han desværre ikke kan overholde deres middagsaftale eller hvad det kan være, fordi at jeg har brug for lidt selskab. Andre gange kommer han meget sent om aftenen, bare lige for at sige hej.
At få stillet disse diagnoser har altså betydet at jeg har fået svar. Jeg har undskyldt overfor pårørende for ting jeg tidl. har gjort, fået 2 rigtige venner og mine forældre er igen 2 personer jeg holder af. Min nuværende kæreste er fra Irland, så forholdet er en smule hårdt, men den uge hver måned vi ser hinanden er magisk. Vi snakker sammen hver eneste dag, og da hun er vokset op med 2 forældre der var misbrugere og en mor med skizofreni, er hun en kæmpe støtte. Hun forstår mig fuldt ud og giver mig den plads jeg har brug for, desuden har vi begge værktøjer til at kontrollere vores skænderier.
Det har også givet mig håb for fremtiden, jeg går pt. på kontanthjælp med psykisk syg tillæg for unge under 25. Jeg frygtede kommunen som en blokering, men de har hjulpet og støttet utroligt. Jeg har fået gratis medlemsskab i et motionscenter og så snart jeg har lidt overskud til noget studie arrangerer de det så jeg kun skal have få timer om ugen, indtil jeg kan overskue mere. Min kæreste læser medicin på universitet, og jeg har fået et tilbud, når jeg har det bedre, om at studere enkeltfag i England og bo ved hende. Overskuddet i hverdagen er også blevet bedre, nogle ting er stadig svært at få gjort, men jeg husker i det mindste at spise, gå i bad og at børste tænder

.
Det nyfundne overskud har givet mig mod på også at få en fremtid. Jeg har den sidste uge læst og læst og læst, samt set et utal af dokumentar film fra BBC Horizon. Jeg er blevet hammerbidt af kvantefysik! Noget jeg aldrig har tænkt over før, så min lidt uopnåelige drøm er at studere kvantefysik! Jeg er dog hamrende ligeglad om hvorvidt det er realistisk eller ej, for jeg har en drøm og det tænder en gnist.
Jeg har diskuteret med kæresten da borderline sjældent forbedres, hvad vi skulle gøre hvis jeg ikke fik et arbejde. Hendes svar var skønt! "Så må vi jo bare få det til at fungere! Jeg har intet imod at du ikke arbejder og når jeg uddannet læge, er økonomien ikke det største problem. Desuden HVIS du en dag gik hen og blev førtidspensionist, er det stadig tilladt at have en indtjening."
Jeg er 100% afklaret med hvordan det kan gå i værste tilfælde, og som jeg har det nu tror jeg aldrig det bliver virkelighed. Jeg har fået modet tilbage og jeg tror det kan række ret langt. Hvis det skulle ske er det værste der kan ske, at jeg bliver førtidspensionist og har et lille flexjob ved siden af. Altså at passe huset og de daglige pligter samt have et lille job. Egentlig ikke så slemt når jeg tænker over det! Lige pt. fanger fysikken dog så jeg håber og tror på at jeg nok skal komme et skridt i den retning når jeg får det bedre.
Puhh, det blev langt. Jeg har et par spørgsmål vedrørende mit medicin, som jeg håber at få en smule hjælp på.
Jeg får følgende præperater:
Venlafaxin 225 mg pr. dag
Medikenet 30 mg pr. dag
Motiron 20 mg pr. dag
Saroten 20 mg om aftenen for at falde i søvn
Jeg havde en del mærkelige bivirkninger fra Venlafaxinen i starten, men de forsvandt ret hurtigt og jeg mærker dem ikke mere. Methylphenidaten gav også en smule bivirkninger, men kun de første 2 dage. Jeg er stadig igang med at øge dosen og jeg er sat til at ende på 70 mg depot pr. dag. Det kommer dog til at tage nogle måneder inden jeg kommer i nærheden af den dose. I et par år har jeg haft problemer med søvnen, højst sandsynligt pga. af depression og div. andre ting. Mange af disse præperater har også givet mig mareridt og urolig søvn. Jeg fik derfor udskrevet Saroten til at falde i søvn på.
Dog har jeg det som om at tyngdekraften bliver formindsket når jeg tager dem. Som om jeg flyder lidt rundt, og når jeg ligger ned er det som at blive vugget frem og tilbage. Ord der springer frem er meget langsom tivoli forlystelse, vugge, sejle og vandseng. Det varer faktisk i næsten 20 timer, altså også når jeg vågner. Dog har det aftage en del og jeg føler egentlig bare jeg vejer mindre og gynger lidt rundt.
Er det noget jeg skal være bekymret for? Og kan jeg på nogen måde forsvare at drikke et par øl eller et glas vin nogle gange? Mine forældre er vinentusiaster og i lørdags holdte min var en ret stor vinsmagning. Jeg tog med og blev en smule fuld, derfor undlod jeg at drikke mere, men bare spytte det ud efter at have smagt. Jeg undlod også at tage Saroten da jeg kom hjem, af frygt for at det kunne være farligt.
Det blev langt, jeg håber nogen herinde vil tage sig tiden til at læse det og eventuelt svare. Det her er mit bidrag efter at have benyttet siden i mange år, og mødt en masse fantastiske personer, nogle jeg stadig snakker med og 2 andre der desværre er gået bort.
Minimal og Dex, i var fandme vidunderlige, jeg håber og tror på i har det godt nu. Jeg savner jer begge meget.
R.I.P. - I var unikke og super skønne at snakke med, helt sikkert en 4 timers køretur værd, de gange det blev til.
Mange mange hilsner
Michael