Substans/er: 4-ho-met
Setting: Hjemme eller hos ven
MODs installed: Ja
Erfaring: Har en stor viden om det meste
Dosering og anden informaton om substanserne:1 dosis eyeballet 4-HO-MET (á ca. 30-40mg)
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:Fredag aften med 6 gode venner. Både super fint mindset samt setting.
TriprapportenTidligere erfaringer: Psilocybin LSA 4-ho-mipt Salvia 2c-b 2c-c Amfetamin (dog kun enkelte gange) Methoxetamine Cannabis
Før denne oplevelse betragtede jeg mig selv som en relativt erfaren psykonaut. Ikke en skid, om jeg var.
Vi er samlet et par gutter hos en fælles ven, hvoraf to (B og K) er på psilocybin. M, S, F og E ryger lidt hash. Det er skide hyggeligt; vi sidder bare og chiller og ser tv. Klokken 22:10 lyder startskuddet til en aften som jeg vil tænke tilbage på, som den aften jeg blev genfødt på McDonalds toilet akkompagneret af "The Time of My Life" fra Dirty Dancing. Det er egentlig tankevækkende at de spiller den sang på McDonalds i det hele taget.
22:10 – en eyeballet dose (ingen vægt i nærheden, jeg vil skyde på et sted mellem 30-40mg) 4-HO-MET indtages på mere eller mindre tom mave (to øl, halvanden toast).
22:17 - de første tegn viser sig. Øget spytproduktion, generel uro i kroppen, kæbespændinger. Jeg går ud på terassen for at få noget frisk luft og forberede mig selv på en aften i hænderne på frk. Met. Good fucking luck, fortidige jeg.
22:21 - B og K kommer ud på terassen. Der føles småkøligt.
22:35 - Det bekymrer mig lidt at jeg allerede oplever betydelig visuel distortion så tidligt som 25 minutter efter indtagelse. Over mig er nattehimlen et stykke udspændt stof, som man let kan identificere mønstre og ansigter på. Nuancer i himlen render rundt deroppe og danner forskellige mønstre. På et tidspunkt formår de at danne Ceres-bryggeriets logo. Lejlighederne overfor bevæger sig langsomt frem og tilbage.
Fysisk har jeg det fint, udover at jeg fryser en smule. Mentalt kan det bedst lignes ved det kortvarige stadie hvor man netop har fyldt lungerne godt op med salvia, og venter på at verden braser sammen.
Efter at have været på terrassen i et stykke tid, bestemmer vi os for at gå ind igen. Der er Swordfish med John Travolta i fjernsynet. Jeg sidder og glor på fjernsynet, men følger egentlig ikke med i hvad der sker i filmen på trods af at jeg stirrer på den. På den hvide væg bagved fjernsynet udspiller der sig et pulserende lysshow med forskelligfarvede aztekermønstre (grøn, pink, rød, gul). Mønstrene er smukke, kraftige og behagelige at kigge på. Tiden går, og stoffets greb strammes..
Kort tid efter sejler hele min verden. Alles ansigter morpher fra det ene ansigtsudtryk til det andet på en bølgende og skræmmende måde, et hvidt tæppe foran mig pulserer og bliver levende, fornemmelsen af min krop er fuldstændig langt ude, og lige meget hvordan jeg bevæger mig, føles det fuldstændig unaturligt og sært. Tæppets mønstre synes at springe ud af selve tæppet, og giver en sær 3D-feel. Mønstrene hopper både ud af tæppet og bliver suget ned i sofaen som det ligger på. Ud af øjenkrogen kan jeg se at hele rummet pulserer med forskellige farver, præcis ligesom hvis man havde en diskokugle med forskellige lys og farver. Det er svært at abstrahere fra.
Jeg kan ikke længere følge med i hvad folk snakker om omkring mig, og er bange for at de sidder og snakker til mig, men jeg ikke hører en skid og ligger heller ikke mærke til noget. Jeg falder konstant ud af virkeligheden, og det føles mere og mere som et forlænget salvia-trip, hvor virkelighedensoplevelsen er opdelt i forskellige dimensioner som man konstant pendler frem og tilbage imellem. M og S tager nu også en dosis 4-HO-MET. Virkeligheden taber mere og mere sin mening. Pludselig, mens jeg sidder og er fuldstændig zonet ud, har de andre bestemt sig for at tage på McDonalds. Det tager enormt lang tid at tage sig sammen til at bevæge sig fra stolen og hen til min taske og mine sko. Først da B er gået ud af døren, kan jeg tage mig sammen til at gå over i sofaen og tage sko på.
