Hej psych's.
Mit indlæg vil komme til at handle om splittelse, undren, manglende forståelse, Gud, kærlighed og ateisme og selvfølgelig om begrebet hallucination m.m. Jeg håber i kan forstå mit lidt længere indlæg og vil læse det og forholde jer til det.
PS. Lad jer ikke skræmme af at jeg nævner Gud i starten

og undskyld hvis jeg fornærmer nogen. Gud er subjektivt - - religion er ophøjelse (efter min mening).
Min pointe kommer sent i indlægget
Dengang da jeg begyndte at interessere mig for psykedeliske stoffer, var da også dengang jeg for alvor begyndte at tage stilling til Gud. Det var altså dengang jeg skulle konfirmeres og indvies i det nok så ligegyldige ritual.
Min vens største intension med vores første trip var faktisk at møde Gud. (i dag ville min fornuft sige DUMT DUMT DUMT!!

- men min anden halvdel spørger stadig "hvorfor ikke"?!)
Enhver form for uforklarlig ting, som egentlig var bundet op på en noget stædig holdning, blev ofte forklaret med: "det var Gud". Som dengang da jeg stod med et papir og bibelen i hånden og for sjov sagde til mine venner – Jeg vil ramme side 273 med dette papir – og hakker den ind i bogen; og ja selvfølgelig rammer den side 273. Man kan sige, jeg præciserede godt nok papiret sådan at det i hvert fald ikke ville ramme ”starten eller slutningen” i bibelen – og derfor indskrænker det selvfølgelig sandsynligheds regningen en del, men alligevel. Anden gang virkede det selvfølgelig ikke, men det havde jeg nu heller ikke regnet med

Egentlig er det lidt irrelevant at tale om Gud, eftersom jeg har skiftet "noget" holding til dette begreb.. - Begrebet "Gud" irriterer mig faktisk i dag, men det skyldes nok nærmere selve kristendommen. Men det indleder stadig min forvirring. Vi springer lidt vider
Min måde at forholde mig til en hallucination på er, at vi har en slags normal måde at se og anskue verden på. Når vi så syrer til, bliver måden hvorpå hjernens måde at bearbejde sansningen, spaltet kraftigt med fantasien. Vi oplever pludseligt noget indre komme til udtryk i det ydre og dette påvirker igen vores indre - som var det en diskussion mellem 2 verdener der kørte i ring.

(Symbiose mellem biologi og kemi).
- (Denne opfattelse er jeg nødsaget til at bevare og forholde mig ukritisk til, hvis jeg gerne vil bevare min "virkelighedssans").
- Men nu er der sket det mest sære og uforklarlige som gør, at jeg igen er begyndt at tro på at alt ikke kun sker oppe i hovedet på en.
Jeg er blevet forelsket i en pige. Hun bor desværre i Jylland og jeg på Bornholm, men det gør hele pointen mere interessant. Vi har kun mødt hinanden få gange, og vi har egentlig ikke fået talt særlig meget sammen af flere grunde.
Dette har jeg prøvet masser af gange - hvor jeg forelsker mig i, eller fascineres af en person som jeg egentlig ikke kender særlig godt. Nogle gange er følelsen stærkere end andre. Men det har drevet mig til vanvid hver gang, og har altid bare ført til en masse lort. Jeg er derfor ret forsigtig og egentlig ret kritisk denne gang, men det er stadig en anelse anderledes denne gang.
Ligesom jeg var kommet til den erkendelse, at kærligheden blot var en illusion, dukker hun op.
Jeg var ellers for alvor begyndt at tænke i baner som polygami og "dyrisk gen-spredning"
Jeg ser og mærker med det samme vores interesse for hinanden. Jeg får hendes nummer og vi mødes ganske kort hjemme hos nogle fælles venner på Bornholm. Hun tager derefter tilbage til Jylland og vi begynder så småt at skrive og snakke lidt sammen over mobilen.
Der går en længere periode hvor vi ingen kontakt har, og så kommer beskeden omsider fra hende til sidst. Hun fortæller mig hvor meget det ærgrer hende, at vi aldrig kyssede dengang. Jeg har det på samme måde.
Vi begynder at fortælle lidt om hinanden, og det går op for os at vi er ret ens på mange punkter - hun siger endda at hun føler lidt vi er en og samme person (damn så fik jeg pludselig en association til solipsisme

