Substans/er: Psilocybe Cubensis
Setting: Hjemme eller hos ven
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Har en stor viden om det meste
Dosering og anden informaton om substanserne4-5g svampe.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.Oplevelsen skete for mange år siden.
"Erfaring" har ikke noget med at vide noget bogligt, men med erfaring af stofoplevelsen. Det havde jeg på daværende tidspunkt. Men som I vil se, så var det tilsyneladende overfladisk - kun rekreationelt. Derfor synes jeg "Erfaring"sfeltet jeg lige har sat "kryds" ved her er ubrugeligt, hvilket jeg før har påpeget.
TriprapportenStyrke: ++++
(I henhold til Shulgin skalaen - et hjælpemiddel til kort at forklare en psykedelisk oplevelses karakter)
Her er en lille fortælling om min vens og mit helt store gennembrud på Psilcybe Cubensis.
Det startede med at min ven (J) og jeg aftalte at tage en høj dose den følgende fredag.
Fredag kommer J hen til mig, og vi sidder og hyggesnakker lidt, og deler svampene op i portioner, der var ca. 4-5g svampe i hver portion, og 1,5g plejer at være kraftigt af disse hjemmedyrkede Cubensis. Der er godt nok meget tænker vi begge, og eftersom vi ikke ønsker at gnaske så mange svampe, kværner vi dem i kaffekværnen og hælder det hele ned med noget appelsinjuice. På tom mave selvfølgelig. Vi begynder at mærke effekt efter 10 minutter. Sitren i fingre, varm gummiagtig krop, og flotte visuals.
Vejen op forløber lidt forvirrende, vi tosser begge lidt rundt, og kan ikke rigtig helt finde ud af hvor vi er hen. Efter en halv time sidder jeg på min kontorstol, og udbryder ”det er da helt vildt som den madras bevæger sig”, og her er det som om vi er nået op på plateauet af trippet. Jeg tog fejl. Jeg sætter mig ned på madrassen og beskuer værelset og min ven.
Vi lægger os på hver vores madras, og kigger op i loftet. Normalt når jeg tripper får jeg ofte vilde visuals, men denne gang var det noget helt andet. Meget tydeligere visuals. De var så enormt tætte på min psyke, og hele virkeligheden var visuals. Jeg ligger på madrassen og holder en pind (ikke en joint) i hånden. Det bliver sværere og sværere at skelne ydre virkelighed fra indre virkelighed. Som om mit sind trækkes ud. Lyde bliver håndgribelige, Når vi snakker er vores stemmer nærmest materie, som kan tages og føles på, det samme er vores følelser og tanker. Jeg begynder at panikke, da jeg ikke længere kan kende forskel på subjekt og objekt. Min psyke vil ud, mit jeg vil væk. Men hvilket jeg, jeg ved ikke hvem jeg er længere. Men jeg kan ikke slippe det, og vil gerne finde mit jeg igen.
Jeg begynder at panikke, ydre virkelighed bliver gennemsyret med en form for bevidsthed, som jeg bliver suget ind i. Jeg føler jeg mister den og bliver mere og mere sindssyg. Jeg åbner vinduet for at få lidt frisk luft, da jeg mener dette kan hjælpe. Det gør det ikke. Og mens J og jeg står og får frisk luft, og jeg føler jeg bliver mere og mere sindssyg, skal jeg brække mig. Jeg stormer forbi J, løber ud på lokummet og knækker mig voldsomt.(Jeg håber ikke nogen på min opgang var der til at høre det, for jeg skreg virkelig mit bræk ud) Hver gang der røg noget op, følte jeg mere og mere mit selv ødelægges, det hele faldt sammen. Jeg blev flået op, et eller andet blev renset, men jeg var ikke klar til det, jeg ville ikke slippe, for hvis jeg slap ville jeg blive sindssyg og fanget i helvede og aldrig mere blive normal igen.
