Bryder mig ikke om ordet sjæl.
Da jeg gik I folkeskolen forstod jeg “sjælen” som hele mit ikke-fysiske jeg. Altså ego'et, mit selvbillide, mine tanker, følelser, det hele jeg kunne granske inde I mig selv. Den sjæl, jeg havde hørt om I religions timerne. Den der skulle dømmes, når man dør og puttes I Himlen eller helvede. Om man skulle I paradis og nyde en masse jomfruer eller I helvede. Same thing.
Da jeg blev ældre og begyndte at lege med alkohol, hash og senere svampe, fandt jeg ud af at der må være mere til det. Jeg fandt ud af tidligt, at ting som alkohol kunne ændre mit sind, mit humør. ændre det som jeg opfattede som min personlighed, den difinition jeg havde af sjæl.
Efter flere ture på alkohol fandt jeg ud af at bagved euforien, glæder, nedture osv. lå der en større kraft og observerede dette.
Senere kom hashen, som lærte mig lidt om hvad tanker er for en størrelse. Den lærte mig, at tanker kan køre stærkere og nogle gange kunne det være umuligt faktisk at “støbe” tankerne sammen. Nogle gange når jeg var skæv, kunne jeg “vågne” op af rusen og tænke, “jeg tænkte lige en masse der, men hvad tænkte jeg egentlig, husker det ikke?”. Samtidig fandt jeg ud af at nye og mere krative tanker kom frem, end dem jeg var vandt til.
Så kom svampene og jaaa...

Jeg går stadig og prøver at støbe sammen, hvilken indsigt de har givet mig.
Summa sumarum må være at jeg bedre kan lide ordet “Bevidsthed”. Den kraft der på et højere plan kan observere og føle sindet. Mærke tanker, følelser og det der synes at være mit fysiske legeme. Jeg syntes at bevistheden virker så ren, upartisk og permanent. Har tænkt tanker som InnernetExplorer er inde på, at den skal tilbage til en samlet masse af bevisthed når "jeg" er færdig med at misbruge den

Ren lomme filisofi