nåh fuck det

)
Det begynder så småt at tale til min sans for den "eneste ene" eller sande kærlighed -. Men nu sker det SÆRE - Eller det syrede som jeg kalder det, eller det sorte som hun kalder det.
Jeg gik hele dagen rundt i går, og tænkte ikke på andet end at ringe til hende. Jeg blev pisse nervøs og tænkte jeg måtte prøve noget yoga. Jeg har lige købt noget chiller the, hvor der står en metode på bagsiden af den såkaldte ayurveda the. Jeg drikke noget af den så jeg kan slappe af og få klarhed over hvad det egentlig er jeg helt præcist vil fortælle hende - eftersom jeg nogle dage før havde sagt, at vi nok skulle holde en pause med at snakke sammen, for ellers blev jeg alt for stresset. Jeg mener blot, hvis det er ægte kærlighed, forsvinder den følelse jo ikke bare ud af den blå luft – fremtiden må vise sig.
Efter en 5-10 min på gulvet rejser jeg mig op og ryger en kvart smøg. Derefter ringer jeg hende op. Hun tager den ikke og jeg sender hende en ydmyg besked om at hun skal ringe mig op. Jeg lægger mig i sofaen og venter.
Med tiden begynder jeg at få det rigtig varmt, og jeg tænker at det nok er the'en som begynder at varme mig, men jeg får også mere og mere kvalme og jeg har egentlig mest af alt lyst til at brække mig. Jeg trækker vejret dybt og prøver at fokusere på noget andet end min tilstand - Sådan ligger jeg i en times tid. Pludselig ringer min mobil og det er selvfølgelig hende. Hun fortæller at hun har været til koncert og hvor forsangeren uheldigvis faldt om på scenen fordi hans/hendes pacemaker var fucked

Chokerende! Så spørger hun hvordan jeg har det, og jeg fortæller hende at jeg faktisk har det helt af helvedes til - jeg tror jeg er ved at blive syg. Hun spørger om jeg har det som om jeg skal til at kaste op. Det må jeg jo give hende ret i. Hun udbryder: ”Hvor er det SORT” ! :O Hun havde åbenbart drømt om natten at jeg var helt omtåget og skulle kaste op.

Det sgu også mærkeligt tænker jeg. Det kan selvfølgelig være et tilfælde, men jeg synes for det første at den måde jeg pludselig blev syg var virkelig underlig - som om at det var yogaen der havde udløst det. For jeg var både fuld af indre energi, men samtidigt også helt omtåget, dårlig og slap i hele kroppen.
Men det driller mig. Jeg har mest lyst til at tro at hendes drøm ikke var tilfældig, men samtidigt driller det min virkelighedsopfattelse endnu engang. Og hvordan skal man forholde sig til psykedeliske stoffer hvis man virkelig tror på noget mere abstrakt. Forskerne snakker jo også om paralleluniverser osv. men alt sammen er jo blot teorier - men de går hånd i hånd med hvad jeg er tilbøjelig til at fantasere og filosofere over.
Jeg tror vi er tættere knyttet til naturen end hvad vi normalt bliver opdraget til. Jeg tænker især på et rumforsøg som russerne vidst nok har udført. - Det går ud på at nogle forsøgspersoner (astronauter) har været låst inde i en ombygget container i flere år, uden nogen som helst kontakt til omverdenen bortset fra en lille radio. Forsøgspersonerne blev efterhånden mere og mere deprimerede og ensomme. Efter noget tid stillede forskerne nogle planter ind til dem. Det påvirkede dem åbenbart positivt. De blev rent faktisk glade.
-( En psykolog ville nok mene, at det har noget med associationer at gøre.
Det at se en plante, forbinder vi måske med at gå en hyggelig tur i skoven. (men hvorfor er det hyggeligt at gå i skoven, tænker jeg så - netop på grund af energien, lyden, luften, duften, synet, LIVET!)
Energi er et vidt begræb, men der findes i hvert fald energiformer som kan påvises, men som ikke kan forklares. - "Strøm, ild og selvfølgelig - tyngdekraften".
Hvorfor skulle plantens celler ikke også kunne kommunikere med dyrenes celler via elektriske impulser eller anden form for teknik. Man mener f.eks. at musik kan stimulere planters vækst og det påvirker jo især også menneskets hjerne. Det stimulerer og balancerer. Derfor synger jeg altid når jeg er i skoven i håb om at naturen føler og jeg krammer måske ogå i ny og næ et træ. Desuden pisser jeg altid udenfor - det min måde at fodre naturen.
En side i mig er åben for ånder og sjæle en anden afviser dette. Hvor faen skal man gøre af sig selv?