Da jeg kommer over i sofaen, og skal til at binde mine sko, glemmer jeg hver 3. sekund hvad jeg har gang i. Jeg har enormt svært ved at fastholde koncentrationen på en enkelt ting, fordi så mange forskellige indtryk kræver min opmærksomhed. Jeg er ikke i stilling til at tage nogen som helst valg, så jeg følger hjernedødt med de andre. Jeg fatter hat af hvad der sker omkring mig. Hele mit syn er blevet indskrænket som en fish-eye lens på et kamera. Lejligheden ligger i toppen af bygningen, og vejen ned af trapperne føles som en forbandet evighed (det gør det egentlig også når man er ædru, nu jeg tænker over det..).M går og taler til mig om at man bare skal slå en skid og så er man tilbage i virkeligheden igen. Men jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om at lytte på hvad han siger.
Vi begiver os først ned på Shell og derefter hen på McDonalds. Udenfor Shell bliver hele situationen forandret, og sætter dagsordenen for rejsen forude. M og S går ind for at købe kakao. Der er stille udenfor Shell selvom det er fredag aften, og F udbryder – midt i stilheden – ”så deeet..”. Hans stemme runger som om vi alle er inde i en kæmpestor parkeringskælder hvor alt er tomt og dødt. B sidder på kantstenen, og han begynder at lave skræmmende ansigter; det fucker mig lidt op. Det føles i stigende grad som om jeg er i en drømmeverden, og mine venner forsøger at vejlede mig. M og S kommer ud fra Shell, og M tilbyder mig at smage noget kakao. Idet jeg tager kakaoen op til munden, får alting et perspektiv af et 1. persons skydespil. Virkelighedens graf ændrer sig også, og bliver langt mere ”blød” i det.
På vej op til McDonalds går jeg og snakker lidt med både S og B. Jeg er fuldstændig overbevist om at dem jeg følges med er figmenter af min fantasti og projektioner af min underbevidsthed; de siger alt hvad jeg tænker. Jeg beder S om en smøg, som jeg får og tænder. Den tændte cigaret er utydelig, og bærer præg af et dårligt animeret computerspil. Sådan er alle cigaretter fra dette punkt og fremad. Jeg kan mærke at jeg begynder at svede enormt meget. Jeg mærker under armerne, og finder ud af at jeg sveder fucking oceaner ud af kroppen. Det gør mig skræmt. Fysisk får jeg det dårligere og dårligere. Jeg har det utrolig varmt, og generelt bare en elendig følelse i kroppen. Jeg føler at jeg kan smelte sammen når som helst, og er fuldstændig aldeles overbevist om at hvis jeg stopper og sætter mig ned, at jeg bliver til en pøl af sovs. Det ene øjeblik føler jeg mig som en fast entitet, det andet øjeblik føler jeg mig som om jeg er bygget af vand. Bestemt ikke en behagelig følelse.
Vi går forbi en bank, og ser en ansat sidde ved sit bord og arbejde kl ved 23.30-tiden fredag aften, det var pisse sjovt. Stakkels mand, egentlig, at han skal arbejde så sent på en fredag. Haha. Vi fortsætter. Jeg har ikke kvalme, men pludselig kan jeg mærke at jeg skal kaste op. Jeg får krampetrækninger, men kaster ingenting op, og får det ikke skidt på samme måde igen gennem hele oplevelsen. Trafikken forstår jeg slet ikke. Ved alle de fodgængerovergange (hedder det overhovedet det?) som vi gik over, lyste det grønne lys. Og når der endelig kom biler, var jeg helt panikslagen og i tvivl om, om jeg skulle gå eller vente på at bilen kørte. Jeg forstår slet ikke trafikken.
Jeg lægger mærke til, at jeg har det som om mit tøj er lavet af vand. Af en eller anden grund kan jeg – ligesom med trafikken - ikke forstå min taske. Jeg forstår den bare ikke. Så jeg tager den af og går med den i hånden i stedet for på ryggen. Vi ankommer til McDonalds. Der sidder et par teenagere udenfor og kigger lidt skeptisk på os. Måske er det fordi jeg slet ikke kan holde styr på de biler der kører forbi rundt omkring mig. Da vi kommer ind på McDonalds sætter jeg kurs mod toilettet med det samme, fordi jeg regner med at jeg skal ud og knække mig. I stedet går jeg derud, låser døren, og sidder og glor ned i toilettet og fatter ikke en fed pik af hvad der sker. Jeg tjekker gentagne gange mine bukselommer for at tjekke om jeg har det hele, specielt om jeg har min husnøgle, for jeg ved at jeg skal hjem snarest. Jeg kan ikke samle mig om en skid, og det ender med at jeg bare sidder og hiver papir af toiletrullen.