Efter jeg har knækket mig er jeg alvorligt bange. Hvor er jeg? Hvad er jeg? Hvem er jeg? Hvorfor sker dette? dette må ikke ske? Jeg falder om på min seng, men orker ikke ligge der. Jeg render rundt og forvirret falder jeg om på den en af madrasserne. J lægger nogle tæpper over mig, og jeg kryber sammen i fosterstilling. Jeg kan intet og føler jeg bliver mere og mere rablende gal af at ligge der. J går også rundt og er temmeligt forvirret. Han var ikke så fanget som jeg, men følte også han var ved at miste den helt. Jeg spørger J "er dette sindssyge" J svarer "En lille smule sindssyge" Jeg siger til J. "Det her skal stoppe, jeg har ikke lyst til dette mere, jeg vil tilbage". Angsten har rigtig godt fat i mig, alt i hele verden kan være lige meget nu, nu er jeg fanget i dette helvede for evigt…
Jeg får på et tidspunkt taget mig sammen til at ringe til en anden ven T. Han tager heldigvis telefonen, og jeg forklarer ham om situationen. To fyre på høj trip, og det er ved at ende galt. Vi ved ikke hvor eller hvem vi er. T siger, at jeg er nødt til at gå ind i oplevelsen, det er nu det kører. Jeg siger; "Jamen det vil jeg ikke, det hele er lige meget. Jeg ved ikke hvem jeg er mere, vi er begge ved at miste den". T siger til dette; "nå, det er jeres ego i har mistet, i er gået udover det." (denne samtale er ikke en ordret genfortælling, men er fortalt som jeg lige kan huske den) Vi snakker lidt frem og tilbage om oplevelsen, og det går mere og mere op for mig at mit 3. øje er åbnet, og at J og jeg oplever Ego-død. (Kommentar: Det begreb var jeg meget optaget af dengang, så det valgte jeg at bruge)
Jeg falder noget mere til ro, og T siger jeg ikke skal tænke på at samle mig selv igen nu, det kommer senere. Efter denne samtale tager oplevelsen en drejning i en meget positiv retning. J og jeg formår begge at give helt slip. Og vi bliver fuldstændig befriet. Vi er ikke noget ”selv” længere, vi er begge forbundet i den kosmiske bevidsthed, altet, sunyata, kald det hvad i vil. Vi var i eksistensens kerne. I denne frihed fra ego erfares der at der ikke er nogle lyster mere. Lyster er drevet af jeg-forestillingen. Ingen glæde eller tristhed, bare direkte væren, for hvor der ikke er noget jeg, er der heller ikke noget der kan være glad eller bange. Alle disse følelser og tanker og forestillinger er alt sammen en del af dette værende, som vi var i direkte kontakt med. Ingen tid eksisterede, ingen rum eksisterede. Alt var bare i dét – altet.
I dette kunne intet gå galt, vi kunne ikke blive sindssyg, for der ville ikke være noge Jeg til at gøre sindssyg. Hvis det går galt er det fordi man har en sygelig fiksering på jeg’et, og ikke kan give slip, derved er der et jeg, en bevidsthed der kan gå galt. Giver man slip, og når ud til altet er alt der, ingen skelnen. Vi var begge klar over at det var dette vi havde søgt hele tiden… total befrielse. Alle de trips vi før havde taget, var intet i forhold til dette. Det vi havde før af forestillinger om ego-død var falske, men alligevel, så vi på dette trip en del af alt det som var. Alle vores forestillinger er drevet af den snævre jeg-bevidsthed, og derved er de begrænsede. Dette var ren og skær sam-eksistens med alt og intet.
Alle vismænds lære om Brahman, kosmisk bevidsthed/kollektivt ubevidste, Gud, an-atman, sunyata, fra alle retninger gav mening. Forskellige ord til samme grundlæggende værensalt.
Vi var i evigheden, det, altet, everflowet. Ingen rum tid, bare fri tilstand.
En af de ting vi især lagde mærke til, som adskilte sig fra andre trips, som vi før har opfattet som stærke, var, at der var ikke længere visuals. Vi så verden som den så ud, uden forstyrrelser, eller jeg-begrænsninger. Det var smukt og rent, uden domme om den.
Efter noget tid begyndte det 3. øje at lukkes igen. Tid gav mening igen, der var igen en adskillelse af J og jeg. Og vi blev mere og mere samlet, samlingen kom helt automatisk. Og vi landede trygt i vores eget jeg. Totalt udkørte og trætte i krop(selvom vi bare havde ligget og siddet det meste af tiden) og sjæl.
