Psychedelia.dk

Ville lige fortælle jer lidt om min ven, som blev udskrevet igår.

Han er 17 år gammel, og har virkelig været langt ude når man ser tilbage på det, og tænker lidt i dag - hvorfor tog jeg ikke fat i ham?

For nogle dage siden får jeg af vide at min ven er blevet indlagt, med ukendt et eller andet.
Han havde fået af vide af lægerne det bare var noget med lungerne, og skulle tage nogle piller for at fikse det.
Lørdag eftermiddag kommer han om til min ven og jeg, og smider hans stoffer fra weekenden, og siger at han ikke kan mere, og tager hjem og slapper af og så skal han have styr på alt.
Da han kommer hjem begynder det så senere at snorre og kilde i fingerne og benene, og kører til vagtlægen - vagtlægen tror det er en kollapset lunge, og bliver så hasteindlagt på sygehuset i esbjerg.
På hospitalet siger det at det kan måske være en blodprop - men de finder så ud af at han har gået rundt med kold lungesygedom (Skal man indlægges med, med det samme man får det da det i sig selv er farligt.) i flere måneder, og at han nu havde vand rundt om hjertet, og i hjertekammeret.
Det kunne også være grunden til at han blev meget meget forpustigt hurtigt (har han også fortalt mig om før vi vidste noget) og hans puls lå på 140 når han rejste sig op.
Hvis han havde løbet en tur havde han højst sandsynligt fået hjertestop.
Samtidig med alt det var hans levertal utrolig højt, og han har måske en kronisk lever sygdom.

Det er rigtig træls når man ser en god ven komme så langt ud, også selvom man har vidst det og man intet har gjort ved det. Det er vel også lidt dobbeltmoralsk når man selv gør det.

Når man kun er 17, så er helt utrolig at tænke på, og han har også sagt nu at alt narko stopper, og han kun suger med på et par pinde, ikke mere bong (han har suget rigtig meget bong)


Synes bare lige i skulle høre den korte version af det.
Møjn

Det er helt utroligt, at tænke på, at en 17 årig allerede har været "helt ude i tovene" - at han efterfølgende har taget skade af det, og lever med visse mén, kommer vel ikke bag på mange?
Kroppen er jo ikke færdigudviklet før du runder de 19-20 år, så det er da klart at kroppen reagerer negativt langt hurtigere, når den er under opbygning..

_________________
Once you get locked into a serious drug collection, the tendency is to push it as hard as you can.
Gør dig selv en tjeneste, og lad være med at starte en samling.

Hvis du med kold lungesygdom mener kold lungebetændelse, er det ikke så underligt at han var blevet temmelig syg. Man bliver smittet med en bakterie, som starter en infektion i lungerne, normalt får man høj feber og har det helt ekstremt dårligt, og er bestemt ikke i tvivl om at man skal til lægen, derefter får man noget antibiotika, og får det meget hurtigt bedre, hvis antibiotikavalget er det rigtige. Nogle bakterieformer giver dog ikke denne hurtige sygdomsudvikling, og man kan derfor gå rundt, og igennem lang tid blive dårligere og dårligere, men på grund af den langsomme udvikling, og en ikke så høj feber ved denne type lungebetændelse, kan man nå at blive temmligt syg før man kommer til lægen. Så ved ikke rigtig hvilken rolle stofferne har spillet i denne her sag, selvfølgelig kan de svække kroppen og dæmpe faresignalerne, således at man er mere modtagelig overfor infektioner, og ikke kommer til lægen før det er blevet rigtig slemt, men alle mennesker kan risikere at få en kold lungebetændelse.

Det er jo ikke det eneste problem, han har samtidig fået vand i hjertekammeret og under hjertet, kombineret med det, og alt for højt lever tal som måske har givet ham kronisk leversygdom. (amf osv)

Det er ikke rart at høre. Vi kender ikke vores genetiske dispositioner og aner ikke hvem af os der bliver ramt og hvornår. Nogle mennesker kan tilsyneladende hælde hvad som helst i hovedet i ufattelige mængder, mens andre meget tidligt rammes meget hårdt.

Jeg har set en del mennesker dø, udvikle svære psykiske forstyrrelser osv. i mit liv. De havde ikke taget mere end mig, men blev ramt vanvittig hårdt.

Jeg havde for eksempel engang en ven jeg trænede vægttræning sammen med. Han var en sund og glad dreng (vi var vel 17-18 år på det tidspunkt) og vi havde det godt med hinanden. Han røg kun cannabis mens jeg mere eller mindre tog alt jeg kunne komme i nærheden af (amf, rygeheroin osv. osv.) i rå mængder. 15 år senere møder jeg ham på Hillerød station, hvor han fortæller mig, at han lige er stukket af fra den lukkede. Han var totalt smadret at se på, hallucinerede, var paranoid osv. Det gjorde sgu ondt at se og jeg følte dårlig samvittighed over, at jeg var sluppet forholdsvist billigt (selvom man godt ved det ikke holder, så kan det være svært ikke at få de tanker og følelser).

En anden glad dreng jeg kendte begik pludselig postrøverier i serier (vi andre var ret chokerede over dén drejning). Han bliver selvfølgelig taget efter noget tid, ryger i fængsel, bliver narkoman og er nu død...

Jeg har mange af den slags historier. Den bedste konklusion jeg kan finde frem til er, at det gælder om at nyde det her liv, mens det er der. Der er ingen garantier for noget som helst.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.