Psychedelia.dk

Sport

Jeg har et eller andet sted altid vidst det, men nu er jeg ikke længere i tvivl. Eller. Så da kun en lille smule. Jeg har konstant en følelse af, at være barn igen. En lethed og glæde, som voksenlivets strabadser tager fra en. Jeg er stadig ung, endnu på mit 24. år. Det er ikke fordi jeg ville være på tværs eller utilpasset, men det var jeg vel i andres øjne. Mit mål var aldrig at gøre skade, men jeg valgte at spille ”skadesspillet”. Forsvarsspilleren på fodboldbanen der nægter, at have noget med bolden at gøre, medmindre at vi har den i angreb. Jeg har altså spillet forkert, eller nærmere, det forkerte spil. Jeg løb til sidst rundt om banen, lige udenfor den hvide afmærkning. Jeg var faktisk ikke med i spillet, men jeg kommenterede stadigvæk på det. Det handlede således bare om, at træde ud af stadion. Udenfor stadion er der ikke mange mennesker, de er alle inde på stadion. Men dem udenfor har et andet blik. Et roligere blik, men også til tider forvirret blik. Nogle løber stadig rundt om banen i deres tanker, uden at have opdaget at det faktisk er hele stadion de løber rundt om. Det er derfor, at vi må se hinanden. At havde gjort noget rigtigt, men tro det er forkert, det er den største lidelse. Men når fodboldtilhængerne har fri, eller tager fri, så møder de de andre, med fodboldblikket. Der er så mange fodboldblik, at der kan være svært at tro, at der overhovedet findes andre blikke end det. Nogle går til håndbold eller badminton, de har et andet blik. Ja, faktisk det rolige blik. Men deres sprog er fremmed for fodboldtilhængerne. De vil faktisk gerne lære det her nye spil, men forstår ikke reglerne, da de vurderer det efter fodboldstandard. Håndbold- og badmintonspillerne har det godt. Det er svært, at sige hvem der har det bedst. Men de forstår hinanden. De taler også forskellige sprog, men de ved da, at sproget ikke er alt. De har også jagtet fodbolden, men valgte at træde ud af stadion. Her fandt de nye spil. Om man spiller håndbold eller badminton, judo eller svømning er for vidt ligegyldigt. Det er i sidste ende det samme. Men man må forstå, at der er forskellige spil, der tilstræber det samme; glæde, leg og forståelse. Ét spil er kort og hurtigt, andre er lange og seje. Men når alle spiller det samme spil, så begynder man at tro, at det er det eneste spil og snyder dermed sig selv. Vi skal ikke alle løbe ud af stadion, for sport er sport, men vi må kunne tale sammen på tværs af spil. Når man forlader stadion og træder ind i indendørshallen, så må man ikke glemme, at også her er man gået ind ad en dør. Så længe jeg er i hallen, kan jeg ikke råbe stadion op. Vi kan kun snakke sammen, når vi alle er ude på gaden, for her taler vi samme sprog. Jeg har løbet rundt om banen og stadion i noget tid nu, så er jeg godt bekendt med reglerne. Ja, løb jeg et par omgange til, kunne jeg nok til sidst blive dommer eller måske endda ejer af stadion. Det har dog aldrig været mit ønske. Jeg har til tider løbet ud af stadion i frustration, men lige ind i hallen. Jeg forstod hvad de ville i hallen, men vores sprog var forskellige. De fleste i hallen forlod stadion tidligt, eller har måske aldrig trådt derind. Derfor talte vi forskellige sprog. Jeg med mit arrogante fodboldsprog, der ledte efter off side på badmintonbanen. Det var selvfølgelig frugtesløst. Jeg valgte, at træde ud af hallen og fandt, at gaden er det egentlige rum. Men fordi fodboldtilhængerne vælter ud i gaden efter kampen, så er nogle søgt ind i hallen, i ly for vuzuelaer og romerlys. Men når vi ikke møder hinanden på gaden, så får vi aldrig et fælles sprog. Det var dette der igen gjorde mig til barn. Det er med en vis nervøsitet og derfor tvivl, at jeg nu står på gaden. Jeg ser dem fra badminton og håndbold, som jeg i tanken kan relatere til. Vi taler dog stadig ikke helt samme sprog, men jeg forstår deres grammatik og de forstår min idé. Min nervøsitet skyldes, at jeg frygter, at være ene mand på gaden, der kan tale til fodboldfolket. Jeg kan altid søge ind i hallen for ly, men vil hellere hive alle ud på gaden. Det er jo her vi hører til..