Vi sad, da vi havde landet, med en del blandede følelser. Følelser af gladhed, tristhed, opgivethed, frihed, etc. etc. alle følelser gennemsyret af spørgsmålet: Hvad så nu? Hele denne smukke befriende oplevelse - for hvad? Hvad kan den bruges til?
Vi snakkede en del om det, og nåede begge frem til, at hvis denne oplevelse skulle have betydning, skulle der arbejdes på at trække den ind i vores hverdag, så vi ikke igen lander i den sygelige selv-fiksering, den selvfiksering som leder en på afveje, skaber falske begær og lyster, og som binder en i en snæver opfattelsesramme. Og som skaber en masse dæmoner der bliver svære at bekæmpe når man møder sit eget jeg's grænser, og skal stå dette jeg's død i møde. Dette skal, for mig selv, ske gennem meditation, ki-aikido og dans, det er disse redskaber der virker bedst for mig. J vil også gå noget mere i gang med meditation. Vi vil begge gerne mere i kontakt med livet, som ikke bare afgrænset i os selv.
En oplevelse som denne gør ikke en helt fri, den viste os hvad der var, men for at dette skal virke og få betydning i vores hverdag, skal der arbejdes på denne oplevelse. En af de konsekvenser denne oplevelse har medført er, at min dødsangst helt er forsvundet. Jeg har haft en underliggende dødsangst hele mit liv, og denne dødsangst er i 3 perioder sluppet helt løs og overskygget hele min hverdag. En af de ting der skete under en af faserne, og som var der hvor det var allerværst, og den oplevelse jeg bedst husker, er på et tidspunkt hvor jeg er til svømmetræning, og vi skal svømme i "blinde", dvs. i helt mørke, så min svømmetræner slukker lyset og vi ligger i vandet. Her bliver angsten for meget, jeg kryber sammen i vandet og kan ikke svømme.
Det denne oplevelse kan være et udslag af, er min svære fødsel. Jeg ved den ikke forløb helt naturligt, jeg trak ikke vejret da jeg blev adskilt fra min moder, og denne fødselstraume, og savn tilbage til foreningen, har gjort at jeg har manglet noget hele mit liv. Adskillelsen til mit selvstændige jeg, blev forkert. Da denne forening med altet kom i dette trip, har dødsangsten været helt væk. Jeg er blevet healet på det område. Jeg blev forenet med det alt, og samlet lige så stille igen. Jeg ved ikke om dette er rigtig, men efter hvad jeg ved og har erfaret, virker det som den åbenlyse mulighed. Har tænkt mig at snakke med en professionel om det. (Kommentar: Jeg havde læst en del Grof på det tidspunkt)
En anden indsigt er, at trips som jeg har haft før, som jeg syntes har været kraftige, hvor der har været heftige visuals og mindfucks – de trips har været temmelig overfladiske i forhold til dette. Tanketrips foregår kun på et tænkt plan. Det der rykker, er når man går helt ind i oplevelsen med hele sit væsen, for derved at opløse det, og finde ud af hvor tomme tanker i grunden er. Visse af de trips har givet en del godt, såden ret selv-justerings messigt. Men dette var det helt store gennembrud, gå udover selvet, gå ind i sin egen død.
Der skal gå lidt tid inden jeg tripper igen, for at kunne praktisere og samle mig igen, og få et klarere udsyn. Jeg har lovet en del af mine venner at introducere dem til svampe, og det kan jeg godt klare, da det skal være en lille dose. Det kan være spændende at se hvordan jeg nu klarer en lille dose efter dette store gennembrud.
Ellers er min plan at trippe færre, men dybere, og indarbejde tripsene i min hverdag. For ellers har de ingen betydning. Og så ryger pointen ved at trippe.
Jeg vil lige sige mange tak til min ven T, du ved selv hvem du er

, for at hjælpe mig igennem da det var allersværest. Og tak til J, min ven som jeg delte denne skønne oplevelse med, og som kunne forstå storheden i den.
Denne rapport var enormt svær at skrive. Det er svært at sætte ord på oplevelser der ikke findes ord for. Og der er nok meget som er ufortalt, men det må så være som det er (Kommentar: eller ikke er!

).
Jeg var nødt til at bruget ordet "jeg" selvom der ikke var noget ”jeg” i oplevelsen. hehe ;P
-Odden aka Satori