Vi er ikke andet end elektriske og kemiske signaler, der bliver fortolket af vores overdimensionerede ganglion, hjernen. Når vi dør, stopper disse signaler med at blive fortolket, og vores liv går dermed i stå. Ifølge de gamle grækere - som tidligere nævnt i denne tråd - kommer vi fra en samlet masse, universet, og denne lever vi videre i, idet vores atomer bliver genbrugt. Er dette et liv efter døden?
Tænkes der et liv efter døden som i en opfattende, tænkende forstand, så mangler vi stadig at finde den energi, eller det sted i vores krop, hvor sjælen har til grunde (hvis sjælen da er en fysisk størrelse). Hvis det giver mening for folk at tro på, at sjælen findes, og at denne kan eksistere uden en krop, så skal folk have lov at tro på det. Personligt tror jeg på videnskab og sund fornuft, og jeg har endnu ikke set et bevis for, at tingene skulle hænge sådan sammen.
Den eneste mulighed, som jeg ser det, for et liv efter døden, er, at sjælen eksisterer i en anden dimension: Den er bundet til vores krop i denne dimension, men overgår så til en anden dimension og eksisterer her uden et fast holdepunkt.
Hvis dette er sandt, gælder dette dog for alle tænkende væsner. Husk, at bare fordi vi er en mælende, selvdefinerende art, betyder det ikke, at laverestående eksistenser (dyr) ikke har en sjæl. Ellers skal vi til at argumentere for, at sjælen er noget der er skabt gennem evolutionen - altså er det enten/eller.
Personligt håber jeg ikke, at der findes evidens for en sjæl eller for den sags skyld liv efter døden i min levetid, for så bliver hele mit verdensbillede vendt på hovedet, og så kunne jeg lige så godt suge alle de stoffer i mig, som jeg kan komme i nærheden af
