Min ven, mennesker er en del af naturen, og vi kan leve i symbiose med planter.
Den vestlige verden socialiserer os fra barnsben ind i opfattelse af verden som mere eller mindre kan betegnes som en psykose.
Jeg har en utroligt misantropisk indstilling til menneskeheden, og bliver nødt til at komme igang med min pointe hvis jeg ikke vil distraheres, og begynde at uddybe hvorfor jeg har det sådan.
Hvis du selv har oplevet 'medaljens bagside' går jeg stærkt ud fra at du ligesom mig, er en person som kigger 'indad' for at finde svar. Ved du med dig selv at du har plejet og bearbejdet din psyke nok til, at du er stærkere rustet idag, end du var da du gik igang i en 'tidlig' alder, så siger jeg gå for det, ryg den bønne. Men igen, vil jeg fraråde de fleste fra at falde tilbage i noget som i første omgang var en kamp for den at overvinde. Jeg startede med at ryge cannabis som 14 årig. Mit forbrug tiltog da jeg blev 15 og fik et arbejde. På under et år, gik jeg fra at ryge 'med' en gang om måneden, til at ryge 2g om dagen. Da jeg fyldte 18 fik jeg en psykose, og stoppede med at ryge i 2 år, indtil jeg var ude af mine teenage år. Samtidigt med mit rygestop fik jeg konstateret ADHD, hvilket fik mig til at stille spørgsmålet, om de fleste interne 'forvrængninger' i virkeligheden var komplekse psykopsomatiske tankestadier, og måder at affinde sig med virkeligheden på. Jo mere jeg spurgte mig selv om disse ting, mens jeg prøvede at finde indhold i mit liv under min rygepause, jo mere kom jeg til den konklusion, at det absolut ingen mening gav at prøve at rationalisere mit tankemønster til en håndterbar diagnose, hvortil den eneste kur, var Ritalin.
Idag er jeg 23 år gammel, og dyrker udelukkende til eget forbrug. Jeg ryger ca. 2 ciggaretstørrelse joints med ren skunk om dagen, og jeg har aldrig følt mig mere afbalanceret. Efter tilstrækkelig nok gange hvor jeg har kigget mig selv i spejlet, og følt mig ufamiliær med ansigtet der kiggede tilbage på mig, med forundrende spørgende blik over hvad fanden jeg havde gang i, har jeg sat mig for at prøve at vinde i livet, og som motivation, give mig selv lov til at ryge når jeg har opnået noget. Jeg siger dette, for at eksemplificere, hvordan jeg kan fraråde dig, og opfordre dig på samme tid. Få styr på dig selv, bliv bohemian, spis sundt, og ryg den fede!
Mange tak for dit svar, og beklager at jeg selv er lidt længe om at svare.
Jo netop!
Jeg har generelt fået et had til stort set alle folk. Er blevet meget asocial og kan nok mest af alt sammenlignes med en af de der gamle, gnavne, depressive mænd der har et alt for bittert livssyn.
Jeg forsøger dagligt at starte diskussioner med folk omkring mig, udelukkende for at prøve på at rakke dem ned på mit stadie, og have muligheden for at give dem en sviner - Sådan en person er der jo ingen der har lyst til at samle på, og har derved også mistet en god del af min omgangskreds.
Har svært ved at kende mig selv, er fastlåst, har lavet præcis de samme ting det sidste år, og mine venner smutter stille og roligt en efter en.
Før min psykose var jeg den meget sociale og udadvendte type, jeg havde mange venner, trænede hver dag, og stod ellers til dagligt i en sportsbutik, hvor jeg altid mødte kunderne med en næsten euforisk men stadig behersket energi, der som regel altid smittede af på mine medarbejdere og kunderne.
Det er nok også derfor min trang til tider er så stor. Vil bare gerne kunne falde i søvn om aftenen, kunne stå glad og energisk op om morgenen, og glæde mig til at tage på arbejde, uden at have et så sort syn på alt og alle.
Men jeg kan ikke ignorere det faktum at jeg har haft en psykose, og risikoen for at den kommer tilbage er i følge psykiatere rimelig stor hvis jeg begynder at ryge igen.