Det mest rammende ord for oplevelsen på toilettet, er
kaos.
Pludselig, mens jeg sidder og glor ned i toiletkummen (som i øvrigt stinker pissehamrende ulækkert) indser jeg at jeg ikke aner en skid om hvem jeg er. Jeg føler mig fuldstændig fremmed i min egen krop, og bliver i tvivl om om jeg overhovedet er et menneske. Jeg lægger mærke til musikken som bliver spillet, og det er ”Time of My Life” fra Dirty Dancing. På dette tidspunkt er jeg muligvis ret langt ude og skide, men klar til at bryde fuldstændig sammen på McDonalds lokum mens jeg er blæst fra sans og sammenhæng, lytter til soundtracket fra Dirty Dancing og sveder oceaner er jeg dog ikke. Lige så stille forsøger jeg at samle mig selv og gå ud til omverdenen igen, men jeg kommer ikke længere end til håndvasken og et spejl. Jeg står og stirrer på mig selv, og kan slet ikke genkende personen inde i spejlet som kigger på mig.
Jeg vandrer rundt frem og tilbage og i cirkler ude på toilettet. Pludselig stopper musikken, som kører over anlægget. Men den stopper ikke brat. Det lyder som om det bliver downpitched og falder i hastighed før det ebber ud, præcis ligesom hvis man forhindrer en vinylplade i at dreje. Der breder sig en dommedagsstemning (tænk på atmosfæren i filmen Silent Hill), og på dette tidspunkt kan jeg huske at jeg tænkte: ”det hele er alligevel så brændt af, at det ikke ville undre mig hvis der kom et monster ind af døren og huggede hovedet af mig med et sværd.”. Det gjorde der så heldigvis ikke. I stedet for et monster fra Silent Hill, kommer K ud på toilettet. Han spørger mig om jeg er OK, hvortil jeg svarer nej og kommer ud fra toilettet fuldstændig forvirret over alting og badet i sved. Aldrig i mit liv har jeg følt mig mere klam.. Han får mig lidt mere ned på jorden, og vi hopper ud til de andre, som sidder ved et bord. Hele McDonalds er tomt, og alting føles stadig som en drøm. Det kan jo for helvede ikke passe at McDonalds er tom? Det er den jo aldrig.. Nå. De forklarer, at vi skal ned og mødes med X nede ved vandet og ryge en pind. De forklarer det adskillige gange, fordi jeg ikke forstår hvad det er for noget de prøver at få mig til at forstå. Så jeg følger bare med dem som en anden lemming.
På vej ned til vandet gasser en modkørende bil ned og en gut (en af de farlige indvandrere, uha uha!) ruller vinduet helt ned, peger på S og giver ham et ret hårdt blik hvorefter han kører afsted igen. Ingen af os fatter hvad der lige skete, men jeg er på det tidspunkt egentlig ikke sindssygt forbløffet. Der er efterhånden ingenting der kan forbløffe mig efter oplevensen på toilettet. Vi ankommer til vandet, mødes med X og snakker om en helt masse langt ude ting. Alting føles stadig helt enormt fremmed, selvom jeg er klar over at jeg kender det. Min fysiske tilstand bevæger sig i bølger; det ene øjeblik sveder jeg, har meget snot i næsen og føler mig egentlig bare pissehamrende syg. I det andet øjeblik har jeg det helt fint, men sveder dog stadig. Jeg får en enormt rar følelse af forløsning, hver gang jeg kan svare på et spørgsmål som en eller anden stiller. Det er som om alting gradvist giver mening igen, og jeg kan forstå hvad der sker omkring mig. Efter hvad der føles som lang tid, beslutter vi os for at tage af sted. Klokken er omkring 3, så jeg tager hjem og de andre tager igen op i lejligheden. Jeg kommer hastigt tilbage til virkeligheden, og føler mig helt enormt forfrisket og født på ny.
Dette trip har uden tvivl været det mest kaotiske, mest skræmmende og mest hæsblæsende trip jeg nogensinde har oplevet. Det har dog også været sindssygt lærerigt, og har hjulpet mig med bedre at forstå mig selv. Jeg føler mig mere tryg ved mig selv efter jeg har oplevet ikke at være mig selv. In conclusion, kan det altså varmt anbefales at fylde hovedet med narko og hoppe på McDonalds for at blive i tvivl om, om man er et menneske.
Cheers
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
